Ved siden af mig, bimlede min ven Wolters mobil og han rækte ud efter den. Der nåede kun at komme et svagt smil på hans læber, før jeg kastede mig over ham. "Tillykke!" Råbte jeg glad.
"Hey hey, rolig nu" gabte han, og rejste sig op. "Det er ikke sjovt, at fylde 20 år" sagde han træt. "Er du nærvøs?" Spurte jeg med en trist stemme. Han blev 20 år, en alder som næsten alle flygter da, det er den alder man bliver voksen og ens bekymrende voksen liv begynder.
Året er 2048. For 10 år siden mente man at jorden ville gå under, hvis ikke forskerne fandt en måde at gøre befolknigstalet mindre på. Gaderne flød i hjemløse, og fattige og der opstod gigantiske pengeproblemmer verden over. Så en gruppe forskere opfandt en ny leve og betalings måde. penge blev ganske enkelt afskaffet og brændt. Og nu får alle en chip ind i håndledet når man bliver født og så tatoveret en stregkode,når man bliver 20, Og så kan man istedet betale med sine egne leveår. Problemet med hjemløse er løst. Er man fattig dør man. For hvis man løber tør for leveår, går ens hjerte i stå. Man betaler altså med tid. Dette starter når man bliver 20. Så skal man til lægen og få sin stregkode. Wolter var den første af os der blev 20. For mig selv var det først om et halvt år.
Wolter sukkede. "Jeg er lidt nærvøs ja" sagde han stille. "Den er jo allerede begyndt at tælle" sagde han, og kiggede på sit håndled. "Ja, du har vel fået reserveret det der job?" Spurgte jeg. Han nikkede. "Jo, jeg spurgte en ekstra gang i går bare for at være sikker. Men man tjener kun omkring 24 timer om dagen. Jeg ville ikke have særlig meget til overs til lejligheden og mad" han rystede bekymret på hovedet. Jeg sukkede højlydt for også at virke trist. "Det går nok" sagde jeg trøstene. "Vi klare os sikkert" han så irriteret op på mig. "Ja du skal jo først bekymre dig om dit liv om 6 måneder!" Sagde han og rejste sig og gik ind på sit værelse.
Jeg forstod ham godt. Han var naturligvis bange for sit liv og sin tid. Heldigvis var der 30 dage på hans chip allerede. Noget der automatisk er så man, har en hjælp til at starte. Jeg rejste mig og gik også ind på værelset, og lagde mig til at sove.
Da jeg vågede næste dag, var Wolter allerede gået. Jeg skyndte mig at tage noget rent tøj på og løb ud. Jeg havde lovet mig selv at jeg ville være der for ham, når han fyldte 20. Men jeg følte allerede at jeg havde svigtet ham, ved ikke at tage med til lægen, når han skulle få sin tatovering og få alt informationen som han skulle bruge. Jeg begyndte at løbe, lægen lå et stykke fra vores lejlighed. Jeg sparkede næsten døren ind og løb op til skranken. "Er Wolter her? Robin Wolter?" Spurgte jeg forpustet. Kvinden bag skranken kiggede undrende på mig og tastede så navnet ind på sin conputer. "Nej han er her ikke længere" sagde hun med lettere irriteret stemme. "Det er flere timer siden at han var her" sagde hun og trak på skuldrene. Jeg sukkede til svar. "For helvede" hviskede jeg til mig selv. Hvor var det nu, han sagde han skulle arbejde? Han havde snakket om flere steder men jeg havde ikke fået spurgt om hvilket det var han havde reserveret. "Tak" Sagde jeg til kvinden, og skyndte mig ud derfra og gik op af gaden. Jeg anede ikke hvor jeg skulle lede, så valgte bare at gå hjem. Hele dagen gik jeg hvileløst rundt i lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at slappe af. Først da klokken blev 22 om aften og jeg var faldet i søvn på sofaen vågnede jeg ved at hoveddøren blev smækket i. "Wolter?" Råbte jeg og gned mig i øjnene. Wolter trådte ind i stuen. "Hey" sagde han med en træt stemme. Jeg kiggede undrende på ham. "Hvordan gik det? Hvor har du været?" Spurgte jeg nysgerrigt. Han rækte sin arm hen imod mig og vendte håndledet imod mig, og viste mig sin tattoo. En stregkode. "Jeg fik jobbet, nede i centeret, jeg skal sørge for varerne står ordenligt og hjælpe kunderne" sagde han og trak på skuldrene. "Men jeg smutter i seng nu, godnat" sagde han og løftede hilsene hånden og gik ind på værelset.
De følgende uger så jeg ikke meget til ham. Det virkede som om han undgik mig, og jeg følte mig alene. Han kom sent hjem hver dag. Og gik direkte i seng.
"Wolter, hvad sker der mellem os?" Spurgte jeg ham, en dag da han kom ind af døren. "Hvorfor undgår du mig?" Spurgte jeg ham, og så trist ned i gulvet. "Nej da. jeg har bare allerede fået overarbejde fordi jeg sagde jeg gerne ville have så mange timer som muligt. Så jeg skal arbejde til kl 20 hver dag og får så en dagsløn på 85 timer" sagde han stolt. Jeg kiggede undrende på ham. "Så du skal arbejde fra klokken 7 til klokken 20? Det kan du da Ikke, vi ses aldrig mere" sagde jeg trist. Wolter kiggede irriteret på mig. "Jeg har ikke tid, jeg er over 20. Jeg har ikke tid til at spilde min tid på sjov mere" sagde han irriteret, og med en stemme der lød vred. Jeg stod og var mundlam et par sekunder og tænkte det igennem. "Und.. Undskyld.." Sagde jeg lavt. "Undskyld Wolter" Wolter kiggede irriteret på mig. "Ja ja. Jeg flytter alligevel
Utrolig spændende idé. Glæder mig til at læse mere.
SvarSlet