Kunstigt liv

Kolde, hjælpsomme og altid til at have  med at gøre. Disse tre ting er hvad robotterne var for blot få år siden. De kunne handle for en, lege med ens børn, gå tur med hunden, følge ens børn i skole. De kunne alt, og alle havde en, for de gjorde livet så nemt, at man næsten aldrig selv behøvede gøre noget. Selvfølgelig skulle man i skole, og på arbejde og den slags, men det er da heller ikke et stort problem når man ved at når man kommer hjem, er der fejet, vasket op, og lavet kaffe til de voksne. Hvis blot livet stadig var sådan, men det er det ikke, for selvom at de var hjælpsomme var de jo utroligt grimme at se på. Havde store lysende røde øjne, var sølvblanke, men delvist rustne. Knirkede nogen enkelte steder, og havde en stemme som var der to jernplader der gned sig op af hinanden og dannede ord. Men de var nu ikke til at undvære. Hvert fald lige indtil ChristianWolter fik ødelagt det hele. Han var robotforsker og havde længe arbejdet på at lave en mere menneskelig robot og da det lykkedes ham, blev de gamle robotter skrottet, og de nye blev nærmest en ny dille. Alle hjem havde en af de robotter. Mindst. Selv havde vi tre i mit hus. En til min mor, en til min far, og en til mig og min søster til deling. Grunden til at de var så meget mere populære end de gamle var nok deres udseende. Det var faktisk lidt uhyggeligt. De lignede mennesker så meget at man ikke kunne se forskel. Og det er nok det der er problemet i dag. Nu er problemet at vi skal slå alle robotterne ihjel, for efter de havde levet blandt os i et halvt års tid, gik det galt. Det slog simpelthen klik for dem. Og nu er vi en gruppe af unge der har mistet alt hvad vi tidligere havde, der vil prøve at skaffe de robotter af vejen, vi ved det vil komme til at koste liv, og det har allerede kostet mange menneskeliv. Året er 2388, og der er krig. Krig mellem mennesket og robotterne.

"Taylor, Taylor vågn op, det er din tur til at holde vagt Taylor!" Aiko ruskede i mig, og jeg vågnede langsomt. Hun så træt ud og havde fået helt røde øjne, hun holdt et hårdt greb om sit våben. "Hvad er klokken? Det er jo allerede ved at være lyst udenfor" sagde jeg og kiggede hen mod vinduet hvor der var plader for. Der var kun nogen små sprækker mellem pladerne hvor lyset kom ind af. "Klokken er næsten halv syv" Svarede Aiko og kiggede ned i det hårde trægulv. "Hvad? Er den så mange, jeg skulle da holde vagt klokken fire" Aiko smilte svagt. "Ja det ved jeg godt men, du var så træt i går aftes og du så ud til at sove så godt, så jeg synes du skulle have lov til at sove ud" Aiko kiggede op på mig, "Okay, men nu er det dig der har brug for søvn, Så tager jeg dobbeltvagt næste gang. Men nu smutter jeg ud efter noget mad" Sagde jeg lettere irriteret og vente mig om, og begyndte at gå en mod den godt forseglede dør. Aiko gjorde store øjne. "Du kan da ikke gå derud selv, tænk hvis der kommer en robot" Jeg kiggede hen mod hende, og så hen imod de andre der stadig sov. Jeg rystede på hovedet. "Lad de andre Sove, de har brug for det.” Sagde jeg lavt og åbnede et vindue og hoppede ud af det.

Der var ikke en skygge at se nogle steder, og ikke en lyd at høre, men der var heldigvis heller aldrig nogen af os der havde set en robot så tidligt på dagen. Jeg skulle hen af seks gader før jeg ville komme til det hus, hvor der var flere af os der før havde overlevet, et halvt år med terror fra robotterne. Det sted hvor vores mad ressourcer var. Og der var stadig meget mad, mad til et år eller to endnu. Da jeg kom derhen hilste jeg på dem alle, der var syv personer som boede der, og vogtede over maden. Men vi alle kunne jo ikke bo der, så min gruppe og jeg havde fundet et nyt og sikkert sted at bo. De havde engang været otte, der boede der, men for en månedes tid siden blev en af dem dræbt, da han sammen med nogle var ude og søge efter våben, var de stødt på nogle robotter hvor han desværre ikke var undsluppet. Det var trist men, der var ikke tid til at sørge så de vidst alle kommet over det.

Jeg fik en pose med mad i, som skulle holde sig i mindst en uge, men det kunne det også sagtens. På vej tilbage mod huset gik jeg meget i mine egne tanker, men hørte så pludselig et skridt, jeg kiggede mig omkring men kunne ikke se noget tegn på liv. Var det mon indbildning? I den ene hånd bar jeg posen, og den anden hånd havde jeg klar til at trække mit sværd op. Da jeg igen kiggede ligefrem, så jeg en ung dreng stå, midt på vejen med en robotarm af stål, i sin venstre hånd. "Hey hvem er du?" Råbte jeg og gik nogen skridt tilbage. Da jeg aldrig havde set ham før måtte han være en robot, for alle os mennesker i byen kender hinanden. Drengen kiggede op på mig, og begyndte at gå hen imod mig. Da han kom nærmere kunne jeg se han ingen højre arm havde. "Bliv hvor du er, din dumme robot!" Råbte jeg og tog sværdet op, og pegede på ham. Drengen stoppede ikke men gik et par skridt mere hen mod mig, så stoppede han. "Jeg bliver nødt til at låne noget værktøj" Sagde han og så bønfaldene på mig. "Så du kan reparere dig selv? Aldrig!" Råbte jeg tilbage til ham. Drengen bukkede sig ned og lagde armen på jorden, foran ham. "Du må ikke tro at jeg er en af de sindssyge robotter som min far har lavet, jeg er søn af Christian Wolter. Og da jeg for nogle år siden var ude for en ulykke hvor jeg mistede venstre arm og ben lavede min far denne arm til mig og opererede den ind I min krop, sådan så den fungere som en helt almindelig arm, det samme gjorde han ved mit ben" forklarede han imens han holdte mit blik fastlåst med sine blå øjne. "Jeg er altså ikke en af dem, bare på grund af en arm og et ben" sagde han og så væk og sukkede. Hans historie var mærkelig og næsten ikke til at tro på, men jeg valgte at tro at det var rigtigt hvad han sagde. Jeg så tøvende på ham. "Okay, hvad er dit navn?" Han lyste glad op. "Mit navn er Robin” sagde han glad.  Jeg nikkede. "Jeg hedder Taylor"

Da vi kom tilbage var alle i huset vågne. Jeg gav værktøjet til Robin, som gik ind i et andet rum, hvor han ville reparere sin arm. Og forklarede så de andre historien.  "Han er helt sikkert bare en robot der snart kommer ud og dræber os alle" sagde Ryan, og slog mig irriteret i hovedet. "Nej jeg er sikker på det er rigtigt hvad han har fortalt, han er et menneske, og desuden er hans robot dele af stål, robotternes er af jern og er dækket så man ikke kan se de er robotter" De andre nikkede og var enige, men Ryan var ikke så nem at overbevise men han tog det roligt, og satte sig. Og holdte vagt. Da Robin kom ud sad stålarmen igen fast på ham, han nikkede taknemeligt til os. "Tak skal i have, nu kan jeg komme videre med min mission" sagde han. Jeg kiggede undrene på ham. "Mission?" sagde jeg forvirret. Han nikkede. "Ja jeg skal op til min fars hovedkontor, der hvor min far har lavet dem, der skulle der være en knap der deaktivere, de små chips der er bag i hovedet på robotterne, og så skulle de alle gå i stå" forklarede han. Ryan, Aiko og de andre begyndte at snakke i munden på hinanden. Jeg Rejste mig og gik hen til Robin. "Hvis det er der de er skabt, må der være mange robotter der, det vil du ikke kunne klare alene" han rystede på hovedet. "Nej måske ikke, men jeg bliver nødt til at forsøge" Sagde han Lavt og sukkede. jeg vendte mig om mod de andre "Hey. Jeg ved ikke med jer, men jeg tager med Robin, Dette er en stor chance for at få dem udryddet en gang for alle" sagde jeg uden at tøve. Jeg vidste at det ville blive farligt, men en bedre chance end denne ville vi aldrig få. Ryan rejste sig. "Det er sgu i orden jeg tager med og det gør i ikke" Han pegede ned på dem der end nu ikke havde nået at sige noget. "Hvis vi bliver for mange bliver vi nemmere opdaget, så tre må være nok" Robin nikkede. "Det har han nok ret i, og jeg har ikke lyst til at bringe jer alle i fare, måske dør vi alle og når ikke at opnå noget som helst" sagde Robin trist og så på Ryan og mig. Vi kiggede kort på hinanden og nikkede så. "Vi tager med alligevel" svarede jeg med et smil. Vi sagde kort farvel til de andre. Inden vi begyndte at gå den lange vej hen imod hovede komtoret. Selv nåede jeg ikke kommer med en protest, angående om vi skulle have flere med. for selv synes jeg tre var for lidt, for jo flere jo bedre, tænkte jeg, men valgte at tie stille, det kunne jo være at det ville gå godt.

Hovedkontoret lå et stykke væk. I udkanten af byen, og det ville tage ca. fem timer til fods. Turen var lang, og hård. Man skulle være på vagt hele tiden. Men det gik okay, vi stødte ikke ind i mange robotter. Men synet der mødte os da vi kom derhen var virkelig et mareridt. Allerede en halv kilometer fra hovedkvarteret begyndte det at vrimle med robotter overalt. "Hvad fanden gør vi nu Robin?" Spurgte Ryan surt, men viskende. "Bare rolig, jeg kender stedet her omkring som mit eget hus, så jeg håber at i kan svømme?" spurgte Robin og så på os. "Ja Klart" svarede vi begge, med et smil. "Godt. Så kom!" han løb ned af en skrænt, og vi luntede efter, indtil vi kom ned til en å. "Åen her er ret dyb så vi kan sagtens svømme i den, det er den mindste chance for at vi bliver opdaget. hvis i altså ikke plasker og larmer" forklarede Robin og så afventende på os. "Vi gør vores bedre for at være stille" svarede jeg med et nik. "Godt, I kan bare dykke det meste af tiden, åen føre helt op til bagsiden af huset, og så skal vi bare løbe alt hvad vi kan rundt om huset og hen til døren. I skal bare følge mig. Okay?" Vi nikkede og listede så langsom ned i det kolde vand. At svømme og dykke den halve kilomet var rimeligt hårdt, og der svært hele tiden at golde øje med hvor de to andre var henne, og samtidig dykke og prøve at holde øje med robotter og hvor langt det var til kanten. Åen gik lige forbi huset men på den forkerte side, så vi skulle hele vejen rundt om huset, før vi kunne komme ind. "Vi venter lige et par minutter her i vandet inden vi fortsætter, så kan vi lige få vejret, inden vi skal til at løbe som bare fanden." Sagde Robin og kiggede på os. "Hvor er den dør? Jeg kan ikke se den" sagde Ryan surt. "Den er på den anden side af huset, det er derfor jeg siger vi skal løbe hurtigt" Svarede Robin stille. "Satans, de er jo over det hele" hviskede Ryan og så egentlig ret trist ud. Jeg tror han var lige så bange for at dø, som keg selv var. Men nogen skulle jo prøve at stoppe de robotter engang for alle. "Ryan" Sagde jeg stille. "Vi skal nok overleve, og få slukket for de åndssvage robotter. Det skal nok gå" sagde jeg og prøvede at trøste ham. Ryan så surt på mig. "Du skal ikke tale til mig som var jeg et barn, det er sgu dig der er yngst af os to" sagde han surt. Wolter lagde en hånd på hver af vores skuldre. "Slap af, det er dem der er fjenden, og nu er det tid til at gå, vi prøver at starte med at gå så kan det være de ikke ligger mærke til os, med det samme."

Vi gik helt stille, med ca. en meters afstand imellem os. Det eneste der gjorde at vi skilte os ud var vores tøj som der var vådt. Da vi var kommet helt om på den anden side hvor vi kunne se døren, begyndte vi at gå hurtigere. Vi var sikkert alle sammen både bange og spændte, og det fik os til så småt at begynde at løbe. Men det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort, så var det jo at vi blev opdaget. "Mennesker!" Råbte en af dem, så højt at alle robotterne kunne høre det, men de reagerede langsomt og vi var helt henne ved døren før de alle begyndte at løbe op mod os. Wolter tog en nøgle frem fra sin lomme, og fik i løbet af ingen tid døren op. Vi løb ind og fik lukket døren igen, inden vi overhovedet fik tjekket om der også var nogle indenfor. "Alt glas er af panserglas, det skulle ikke være muligt for dem at komme ind." Sagde Robin beroligende, "skønt" Svarede jeg stille og tog mig til hjertet, som galoperede afsted. "Øverst oppe, på 6. etage. Bare rolig, der er en elevator" Kort efter var vi deroppe og kunne helt henne af en lang gang se døren hvor Ed sagde Knappen skulle være. "Er det bare mig eller lugter her af røg?" Spurgte Ryan undrende. "Du har ret" Sagde Robin. "Lad os skynde os" Han begyndte at løbe, men vi fik ikke løbet mere en de par skridt før der lød et brag, og  hele bygningen rystede. "De destruere sig selv for at komme ind! vi må skynde os" Robin løb alt hvad han kunne med Ryan og mig efter sig, Han skyndte sig ind i rummet for enden af den lange gang og løb direkte hen til kontrolpanelet hvor alle knapperne var. "Satans hvad for en er det?" Robin begyndte at trykke på knapperne som skilte sig mest ud fra de andre. Oppe på en stor skærm kom der med store røde bogstaver. 'Robotter destrueres om 30 sekunder' "Yes man det lykkedes" Råbte Ryan og hoppede op og ned som et barn der glædede sig til juleaften. "Det der skal i tre få betalt!" var der pludselig en stemme bag dem der sagde. "Sam?" sagde Robin overrasket. Jeg kiggede undrende på Robin. "Sam?" Spurgte jeg og så over på robotten. "Det der var min bedste ven" Sagde han stille. Og robotten grinte hånligt. "Jeg skal nok sørge for at i mennesker ikke får noget lykkeligt liv, selvom i har ødelagt os!" sagde Sam og gik hen til en computer der var næsten ved siden af ham. "Hvad er det du gør, Sam stop!" Robin løb en mod Sam for at stoppe ham, men Sam slog ham bare væk. Med store røde bogstaver stod der nu på skærmen. 'Kimærenes bure åbnes' Robin kiggede på skærmen og så på Sam "Kimære? Sam hvad er en Kimære?" Spurgte han skræmt. Sam smilte og begyndte at grine højt. "Endnu en af din fars tåbelige påfund han satte sig ind for mytologi En kimære er et mytologisk væsen, som din far absolut ville prøve at skabe. Det er et ildsprudende uhyre, som er en blanding af slange, løbe og ged." grinte Sam som svar. "Det er da umuligt!?" Råbte Robin med skræmte øjne. Kyo kiggede på ham. "Det var det ikke med min hjælp!" Sagde han, med et hånligt smil. Chippen bag i hovedet blev deaktiveret, og Sam faldt om. Robin, Ryan og mig løb hen til vinduet hvor vi kunne se disse monstre løbe hen over marken, hen over de hundredevis af døde roboter. "Åh nej" sagde Robin bange. "Nu bliver det måske først en mareridt for menneskeheden" sagde jeg trist. Ryan greb sit våben. "Men man kan da idet mindste kende dem" sagde han, og begyndte at gå hen mod døren. "Lad os dræbe de Fucking kimærer, der er ikke så mange!" sagde han. Robin smilte. "ja der er højst.." Han kiggede ud af vinduet hvor vi kunne se der ikke kom flere ud af buret. " højst 200 af dem. helt svært kan det ikke være, i forhold til tusindvis af robotter" sagde han med et nærvøst smil. "Du har ret, så lad os hellere komme i gang" smilte jeg og greb mit våben, klar til den nye krig, imod kimærene.

Infection

Hele mit liv havde jeg været nattemenneske. Det havde ofte været træls når jeg skulle op og i skole, eller på arbejde. Men jeg havde altid haft svært ved at sove om natten. Uanset hvor træt jeg havde været om dagen så vågnede jeg altid op ved aften tid. Det føltes rart at være oppe om natten. Det var behageligt, og der var stille rundt omkring. Jeg nød stilheden. Det var noget af det bedste.

Jeg var 20 år gammel og næsten lige flyttet hjem til en ven. Han var min barndomsven og på samme alder med mig. Vi havde stort set levet hele vores liv sammen, som brødre. Vi havde de samme interesser, og oftest de samme meninger om alle ting. Vi skændes ofte men blev altid venner igen på 5 minutter. Vi begge elskede dyr, og ville det samme med vores liv, så vi gik også på samme skole. De perfekte bofæller.

Den eneste forskel på os var, at han var dags menneske. Det gjorde mig naturligvis intet. Vi havde begge tilpasset os hinandens dagsrytmer. Men desværre var det vores forskellige dagsrytmer der endte med at tvinge os fra hinanden så vi begge endte med at tro hinanden var død. Eller blevet smittet med en døds virus der på få uger hærgede hele jordens befolkning. En virus der forvandlede mennesker til morderiske psykopater. Så selv ens bedste ven, ikke ville kunne lade være med at dræbe dig.

Det hele startede en almindelig søndag aften. Klokken var 23 og min Bofælle Wolter, havde allerede lagt sig til at sove. "Sover du?" Spurgte jeg lavt nok til ikke at vække ham, hvis han nu sov. Jeg sukkede for mig selv og gik ud i køkkenet. Vi boede i en 1 værelses lejlighed. Så stuen var også vores soveværelse. Jeg ville nødigt vække ham. Jeg vidste at jeg også burde sove. For vi skulle tidligt op og i skole næste morgen. Men jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove endnu, selv hvis jeg prøvede. Jeg satte mig ved køkken bordet og læste nyhederne på min iphone. Top nyheden handlede om at mange i USA var ramt af influenza. Kedeligt. Tænke jeg. Det var jo efterår, så selvfølgelig fik folk influenza, det var normalt på denne årstid. Jeg strakte mig, og gabte et fremtvunget gab, i et forsøg på at gøre mig selv træt. En halv Time efter rejste jeg mig og gik ud og tog mine sko på. Jeg ville gå mig en lang Tur og så prøve på at sove når jeg kom hjem igen, besluttede jeg mig. Inden jeg gik ud af døren så jeg på min iphone. Den havde kun 15 procent strøm tilbage så jeg satte den i opladeren, jeg skulle jo alligevel ikke bruge den på gå turen.

Jeg listede ud i opgangen, og gik med forsigtige skridt ud på forsiden. Jeg grinte af mig selv, over at jeg listede selvom jeg vidste jeg ikke kunne vække Wolter herude. Jeg lukkede øjnene og mærkede en blid kølig vind ramme mit ansigt. Jeg overvejede hvilken rute jeg skulle gå, men besluttede mig hurtigt og drejede til højre ned imod havnen.

Da jeg nåede havnen, irriterede det mig at jeg havde ladet min iphone blive hjemme, så jeg ikke vidste hvad klokken var, jeg vidste turen herned normalt tog ca. halvanden time, og jeg havde mest gået og daset den af på turen. Jeg satte mig på en bænk, for at slappe af i fødderne, inden jeg gik videre. Jeg var næsten halvvejs på ruten, og manglede bare at gå en anden vej tilbage. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg tænkte på, men jeg var forsvundet ind i mine tanker. Jeg havde sat der længe, da et lysglimt vækkede mig fra mine tanker. Jeg rejste mig hurtigt op i chok og kiggede rundt. Først efter nogle sekunder lød der et enormt brag, som om en bombe var sprunget ikke langt derfra. Jeg opdagede at lysglimtet kom nogle husblokke væk, på den anden side af havnen.  Jeg stod i et minuts tid, og stirrede på de høje flammer, der brændte. Det var heldigvis langt fra hvor jeg var, og endnu længere væk fra vores lejlighed. Til sidst bakkede jeg nogle skidt baglæns før jeg vente mig om og begav mig hjemad. Jeg følte mig stadig lidt i chok over hvad det mon var der var sprunget i luften, og jeg havde ikke hørt nogle brandbiler. Underligt. Jeg gik langsomt hjemad, jeg havde jo ikke travlt selvom at jeg var skræmt. Mine skræmte tanker blev dog afbrudt da jeg opdagede at en anden brandalarm gik i gang i en lejlighed på 2. sal, cirka 20. meter længere fremme.

Jeg hørte en kvinde der skreg. Jeg stoppede op, og så skræmt op imod det. Idet samme blev vinduet ved siden af flammerne knust, og jeg hørte et kvindeskrig, og en krop landede på jorden, nedenfor vinduet. "Så kan du fandeme lærer det din kælling!" Råbte en mandestemme, og jeg så en skikkelse oppe i vinduet. Jeg skyndte mig hen til kroppen, hendes ansigt var næsten brændt væk, som om hendes hoved var blevet holdt inde i flammerne. Jeg kiggede forvirret rundt. I husene rundt omkring kunne jeg høre flere stemmer der råbte. Døren ved siden af mig, gik op. "Hvad laver du ved min kone!" Råbte en mand rasende og pegede på mig, med et bat. "Ikke noget!" Svarede jeg hurtigt, og gik baglæns væk fra ham. "Kan du komme væk!" Skreg han, og begyndte at løbe imod mig. Jeg drejede hurtigt rundt, og begyndte at spurte så hurtigt jeg kunne. Bag mig kunne jeg høre ham råbe og skrige om at jeg ville myrde mig. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg følte mit hjerte hamre afsted, som om jeg havde løbet ti kilometer. Da jeg havde løbet i nogle minutter, kunne jeg ikke længere høre ham råbe og skrige bag mig. Jeg tog chancen og stoppede. Han var ikke og se.

Jeg faldt ned på knæ, og hev efter vejret. Sveden fra min pande dryppede ned på fortovet under mig. "Hvad fuck.. hvad fuck skete der" Hviskede jeg til mig selv. I det fjerne kunne jeg høre mange forskellige skræmmende lyde, som var jorden ved at gå under. jeg kunne høre skud, brandbiler, politibiler, og skrig og råb, og andre lyde jeg ikke kunne bedømme hvad var. En bil nærmede sig, og jeg rejste mig langsomt op. Den køre langsomt forbi, og stoppede nogle meter fra mig. Jeg stod stille og så forvirret, og skræmmende hen imod den. Vinduet blev rullet ned, og et gevær kom til syne. Inden jeg fik set mig, om blev der trykket, på aftrækkeren. Jeg smed mig hurtigt ned i græsset, og kunne høre bildørene gå op. "Fik vi ham!" Råbte en stemme. "Det tror jeg" Svarede en anden og jeg kunne høre de kom nærmere. Hurtigt kravlede jeg væk fra dem, og ind i det høje græs. "Han er her ikke, vi må finde ham" Sagde en af stemmerne igen. "Kom lille kittykat. Mis mis mis!" Råbte en af dem. Hvad fandet var det der skete? Er alle gået fra forstanden? Tænkte jeg. Jeg må væk, i en fart. Jeg rejste mig langsot op. Og kunne se de havde lommelygter begge to. De var heldigvis ikke gået ind i græsset endnu, men var kun ude i rabatten. Jeg tog chancen og begyndte at løbe i modsatte retning hen over græsmarken. "Der er han!" Råbte en af dem med det samme, og der lød en masse skud, men jeg blev ikke ramt. Hvem end de var så var de heldigvis ikke fulgt efter mig. Da jeg kom ud på den næste vej, valgte jeg ikke at gå på fortovet med inde i skyggerne hvor jeg hurtigt kunne gemme mig. Jeg anede ikke længere hvor jeg var. eller hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem. Men jeg regnede med at jeg gik den rigtige vej. Jeg skulle bare ind imod centrum.

Efter hvad der føltes som flere timers gåtur, vidste jeg stadig ikke hvor jeg var. Jeg var kommet ind i byen, men havde ikke fundet nogle skilte der pegede imod centrum. Jeg kom til et mørkt kvarter. Alle gadelygterne var smadret, bortset fra en, som stod og blinkede regelmæssigt, der lå en bil som var total smadret, jeg gik hen imod den, og stoppede nogle meter derfra. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere da jeg opdagede den skarpe lugt af blod, da lugten stod tændt i nogle sekunder, kunne jeg også se hvordan sæderne var smurt ind i blod.  Jeg skyndte mig at bakke væk derfra og kunne se at baggage rummet stod åben. Den var fulgt med kufferter. Mon det var en familie der havde prøvet på at flygte ud af byen? Tænkte jeg, og skyndte mig videre.

Jeg nåede ikke langt før der kom en bil imod mig. Jeg kunne allerede fra lang afstand høre nogle høje sindsyge grin og skrig der kom fra den. Jeg skyndte mig at gemme mig imellem to skraldespande. Heldigvis kørte bilen videre uden af sænke farten. Så snart dens lys var væk løb jeg hurtigt videre.

Jeg nærmede mig en tankstation, og et lys kryds. Mine øjne lyste op i glæde, da jeg genkendte stedet. Nu vidste jeg endelig hvor jeg var, hvis jeg løb, kunne jeg være hjemme på en halv times tid. Jeg løb over vejen, men et lys blændede mig, og fik mig til at stoppe. Det lød et højt vin, og jeg bakkede væk fra det og snublede over en kantsten. Da jeg fik mit syn igen få sekunder efter hørte jeg flere bildøre smække, og da jeg så op opdagede jeg, at jeg var omringet. Flere pistoler, og geværer pegede ned på mig. Jeg kiggede forvirret rundt, men kunne tydeligt se at jeg umuligt ville kunne flygte. "Tal!" Beordrede en af dem. Jeg kiggede forvirret på ham. Han Ladte sin pistol. "Hvem er du? Er du smittet?" Spurgte han. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Smittet?" Gentog jeg forvirret. En anden trådte en skridt nærmere. "Lad os bare nakke ham!" Sagde han. "Hold kæft!" Sagde den første. Har du haft kontakt med nogle af de sindsyge stoddere der render rundt?" Spurgte han hårdt, imens han stadig sigtede på mig. Jeg rystede igen på hovedet. "Nej. ikke nærkontakt, men.. der har været en hel del efter mig" Sagde jeg stille, og håbede på at dette svar ikke førte noget værre med sig. De kiggede op på hinanden og udvekslet nogle blikke. "Godt så" Sagde den første, greb fat i min arm og hev mig op. "hvad laver i?" Sagde jeg skræmt, da de kastede mig ind på bagsædet, af en af deres biler. "Vi tager dig med" Svarede en af dem. "Nej vent" sagde jeg skræmt og tog fat i håndtaget og prøvede at åbne døren. Men den var låst. "Jeg Kan ikke tage med jer, jeg skal hjem til min kammerat" sagde jeg, og hev stadig i dørhåndtaget. "Stop det der!" Råbte fyren der sad på bagsædet med mig. Den samme fyr, som havde sagt de bare skulle slå mig ihjel. "Din ven er død! Næsten alle i byen er døde, Se dig omkring!" Sagde han, og jeg kiggede rundt. De havde ret, det hele lignede en slagmark. Hver tredje bygning stod i flammer, og der var lig rundt omkring i gaderne som vi kørte forbi. "Men min kammerat, måske er han i live" sagde jeg lavt. "Hvor bor din kammerat" sagde fyren der kørte bilen. Han så i bakspejlet og fik øjenkontakt med mig. Han så venligt ud, og var den samme, som der havde taget mig med ind i bilen.  "Vi bor sammen, nede ved centrum" sagde jeg lavt, og håbefuldt. Han rystede på hovedet. "Så er det desværre ikke muligt. Vi kommer lige derfra, alt derinde er dødt og kaos, vi mistede selv nogle folk derinde" Sagde han på en medfølende, og venlig måde. Jeg lagde mig tilbage, og mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. Wolter er død, det kan ikke passe at han er væk. Tænkte jeg og lukkede mine øjne.

From hell to earth

Jeg havde været her så længe jeg kunne huske. Og jeg huskede ikke så meget fra mit tidligere liv, men det var nok også bedst, for så kunne jeg ikke længere huske min familie. Jeg huskede at jeg tit havde tænkt på dem, men hvordan var det nu de så ud? Jeg vidste at de var et bedre sted, de var i himlen, og der vidste jeg at alle har det godt. Der havde de ingen smerteskrig at høre på hver dag. Det havde jeg heller ikke længere, men jeg tænkte alligevel på de skrig hver dag, og forstillede mig dem for mig, det var svært bare at glemme den slags. Før i tiden havde mit job været inde i tortur lokalerne. Det var et mørkt rum, hvor nyankomne blev mishandlet, jeg huskede ikke længere hvorfor, og hvordan man kom videre derfra. Jeg vidste kun at de var havnet her, fordi de var onde. Så de havde vel fortjent det? Alligevel gav det ofte et hårdt stik i siden når jeg tænkte på at jeg selv havde været en af dem der engang var ofre der. Heldigvis var jeg ikke længere en af dem der blev torturede eller en af dem der torturede andre. 

For tiden var mit liv egentlig blevet ren luksus hernede, i forhold til hvad det havde været. Jeg kunne gøre hvad jeg ville næsten hele tiden, så jeg brugte en hel del tid på at forstille mig livet andre steder. hvordan var livet i himlen? Men alligevel brød jeg mig ikke om tanken, der måtte være koldt, når man er vant til varmen hernede. Jeg var endt i helvede. En træls tanke når man slet ikke husker hvorfor, men slemt var det ikke. Jeg var blevet til en dæmon. hvorfor jeg var så heldig at blive udnævt til det, ved jeg ikke. Måske fordi havde været hernede så længe, og at jeg havde accepteret min skæbne? Mange bliver gale, og er det allerede når de kommer herned. Nogle synes det bedste hernede er at torturere andre, og vælger at blive i den brance for evigt. Andre bliver tortureret for evigt,og for aldrig chancen for at komme videre derfra. En evighed i pinsler, og smerte, godt det ikke er mig.

Men nu var jeg en dæmon, og mit job er blandt andet at tage mig af menneskers bønner, men dæmoner er der nok af, og det er sjældent, mennesker på jorden beder til en dæmon frem for en engel. Og hvad er chancen for at jeg bliver udvalgt frem for en udviklet stærk dæmon der har styr på det hele? jeg ved ikke engang hvordan man bliver udnævnt. Jeg har ikke styr på det, for jeg har ikke engang fået et kursus i hvad en dæmon skal, eller kan bruges til. Jeg ved ikke engang hvilke kræfter jeg har.

Jeg sad på en sten og så ned på mine hænder og sukkede. Jeg var virkelig glad for at have den ære at være blevet en dæmon, men der var virkelig også kedeligt og ensomt. "Taylor?" Spurgte en stemme pludselig mens jeg var langt væk i mine tanker. "hmm?" Jeg kiggede i retning af stemmen og opdagede en lille  monsterlignene skabning flyve rundt om mig. "Du har ikke haft et job i de sidste 80 år? Hvis ikke du snart for et igen bliver du nedgraderet til slagter igen" sagde den. Jeg rejste mig op. "Jamen jeg venter på et job" Råbte jeg. "Jeg venter og venter, men der er ingen der gider bede til en dæmon!" Jeg mærkede en kræft strømme igennem mig, på grund af min vrede. "Slap af, jeg er bare den der bringer budskabet" sagde han. "Så skaf et job til mig, eller...!" Jeg vidste ikke hvad jeg mere skulle sige. Han sukkede. "Jeg kan ikke gøre noget, men jeg beder for dig" sagde han og fløj videre. "Tsk.. beder for mig, ja du kan bede til mig dit fjols!" Råbte jeg og satte mig igen ned på stennen. "Hvad fuck gør jeg!" Sagde jeg til mig selv. Jeg ville ikke være slagter igen. At skære og pine folk, med blid strømmende ud af dem mens de skriger og skriger og ikke kan dø. Nej tak, ikke igen.

Idet samme kom en stor fuldudviklet dæmon flyvene hen til mig, han havde store horn på hovedet, en hale og store sorte vinger. "Hej splejs" sagde han og grinte, hans tænder var spidse, og han smilte med et selvglad smil. Jeg skulle, til at komme med en dum kommentar, men valgte at tie stille. "Jeg hørte dig snakke med, den lille dæmon før, og jeg kan hjælpe dig" sagde han, og så i retningen som dæmonen var fløjet. Jeg rejste mig igen op. "Kan du?" sagde jeg lidt tvivlsomt. Han nikkede. "Jeg fik en bøn den anden dag, som jeg ikke rigtig gad gøre noget ved, men du må godt få den" Han rækte mig et stykke papir. Jeg så på det, og så nogle tegn jeg ikke kendte. "Åhm.. hvad er det?" jeg så op på ham. "Det er en pige der ønske sin far dræbt, Så hvis du tager imod opgaven skal du bare dræbe ham, det er let nok" sagde han med et smil, og trak på skuldrene. Jeg nikkede. "ja det lyder da nemt nok, men hvorfor vil du ikke selv gøre det?" Spurgte jeg undrende. Der måtte da ligge noget bag det, måske var det en fælde? Han sukkede. "Man får ikke meget ud af at dræbe et enkelt ubetydeligt menneske. Jeg tager kun folk der sælger sin sjæl, se det får man en hel del ud af, man får godt nok også den person man dræbers sjæl, men det er intet i forhold til at eje en levendes person sjæl" Jeg kiggede igen på papiret og nikkede. "Okay tusind tak, hvad gør jeg så for at komme derop?" Spurgte jeg med et smil. 

Han sukkede og himlede med øjnene. "Du skal bare knytte den i din hånd, så kommer du op til huset hvor pigen bor, men husk, at de levende ikke må opdage du er en dæmon, du må ikke vise dem dine kræfter" Idet samme bredte han sine vinger ud og vendte han sig om og fløj væk. jeg ville have spurgt om flere ting. Det var ikke nemt at være en dæmon og normalt ikke have nogle at snakke med, alle har altid travlt. Jeg tog en dyb indånding og knyttede så papiret  i min hånd, det begyndte at lyse og blev kræftigere og kræftigere indtil jeg til sidst blev blendet og lukkede øjnene kraftigt sammen. Da jeg åbnene øjnene igen, var jeg et helt nyt sted. Foran mig var der et stort hus, jeg kiggede rundt. "Græs og træer" Jeg kiggede op. "Himmel og skyer! Hvor er det fedt!" Råbte jeg. "Hvem er du?" Spurgte en stemme pludselig bag mig, jeg vente mig hurtigt rundt. Der stod en pige. "Åhm... Jeg hedder Taylor" sagde jeg og kløede mig nervøst i nakken. Hun smilte venligt.  "Er du ny her?" Spurgte hun. Og smilte venligt til mig. "Ja det er jeg" Svarede jeg hurtigt. Hun skulle til at sige noget, da en vred stemme råbte. "Kan du så komme herind!" Råbte en grov mandestemme. "Jeg har sagt du ikke må tale med fremmede! og slet ikke drenge!" En tyk stor mand kom ud af døren, og løb hen imod os. Pigen så forskrækket ud.  "Undskyld" Skyndte hun sig at hviske til mig. Idet samme kunne jeg se hun havde blå mærker op af armene og på benene, og i siden af kroppen. Keg blinkede nogle gange og opdagede hun ellers havde lange bukser og en lang trøje på som skjulte mærkerne. Manden skuppede til mig så jeg næsten væltede om kuld han greb fat i pigens arm, og hev hende hen til døren og ind i huset. jeg kunne høre dem begge råbe, og noget glas der blev smadret. Jeg stod og kiggede op mod huset indtil der blev stille. jeg kunne dog høre pigen græde på værelset. Jeg tænkte på de blå mærker jeg havde set? Det måtte være en dæmon ting at man kan se ting som ellers er skjult. "Har de skændes igen?" Spurgte en stemme. Jeg vågnede op fra mine dagdrømme, og så en fyr der stod ved siden af mig. Han havde kort lyst hår, en hvid t-shirt, med en grøn/blå tærnet skjorte ovenpå, og blå cowboy bukser, med slid mærker på. "De skændes altid, det er synd for hende" sagde han  med sordmodig stemme og så op imod huset. "Hun er tit ikke i skole i mange uger, men kommunen gør ikke noget ved det" fortsatte han. "Ja de skændes lige før" sagde jeg hurtigt. Han så undrende på mig og lagde hovedet svagt på skrå "Er du ny?" spurgte han. Jeg nikkede. "Ja". Han rækte sin hånd hen imod mig. "Jeg er Robin, men du kan kalde mig Wolter" sagde han, med et svagt smil. Jeg så nervøst ned på hånden. Han hævede et øjenbryn "Og du hedder?" spurgte han. "Taylor" Svarede jeg med et smil. "Hyggeligt at møde dig Taylor" sagde han og løftede hilsende en hånd og gik så videre. 

Resten af dagen gik jeg rundt om i kvarteret, jeg overvejede hvordan jeg skulle dræbe ham faren. Jeg blev nødt til at gøre det. Om aftenen vendte jeg tilbage til huset. Det var blevet mørkt. og kun to lys var tændt i huset. 'Jeg beder dig dræbe ham' lød en venlig stemme pludselig i mit hovedet. 'Han har slået mig igen, Han er ond. Nu får jeg ikke lov at tage i skole indtil mit blå mærke omkring øjet er væk. Jeg hader ham. Jeg ønsker ham død. Er der ikke nogle der kan hjælpe mig?' Et nyt papir dukkede op foran mig. Jeg tog fat i det, og knyttede det straks i min hånd, og dukkede pludselig op inde i huset. Jeg kiggede hurtigt rundt. Jeg var vidst på hendes værelse. henne i hendes seng, sad hun med hovedet begravet i hendes hænder. "Hey?" sagde jeg lavt og hun kiggede forskrækket op. "Dig!?" råbte hun. "stille" hviskede jeg. "Hvad laver du her?" Hviskede hun. Jeg lyttede hurtigt efter om faren mon var på vej. "Jeg er her for at hjælpe dig, Jeg skal nok dræbe din far" sagde jeg beroligene. "Dræbe ham? er du vanvittigt? Han er dobbelt så stor som dig, du er kun, hvad 18år gammel?" Jeg nikkede. Stol på mig, bliv her" jeg skyndte mig ud af værelset inden hun kunne forhindre mig i det. Jeg stod lidt ude på gangen og ventede for at sikre mig hun ikke fulgte efter. Jeg hørte hun begyndte at græde. Godt så, så kommer hun forhåbenlig ikke. Jeg sukkede, og lyttede efter hvor faren mon var. Jeg kunne høre tv'et var tændt i stuen, så jeg gik med forsigtige skridt derind. Han sad i sin lænestol, med ryggen hen imod mig. "Hey" sagde jeg og gik hen, så han kunne se mig. "Hvad pokker" sagde han og rejste sig op. "Hvad fanden laver du herinde!" Han greb fat i et gevær han havde stående ved siden af sin lænestol. Han sigtede på mig. "Ud med dig eller du får et ekstra hul i hovedet!" Jeg rækte min arm hen imod ham med håndfladen imod ham. Jeg kunne mærke hans sjæl rumstere derinde, og jeg vidste at dæmoner kan trække sjælen ud af mennesker. "Stå stille eller jeg skyder!" råbte han aggressivt "Du kommer ikke nærmere! Gå ud med dig! Skrid" skreg han, og gik to skridt hen inod mig. Jeg samlede alt min kræft og kunne mærke jeg havde fat i sjælen. jeg prøvede at trække den til mig. Et brag lød, og jeg slap sjælen da jeg fik et chok. Jeg kiggede ned af mig og kunne se at jeg blødte. "For helvede det gjorde sgu da nas!" Råbte jeg, med rasende stemme. Han så på mig med store angste øjne, og trykkede sit gevær af igen. Jeg flyttede mig hurtigt til siden så det ikke ramte mig. "Det er umuligt!" Råbte han og vendte sig om. Jeg hoppede igennem lokalet, og bevægede mig overmenneskeligt igennem rummet så jeg på ingen tid stod foran ham. jeg greb fat i hans hals, og slyngede ham ned i gulvet. Jeg skulle til at råbe af ham men opdagede hans puls var væk. Hans sjæl fløj op af kroppen, og delte sig i to, den ene del forsvandt ned i gulvet, og jeg vidste det var hans sind der nu ville havde nede i helvedes tortursted. den anden del blev forvandlet til en energi kugle, der fløj hen til mig, og forsvandt ind i mig. Jeg kunne mærke kræften stige i mig, og bittesmå horn groede ud af mit hoved. Jeg tog hånden op og mærkede på mine horn, det var så utroligt. Jeg kunne høre pigen ovenpå rejste sig, og jeg skyndte mig ud af huset, inden pigen kom ned, for at se hvad der var sket.

Jeg løb længe og nåede hen til en gammel skole og satte mig på en bænk, jeg så ned på mine hænder og kunne stadig mærke den nye kræft. "Det er så fedt" sagde jeg til mig selv, og smilte. "Så kan jeg godt tage tilbage til helvede igen nu" Det var en utrolig følelse at have så mange kræfter. "Til helvede?" Spurgte en stemme pludselig. Jeg kiggede op og foran mig stod den blonde dreng Wolter. "Wolter?" Spurgte jeg undrene. "Ja? hvad mener du med helvede?" Jeg rystede på hovedet. "Ikke noget det var bare... en dagdrøm" Svarede jeg, og trak på skuldrene. Han satte sig ned, på bænken ved siden af mig. "Hvad er det på dit hovede?" Spurgte han, og rækte en hånd hen imod mit hoved. Jeg rejste mig hurtigt, og bakkede væk fra ham. "Ikke noget" Svarede jeg hurtigt, og trak hætten, på min vest, op over hovedet. Han rejste sig. "Et du.. en slags dæmon?" Det gav et vildt sus i maven på mig, hvordan kunne han vide det? Det var ulovligt for nogle dæmoner at fortælle menneskene om vores eksistens. Jeg prøvede at skjule mig nervøsitet, og grinte hånligt. "Dæmoner" Startede jeg, og slog ud med armene. "De findes da ikke" Jeg vendte ryggen til ham, og begyndte at gå. "Jeg skal videre" Råbte jeg. Jeg hørte han tog nogle hårde skidt hen imod mig. "Jeg ved de findes!" Råbte han. "Mine forældre er døde på grund af de lavede en aftale med en dæmon!" Jeg stoppede op. Jeg kunne høre på hans stemme at han var oprigtigt trist, og på hans hjertebanken, kunne jeg mærke præcis hvad han følte. "Hvordan.." startede jeg og prøvede at tænke igennem hvad jeg skulle sige. "Hvordan kan du vide det var en dæmon?" Jeg vendte mig igen om imod ham, og vi stod med cirka fem meters afstand, og så på hinanden. "Jeg så den.. Jeg så ham, dæmonen.. Den dag han kom og tog dem." Jeg kiggede væk fra hans blik, og tog hænderne i lommen. "Det er.. jeg ked af at høre" sagde jeg lidt lavt. Det føltes akavet, at prøve at vise medlidenhed. Han fnyste. "Tsk. Som om, du er jo selv en dæmon" Svarede han. og gik et par skridt hen imod mig. Jeg så hen imod ham. "Hvordan kan du være så sikker på det?" Spurgte jeg ham. Jeg vidste jo nok det var hornene, men jeg var nysgerrig efter om der var mere der afslørede mig. Han fnyste igen. "Ha, man kan da ikke tage fejl" sagde han og sparede til en lille sten. Jeg afventede om ikke han ville komme med nogle eksempler. "Dine øjne, er gule" Startede han ud. "Hvilket de for øvrigt, ikke var i morges da vi mødtes, og dine øre er mærkeligt spidse" Sagde han og så hen på mig. For kort at studere hvad der ellers var. "Dine horn, så jeg så før, og så det at du lige før sagde at du skulle tilbage til helvede" Han tog armene op over kors, og så tilfreds på mig. "Var det svar nok?" Spurgte han selvglad. Jeg sukkede. "Ja okay" sagde jeg. "Men du må hellere håbe på der ikke er andre dæmoner der finder ud af at du kender til vores eksistens, eller mest af alt vores menneskehandler" sagde jeg. Han svarede ikke men så væk, så vendte han ryggen til mig og gik hen til bænken igen. Jeg gik hen imod ham og stoppede en meter fra ham og så på ham. Jeg kunne se han sad og tænkte på noget. Der var i kort tid stilhed imellem os. Og jeg overvejede om jeg skulle blive og snakke med ham, eller om jeg skulle smutte derfra. "Hvordan.." Startede jeg, men fortrød med det samme at jeg ville ind på emnet. Han så op og så afventede på at jeg færdiggjorde min sætning. "Hvordan døde de? Ved du hvad deres aftale med dæmonen var?" Spurgte jeg og Lukkede øjnene hårdt i, og fortrød straks mit spørgsmål. Hans hjerte begyndte at banke nervøst, og han så op på mig med triste øjne. Jeg kiggede afventende på ham, og han så væk og sukkede. 

Han fordybede sig i sine tanker og hans øjne blev fjerne. Hans hjerte skiftedes mellem at blive roligt og stresset. "Det er 10 år siden.." Startede han lavt. "Jeg boede lykkeligt sammen med mine forældre" han stoppede og hans hjerte rytme tydede på at han tænkte den barske og uhyggelige dag igennem. Hvis han virkelig havde set en dæmon dræbe hans forældre kunne jeg næsten tænke mig til at det var noget af det mest klamme og uhyggelige er barn kunne opleve. Wolter så op mod himlen. "Det skete en aften. Det var vinter og mine forældre havde lagt mig i seng. Jeg hørte larm og min mors skrig" sagde Wolter lavt og hans hjerte var begyndt at hamre af sted som om han snart ville begynde at hyper ventilere. "Du... Behøver ikke..." Sagde jeg og prøvede at lyde medfølende. "Jo!" Råbte han og så aggressivt på mig. "Jeg har aldrig kunne fortælle det til nogle! For ingen ville tro det!" Hans stemme lød mere og mere over i gråd, og hans øjne blev våde mens han alligevel prøvede at skjule det. Jeg sukkede lavt og nikkede. Han sad tavst i nogle sekunder og så ned i jorden. Så kiggede han op. "Efter min mors skrig, listede jeg ud af værelset, jeg var på første sal, men inden jeg nåede hen til trappen kom min mor styrtende op af trappen. Hendes øjne..." Wolter stoppede sin sætning og trak vejret dybt et par gange. Jeg stod afslappet med hænderne i lommerne på min vest. "Hendes tårer... Var af blod" fortsatte han.     "Hun så på mig, med blodige opspilede øjne, og jeg kunne se, at hun frygtede at han også ville dræbe mig, selvom jeg ikke vidste hvad det foregik" Wolter så ned på sin hånd. "Hun greb min hånd, og hev mig ind i deres sove soveværelse, og Skubbede mig ind i klædeskabet, hun så skræmt på mig og sagde jeg skulle være stille. Idet samme blev døren blæst ind og den splintres. En høj fyr, med lange horn på hovedet og gule glødende øjne, spidse tænder og vinger på ryggen brasede ind og greb hende omkring struben." Fortsatte Wolter og tog en hånd op til sin hals. Som om han kunne føle dæmonens hånd rundt om sin hals. Jeg lavede en nervøs synkebevægelse. jeg kunne sagtens føle hans skyld og hans sorg. Ikke fordi jeg var medfølende, men det måtte være endnu en af dæmonernes evner.  

Blot ved at se på Wolter og koncentrere mig en smule kunne jeg føle hvordan han havde det. Jeg kunne føle han ikke var bange for mig, og at han var stolt over at han nu vidste at dæmoner var virkelige. Han havde altid været sikker på det, og dog alligevel haft en anelse tvivl i baghovedet. Wolter så op på mig. Hans øjne lyste svagt af had. "Han smed hende ind i væggen, og... Og på mystisk vis, blev hun hængene der, hun hostede blod op, og spurgte hvorfor han gjorde det. han svarede.." Wolter blev stille og sukkede. Og gemte hovedet væk i sine hænder. Hans vejrtrækning hakkede, så man kunne høre at han gjorde alt for ikke at græde. Da han havde fået vejrtrækningen til at lyde normalt igen så han op på mig igen. Hans øjne var våde. "Han svarede at.. Det var hans opgave" Wolter rejste sig hurtigt op og gik et skridt hen imod mig og greb fat i mine skuldre. "Jeg har aldrig vidst hvad det betød! Hvad betød det?" Råbte han. Og så mig

Ind i øjnene, med opspilede nysgerrige og desperate øjne. Jeg stod stille, og stirrede tilbage i hans øjne. Så nikkede jeg og smilte. "Du kan fortælle færdig først" sagde jeg, med et lidt selvglad smil.  Jeg var blevet nysgerrig efter at høre hvad dæmonen havde gjort ved hans mor. Jeg vidste det var ondt, at bede ham fortælle detaljerne i er mord, som han sikkert havde brugt hele sit liv på at glemme. Wolters øjne gik fra vrede til skuffelse og hans vejrtrækning forandrede sig. "Hvad?" Han slap min skuldre og vendte ryggen til mig, og tog sone hænder op til hovedet. Hans vejrtrækning forandrede sig hele tiden. Som om den gok imellem desperation, forvirring og angst. Jeg følte hans forvirring. Til sidst satte han sig ned. "Jeg ved det ikke!" Råbte han, og slog sig selv svagt oven på hovedet med begge

Håndflader. "Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske det. Jeg.. Jeg.." Han så igen op på Mig. "Please, få mig ikke til at genopleve det. Jeg vil ikke, jeg kan ikke. Men vær nu sød... At fortælle mig hvorfor mine forældre blev dræbt" sagde ham med bedende stemme. Han så på mig og Afventede mit svar. Så nikkede jeg. "Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed" startede jeg, og gik et par skridt væk fra Wolter. Han rejste sig hurtigt, og gik nogle skridt efter mig. Så der stadig var kun en meter imellem os. "Jeg er selv nybegynder, inden for det her dæmon fag, men efter som han omtalte det som en opgave vil jeg gætte på at en anden hyrede ham til det" sagde jeg med rolig stemme. Jeg vente mig om for at se hans reaktion. Han stod med et forskrækket ansigtsudtryk. "Et andet menneske?" Spurgte han lavt, så det kun var en svag hvisken. Jeg nikkede kun som svar. Wolter drejede til siden og gik nogle skridt væk fra mig. 

Han løftede blikket og så op på stjerne himlen. Jeg gik et par skridt hen imod ham Til jeg stod lige ved siden af ham og så undrende på ham. "Beder du?" Spurgte jeg, og der gik nogle sekunder før Wolter så imod mig. "Der er så mange, der kan have ønsket min familie død" svarede han med lav trist stemme. "Min far. Han havde så mange konkurrenter, på sit job. Du kan vel ikke.. Finde ud af hvem der gjorde det?" Spurgte han mig. Han lød ikke så desperat som før. Hans vejrtrækning var blevet normal, og det virkede som om han igen var helt rolig. Jeg rystede på hovedet. "Nej, dæmoner taler ikke sammen, og vi har ingen steder at tjekke hinandens opgaver. Det er tilfældigt hvem der får hvilke opgaver og det er intet der bliver skrevet op." Svarede jeg. Egentlig vidste jeg ikke med sikkerhed om det var sandt. Men jeg gik ud fra at der ikke var nogle der vidste det. Så skulle de da lige være Satan selv. Wolter nikkede. "Det tænkte jeg nok" svarede han skuffet.  "Skal du så tilbage til helvede nu?" Spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede svagt. "Ja ellers får jeg ingen nye opgaver" svarede jeg koldt og jeg mærkede hvordan der gik et stik igennem Wolter, da han sammenlignede min kommende opgave, med den der havde slået hans forældre ihjel. "Hvis jeg nu.." Startede Wolter en sætning og så sig nysgerrigt rundt imens han tænkte over hvordan han skulle fortsætte sin sætning. "Hvis jeg bad dig dræbe nogle hvad ville min konsekvens så være?" Spurgte han nysgerrigt, og så afventende på mig. Et smil bredte sig på mine læber. "Det er indviklet" svarede jeg. Wolter så lidt skuffet ud. Men smilte så. "Vil du med hen og få noget morgenmad inden du smutter til de varme lande igen?" Sagde han med et smil. Og begyndte at gå. Jeg trak ligeglad på skuldrene. "Jeg spiser ikke" svarede jeg. Han vendte sig om. "Kom nu, jeg har et tilbud" sagde han med et lumsk smil. 

Han førte mig ind til midtbyen. Solen var stadig ikke stået op, men man kunne i øst se, at himlen begyndte at få farve. Det var meget koldt, og jeg tænkte at det nok blev meget varmere når solen stod op. Wolter gik ind af en dør, og en lille klokke der sad over døren bimlede. "Godmorgen Robin" sagde en stemme. Og jeg så op. Det var en langt rum. Hvor der på hele den bagerste væg var et langt bord, med stole foran. Bag det lange bord stod en tyk mand med overskæg. Han smilede venligt. "Jeg har sagt du skal kalde mig Wolter" svarede Wolter og satte sig på en stol, oppe ved bordet. "Ja men det kommer jeg nok aldrig til at kalde dig!" Grinte han til svar imens han tørte et glas af, som han stillede på en hylde bag ham. Jeg tog hætten på men æermeløse hoodie op så de skjulte mine nye små horn. Jeg satte mig ved siden af Wolter og kiggede rundt. "Hvem er din ven?" Spurgte den tykke mand og så på mig med et smil. "Det er Taylor, en gammel bekendt" svarede Wolter selvsikkert. "Okay, skal du også ha en omgang pandekager?" Spurgte han mig og stak hovedet hen imod mig imens han smilte stort. Jeg stirrede på ham uden at smile eller svare. "Han er ikke så snakkesalig, og han har fået morgenmad" afbrød Wolter. Jeg havde set ind i den tykke mands sjæl. Han var ikke et godt menneske inderst inde, havde jeg set. Men jeg havde ikke helt kunne se hvorfor. "Det er okay" sagde han og stalte en tallerken fuld med pandekager og en kande sirup ved siden af, foran Wolter. "Mmm lækkert!" Sagde Wolter glad, og tog sin kniv og gaffel og begyndte at spise.

"Jeg skal snart tilbage, så hvad var det du ville?" Sagde jeg til sidst. Wolter tyggede færdigt. "Nå ja, jeg tænkte du sikkert gerne ville have nogle sjæle" sagde han, og tog endnu en bid. Jeg nikkede. "Ja og hvad så?" Sagde jeg undrende og en anelse irriteret. Der var stille imens han tyggede færdigt. "Hvad nu hvis jeg blev ved med at ønske folk døde, og jeg kun bad dig, om at gøre det, så ville du få en masse sjæle" sagde han roligt. Inden han tog den næste bid. Han så ikke en gang på mig imens han kom med sit tilbud. Jeg rystede let på hovedet. "Ja det er da muligt. Men hvad ville du få ud af det? Intet andet end risikoen for selv at ende i helvede når du dør?" Sagde jeg en anelse højt. Jeg tjekkede hurtigt om nogle havde hørt det, men det var der ikke. "Nej ikke hvis vi sørger for det er nogle onde mennesker vi dræber, sammen finder vi de onde mennekser her i byen, og så beder jeg dig om at dræbe dem. Så får jeg også noget ud af det. Nemlig en by hvor folk kan stole på hinanden" sagde han roligt inden han spiste den sidste bid mad fra sin tallerken. jeg rystede forvirret på hovedet igen. "Ja okay det er da muligt" svarede jeg. Jeg kunne ikke se hvorfor han ville gøre det. Han ville intet få ud ag det. Hvert fald ikke i mine øjne. Og at få folk i byen dræbt for at der kun skulle ende med at være gode mennesker i den? Det ville aldrig ske, der kommer altid nye mennekser og alle mennesker har noget ondt i sig. 

Men alle de sjæle? Og alt den magt? Alt det jeg ville kunne få ud af et tilbud som

Dette. Jeg kunne knap nok forstille mig hvilken kraft jeg ville kunne få, ved bare et bar få sjæle mere. 

Hvis jeg tog tilbage til helvede så ville der måske gå flere år, ja måske endda 80 år igen før jeg fil en ny opgave, og en ny sjæl. "Så er du med på idéen?" Spurgte Wolter og så spørgende på mig. Jeg mødte hans blik og smilte et skævt selvsikkert smil til ham, og et svagt smil bredte sig på Wolters mund, og jeg vidste han havde forstået at jeg var med på idéen. 

Dagen efter skulle vi mødes i det lokale indkøbscenter. Det var ikke særligt stort, men det var der alle mennesker fra byen mødtes, og shoppede, og hang ud. Jeg havde gået byen rundt det sidste døgns tid, imens Wolter tog hjem til sig selv og fik sovet ud. Hvad han ellers havde lavet vidste jeg ikke, vi havde bare aftalt, at vi først skulle mødes næste dag. Jeg havde sat mig i en cafe, tjeneren havde spurgt mig hvad jeg ville have, men jeg havde sagt jeg ville tænke over det. Jeg havde jo ikke behov for hverken at drikke eller spise. Der var næsten gået en time, og Wolter var stadig ikke dukket op. Tjeneren kom igen hen til mig. "Hvis ikke du bestiller noget fra menuen snart så må du desværre gå" Sagde han lavt, og prøvede at lyde venligt. Jeg kiggede op på ham. "Jeg har ikke bestemt mig endnu" Svarede jeg, og kiggede væk. Han rømmede sig, og trippede nervøst. "Åhm.. du.. så bliver du nødt til at gå, så der bliver plads til betalende kunder" Sagde han og prøvede at lyde selvsikker. Jeg sukkede og så på ham. han var ikke andet end en ung fyr, på højst 18 år, med brunt hår.
Jeg stirrede ham ind i øjnene. Han var så ung og nervøs at jeg straks kunne se han ikke var en ond fyr. Han hed Ben. Han var vant til at blive mobbet, og drillet, og selv hans chef der stod inde i caféen behandlede ham som skrald. Det var ham der havde bedt Ben om at smide mig væk. "lad mig tale med din chef" Beordrede jeg ham. Ben lavede en nervøs synkebevægelse og kløede sig i nakken. "åh.. o..okay" sagde han og vendte sig om og listede sig ind til chefen. Et øjeblik efter kom chefen ud. "skal du bestille noget!" Råbte han surt. "Måske ja" Svarede jeg, og vi fik øjenkontakt. At læse ham, var meget sværere end den unge tjener. Ham har var en fuldvoksen selvsikker mand. Med mange handlinger i sit liv. Men jeg kunne hurtigt mærke og se at der var mange lede og onde gerninger gemt i hans sind. Han ansatte kun unge svage fyre, for at kunne nedgøre dem hver dag. Jeg kunne se at hvis ikke de lystrede hans mindste vink, så tvang han dem til at røre ved ham, og sig selv foran ham og hvis ikke de gjorde det så brugte han sin magt på at sende dem fængsel. Jeg forstod hurtigt hvorfor han havde haft mere en 30 unge ansatte det seneste år. Jeg lagde hovedet på skrå. "Du er jo et større monster end jeg selv er" Sagde jeg. Han så forskrækket på mig. "Hvad helvede snakker du om!" Skreg han. Jeg gemte min hånd under bordet så ingen kunne se mine håndbevægelser. Så greb jeg fat i hans sjæl, og rodede rundt inde i hans krop, til jeg fandt hans bankende hjerte, og tog fat i det. Jeg vidste at det var noget af det første, vi dæmoner kunne gøre. Vi kunne give folk hjertestop. Den mest hurtige og enkle død, som vi kunne gi folk. Han faldt ned på huk foran mig, og hans øjne var store af frygt, han hev eftger vejret, og tog sig til hjertet. "Ring, ring efter en.. ambulance... Ben!" Robte han halvkvalt, men det var næsten kun en hvisken. Jeg opdagede Ben der stod et par meter væk. Han så forskrækket ud, men jeg kunne hurtigt se glæden i hans øjne, og inderst inde kunne jeg se ham juble.

Der gik ikke lang tid før der kom et redningshold ind og afprøvede førstehjælp. Jeg skulle til at rejse mig og gå, da jeg opdagede Wolter komme løbende imod mig. "Hvad fanden er det sket?" Sagde han højt. Jeg rejste mig og begyndte at gå, og Wolter fulgte efter, ved siden af mig imens han så sig over skuldren på ambulance Folkene der lagde manden i en ligpose på en bårer. "Han irriterede mig, og han var ikke et godt menneske" sagde jeg og trak på skuldren. Wolters blik blev hårdt og en smule forbløffet. "Kan du bare dræbe folk uden at nogle har bedt dig om det?" Sagde han en anelse for højt. Nogle piger som stod ved en parfume bod, så sig undrende over skuldren hen imod os. Jeg kiggede hurtigt væk, og lod som ingenting. Wolter så stadig på mig og afventede et svar. "Ja" svarede jeg og trak på skuldrende. "Det kan alle demoner, men vi må ikke, og foder heller ikke da vi intet får ud af det" forklarede jeg. Wolter nikkede og kiggede ved, mens han så tænkende ud. "Okay, så der er aldrig nogle der bare er gået amok og har slået en masse ihjel? Jeg troede at demoner ville dræbe løs, hvis de kunne" sagde han og så igen op på mig. Han blik så en lidt nervøst ud. Vi gik ind i en lille butik, som var fyldt med små forskellige ting. Det var Wolter der førte os derind. Han gjorde det Sikkert bare for at gå rundt imens vi snakkede. 

Jeg tænkte mig om et øjeblik. "Joh der var en engang. Han dræbte omkring 75 millioner, han sprædte en sygdom der gjorde de led en pinefuld død" svarede jeg, med et smil. Wolters blik var forskrækket. "Men jeg ved ikke så meget mere end det" skyndte jeg mig at fortsætte, og prøvede at se trist ud, somom jeg syntes det var sørgeligt. "Så den sorte død var en dæmons værk?" Sagde han til sidst imens han stadig så tænkende ned i gulvet. "Men han blev selvfølgelig også straffet, så vidt jeg har hørt" svarede jeg hurtigt, med et smil. "Hvorfor dræbte du så den mand lige før?" Spurgte han hårdt, og så vredt på mig. "Jeg bliver ikke straffet på grund af en mand, det har de slet ikke tid til at tage sig af, der gik også 4 år før de tog sig af ham den anden" forsvarede jeg mig. "Der er ikke grund til bekymring" 

Vi gik hen til centerets bar, og satte os på en plads hvor vi kunne se alle i baren og også de folk der gik forbi. Wolter bestilte to øl. En til mig og en til ham selv. Jeg skulede lidt på den, og så op på ham, og så han tog nogle slurke af sin egen. "Jeg drikker ikke" sagde jeg og Skubbede  den hen til ham. Han smilte skævt. "Hold dog op, du kan vel godt smage? Du dør vel ikke ligefrem ved hverken at drikke eller spise jordisk mad?" Spurgte han. Jeg tænkte mig kort om, og rystede på hovedet. "Nej men hvorfor spilde tid på det?"  Svarere jeg, og han skuppede den tilbage til mig. "Smag nu bare" sagde han stædigt og med et grin. Jeg himmlede med øjnene og tog den op, og smagte på den. Den smagte underligt, fyldigt og friskt. Men jeg kunne hverken sige om

Det smagte skidt eller godt. Jeg var trods alt ikke vant til at smage noget som helst. 

Det sidste jeg havde smagt var nok blod. Dengang jeg torturede andre. Jeg kunne tydeligt huske den metal agtige efter smag der var i friskt varmt blod. "Vi skulle vel også snakke om, du ved nok hvad? Det var jo derfor vi skulle mødes?" Svarede jeg hurtigt, og stalte øllen på bordet. Wolters ansigts udtryk blev alvorligt. Og han sukkede. "Ja vi må hellere komme igang" han kiggede rundt i baren. "Mange af den slags typer jeg vil af med er her i baren, men der er flest om aftenen" sagde han. Jeg kiggede rundt,

Helt oppe i det ene hjørne sad to mænd. Deres bord var fyldt med tomme flasker, og de selv så meget barske ud. De havde Tatoveringer op af begge arme,  og ved halsen den ene havde langt hår og den anden var skaldet. De havde begge rocker tøj på. "De to du ligger på" sagde Wolter, og jeg kiggede væk fra dem om så på ham. "Det siges at de bedøver unge piger der går alene hjem fra fest og at de tager pigerne med hjem, voldtager dem og smider dem af på en bænk. Men politiet har ingen beviser, selvom en af pigerne ikke var bedøvet nok, og kan huske dem" forklarede han i en hviskede tone så kun jeg kunne høre det. Jeg kiggede igen over på de to fyre. Jeg valgte at fokusere på den langhåret fyr. Hurtigt så jeg hans minder, og det vidste sig hurtigt at Wolters historie var sandt. Jeg kunne se utallige piger i hans minder. "Taylor!" Hviskede Wolter og slog mig hen over bordet. Jeg blinkede en gang og kom ud af hans minder, og opdagede at de var på vej hen imod os. "Du skal ikke svare dem igen hvis de siger noget" sagde Wolter lavt. De så begge to meget sure ud. Da de kom helt hen til vores bord stalte de sig sådan så den ene, den skaldede stod foran mig og den anden stod foran Wolter. Begge med armene over kors, og vrede ansigtsudtryk  "Sidder du der og glor hen på os knægt! Hvad fuck har du gang i? Er du et fucking homo svin!?" Sagde han og greb fat i min trøje ved halsudsklringen og løftede mig op, så mine fødder ikke rørte gulvet. Vi fik øjenkontakt og jeg stirrede bare tilbage på ham, med et ligeglad ansigtsudtryk. "Nej" sagde Wolter højt i et bekymret tonefald. Jeg så hen imod ham, og kunne se han kiggede på mig, og talte til mig. Han vidste at jeg skulle til at gøre modstand og at jeg ville dræbe dem begge med det samme. Manden gav slip på mig, og nåede ikke at lande på fødderne så jeg væltede ned på gulvet. "Så det er i ikke?" Sagde han og tog min øl, og tog en tår af den. "Det er jeg ellers sikker på!" Sagde han og vendte øllen om på hovedet evenover mig så det hele blev hældt ud over mig. "Du skal ikke glo på os igen knægt! Ellers skal jeg nok sørge for at du kommer til st fortryde det!" Sagde han aggresivt. Og kastede den tomme flaske den i gulvet foran mig så den splintres. Hvorefter han vendte sig om og gik tilbage mod sin plads. Min krop rystede af aggresivitet. "Er du bange din kylling!" Begyndte den anden som også skulle til at gå. "Det har du også grund til! Genere du os igen, så ville vi blive dit værreste mareridt. Og du ville ikke få næste solopgang at se igen!" Sagde han og spyttede efter mig men det ramte heldigvis ikke. Så gik han også tilbage imod som plads.