War

Jeg løb igennem skoven, med tårer i øjnene. De døde kviste knassede under mine fødder, og der var så mørkt, at jeg næsten var bange for at støde ind i et træ. I mine hænder havde jeg et våben, som jeg ikke havde meget forstand på at bruge. Hårene i min nakke rejste sig ved tanken om, hvad jeg mon skulle gøre hvis jeg fik behov for at bruge våbnet. Det eneste jeg vidste om det var hvordan man kunne lade det, og hvordan jeg affyrede det, og så at der ikke var mere end tre skud i den. Jeg skyndte mig om bag et træ, og trak efter vejret, imens jeg knyttede våbnet hårdt ind til mig. jeg kiggede hurtigt frem fra træet, og så i den retning jeg var løbet fra. Der var to lommelygte i det fjerne som bevægede sig hurtigt imod mig. "Fuck" Hviskede jeg til mig selv, og kiggede ned på våbnet. Hvad gør jeg? Jeg kan ikke løbe mere. Tænkte jeg. Lysene kom hastigt nærmere. og jeg bakkede nogle skridt. Jeg bliver nødt til at løbe. Jeg vendte mig rundt, og i det samme ramte noget hårdt mig direkte i ansigtet, jeg nåede ikke at se hvad eller hvem det var, og jeg nåede end ikke at ramme jorden, før jeg hørte to våben blive affyret. En næsten ubeskrivelig smerte brændte i min mave, og i min side, og jeg kunne mærke blodet, der også fossede ud fra min næse. Jeg vendte mig om på siden, og lod blodet fra min næse og mund løbe ud. "For helvede!" Råbte jeg, og slog ned i jorden. To hænder greb fat i mig, og træk mig op og stå. "Du er en virkelig en skamplet for vores afdeling!" Råbte en stemme, og skuppede mig ind i træet. Jeg så op på ham. Ryan. En af de bedste i vores hær. En anden skikkelse kom til syne bag ham. "Ja Taylor, det er meningen du skulle øve dig i at stikke af, og komme i sikkerhed, det her var ikke en øvelse hvor vi skulle øve os i at jage" Sagde han. Ryan så på mig. "Selvom der ikke var meget øvelse i dig. Du er jo ynkelig!" En Tredje person med en lommelygte kom hen til os. "Taylor du bløder" Sagde han. Jeg genkendte ham som Kevin. Jeg nikkede. "Tak, det har jeg fundet ud af" svarede jeg venligt, og tog min arm op og tørte en del af blodet væk. "Av for helvede!" råbte jeg, og kneb øjnene sammen. "Ja du skal nok ikke røre ved din næse, jeg tror jeg kom til at brække den" Sagde Ryan, og trak smilene på skuldrene. Jeg sukkede bare til svar. "Kom, vi må hellere komme tilbage til lejren, og fortælle hvor elendigt det gik" Sagde Ryan, og begyndte at gå, den anden fyr, som jeg ikke vidste hvad hed, fulgte efter. Kevin stod lidt i stilhed og kiggede skiftevis på Ryan, og så på mig. Han lignede en der ikke helt vidste om han skulle følge efter eller om han skulle hjælpe mig. "Bare gå" sagde jeg stille, og satte mig ned. Der var stille i noget tid, og det eneste lyde der var kom fra nogle insekter i det fjerne. Han satte sig på huk foran mig. "Rejs dig op, så hjælper jeg dig tilbage" Sagde han venligt. Jeg kiggede ham ind i øjnene. "Hvorfor?" Spurgte jeg lavt. "Jeg er en fiasko, hvis vores afdeling skal i krig, bliver jeg den første der dør" Sagde jeg, og fik kuldegysninger bare ved tanken. Kevin nikkede. "Ja, det siger de stort set alle om dig bag din ryg, men lige nu er vi ikke i krig, og din næse er brækket" sagde han og rejste sig, og rækte en hånd ned imod mig. "Kom nu" jeg greb fat i hånden, og vi begyndte i et stille tempo at traske hjemad. "Du er født ind i en hel forkert verden" Sagde han og så på mig, imens jeg haltede. Jeg stoppede og trækkede op i min bluse. To store blå-lilla farvede mærker var begyndt at tage form, der hvor Ryan havde skudt mig. Godt det ikke var rigtige våben, så havde jeg været død. Tænkte jeg. Jeg så op på Kevin. "Hvad mener du?" spurgte jeg. Selvom jeg nok godt kendte svaret. Han trak på skuldrene. "Du ved, den har verden hvor vi er i krig, du er ikke just bygget til det her" Sagde han med et smil. "Bygget? Er det forkert at man ikke vil skyde på andre mennesker?" Spurgte jeg. Han sukkede. "Ja.. Hvis det er en af fjenden så er det forkert, de vil ikke tøve med at dræbe dig" Svarede han med en kold stemme. Jeg stod lidt i stilhed, og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg vidste at han havde ret. Hvis de også havde samme indstilling som vi havde så ville jeg være så godt som død, inden jeg overhovedet ville kunne nå at sige noget. "Kom nu Taylor du skal til læge med den der næse før, den ikke kan nå at blive reddet" Grinte han, jeg nikkede og fulgte efter.


Næste dag, kunne jeg mærke at hele afdelingen var blevet informeret om gårdagens kæmpe fiasko. Mig. Vi var omkring 30 mennesker i vores afdeling. og hver gang jeg gik forbi nogle kunne jeg mærke at de grinte og hviskede. nogle enkelte af dem råbte også efter mig en gang i mellem. måske det blandt andet også var på grund af min indbundet næse, som desværre var brækket, min mave og side var også blevet indbundet efter skudene fra de testvåbenene. "Taylor!" Råbte en fyr, og løb hen til mig. "Jeg ville bare lige hilse og sige god bedring, men jeg håber virkelig aldrig jeg skal i krig med dig ved min side, for så er jeg så godt som død" Sagde han og grinte og løb videre. To andre løb forbi mig, "Taber!" Råbte de. Den ene stødte ind i mig så jeg faldt tilbage og ramte ind i væggen. "For helvede" Sukkede jeg. og satte mig ned, på gulvet op af væggen. En eller anden? Bare skyd mig nu så jeg kan blive fri for flere ydmygelser, inden jeg alligevel bliver skudt i krigen. Tænkte jeg, og gemte mit ansigt i mine hænder. "Taylor?" Sagde en dyb stemme. Jeg kiggede op, og fik øje på obersten. Jeg skyndte mig at rejse mig. "Oberst" Sagde jeg forvirret, og vidste ikke helt om jeg skulle gøre honnør. "Taylor.. jeg synes du skal vide, at så vidt vi ved så ville krigen snart bryde for alvor løs. Din afdeling er en af de dårligste, Udover selvfølgelig min søn, Ryan. så fordi i er dårligst vil i nok blive sendt ud som nogle af de sidste, sådan så i kan nå at træne mere" Sagde han stille. "Vil krigen snart bryde løs?" Gentog jeg og kunne mærke hvert et hår på min krop rejse sig, i skræk. "Fortæl det ikke til de andre endnu, men jeg synes at su skal vide det, sådan så du måske kunne begyndte at tage din træning seriøst" Sagde han lavt.
Jeg stod som i chok, og opdagede end ikke at obersten var gået videre, før jeg kom lidt til  mig selv. Jeg skyndte mig op på mit værelse og smed mig i sengen. Jeg kan ikke tro det. Krigen vil snart bryde løs? 

De næste mange måneder blev trænings tempoet sat op. De andre fra mit hold lagde ikke mærke til det. jeg kunne dog se på Ryan at han vidste det samme som jeg. Hans øjne var forandret, og han tog træningen meget seriøst. Han begyndte at undervise og hjælpe de andre, hvorefter han blev udnævnt til løjtnant. Først nogle måneder efter fik resten af vores hold at vide hvad der var ved at ske efter at de første hold var blevet sendt ud, og ikke var vendt tilbage. Der var nogle ugers rejse ned til den grænse, som vi lå i krig over, det var mange kilometer som både vores land, og deres land mente tilhørte dem, Hvordan det hele var startet, vidste jeg ikke. det var bare mere end 15 år siden, og alle drenge skulle starte krigs træningen fra de var 13. Men nu hvor krigen var brudt løs, betød det at krigen skulle afslutte, og at begge lande, ville fortsætte til sidste mand, og vinderen ville få det hele, Så vi ville enten vinde krigen eller dø.

Der var nu gået et halvt år siden krigen var brudt ud. Der var forsvundet næsten 80% af hærens befolkning og vi alle vidste at vi snart også ville blive sendt ud. Rygterne sagde at vores modstandere var i samme situation som os, og at de også snart ikke havde flere soldater. Men om det var sandt vidste ingen. 

"Taylor!" Råbte en stemme og vækkede mig fra min dagdrøm. Jeg så op og opdagede Ryan som kom hen imod mig. Jeg forventede at få et slag eller et spark eller at han ville råbe af mig fordi jeg dagdrømte midt i træningen men han stoppede en meter fra mig og jeg rejste mig hurtigt op. "Jeg synes stadig du er en ynkelig taber men snart skal vi i krig sammen, så selvom du allerede har lært at bruge et våben så træn mere de næste par uger, snart er det seriøst!" Sagde han kun en anelse koldt, med hænderne over kors. Jeg nikkede til svar. Forundret over at han næsten virkede høflig. Han vendte sig om og gik nogle skridt i den modsatte retning hen imod nogle andre der trænede. Jeg kiggede ned på mit våben, og tænkte over hvor hårdt det ville være hvis jeg ren faktisk skulle dræbe en med det. "Taylor?" lød Ryans stemme igen. Jeg så endnu en gang forskrækket op på ham. "Løb en tur istedet for at stå der og glo! Du er alligevel typen der ender som desertør!" sagde han hårdt og så hånligt på mig, med foragt i øjnene. Jeg vendte mit blik væk og kunne mærke at det stak i mit hjerte at en af mine egne overordnet tænkte sådan om mig. Tænkte på mig som en der bare ville stikke af og lade alle de andre i stikken. "Jeg ville aldrig blive en desertør" Sagde jeg halvkvalt, og turde ikke at se på hans reaktion. Han bøjede sig imod mig. "Det må du bevise for mig om et par uger når vi bliver sendt ud" Svarede han, med høj stemme, fyldt med selvtillid. Jeg vendte blikket imod ham og stirrede på ham, og mærkede mit åndedræt blive tungt og besværret. "Skal vi allerede sendes ud?" Spurgte jeg lavt, med rystende stemme. Ryan nikkede og smilede over min reaktion. "Ja det lader det til, vi har ikke meget andet end 100 mand derude. det er cirka 3 delinger, så snart skal vi derud og hjælpe dem. Så hvis du vil være så venlig og lytte til din løjtnant og begynde at løbetræne så vil jeg blive glad" Ryan så afventende på mit svar. Jeg stod som i chok, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg følte at der gik lang tid, men der var vidst ikke andet end højst 10 sekunder, før jeg så op på ham og gjorde honnør. "Javel løjtnant" Svarede jeg og vendte mig om og begyndte at løbe.


Jeg løb imellem træerne. Jeg var efterånden begyndt at blive træt, og forpustet. Turen vi skulle løbe når vi løbetrænede var på 20 kilometer, men det var ikke så tit vi havde løbet den på det sidste på grund af skydetræning og sværdtræningen var vigtigere. Jeg stoppede op og satte på forpustet ned på et væltet træ.

Adskilt

Det er nu syv år siden min mor og far blev skilt, jeg savner min bror Robin forfærdelig meget, men holder heldigvis kontakt med ham over facebook. Jeg har ikke set Robin i syv år. Jeg var ti da mine forældre blev skilt, og min far tog Robin med sig, Jeg blev boende hos min mor selv om jeg hellere ville have været samme sted som Robin. men det var vores forældres måde at afgøre tingene på, børnene skulle bare deles imellem dem, og så behøvede de aldrig at se hinanden igen. Utroligt hvor egoistiske voksne kunne være. Jeg er 17 år gammel nu, Robin er tre år yngre end mig, så han er 14 nu. Jeg skal mødes med ham på facebook igen om en halv time, og glæder mig meget til at høre hvordan hans skitur til Grønland er gået. Han havde skrevet så meget om hvor bange og nervøs han var for det, fordi han vidste han ikke kunne finde ud af at stå på ski, selvom jeg gjorde mit bedste for at overbevise ham om at han sagtens kunne lære det.

Jeg ligger i min seng og tænker på Robin. Jeg må hellere logge på nu, så jeg ikke kommer for sent. Tænker jeg og glæder mig til at skrive med ham, men er også nervøs. Jeg er altid nervøs for at gøre ham, sur hvis jeg kommer til at skrive noget forkert. Min kat Cleo ligger ved siden af mig og sover. Jeg ser lidt på katten, og lægger min hånd på hendes mave. Skal du mon ha killinger? Jeg klør hende bag øret, så hun spinder og siger et lille miav. Jeg ville ønske, at det var mig der kunne miave eller bare tale. Jeg ser hen mod computeren, som står på mit værelse, jeg har ikke været online længe så der er sikkert mange mails. Cleo er vågnet og kigger op på mig, hun miaver svagt igen og smiler nærmest op til mig, hun er blevet lidt tyk her på det sidste. Får du for meget mad Cleo eller skal du ha killinger? Jeg ville ønske du kunne svare. Jeg havde lyst til at sige noget til hende, men da jeg åbnede min mund for at tale kom der ikke noget ud. Jeg smilede til Cleo det er okay Cleo, jeg kan jo ikke tale. Jeg ser ind i hendes øjne og føler at hun har ondt af mig, jeg ser den anden vej, skulle jeg mon logge på nu? Jeg ser hen på skrivebordet og sætter mig. Skal jeg logge på?

Jeg åbner min bærbare computer og trykker på tænd. Min computer tænder hurtigt, og er en af de nyeste, som jeg næsten lige har fået. Jeg logger med det samme på Facebook. Jeg kigger ned af listen over alle dem der er online, Robin står ikke under online. Han er ikke på. Lort! Hvorfor er han ikke på? Jeg tænder for noget musik. Imens kan jeg læse mine E-mails. Ni e-mails har jeg fået, fire af dem er bare reklamer, typisk. "Taylor der er mad! " råber en stemme, jeg får et chok, for jeg havde ikke engang hørt min mor komme hjem fra arbejde så jeg troede jeg var alene hjemme. Men jeg kunne ikke gå ned og spise, hvad nu hvis Robin kom på imens og så jeg ikke var online? Ville han så logge af igen, og føle jeg har svigtet ham? Jeg lod som om jeg ikke hørte min mor, og tog høretelefoner på og skruede helt op for musikken. Jeg sad og ventede lidt. Robin kom nu på for fanden! Tænker jeg.  Jeg slår hårdt ned i bordet så nogen blyanter ryger ned på gulvet. Cleo vågnede, jeg kunne se at hun have fået et chok, og måske kunne hun høre den høje musik. Jeg hader at skræmme hende, så jeg smiler til hende og klapper hende på hovedet, og klør hende bag øret, for at berolige hende igen, for jeg ved hun elsker at blive kløet der. Jeg sad et stykke tid og stenede på computeren. Jeg kunne se en skikkelse i genspejlingen af computer skærmen stå i døren, det var sikkert min mor, jeg vendte mig rundt og kiggede hen mod hende, og kunne se hun var sur og at hun råbte noget. Jeg ignorerede hende og kiggede på skærmen igen og lod, som om jeg skræv med nogen selvom jeg ikke gjorde det endnu. Min mor gik hen og rev hårdt høretelefonerne af mig. "Taylor! Jeg sagde at der var mad!" Sagde hun højt og surt. Jeg tog et papir og skrev. ’Men jeg skal skrive med Robin.’

 Min mor kiggede på min seddel og så lidt trist ud. Hun sukkede. "Ja okay, så gør du det men du skal ha noget mad, jeg kommer op med noget" Min mor smilte til mig, og jeg smilte glad igen. Så gik hun. Godt hun er forstående. Men jeg ved at hun kun er det fordi hun har skyldfølelse. Det har hun haft siden de blev skilt. Den da min far rejste med Robin, og min mor forklarede mig at jeg nok aldrig ville få ham at se igen. Det var den værste dag i mit liv. Og min mor har haft skyldfølelse lige siden.

jeg ser igen på skærmen. Er lille vindue popper op og der står Robin er logget på.

Endelig, jeg skriver så hurtigt jeg kan. Hey Robin :D Hvordan går det? Du er forsinket i aften? Jeg læner mig tilbage og mit hjerte banker hurtigt. Jeg er nervøs fordi han i den seneste tid har snakket meget om at mødes og gerne vil ringe og høre min stemme igen. Han har af en eller anden grund glemt at jeg er stum, Jeg er født stum men da vi fik kontakt med hinanden igen for et halvt år siden, fandt jeg ud af, at han åbenbart har glemt det. Jeg nænner ikke at fortælle ham det igen, han er så glad, og lykkelig.

Hey storebror Du må meget undskylde, at jeg er forsinket, men vi har haft besøg, og vi har været ude at spise på en fin restaurent med fri salat og isbar så jeg er mega mæt :D Hvad har du lavet? Jeg Smilte. Hvor er jeg glad for at han har det godt tænker jeg. Jeg kan høre min mor er på vej op at trapperne. "Hej Taylor, her kommer din mad” Hun stiller maden på en måtte på mit skrivebord. Jeg har allerede skrevet et lille brev hvor der står ”Tak mor.” Jeg kan føle hun smiler til mig, men jeg kigger ikke op på hende så hun går igen.

Jeg har ikk lavet så meget, været på nettet og set tv ;) Jeg var i centeret i forgå s og købte den film du har anbefalet den er sgu fed. Hvordan gik din skitur?

Jeg er spændt på hvordan han har klaret sin skitur, en uge har han været på skitur sammen med vores far og Robins nye papmor. Når ja min ski tur det var rigtig sjovt de første to dage første dag var vi ude og stå på ski sammen med en dame der skulle lærer os det, det gik faktisk nogenlunde. Næste dag prøvede jeg at være med til at køre hundeslæde :D Jeg sad på slæden og så var der en mand der styrede slæden og vi  kørte 5 km. tredje dag faldt jeg over en træstamme og forstuvede foden :'( og så har de andre dage været meget kedelige jeg har bare sat og læst jumbo bøger og Anders and blade

 Min bror har forstuvede foden. Stakkels ham, han havde glædet sig sådan til at komme på skitur i syv dage og så falder han og slår sig på den tredje dag. Stakkels Robin. Jeg er ikke engang sulten, selvom jeg kun har spist en lille smule af det mad min mor har hældt op. Det er sgu synd for dig Robin, så blev hele din ferie ødelagt men jeg er da glad for det ikke var værre, at din fod kun var forstuvet og ikke brækket. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle skrive, jeg har aldrig været god til at trøste ham. Ikke engang da vi boede sammen kunne jeg trøste ham. Nu skrev han igen. Bare rolig bror, det var kun en lille skade, jeg kan sagtens gå nu. Og desuden så har jeg en god nyhed, jeg har talt med far og han vil gerne køre mig til København i sommerferien om to uger, så kan du både se far og mig igen, og så skal vi rigtig snakke om alt muligt og være sammen :D Jeg glæder mig virkelig til at se dig igen!

Jeg mærke en tåre trille ned af min kind, jeg følte at jeg gik lidt i chok. Hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke skjule for ham at jeg ar stum for evigt. Slet ikke hvis han kommer her.

Han er min bror og jeg har løjet for ham, han tror jeg er en normal dreng der har alle fem sanser, går i skole, og har venner. Jeg må fortælle det til ham, han skal få sandheden at vide.

Bror? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde, så jeg fortæller det bar direkte. Skrev jeg og kiggede væk. Jeg skammede mig over mig selv. Men vidste ikke hvorfor.

 Hvad er der Taylor??

Bag mig kan jeg høre en spindene lyd. Cleo prøver du at muntre mig op? Kan du mærke min sorg Cleo? Tænker jeg mens jeg ser på Cleo, men vender hovedet væk fra hende og ser igen på skærmen.

Kan du huske dengang vi boede sammen? Da vi altid legede og var bedste venner?

 Jeg får det vidst ikke sagt så direkte alligevel. Tænker jeg og ryster på hovedet over mig selv

 Ja det kan jeg da Taylor Selvom jeg kun var syv, kan jeg huske de dage bedre end noget andet, bedre end sidste jul. Men hvor er det du vil hen? Hvorfor spørger du om det?

Cleo sad nede på gulvet og kiggede op på mig, hun mjavede et par gange. Rolig nu Cleo jeg kommer og fodre dig om lidt. Jeg kiggede på skærmen og så ikke engang ned på Cleo selvom hun sad og mjavede.

Robin... Kan du huske jeg... ikke var helt som andre børn? At jeg var stum?

Jeg sidder med ansigtet begravede i hænderne og aner ikke om jeg tør kigge på skærmen igen. Jeg kigger ned på Cleo og opdager blod på gulvet omkring hende, jeg kan høre svage små mjavende stemmer henne fra min seng. Jeg kigger derhen, og der ligger to små killinger, og mjaver, som er smurt ind i blod. "Mo-mor" kommer det svagt fra min mund.

Jeg får et chok og falder bagover fra stolen og lander ved siden af Cleo, Cleo mjaver. "Mor! Mor!” Råber jeg igen så højt jeg kan, selvom stadig kun er svagt og hæst. Min mor løber op af trapperne og ser blodet, Killingerne og mig på gulvet, hun løber hen og krammer mig, og hun råber en masse ting imens hun smiler og græder af glæde. "Mor" Siger jeg svagt og peger bange på killingerne og blodet "Åh Taylor du..." Hun græder. Og jeg skubber hende væk. Jeg husker pludselig at jeg før har talt, for lang tid siden. Og at sorgen over at miste min bror fik mig til at tie. "Cleo" Siger jeg stille og peger hen mod killingerne. Min mor ser helt forvirret ud, men løber ud på badeværelset og tager et blødt håndklæde, og vikler det mildt om killingerne. Jeg sætter mig forvirret ved computeren og ser Robin har skrevet en meddelelse.

Hvad mener du Taylor? Du har da altid kunne tale, som et vandfald Hvad snakker du om?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive nu, jeg føler mig dum. I alle disse år har det hele været en tvangsforestilling om at jeg ikke har kunnet tale, jeg har nægtet at tale, på grund af sorg.

Bare glem det bror, jeg glæder mig meget til at se dig igen og til at skubbe dig på gyngerne i haven igen

Min mor står stadig og stirre ned på mig "Det er så længe siden jeg har hørt din stemme" siger hun pludselig. "Mor” Svare jeg bare. Hun begynder igen at græde og skynder sig at gå ud af værelset.

 Jeg savner dig storebror, men jeg er altså blevet for stor til at gynge, men vi finder nok på noget andet. Men må jeg også godt komme for mor?

Jeg kigger hen mod døren, men kan hverken se eller høre vores mor.

Ja det må du godt svare jeg uden at spørge, vores mor om lov. men jeg er helt sikker på at han godt må komme, ellers kan jeg sikkert overtale hende.

Fedt jeg glæder mig mega meget men skal vi ikke skrive videre i morgen? Jeg er ved at være træt og jeg skal op og i skole i morgen. Skriver Robin. Jeg sidder og nusser om Cleo og hendes killinger

Ja okay vi ses Robin. Svare jeg ham og Robin logger af. Killingerne ligger trygt og dier hos Cleo. Jeg kigger på min computer igen og slukker den hurtigt og gaber. Jeg er træt og går ud på badeværelset for at gøre klar til natten. Da jeg kommer tilbage har min mor redt min seng, med nyt sængetøj. Hun har sat mad og vand til Cleo, og et glas vand til mig, jeg ligger mig ned under dynen og tænker på alt det, der er sket i aften, og glæder mig til i morgen hvor jeg skal se om jeg kan få brugt min stemme noget mere, så jeg kan træne til at snakke med Robin når han kommer. Jeg har svært ved at forstille mig selv snakke. Men jeg må hellere se at få det lært. og måske få talt med Robin i telefonen, inden han kommer. "Godnat Taylor' siger min mor blidt henne fra døren. ”God.. nat.” siger jeg stille, og mor slukker lyset, og jeg kan mærke, det bliver en skøn dag i morgen.

Life time

Klokken var 23.58. Jeg sad med min telefon og ventede spændt på at klokken blev midnat, så jeg kunne sende min sms. Jeg havde forberedt en lang tillykke bedsked, og ventede kun på at det blev midnat og datoen ville slå over på 27. September. Min bedste vens fødselsdag. Og jeg var parat til at blive den første der skulle Skrive tilykke. 23.59. Mindre end et minut tilbage. Jeg holdte næsten vejret. 00.00. Jeg trykkede straks på send. 

Ved siden af mig, bimlede min ven Wolters mobil og han rækte ud efter den. Der nåede kun at komme et svagt smil på hans læber, før jeg kastede mig over ham. "Tillykke!" Råbte jeg glad.

"Hey hey, rolig nu" gabte han, og rejste sig op. "Det er ikke sjovt, at fylde 20 år" sagde han træt. "Er du nærvøs?" Spurte jeg med en trist stemme. Han blev 20 år, en alder som næsten alle flygter da, det er den alder man bliver voksen og ens bekymrende voksen liv begynder. 

Året er 2048. For 10 år siden mente man at jorden ville gå under, hvis ikke forskerne fandt en måde at gøre befolknigstalet mindre på. Gaderne flød i hjemløse, og fattige og der opstod gigantiske pengeproblemmer verden over. Så en gruppe forskere opfandt en ny leve og betalings måde. penge blev ganske enkelt afskaffet og brændt. Og nu  får alle en chip ind i håndledet når man bliver født og så tatoveret en stregkode,når  man bliver 20, Og så kan man istedet betale med sine egne leveår. Problemet med hjemløse er løst. Er man fattig dør man. For hvis man løber tør for leveår, går ens hjerte i stå. Man betaler altså med tid. Dette starter når man bliver 20. Så skal man til lægen og få sin stregkode. Wolter var den første af os der blev 20. For mig selv var det først om et halvt år. 

Wolter sukkede. "Jeg er lidt nærvøs ja" sagde han stille. "Den er jo allerede begyndt at tælle" sagde han, og kiggede på sit håndled.  "Ja, du har vel fået reserveret det der job?" Spurgte jeg. Han nikkede. "Jo, jeg spurgte en ekstra gang i går bare for at være sikker. Men man tjener kun omkring 24 timer om dagen. Jeg ville ikke have særlig meget til overs til lejligheden og mad" han rystede bekymret på hovedet. Jeg sukkede højlydt for også at virke trist. "Det går nok" sagde jeg trøstene. "Vi klare os sikkert" han så irriteret op på mig. "Ja du skal jo først bekymre dig om dit liv om 6 måneder!" Sagde han og rejste sig og gik ind på sit værelse. 

Jeg forstod ham godt. Han var naturligvis bange for sit liv og sin tid. Heldigvis var der 30 dage på hans chip allerede. Noget der automatisk er så man, har en hjælp til at starte. Jeg rejste mig og gik også ind på værelset, og lagde mig til at sove.

Da jeg vågede næste dag, var Wolter allerede gået. Jeg skyndte mig at tage noget rent tøj på og løb ud. Jeg havde lovet mig selv at jeg ville være der for ham, når han fyldte 20. Men jeg følte allerede at jeg havde svigtet ham, ved ikke at tage med til lægen, når han skulle få sin tatovering og få alt informationen som han skulle bruge. Jeg begyndte at løbe, lægen lå et stykke fra vores lejlighed. Jeg sparkede næsten døren ind og løb op til skranken. "Er Wolter her? Robin Wolter?" Spurgte jeg forpustet. Kvinden bag skranken kiggede undrende på mig og tastede så navnet ind på sin conputer. "Nej han er her ikke længere" sagde hun med lettere irriteret stemme. "Det er flere timer siden at han var her" sagde hun og trak på skuldrene. Jeg sukkede til svar. "For helvede" hviskede jeg til mig selv. Hvor var det nu, han sagde han skulle arbejde? Han havde snakket om flere steder men jeg havde ikke fået spurgt om hvilket det var han havde reserveret. "Tak" Sagde jeg til kvinden, og skyndte mig ud derfra og gik op af gaden. Jeg anede ikke hvor jeg skulle lede, så valgte bare at gå hjem. Hele dagen gik jeg hvileløst rundt i lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at slappe af. Først da klokken blev 22 om aften og jeg var faldet i søvn på sofaen vågnede jeg ved at hoveddøren blev smækket i. "Wolter?" Råbte jeg og gned mig i øjnene. Wolter trådte ind i stuen. "Hey" sagde han med en træt stemme. Jeg kiggede undrende på ham. "Hvordan gik det? Hvor har du været?" Spurgte jeg nysgerrigt. Han rækte sin arm hen imod mig og vendte håndledet imod mig, og viste mig sin tattoo. En stregkode. "Jeg fik jobbet, nede i centeret, jeg skal sørge for varerne står ordenligt og hjælpe kunderne" sagde han og trak på skuldrene. "Men jeg smutter i seng nu, godnat" sagde han og løftede hilsene hånden og gik ind på værelset. 

De følgende uger så jeg ikke meget til ham. Det virkede som om han undgik mig, og jeg følte mig alene. Han kom sent hjem hver dag. Og gik direkte i seng. 

"Wolter, hvad sker der mellem os?" Spurgte jeg ham, en dag da han kom ind af døren. "Hvorfor undgår du mig?" Spurgte jeg ham, og så trist ned i gulvet. "Nej da. jeg har bare allerede fået overarbejde fordi jeg sagde jeg gerne ville have så mange timer som muligt. Så jeg skal arbejde til kl 20 hver dag og får så en dagsløn på 85 timer" sagde han stolt. Jeg kiggede undrende på ham. "Så du skal arbejde fra klokken 7 til klokken 20? Det kan du da Ikke, vi ses aldrig mere" sagde jeg trist. Wolter kiggede irriteret på mig. "Jeg har ikke tid, jeg er over 20. Jeg har ikke tid til at spilde min tid på sjov mere" sagde han irriteret, og med en stemme der lød vred. Jeg stod og var mundlam et par sekunder og tænkte det igennem. "Und.. Undskyld.." Sagde jeg lavt. "Undskyld Wolter" Wolter kiggede irriteret på mig. "Ja ja. Jeg flytter alligevel 

hanker to the death

Jeg stod på den midterste del af den høje bro og så ud over havet. Jeg klatrede forsigtigt op på gelænderet imens jeg holdt et fast greb i en af søjlerne. Mit blik så fast ned imod det strømmende hav under mig. Der var langt ned. Nok omkring 50 meter. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og jeg mærkede min hals sno sig sammen. Om jeg ville overleve at hoppe eller falde derned vidste jeg ikke, men hvis jeg overlevede det, ville de kraftige bølger, nok trække mig ned under vandet og drukne mig. En stærk vind greb fat i mig og jeg mistede balancen, min hånd gled, og mistede fodfæstet, og faldt forover. Tusinder af tanker for rundt i hovedet på mig. Ville dette blive min død? Jeg kneb øjnene sammen og mit liv passerede forbi mig, hvordan var det jeg var havnet her? Hvordan var det gået så galt?

En måned tidligere
Min barndomsven og bofælle ved navn Robin og jeg var lige flyttet i en større lejlighed og havde boet der en måneds tid. Da vi pludselig en dag opdagede en ældre dame, det boede over for os. Hun var sær, syntes vi, vi vidste ikke helt hvorfor. vi begyndte at snakke om hende og grine af hende. Og fornærmelserne blev værre og værre. "Hey Tayler!" Råbte Robin. "Hun sidder i vinduet igen!" Jeg gik ind til Robin i værelset. Han var allerede flækket af grin inden han overhovedet havde noget at sige noget. Jeg kiggede ud af vinduet. "Hun er fandme creepy, burde hun ikke snart dø?" Sagde jeg og grinte. Robin kunne næsten ikke få et ord ud. "Så stille som hun sidder er hun sgu allerede død!" Grinte han. Jeg grinte med. "Ja ellers kunne vi skræmme hende til døde til Halloween!" Svarede jeg. Vi grinte lidt og kiggede så ud af vinduet igen. Hun drejede hovede og så stift imod os med sammenknibene øjne. Vi begge smed os ned på gulvet og gemte os imens vi flækkede af grin. "Tror du hun så os?" Spurgte Robin. Jeg rystede på hovedet. "Mon ikke hun er næsten blind allerede?" Svarede jeg med er stort smil. Og Robon grinte igen. Vi kravlede væk fra hendes synsvinkel og rejste os op igen. 

"Skal vi smutte ned og handle?" Spurgte Robin og gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. "Jeg mangler cult" sagde Robin med trist stemme. "Ja det gør jeg også!" Sagde jeg hurtigt og tog straks sko på. Vi skuppede til hinanden for sjov og prøvede og se hvem der først kom hen til døren og idet Robin åbnede døren var han ved at løbe ind i en skikkelse, og nåede lige at undvige og faldt bagover, og landede på gulvet. Jeg skulle til at grine men spærrede øjnene op da jeg så at det var den gamle dame der stod i døråbningen. Hun trådte nogle skridt ind i lejligheden og kiggede vredt på os. hun løftede sin hånd og pegede på Robin, med sin lange tynde krogede fingre. "Jeg er færdig med at høre på jer!"  Råbte hun vredt og hendes øjne stirrede på. "I skal få som i fortjener! I har chikaneret mig for sidste gang!" Sagde hun mere rolig og smilte. Jeg greb fat i Robin og hjalp ham op og stå. "Hvad mener du? vi har da ikke snakket dårligt til dig" Sagde jeg forsigtigt. "Nej vi har ej" tilføjede Robin. damen sukkede, og trak en halskæde frem, som var fyldt med fjer. Den lignede mest et indianer smykke. "I skal få som i fortjener" Gentog hun, og pillede en fjer af halskæden, og sagde en masse underlige ord, så kiggede hun hen på mig, og pustede på fjeren så den fløj hen imod mig. derefter pillede hun endnu en fjer af. "Hun er splittergal" Hviskede Robin med et hævet øjenbryn. "Måske vi burde ringe efter politiet" Sagde jeg lavt, og trak på smilebåndet. Efter hun igen havde sagt mærkelige ord, pustede hun denne anden fjer hen imod Robin. "I er forbandet! snart ville i komme tryglende til mig, hvis ikke i dør først!" Sagde hun, imens hun havde hævede begge hænder imod os. "hey det er en trussel" det er forbudt" sagde Robin og grinede. hun pegede på mig. "Du skal hige efter døden intet kan stoppe dig, før du er død!" Sagde hun. og så imod Robin. "Og du vil gøre alt for at stoppe ham, for når han er død, har du et døgn at leve i, så ville du dø" hun begyndte at grine et ondsindet grin. Mit hovede føltes pludselig varmt, og det flimrede for mine øjne. Robin kiggede chokeret på mig. "Taylor?" Sagde han nervøst. 

Jeg satte mig med et set op i sengen. "Robin!" Råbte jeg nervøst, og kiggede hen i han seng. Robin satte sig også op, og gned sine øjne. "Hvad er der?" sagde han træt. Jeg kiggede nervøst rundt. Havde det hele været en drøm? Tænkte jeg. "åh.. det lyder nok underligt men.. den gamle dame, vores genbo, hun var her ikke igår? og bankede på vel?" spurgte jeg. Robin flækkede af grin. "Nej sgu da! det ville være klamt" sagde han imens han grinte. "Godt nok.. så var det nok et mareridt" sagde jeg og prøvede at fremtvinge et smil. "Klamt mareridt!" Sagde Robin og sprang ud af sengen. "Du drømmer om gamle damer!" Grinte han og gik ud af soveværelset. Jeg rejste mig op og så hen imod den gamle dames vindue. Hun var der ikke. Jeg rystede på hovedet og skyndte mig i noget tøj. Jeg måtte være blevet skør. Det måtte da have været en drøm. Men det føltes på ingen måder som en drøm, det føltes så virkeligt, som noget der var sket igår. 

Jeg gik ud i køkkenet hvor Robin var igang med at lave sin morgenmad som var et stykke brød, med peanut butter. Jeg tog brødkniven, og skar et stykke brød, af til mig selv jeg kiggede på smørrekniven som Robin havde brugt til sin peanutbutter. "Bare tag en anden til din tunsalat" sagde han og tog en bid. "Det kan du sagtens sige, det er mig der vasker op!" Sagde jeg med et smil og åbnede skuffen med bestikket. Jeg rakte ud efter en smørrekniv men fik øje på en af de store køkkenknive. Jeg lavede en nærvøs synkebevægelse og tog den store kniv op. Den var spids, for den var næsten ny, højst brugt tre gange. Jeg følte en ubeskrivelig trang til at bruge den og teste dens styrke. "Hey, ikke fægte rundt Med den" sagde Robin og tog den ud af hånden på mig. Jeg grinte nervøst, og tog en smørrekniv og smurte mig en tunsalat mad. 

Mutants

Jeg kiggede træt op på skoleuret, imens jeg bed i min blyant. Det var klassens sidste time inden vi endelig havde juleferie. Alle var glade, og der var ikke nogle af eleverne der længere kunne holde ud at høre på læreren som ihærdigt prøvede at stå og beholde alle elevernes opmærksomhed, imens han snakkede om historie, og det gamle romerrige. Der var stadig fem minutter tilbage af timen, og det føltes somom at sekunderne sneglede sig afsted i det mest langsomme tempo jeg noglesinde havde oplevet. Jeg tørrede noget sved af min pande, med min trøje og tog en slurk af min sodavand.

Hele dagen havde jeg haft det utroligt varmt, somom at jeg havde feber, og at der var 50 grader inde i mig, men det ville være underligt, for jeg fejlede intet. Godt nok var det vinter, men jeg havde ikke været forkøllet, eller syg på nogle anden måde. Og det var heller ikke klasselokalet der var varmt, for de andre elever sad med trøjer, på og nogle så ud til ligefrem at fryse. Jeg tog min bog, penalhus og papire ned i tasken, lynte den og rejste mig op, jeg nåede kun at gå nogle skridt hen imod døren, før læreren kikkede på mig, og så på uret. "Taylor, du har først fri om fem minutter, sæt dig ned" sagde han skarpt. Jeg vendte mig træt om imod ham. "Undskyld, men jeg har det af helvedes til" sagde jeg sløjt og gik videre hen til døren og ud af den. Jeg skyndte mig ned af trappen og ud af døren, som førte udenfor. Det blæste og sneede kraftigt. Jeg trådte ligeglad ud i det, og tænkte ikke på andet end at komme hjem. Jeg gik i nogle minutter og følte kun at temperaturen stig i mig. Jeg tog min jakke af, og var fuldstændig ligeglad med den, så smed den på jorden bag mig, i håb om at det ville blive koldere, hvilket det ikke føltes til at gøre, hvorefter jeg også lynte min langærmet trøje ned og tog den af. Kulden generede mig stadig ikke. og jeg havde det stadig så varmt at sveden løb ned af min pande. Jeg faldt ned på knæ og mærkede den kolde sne køle mine hænder ned, jeg blinkede nogle gang og så sneen opkring mine hænder smelte. jeg kiggede undrene på sneen der blev til vand. "Taylor! Taylor er du okay?" Råbte en stemme bag mig. En pige luntede hen til mig, og greb fat i min arm, men udbrød et skrig og slap mig hurtigt igen og bakkede væk. "Du er jo brænd varm!" Sagde hun chokeret. Jeg kiggede hen på hende og så hendes skræmte øjne, stirre på mig. Jeg rejste mig langsomt og var ved at falde, men holdte mig på benene, og gik nogle skridt væk fra hende. "Jeg.. Jeg skal bare hjem" sukkede jeg lavt og gik så langsomt videre.

Turen hjem som normalt gik hurtigt og plejede at tage 20 minutter. føltes pludselig lang. Jeg følte at jeg havde gået i en evighed, men var endnu ikke halvvejs. Jeg boede stadig hjemme, hos mine forældre, men om et halvt år, blev 18, og kunne flytte hjemmefra, hvilket jeg glædede mig til. Jeg var enebarn, og levede meget for mig selv. i skolen snakkede jeg ikke med nogle af de andre og jeg satte mig altid langt fra dem, så jeg prøvede heller ikke at få kontakt til dem. Når jeg kom hjem gik jeg også bare ind på mit værelse, og var alene. 

Jeg satte mig træt ned på en bænk, og følte at jeg ikke kunne gå så meget som et skridt længere. Det føltes somom at jeg brændte op indvendigt, og snart var døden nær. Jeg fandt panisk min mobil frem og trykkede 112. "Det er alarmcentrallen, hvad kan vi hjælpe med?" Spurgte en kvindelig venelig stemme. Jeg tog er par dybe tunge indåndinger. Det føltes som om at der ikke var meget ilt, omkring mig. "Jeg.. Jeg tror at jeg skal.. Have en ambulance" Fremstammede jeg lavt. Der var stille i nogle sekunder. "Hvad fejler du og hvor befinder du dig?" Spurgte stemmen lidt koldt. "Jeg ved ikke hvad jeg fejler.. Men jeg befinder mig på.." En stor sort bil kom vinene hen af gaden og kørte ind på fortovet og standsede først en meter fra mig. 4 mænd i sort jakkesæt og med solbriller trådte hurtigt ud og gik nogle skridt imod mig. "Taylor?" Spurgte en af dem, og de stillede sig rundt om mig en meter fra mig. Jeg kiggede forvirret på dem, og så ned på telefonen der lå i sneen, og jeg kunne høre stemmen der talte i den. Jeg havde tabt den, af chok på grund af bilen. Jeg bøjede mig ned imod den og ville samle den om. "Lad den ligge!" Beordrede en af dem og sigtede på mig med en pistol. Jeg løftede skræmt hænderne. "Okay" sagde jeg forvirret. Jeg nåede ikke at se hvad der mere skete før to sprøjter sad i mit ene ben. Af ren refleks hev jeg dem hurtigt ud.

"Hvad.. Hvad er det?" Spurgte jeg chokeret og kiggede op på dem. Hurtigt blev alt slørret, og alt begyndte at snurre rundt.  jeg mærkede at jeg faldt om i den kolde sne. 

Et skarpt lys vækkede mig. Jeg blinkede nogle gang for at få mine øjne til at vænne sig til lyset før at jeg kunne se noget. Jeg lå på noget hårdt, og køligt. Og en klam lugt af medicin og kemikalier strejfede min næse.

Da jeg fik vænnet mine øjne til lyset opdagede jeg at jeg befandt mig i en hvidt rum.

Væggene var hvide og lavet af noget blødt materiale, som mindede om noget jeg havde set på tv. Det mindede om Isolationen på en politistation eller som på en sindsygshospital hvor de har sikret rummet, så de indsatte ikke kan skade sig selv. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at jeg også havde fået hvidt tøj på. En hvid tshirt og hvide shorts. Jeg  rejste mig fra sengen som ikke var andet end en stor plade der stak ud fra væggen. Langsomt og forsigtigt gik jeg hen imod døren. I midten af døren var der er lille vindue der gjorde at jeg kun lige kunne se ud, men der var ikke meget at se. Udover en lang smal gang fyldt med døre. "Hallo er det nogle derude?" Råbte jeg. Og begyndte at hamre vildt op døren. Men der var ingen at se, og ingen der reagerede. Lidt efter gik jeg tilbage til sengen og satte mig ned igen og gemte mit ansigt i mine hænder. "Min mor må være syg af bekymring" sagde jeg til mig selv, og tænkte på hvilken jul det mon måtte blive for dem hvis jeg var forsvundet.

Jeg rejste mig igen og løb hen til døren og hamrede løs på den. "Luk mig ud! Forhelvede så luk mig dog ud!" Råbte jeg og sparkede og slog på døren uden der skete noget. Jeg knyttede min hånd og prøvede så at slå på det lille vindue, i håb om at jeg kunne smadre det. "Det her er en misforståelse, jeg har intet gjort!" Råbte jeg og presede panden opgivere imod døren, imens jeg hev efter vejret. Mit raseri anfald havde gjordt mig forpustet. Jeg lod mig faldt sammen foran døren og kiggede på mine hænder. Mine knor blødte så det dryppede ned på mit underlige hvide tøj. Først nu lagde jeg mærke til smerten. Jeg blev igen rolig. "Taylor, træd væk fra døren" lød en stemme. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede forvirret rundt og opdagede en mand stå uden foran døren og kigge ind. "Træd væk fra døren" sagde han igen og jeg bakkede tilbage. Døren gik op og manden trådte ind. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her!?" Råbte jeg og trådte nogle skridt frem imod ham. Idet samme sad der to sprøjter i mit ben. Jeg hev dem hurtigt ud. "Nej" udbrød jeg og så op på manden. "Hvorfor gjorde du det? Jeg.." Mit syn blev slørret og jeg fik en ubehagelig prikken i min krop. "Hvorfor?" Sagde jeg og faldt om.

Jeg slog øjnene op, og satte mig med et chok op. Jeg lå igen på den kolde metalplade som stak ud af væggen. Jeg kiggede forvirret rundt. "Shit!" Hviskede jeg for mig selv, og tog en hånd op til ansigtet. Jeg så på mine hænder, og opdagede at mine knoer var blevet indbundet i bandage. Jeg rejste mig op og gik hen til døren igen. "Jeg kræver for helvede da en forklaring!" Råbte jeg og sparkede igen til døren. Jeg følte mig stadig sløj, så efter kun få spark var jeg allerede forpustet igen, og jeg fik det varmt. Jeg tænkte tilbage på skolen, og hvor varmt og syg jeg havde været. Var jeg indespærret på et sygehus fordi jeg måske var dødeligt syg og kunne smitte andre? Umuligt. Dette kunne ikke være et sygehus, sygehuse kan og må ikke behandle deres patienter sådan. Jeg pressede panden imod glasset og kiggede op og ned af den lange smalle gang. I døren overfor mig kom der pludselig et ansigt til syne, en fyr med kort blond hår stirrede overrasket på mig. "Hey, hey" råbte jeg og hamrede på døren. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?" Råbte jeg imens jeg holdt øjenkontakt med ham. Han lagde forvirret hovedet på skrå. Jeg kiggede skuffet på ham. "Kom nu svar!" Råbte jeg og hamrede fladt hånden ind i døren. Han trak på skuldrene som om han ikke vidste hvad jeg råbte. Eller måske vidste han heller ikke hvor vi var. Han så væk, og lignede en der tænkte. Så tog han sin ene hånd op til ruden og rundt om hans hånd lignede det at der var gnister af stød. Han smilede imens som om at det ikke gjorde ondt. Idet samme lød det en alarm, og han stoppede og så forskrækket op. To mænd i noget underligt tøj løb hen til hans dør og flåede den op. Få minutter efter kom de igen ud der fra og gik roligt væk. Resten af dagen stod jeg ved vinduet og ventede på at han igen kom til syne, men det gjorde han ikke. Pludselig gik alt lys ud, og alt var mørkt. Jeg fandt i mørket frem til den kolde stål plade der stak ud af væggen. Jeg lagde mig på den og lukkede mine øjne og tænkte at næste dag, umuligt kunne blive værre. 

- Mere kommer...

Kunstigt liv

Kolde, hjælpsomme og altid til at have  med at gøre. Disse tre ting er hvad robotterne var for blot få år siden. De kunne handle for en, lege med ens børn, gå tur med hunden, følge ens børn i skole. De kunne alt, og alle havde en, for de gjorde livet så nemt, at man næsten aldrig selv behøvede gøre noget. Selvfølgelig skulle man i skole, og på arbejde og den slags, men det er da heller ikke et stort problem når man ved at når man kommer hjem, er der fejet, vasket op, og lavet kaffe til de voksne. Hvis blot livet stadig var sådan, men det er det ikke, for selvom at de var hjælpsomme var de jo utroligt grimme at se på. Havde store lysende røde øjne, var sølvblanke, men delvist rustne. Knirkede nogen enkelte steder, og havde en stemme som var der to jernplader der gned sig op af hinanden og dannede ord. Men de var nu ikke til at undvære. Hvert fald lige indtil ChristianWolter fik ødelagt det hele. Han var robotforsker og havde længe arbejdet på at lave en mere menneskelig robot og da det lykkedes ham, blev de gamle robotter skrottet, og de nye blev nærmest en ny dille. Alle hjem havde en af de robotter. Mindst. Selv havde vi tre i mit hus. En til min mor, en til min far, og en til mig og min søster til deling. Grunden til at de var så meget mere populære end de gamle var nok deres udseende. Det var faktisk lidt uhyggeligt. De lignede mennesker så meget at man ikke kunne se forskel. Og det er nok det der er problemet i dag. Nu er problemet at vi skal slå alle robotterne ihjel, for efter de havde levet blandt os i et halvt års tid, gik det galt. Det slog simpelthen klik for dem. Og nu er vi en gruppe af unge der har mistet alt hvad vi tidligere havde, der vil prøve at skaffe de robotter af vejen, vi ved det vil komme til at koste liv, og det har allerede kostet mange menneskeliv. Året er 2388, og der er krig. Krig mellem mennesket og robotterne.

"Taylor, Taylor vågn op, det er din tur til at holde vagt Taylor!" Aiko ruskede i mig, og jeg vågnede langsomt. Hun så træt ud og havde fået helt røde øjne, hun holdt et hårdt greb om sit våben. "Hvad er klokken? Det er jo allerede ved at være lyst udenfor" sagde jeg og kiggede hen mod vinduet hvor der var plader for. Der var kun nogen små sprækker mellem pladerne hvor lyset kom ind af. "Klokken er næsten halv syv" Svarede Aiko og kiggede ned i det hårde trægulv. "Hvad? Er den så mange, jeg skulle da holde vagt klokken fire" Aiko smilte svagt. "Ja det ved jeg godt men, du var så træt i går aftes og du så ud til at sove så godt, så jeg synes du skulle have lov til at sove ud" Aiko kiggede op på mig, "Okay, men nu er det dig der har brug for søvn, Så tager jeg dobbeltvagt næste gang. Men nu smutter jeg ud efter noget mad" Sagde jeg lettere irriteret og vente mig om, og begyndte at gå en mod den godt forseglede dør. Aiko gjorde store øjne. "Du kan da ikke gå derud selv, tænk hvis der kommer en robot" Jeg kiggede hen mod hende, og så hen imod de andre der stadig sov. Jeg rystede på hovedet. "Lad de andre Sove, de har brug for det.” Sagde jeg lavt og åbnede et vindue og hoppede ud af det.

Der var ikke en skygge at se nogle steder, og ikke en lyd at høre, men der var heldigvis heller aldrig nogen af os der havde set en robot så tidligt på dagen. Jeg skulle hen af seks gader før jeg ville komme til det hus, hvor der var flere af os der før havde overlevet, et halvt år med terror fra robotterne. Det sted hvor vores mad ressourcer var. Og der var stadig meget mad, mad til et år eller to endnu. Da jeg kom derhen hilste jeg på dem alle, der var syv personer som boede der, og vogtede over maden. Men vi alle kunne jo ikke bo der, så min gruppe og jeg havde fundet et nyt og sikkert sted at bo. De havde engang været otte, der boede der, men for en månedes tid siden blev en af dem dræbt, da han sammen med nogle var ude og søge efter våben, var de stødt på nogle robotter hvor han desværre ikke var undsluppet. Det var trist men, der var ikke tid til at sørge så de vidst alle kommet over det.

Jeg fik en pose med mad i, som skulle holde sig i mindst en uge, men det kunne det også sagtens. På vej tilbage mod huset gik jeg meget i mine egne tanker, men hørte så pludselig et skridt, jeg kiggede mig omkring men kunne ikke se noget tegn på liv. Var det mon indbildning? I den ene hånd bar jeg posen, og den anden hånd havde jeg klar til at trække mit sværd op. Da jeg igen kiggede ligefrem, så jeg en ung dreng stå, midt på vejen med en robotarm af stål, i sin venstre hånd. "Hey hvem er du?" Råbte jeg og gik nogen skridt tilbage. Da jeg aldrig havde set ham før måtte han være en robot, for alle os mennesker i byen kender hinanden. Drengen kiggede op på mig, og begyndte at gå hen imod mig. Da han kom nærmere kunne jeg se han ingen højre arm havde. "Bliv hvor du er, din dumme robot!" Råbte jeg og tog sværdet op, og pegede på ham. Drengen stoppede ikke men gik et par skridt mere hen mod mig, så stoppede han. "Jeg bliver nødt til at låne noget værktøj" Sagde han og så bønfaldene på mig. "Så du kan reparere dig selv? Aldrig!" Råbte jeg tilbage til ham. Drengen bukkede sig ned og lagde armen på jorden, foran ham. "Du må ikke tro at jeg er en af de sindssyge robotter som min far har lavet, jeg er søn af Christian Wolter. Og da jeg for nogle år siden var ude for en ulykke hvor jeg mistede venstre arm og ben lavede min far denne arm til mig og opererede den ind I min krop, sådan så den fungere som en helt almindelig arm, det samme gjorde han ved mit ben" forklarede han imens han holdte mit blik fastlåst med sine blå øjne. "Jeg er altså ikke en af dem, bare på grund af en arm og et ben" sagde han og så væk og sukkede. Hans historie var mærkelig og næsten ikke til at tro på, men jeg valgte at tro at det var rigtigt hvad han sagde. Jeg så tøvende på ham. "Okay, hvad er dit navn?" Han lyste glad op. "Mit navn er Robin” sagde han glad.  Jeg nikkede. "Jeg hedder Taylor"

Da vi kom tilbage var alle i huset vågne. Jeg gav værktøjet til Robin, som gik ind i et andet rum, hvor han ville reparere sin arm. Og forklarede så de andre historien.  "Han er helt sikkert bare en robot der snart kommer ud og dræber os alle" sagde Ryan, og slog mig irriteret i hovedet. "Nej jeg er sikker på det er rigtigt hvad han har fortalt, han er et menneske, og desuden er hans robot dele af stål, robotternes er af jern og er dækket så man ikke kan se de er robotter" De andre nikkede og var enige, men Ryan var ikke så nem at overbevise men han tog det roligt, og satte sig. Og holdte vagt. Da Robin kom ud sad stålarmen igen fast på ham, han nikkede taknemeligt til os. "Tak skal i have, nu kan jeg komme videre med min mission" sagde han. Jeg kiggede undrene på ham. "Mission?" sagde jeg forvirret. Han nikkede. "Ja jeg skal op til min fars hovedkontor, der hvor min far har lavet dem, der skulle der være en knap der deaktivere, de små chips der er bag i hovedet på robotterne, og så skulle de alle gå i stå" forklarede han. Ryan, Aiko og de andre begyndte at snakke i munden på hinanden. Jeg Rejste mig og gik hen til Robin. "Hvis det er der de er skabt, må der være mange robotter der, det vil du ikke kunne klare alene" han rystede på hovedet. "Nej måske ikke, men jeg bliver nødt til at forsøge" Sagde han Lavt og sukkede. jeg vendte mig om mod de andre "Hey. Jeg ved ikke med jer, men jeg tager med Robin, Dette er en stor chance for at få dem udryddet en gang for alle" sagde jeg uden at tøve. Jeg vidste at det ville blive farligt, men en bedre chance end denne ville vi aldrig få. Ryan rejste sig. "Det er sgu i orden jeg tager med og det gør i ikke" Han pegede ned på dem der end nu ikke havde nået at sige noget. "Hvis vi bliver for mange bliver vi nemmere opdaget, så tre må være nok" Robin nikkede. "Det har han nok ret i, og jeg har ikke lyst til at bringe jer alle i fare, måske dør vi alle og når ikke at opnå noget som helst" sagde Robin trist og så på Ryan og mig. Vi kiggede kort på hinanden og nikkede så. "Vi tager med alligevel" svarede jeg med et smil. Vi sagde kort farvel til de andre. Inden vi begyndte at gå den lange vej hen imod hovede komtoret. Selv nåede jeg ikke kommer med en protest, angående om vi skulle have flere med. for selv synes jeg tre var for lidt, for jo flere jo bedre, tænkte jeg, men valgte at tie stille, det kunne jo være at det ville gå godt.

Hovedkontoret lå et stykke væk. I udkanten af byen, og det ville tage ca. fem timer til fods. Turen var lang, og hård. Man skulle være på vagt hele tiden. Men det gik okay, vi stødte ikke ind i mange robotter. Men synet der mødte os da vi kom derhen var virkelig et mareridt. Allerede en halv kilometer fra hovedkvarteret begyndte det at vrimle med robotter overalt. "Hvad fanden gør vi nu Robin?" Spurgte Ryan surt, men viskende. "Bare rolig, jeg kender stedet her omkring som mit eget hus, så jeg håber at i kan svømme?" spurgte Robin og så på os. "Ja Klart" svarede vi begge, med et smil. "Godt. Så kom!" han løb ned af en skrænt, og vi luntede efter, indtil vi kom ned til en å. "Åen her er ret dyb så vi kan sagtens svømme i den, det er den mindste chance for at vi bliver opdaget. hvis i altså ikke plasker og larmer" forklarede Robin og så afventende på os. "Vi gør vores bedre for at være stille" svarede jeg med et nik. "Godt, I kan bare dykke det meste af tiden, åen føre helt op til bagsiden af huset, og så skal vi bare løbe alt hvad vi kan rundt om huset og hen til døren. I skal bare følge mig. Okay?" Vi nikkede og listede så langsom ned i det kolde vand. At svømme og dykke den halve kilomet var rimeligt hårdt, og der svært hele tiden at golde øje med hvor de to andre var henne, og samtidig dykke og prøve at holde øje med robotter og hvor langt det var til kanten. Åen gik lige forbi huset men på den forkerte side, så vi skulle hele vejen rundt om huset, før vi kunne komme ind. "Vi venter lige et par minutter her i vandet inden vi fortsætter, så kan vi lige få vejret, inden vi skal til at løbe som bare fanden." Sagde Robin og kiggede på os. "Hvor er den dør? Jeg kan ikke se den" sagde Ryan surt. "Den er på den anden side af huset, det er derfor jeg siger vi skal løbe hurtigt" Svarede Robin stille. "Satans, de er jo over det hele" hviskede Ryan og så egentlig ret trist ud. Jeg tror han var lige så bange for at dø, som keg selv var. Men nogen skulle jo prøve at stoppe de robotter engang for alle. "Ryan" Sagde jeg stille. "Vi skal nok overleve, og få slukket for de åndssvage robotter. Det skal nok gå" sagde jeg og prøvede at trøste ham. Ryan så surt på mig. "Du skal ikke tale til mig som var jeg et barn, det er sgu dig der er yngst af os to" sagde han surt. Wolter lagde en hånd på hver af vores skuldre. "Slap af, det er dem der er fjenden, og nu er det tid til at gå, vi prøver at starte med at gå så kan det være de ikke ligger mærke til os, med det samme."

Vi gik helt stille, med ca. en meters afstand imellem os. Det eneste der gjorde at vi skilte os ud var vores tøj som der var vådt. Da vi var kommet helt om på den anden side hvor vi kunne se døren, begyndte vi at gå hurtigere. Vi var sikkert alle sammen både bange og spændte, og det fik os til så småt at begynde at løbe. Men det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort, så var det jo at vi blev opdaget. "Mennesker!" Råbte en af dem, så højt at alle robotterne kunne høre det, men de reagerede langsomt og vi var helt henne ved døren før de alle begyndte at løbe op mod os. Wolter tog en nøgle frem fra sin lomme, og fik i løbet af ingen tid døren op. Vi løb ind og fik lukket døren igen, inden vi overhovedet fik tjekket om der også var nogle indenfor. "Alt glas er af panserglas, det skulle ikke være muligt for dem at komme ind." Sagde Robin beroligende, "skønt" Svarede jeg stille og tog mig til hjertet, som galoperede afsted. "Øverst oppe, på 6. etage. Bare rolig, der er en elevator" Kort efter var vi deroppe og kunne helt henne af en lang gang se døren hvor Ed sagde Knappen skulle være. "Er det bare mig eller lugter her af røg?" Spurgte Ryan undrende. "Du har ret" Sagde Robin. "Lad os skynde os" Han begyndte at løbe, men vi fik ikke løbet mere en de par skridt før der lød et brag, og  hele bygningen rystede. "De destruere sig selv for at komme ind! vi må skynde os" Robin løb alt hvad han kunne med Ryan og mig efter sig, Han skyndte sig ind i rummet for enden af den lange gang og løb direkte hen til kontrolpanelet hvor alle knapperne var. "Satans hvad for en er det?" Robin begyndte at trykke på knapperne som skilte sig mest ud fra de andre. Oppe på en stor skærm kom der med store røde bogstaver. 'Robotter destrueres om 30 sekunder' "Yes man det lykkedes" Råbte Ryan og hoppede op og ned som et barn der glædede sig til juleaften. "Det der skal i tre få betalt!" var der pludselig en stemme bag dem der sagde. "Sam?" sagde Robin overrasket. Jeg kiggede undrende på Robin. "Sam?" Spurgte jeg og så over på robotten. "Det der var min bedste ven" Sagde han stille. Og robotten grinte hånligt. "Jeg skal nok sørge for at i mennesker ikke får noget lykkeligt liv, selvom i har ødelagt os!" sagde Sam og gik hen til en computer der var næsten ved siden af ham. "Hvad er det du gør, Sam stop!" Robin løb en mod Sam for at stoppe ham, men Sam slog ham bare væk. Med store røde bogstaver stod der nu på skærmen. 'Kimærenes bure åbnes' Robin kiggede på skærmen og så på Sam "Kimære? Sam hvad er en Kimære?" Spurgte han skræmt. Sam smilte og begyndte at grine højt. "Endnu en af din fars tåbelige påfund han satte sig ind for mytologi En kimære er et mytologisk væsen, som din far absolut ville prøve at skabe. Det er et ildsprudende uhyre, som er en blanding af slange, løbe og ged." grinte Sam som svar. "Det er da umuligt!?" Råbte Robin med skræmte øjne. Kyo kiggede på ham. "Det var det ikke med min hjælp!" Sagde han, med et hånligt smil. Chippen bag i hovedet blev deaktiveret, og Sam faldt om. Robin, Ryan og mig løb hen til vinduet hvor vi kunne se disse monstre løbe hen over marken, hen over de hundredevis af døde roboter. "Åh nej" sagde Robin bange. "Nu bliver det måske først en mareridt for menneskeheden" sagde jeg trist. Ryan greb sit våben. "Men man kan da idet mindste kende dem" sagde han, og begyndte at gå hen mod døren. "Lad os dræbe de Fucking kimærer, der er ikke så mange!" sagde han. Robin smilte. "ja der er højst.." Han kiggede ud af vinduet hvor vi kunne se der ikke kom flere ud af buret. " højst 200 af dem. helt svært kan det ikke være, i forhold til tusindvis af robotter" sagde han med et nærvøst smil. "Du har ret, så lad os hellere komme i gang" smilte jeg og greb mit våben, klar til den nye krig, imod kimærene.

Infection

Hele mit liv havde jeg været nattemenneske. Det havde ofte været træls når jeg skulle op og i skole, eller på arbejde. Men jeg havde altid haft svært ved at sove om natten. Uanset hvor træt jeg havde været om dagen så vågnede jeg altid op ved aften tid. Det føltes rart at være oppe om natten. Det var behageligt, og der var stille rundt omkring. Jeg nød stilheden. Det var noget af det bedste.

Jeg var 20 år gammel og næsten lige flyttet hjem til en ven. Han var min barndomsven og på samme alder med mig. Vi havde stort set levet hele vores liv sammen, som brødre. Vi havde de samme interesser, og oftest de samme meninger om alle ting. Vi skændes ofte men blev altid venner igen på 5 minutter. Vi begge elskede dyr, og ville det samme med vores liv, så vi gik også på samme skole. De perfekte bofæller.

Den eneste forskel på os var, at han var dags menneske. Det gjorde mig naturligvis intet. Vi havde begge tilpasset os hinandens dagsrytmer. Men desværre var det vores forskellige dagsrytmer der endte med at tvinge os fra hinanden så vi begge endte med at tro hinanden var død. Eller blevet smittet med en døds virus der på få uger hærgede hele jordens befolkning. En virus der forvandlede mennesker til morderiske psykopater. Så selv ens bedste ven, ikke ville kunne lade være med at dræbe dig.

Det hele startede en almindelig søndag aften. Klokken var 23 og min Bofælle Wolter, havde allerede lagt sig til at sove. "Sover du?" Spurgte jeg lavt nok til ikke at vække ham, hvis han nu sov. Jeg sukkede for mig selv og gik ud i køkkenet. Vi boede i en 1 værelses lejlighed. Så stuen var også vores soveværelse. Jeg ville nødigt vække ham. Jeg vidste at jeg også burde sove. For vi skulle tidligt op og i skole næste morgen. Men jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove endnu, selv hvis jeg prøvede. Jeg satte mig ved køkken bordet og læste nyhederne på min iphone. Top nyheden handlede om at mange i USA var ramt af influenza. Kedeligt. Tænke jeg. Det var jo efterår, så selvfølgelig fik folk influenza, det var normalt på denne årstid. Jeg strakte mig, og gabte et fremtvunget gab, i et forsøg på at gøre mig selv træt. En halv Time efter rejste jeg mig og gik ud og tog mine sko på. Jeg ville gå mig en lang Tur og så prøve på at sove når jeg kom hjem igen, besluttede jeg mig. Inden jeg gik ud af døren så jeg på min iphone. Den havde kun 15 procent strøm tilbage så jeg satte den i opladeren, jeg skulle jo alligevel ikke bruge den på gå turen.

Jeg listede ud i opgangen, og gik med forsigtige skridt ud på forsiden. Jeg grinte af mig selv, over at jeg listede selvom jeg vidste jeg ikke kunne vække Wolter herude. Jeg lukkede øjnene og mærkede en blid kølig vind ramme mit ansigt. Jeg overvejede hvilken rute jeg skulle gå, men besluttede mig hurtigt og drejede til højre ned imod havnen.

Da jeg nåede havnen, irriterede det mig at jeg havde ladet min iphone blive hjemme, så jeg ikke vidste hvad klokken var, jeg vidste turen herned normalt tog ca. halvanden time, og jeg havde mest gået og daset den af på turen. Jeg satte mig på en bænk, for at slappe af i fødderne, inden jeg gik videre. Jeg var næsten halvvejs på ruten, og manglede bare at gå en anden vej tilbage. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg tænkte på, men jeg var forsvundet ind i mine tanker. Jeg havde sat der længe, da et lysglimt vækkede mig fra mine tanker. Jeg rejste mig hurtigt op i chok og kiggede rundt. Først efter nogle sekunder lød der et enormt brag, som om en bombe var sprunget ikke langt derfra. Jeg opdagede at lysglimtet kom nogle husblokke væk, på den anden side af havnen.  Jeg stod i et minuts tid, og stirrede på de høje flammer, der brændte. Det var heldigvis langt fra hvor jeg var, og endnu længere væk fra vores lejlighed. Til sidst bakkede jeg nogle skidt baglæns før jeg vente mig om og begav mig hjemad. Jeg følte mig stadig lidt i chok over hvad det mon var der var sprunget i luften, og jeg havde ikke hørt nogle brandbiler. Underligt. Jeg gik langsomt hjemad, jeg havde jo ikke travlt selvom at jeg var skræmt. Mine skræmte tanker blev dog afbrudt da jeg opdagede at en anden brandalarm gik i gang i en lejlighed på 2. sal, cirka 20. meter længere fremme.

Jeg hørte en kvinde der skreg. Jeg stoppede op, og så skræmt op imod det. Idet samme blev vinduet ved siden af flammerne knust, og jeg hørte et kvindeskrig, og en krop landede på jorden, nedenfor vinduet. "Så kan du fandeme lærer det din kælling!" Råbte en mandestemme, og jeg så en skikkelse oppe i vinduet. Jeg skyndte mig hen til kroppen, hendes ansigt var næsten brændt væk, som om hendes hoved var blevet holdt inde i flammerne. Jeg kiggede forvirret rundt. I husene rundt omkring kunne jeg høre flere stemmer der råbte. Døren ved siden af mig, gik op. "Hvad laver du ved min kone!" Råbte en mand rasende og pegede på mig, med et bat. "Ikke noget!" Svarede jeg hurtigt, og gik baglæns væk fra ham. "Kan du komme væk!" Skreg han, og begyndte at løbe imod mig. Jeg drejede hurtigt rundt, og begyndte at spurte så hurtigt jeg kunne. Bag mig kunne jeg høre ham råbe og skrige om at jeg ville myrde mig. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg følte mit hjerte hamre afsted, som om jeg havde løbet ti kilometer. Da jeg havde løbet i nogle minutter, kunne jeg ikke længere høre ham råbe og skrige bag mig. Jeg tog chancen og stoppede. Han var ikke og se.

Jeg faldt ned på knæ, og hev efter vejret. Sveden fra min pande dryppede ned på fortovet under mig. "Hvad fuck.. hvad fuck skete der" Hviskede jeg til mig selv. I det fjerne kunne jeg høre mange forskellige skræmmende lyde, som var jorden ved at gå under. jeg kunne høre skud, brandbiler, politibiler, og skrig og råb, og andre lyde jeg ikke kunne bedømme hvad var. En bil nærmede sig, og jeg rejste mig langsomt op. Den køre langsomt forbi, og stoppede nogle meter fra mig. Jeg stod stille og så forvirret, og skræmmende hen imod den. Vinduet blev rullet ned, og et gevær kom til syne. Inden jeg fik set mig, om blev der trykket, på aftrækkeren. Jeg smed mig hurtigt ned i græsset, og kunne høre bildørene gå op. "Fik vi ham!" Råbte en stemme. "Det tror jeg" Svarede en anden og jeg kunne høre de kom nærmere. Hurtigt kravlede jeg væk fra dem, og ind i det høje græs. "Han er her ikke, vi må finde ham" Sagde en af stemmerne igen. "Kom lille kittykat. Mis mis mis!" Råbte en af dem. Hvad fandet var det der skete? Er alle gået fra forstanden? Tænkte jeg. Jeg må væk, i en fart. Jeg rejste mig langsot op. Og kunne se de havde lommelygter begge to. De var heldigvis ikke gået ind i græsset endnu, men var kun ude i rabatten. Jeg tog chancen og begyndte at løbe i modsatte retning hen over græsmarken. "Der er han!" Råbte en af dem med det samme, og der lød en masse skud, men jeg blev ikke ramt. Hvem end de var så var de heldigvis ikke fulgt efter mig. Da jeg kom ud på den næste vej, valgte jeg ikke at gå på fortovet med inde i skyggerne hvor jeg hurtigt kunne gemme mig. Jeg anede ikke længere hvor jeg var. eller hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem. Men jeg regnede med at jeg gik den rigtige vej. Jeg skulle bare ind imod centrum.

Efter hvad der føltes som flere timers gåtur, vidste jeg stadig ikke hvor jeg var. Jeg var kommet ind i byen, men havde ikke fundet nogle skilte der pegede imod centrum. Jeg kom til et mørkt kvarter. Alle gadelygterne var smadret, bortset fra en, som stod og blinkede regelmæssigt, der lå en bil som var total smadret, jeg gik hen imod den, og stoppede nogle meter derfra. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere da jeg opdagede den skarpe lugt af blod, da lugten stod tændt i nogle sekunder, kunne jeg også se hvordan sæderne var smurt ind i blod.  Jeg skyndte mig at bakke væk derfra og kunne se at baggage rummet stod åben. Den var fulgt med kufferter. Mon det var en familie der havde prøvet på at flygte ud af byen? Tænkte jeg, og skyndte mig videre.

Jeg nåede ikke langt før der kom en bil imod mig. Jeg kunne allerede fra lang afstand høre nogle høje sindsyge grin og skrig der kom fra den. Jeg skyndte mig at gemme mig imellem to skraldespande. Heldigvis kørte bilen videre uden af sænke farten. Så snart dens lys var væk løb jeg hurtigt videre.

Jeg nærmede mig en tankstation, og et lys kryds. Mine øjne lyste op i glæde, da jeg genkendte stedet. Nu vidste jeg endelig hvor jeg var, hvis jeg løb, kunne jeg være hjemme på en halv times tid. Jeg løb over vejen, men et lys blændede mig, og fik mig til at stoppe. Det lød et højt vin, og jeg bakkede væk fra det og snublede over en kantsten. Da jeg fik mit syn igen få sekunder efter hørte jeg flere bildøre smække, og da jeg så op opdagede jeg, at jeg var omringet. Flere pistoler, og geværer pegede ned på mig. Jeg kiggede forvirret rundt, men kunne tydeligt se at jeg umuligt ville kunne flygte. "Tal!" Beordrede en af dem. Jeg kiggede forvirret på ham. Han Ladte sin pistol. "Hvem er du? Er du smittet?" Spurgte han. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Smittet?" Gentog jeg forvirret. En anden trådte en skridt nærmere. "Lad os bare nakke ham!" Sagde han. "Hold kæft!" Sagde den første. Har du haft kontakt med nogle af de sindsyge stoddere der render rundt?" Spurgte han hårdt, imens han stadig sigtede på mig. Jeg rystede igen på hovedet. "Nej. ikke nærkontakt, men.. der har været en hel del efter mig" Sagde jeg stille, og håbede på at dette svar ikke førte noget værre med sig. De kiggede op på hinanden og udvekslet nogle blikke. "Godt så" Sagde den første, greb fat i min arm og hev mig op. "hvad laver i?" Sagde jeg skræmt, da de kastede mig ind på bagsædet, af en af deres biler. "Vi tager dig med" Svarede en af dem. "Nej vent" sagde jeg skræmt og tog fat i håndtaget og prøvede at åbne døren. Men den var låst. "Jeg Kan ikke tage med jer, jeg skal hjem til min kammerat" sagde jeg, og hev stadig i dørhåndtaget. "Stop det der!" Råbte fyren der sad på bagsædet med mig. Den samme fyr, som havde sagt de bare skulle slå mig ihjel. "Din ven er død! Næsten alle i byen er døde, Se dig omkring!" Sagde han, og jeg kiggede rundt. De havde ret, det hele lignede en slagmark. Hver tredje bygning stod i flammer, og der var lig rundt omkring i gaderne som vi kørte forbi. "Men min kammerat, måske er han i live" sagde jeg lavt. "Hvor bor din kammerat" sagde fyren der kørte bilen. Han så i bakspejlet og fik øjenkontakt med mig. Han så venligt ud, og var den samme, som der havde taget mig med ind i bilen.  "Vi bor sammen, nede ved centrum" sagde jeg lavt, og håbefuldt. Han rystede på hovedet. "Så er det desværre ikke muligt. Vi kommer lige derfra, alt derinde er dødt og kaos, vi mistede selv nogle folk derinde" Sagde han på en medfølende, og venlig måde. Jeg lagde mig tilbage, og mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. Wolter er død, det kan ikke passe at han er væk. Tænkte jeg og lukkede mine øjne.