Adskilt

Det er nu syv år siden min mor og far blev skilt, jeg savner min bror Robin forfærdelig meget, men holder heldigvis kontakt med ham over facebook. Jeg har ikke set Robin i syv år. Jeg var ti da mine forældre blev skilt, og min far tog Robin med sig, Jeg blev boende hos min mor selv om jeg hellere ville have været samme sted som Robin. men det var vores forældres måde at afgøre tingene på, børnene skulle bare deles imellem dem, og så behøvede de aldrig at se hinanden igen. Utroligt hvor egoistiske voksne kunne være. Jeg er 17 år gammel nu, Robin er tre år yngre end mig, så han er 14 nu. Jeg skal mødes med ham på facebook igen om en halv time, og glæder mig meget til at høre hvordan hans skitur til Grønland er gået. Han havde skrevet så meget om hvor bange og nervøs han var for det, fordi han vidste han ikke kunne finde ud af at stå på ski, selvom jeg gjorde mit bedste for at overbevise ham om at han sagtens kunne lære det.

Jeg ligger i min seng og tænker på Robin. Jeg må hellere logge på nu, så jeg ikke kommer for sent. Tænker jeg og glæder mig til at skrive med ham, men er også nervøs. Jeg er altid nervøs for at gøre ham, sur hvis jeg kommer til at skrive noget forkert. Min kat Cleo ligger ved siden af mig og sover. Jeg ser lidt på katten, og lægger min hånd på hendes mave. Skal du mon ha killinger? Jeg klør hende bag øret, så hun spinder og siger et lille miav. Jeg ville ønske, at det var mig der kunne miave eller bare tale. Jeg ser hen mod computeren, som står på mit værelse, jeg har ikke været online længe så der er sikkert mange mails. Cleo er vågnet og kigger op på mig, hun miaver svagt igen og smiler nærmest op til mig, hun er blevet lidt tyk her på det sidste. Får du for meget mad Cleo eller skal du ha killinger? Jeg ville ønske du kunne svare. Jeg havde lyst til at sige noget til hende, men da jeg åbnede min mund for at tale kom der ikke noget ud. Jeg smilede til Cleo det er okay Cleo, jeg kan jo ikke tale. Jeg ser ind i hendes øjne og føler at hun har ondt af mig, jeg ser den anden vej, skulle jeg mon logge på nu? Jeg ser hen på skrivebordet og sætter mig. Skal jeg logge på?

Jeg åbner min bærbare computer og trykker på tænd. Min computer tænder hurtigt, og er en af de nyeste, som jeg næsten lige har fået. Jeg logger med det samme på Facebook. Jeg kigger ned af listen over alle dem der er online, Robin står ikke under online. Han er ikke på. Lort! Hvorfor er han ikke på? Jeg tænder for noget musik. Imens kan jeg læse mine E-mails. Ni e-mails har jeg fået, fire af dem er bare reklamer, typisk. "Taylor der er mad! " råber en stemme, jeg får et chok, for jeg havde ikke engang hørt min mor komme hjem fra arbejde så jeg troede jeg var alene hjemme. Men jeg kunne ikke gå ned og spise, hvad nu hvis Robin kom på imens og så jeg ikke var online? Ville han så logge af igen, og føle jeg har svigtet ham? Jeg lod som om jeg ikke hørte min mor, og tog høretelefoner på og skruede helt op for musikken. Jeg sad og ventede lidt. Robin kom nu på for fanden! Tænker jeg.  Jeg slår hårdt ned i bordet så nogen blyanter ryger ned på gulvet. Cleo vågnede, jeg kunne se at hun have fået et chok, og måske kunne hun høre den høje musik. Jeg hader at skræmme hende, så jeg smiler til hende og klapper hende på hovedet, og klør hende bag øret, for at berolige hende igen, for jeg ved hun elsker at blive kløet der. Jeg sad et stykke tid og stenede på computeren. Jeg kunne se en skikkelse i genspejlingen af computer skærmen stå i døren, det var sikkert min mor, jeg vendte mig rundt og kiggede hen mod hende, og kunne se hun var sur og at hun råbte noget. Jeg ignorerede hende og kiggede på skærmen igen og lod, som om jeg skræv med nogen selvom jeg ikke gjorde det endnu. Min mor gik hen og rev hårdt høretelefonerne af mig. "Taylor! Jeg sagde at der var mad!" Sagde hun højt og surt. Jeg tog et papir og skrev. ’Men jeg skal skrive med Robin.’

 Min mor kiggede på min seddel og så lidt trist ud. Hun sukkede. "Ja okay, så gør du det men du skal ha noget mad, jeg kommer op med noget" Min mor smilte til mig, og jeg smilte glad igen. Så gik hun. Godt hun er forstående. Men jeg ved at hun kun er det fordi hun har skyldfølelse. Det har hun haft siden de blev skilt. Den da min far rejste med Robin, og min mor forklarede mig at jeg nok aldrig ville få ham at se igen. Det var den værste dag i mit liv. Og min mor har haft skyldfølelse lige siden.

jeg ser igen på skærmen. Er lille vindue popper op og der står Robin er logget på.

Endelig, jeg skriver så hurtigt jeg kan. Hey Robin :D Hvordan går det? Du er forsinket i aften? Jeg læner mig tilbage og mit hjerte banker hurtigt. Jeg er nervøs fordi han i den seneste tid har snakket meget om at mødes og gerne vil ringe og høre min stemme igen. Han har af en eller anden grund glemt at jeg er stum, Jeg er født stum men da vi fik kontakt med hinanden igen for et halvt år siden, fandt jeg ud af, at han åbenbart har glemt det. Jeg nænner ikke at fortælle ham det igen, han er så glad, og lykkelig.

Hey storebror Du må meget undskylde, at jeg er forsinket, men vi har haft besøg, og vi har været ude at spise på en fin restaurent med fri salat og isbar så jeg er mega mæt :D Hvad har du lavet? Jeg Smilte. Hvor er jeg glad for at han har det godt tænker jeg. Jeg kan høre min mor er på vej op at trapperne. "Hej Taylor, her kommer din mad” Hun stiller maden på en måtte på mit skrivebord. Jeg har allerede skrevet et lille brev hvor der står ”Tak mor.” Jeg kan føle hun smiler til mig, men jeg kigger ikke op på hende så hun går igen.

Jeg har ikk lavet så meget, været på nettet og set tv ;) Jeg var i centeret i forgå s og købte den film du har anbefalet den er sgu fed. Hvordan gik din skitur?

Jeg er spændt på hvordan han har klaret sin skitur, en uge har han været på skitur sammen med vores far og Robins nye papmor. Når ja min ski tur det var rigtig sjovt de første to dage første dag var vi ude og stå på ski sammen med en dame der skulle lærer os det, det gik faktisk nogenlunde. Næste dag prøvede jeg at være med til at køre hundeslæde :D Jeg sad på slæden og så var der en mand der styrede slæden og vi  kørte 5 km. tredje dag faldt jeg over en træstamme og forstuvede foden :'( og så har de andre dage været meget kedelige jeg har bare sat og læst jumbo bøger og Anders and blade

 Min bror har forstuvede foden. Stakkels ham, han havde glædet sig sådan til at komme på skitur i syv dage og så falder han og slår sig på den tredje dag. Stakkels Robin. Jeg er ikke engang sulten, selvom jeg kun har spist en lille smule af det mad min mor har hældt op. Det er sgu synd for dig Robin, så blev hele din ferie ødelagt men jeg er da glad for det ikke var værre, at din fod kun var forstuvet og ikke brækket. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle skrive, jeg har aldrig været god til at trøste ham. Ikke engang da vi boede sammen kunne jeg trøste ham. Nu skrev han igen. Bare rolig bror, det var kun en lille skade, jeg kan sagtens gå nu. Og desuden så har jeg en god nyhed, jeg har talt med far og han vil gerne køre mig til København i sommerferien om to uger, så kan du både se far og mig igen, og så skal vi rigtig snakke om alt muligt og være sammen :D Jeg glæder mig virkelig til at se dig igen!

Jeg mærke en tåre trille ned af min kind, jeg følte at jeg gik lidt i chok. Hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke skjule for ham at jeg ar stum for evigt. Slet ikke hvis han kommer her.

Han er min bror og jeg har løjet for ham, han tror jeg er en normal dreng der har alle fem sanser, går i skole, og har venner. Jeg må fortælle det til ham, han skal få sandheden at vide.

Bror? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde, så jeg fortæller det bar direkte. Skrev jeg og kiggede væk. Jeg skammede mig over mig selv. Men vidste ikke hvorfor.

 Hvad er der Taylor??

Bag mig kan jeg høre en spindene lyd. Cleo prøver du at muntre mig op? Kan du mærke min sorg Cleo? Tænker jeg mens jeg ser på Cleo, men vender hovedet væk fra hende og ser igen på skærmen.

Kan du huske dengang vi boede sammen? Da vi altid legede og var bedste venner?

 Jeg får det vidst ikke sagt så direkte alligevel. Tænker jeg og ryster på hovedet over mig selv

 Ja det kan jeg da Taylor Selvom jeg kun var syv, kan jeg huske de dage bedre end noget andet, bedre end sidste jul. Men hvor er det du vil hen? Hvorfor spørger du om det?

Cleo sad nede på gulvet og kiggede op på mig, hun mjavede et par gange. Rolig nu Cleo jeg kommer og fodre dig om lidt. Jeg kiggede på skærmen og så ikke engang ned på Cleo selvom hun sad og mjavede.

Robin... Kan du huske jeg... ikke var helt som andre børn? At jeg var stum?

Jeg sidder med ansigtet begravede i hænderne og aner ikke om jeg tør kigge på skærmen igen. Jeg kigger ned på Cleo og opdager blod på gulvet omkring hende, jeg kan høre svage små mjavende stemmer henne fra min seng. Jeg kigger derhen, og der ligger to små killinger, og mjaver, som er smurt ind i blod. "Mo-mor" kommer det svagt fra min mund.

Jeg får et chok og falder bagover fra stolen og lander ved siden af Cleo, Cleo mjaver. "Mor! Mor!” Råber jeg igen så højt jeg kan, selvom stadig kun er svagt og hæst. Min mor løber op af trapperne og ser blodet, Killingerne og mig på gulvet, hun løber hen og krammer mig, og hun råber en masse ting imens hun smiler og græder af glæde. "Mor" Siger jeg svagt og peger bange på killingerne og blodet "Åh Taylor du..." Hun græder. Og jeg skubber hende væk. Jeg husker pludselig at jeg før har talt, for lang tid siden. Og at sorgen over at miste min bror fik mig til at tie. "Cleo" Siger jeg stille og peger hen mod killingerne. Min mor ser helt forvirret ud, men løber ud på badeværelset og tager et blødt håndklæde, og vikler det mildt om killingerne. Jeg sætter mig forvirret ved computeren og ser Robin har skrevet en meddelelse.

Hvad mener du Taylor? Du har da altid kunne tale, som et vandfald Hvad snakker du om?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive nu, jeg føler mig dum. I alle disse år har det hele været en tvangsforestilling om at jeg ikke har kunnet tale, jeg har nægtet at tale, på grund af sorg.

Bare glem det bror, jeg glæder mig meget til at se dig igen og til at skubbe dig på gyngerne i haven igen

Min mor står stadig og stirre ned på mig "Det er så længe siden jeg har hørt din stemme" siger hun pludselig. "Mor” Svare jeg bare. Hun begynder igen at græde og skynder sig at gå ud af værelset.

 Jeg savner dig storebror, men jeg er altså blevet for stor til at gynge, men vi finder nok på noget andet. Men må jeg også godt komme for mor?

Jeg kigger hen mod døren, men kan hverken se eller høre vores mor.

Ja det må du godt svare jeg uden at spørge, vores mor om lov. men jeg er helt sikker på at han godt må komme, ellers kan jeg sikkert overtale hende.

Fedt jeg glæder mig mega meget men skal vi ikke skrive videre i morgen? Jeg er ved at være træt og jeg skal op og i skole i morgen. Skriver Robin. Jeg sidder og nusser om Cleo og hendes killinger

Ja okay vi ses Robin. Svare jeg ham og Robin logger af. Killingerne ligger trygt og dier hos Cleo. Jeg kigger på min computer igen og slukker den hurtigt og gaber. Jeg er træt og går ud på badeværelset for at gøre klar til natten. Da jeg kommer tilbage har min mor redt min seng, med nyt sængetøj. Hun har sat mad og vand til Cleo, og et glas vand til mig, jeg ligger mig ned under dynen og tænker på alt det, der er sket i aften, og glæder mig til i morgen hvor jeg skal se om jeg kan få brugt min stemme noget mere, så jeg kan træne til at snakke med Robin når han kommer. Jeg har svært ved at forstille mig selv snakke. Men jeg må hellere se at få det lært. og måske få talt med Robin i telefonen, inden han kommer. "Godnat Taylor' siger min mor blidt henne fra døren. ”God.. nat.” siger jeg stille, og mor slukker lyset, og jeg kan mærke, det bliver en skøn dag i morgen.