In a new world

Jeg gik ned af de mørke gader, og det var en kold og mørk morgen. Det var første dag jeg skulle i skole, hvor min bedste ven ikke var der. Hun var flyttet, og vi havde været bedste venner siden første klasser. Vi havde fulgtes ad, i tykt og tyndt, nat og dag, medgang og modgang. Klassen havde kaldt os for kærester, men der havde aldrig været andet end venskab. Både i folkeskolen og nu på vores uddannelse, havde folk lavet grin med os, men det havde vi været vant til, og vi havde altid bare grint af dem. På grund af vore tætte venskab, havde vi aldrig snakket med andre, og derfor var jeg nervøs for hvordan dagen mon ville gå. Jeg forventet dumme kommenterer og at blive grint af som altid. men jeg ville nok ikke tage det ligeså let, nu hvor jeg var alene. Hvorfor skulle hun også flytte? Jeg havde egentlig ikke rigtig fået en forklaring. Hun var bare væk, og at besøge hende ville tage næsten en hel dags rejsen. Jeg nåede op til skolen, og stoppede op og kiggede op imod den. Tanken om hvordan dagen ville gå, gav mig en klump i halsen. Jeg rystede på hovedet i et forsøg på at få de ubehagelige tanker væk. Da jeg nåede klassen skyndte jeg med lydløse skridt hen på min stol. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at undgå øjenkontakt med alle. Heldigvis var der ingen der bemærkede noget og dagen gik smertefrit. Ikke én person sagde så meget som et ord til mig. Alle de kommende dage og uger gik på samme måde. Ingen sagde så meget som et ord til mig, og jeg begyndte at føle ensomheden trække ind over mig, og jeg fik det ofte, som om at min stemme var væk. de eneste ord jeg fik sagt, var nor jeg talte til mig selv derhjemme, eller når læren snakkede til mig i skolen. og så de få ord man ofte siger når man er ude og handle som "hej" og "nej ellers tak" og "fortsat god aften" ofte måtte jeg hoste en gang inden jeg kom op til kassen for at være sikker på at jeg kunne få en stemme ud af min mund. Det var virkelig ensomt. En ensomhed jeg aldrig før havde følt. Jeg kunne ikke fatte at det overhovedet var muligt.

Jeg hørte et højt brag da læren smed en stor bunke papirer ovenpå sit skrivebord. Braget fik mig til at se op, men jeg gemte hurtigt mit ansigt i mine hænder og lukkede øjnene. "I dag skal i for første gang lave gruppe arbejde!" Råbte læren højt. Hendes stemme var skinger og hun råbte højt nok til at selv jeg, nede bagerst i klassen, fik ondt i ørene af det. Åh nej! Tænkte jeg. Ikke gruppearbejde! Jeg sukkede. Hun begyndte at råbe navne op to og to. "Taylor og Robin!" Råbte hun til sidst. Nogle af de andre fniste og jeg kunne høre nogle viske "De to freaks" Jeg åbnede øjnene og kiggede ud igennem to af mine fingre, og prøvede at se hvem det var der grinte. En fyr i en hvid T-shirt og en åben ternet skjorte satte sig ned på den anden side af mit bord. Jeg fjernede min ene hånd fra mit ansigt så jeg kunne se ham. Han var ret bleg, og havde lyst hår, han kiggede mig ind i øjnene, på en skummel studerene måde. "Temaet er eventyr" sagde han med en mørk stemme. "Kender du noget til det?" Jeg skyndte mig at kigge væk for at undgå øjenkontakt. "Ikke rigtig" Svarede jeg usikkert. "Slet ikke?" Spurgte han. "Hvad ved du?" sagde han inden jeg nåede at tænkte. "Noget må du da vide? Det er eventyr?" Alle spørgsmålene væltede ind over mig. Eventyr, det er da et nemt emne tænkte jeg. Der er de der tal der går igen. Min puls begyndte at hamre afsted, og en dunkene hovedpine gjorde hurtigt mine svar uklare igen. For pokker da! Jeg tog begge mine hænder op til hovedet for at afkøle min pande. "Så svar dog?" Sagde Robin lavt. "Et... øjeblik" Skyndte jeg mig at svare og gik hurtigt ud af rummet, og ned i kælderen til drengenes toilet. "Pokkers" Skyndte jeg mig at sige og kastede noget kold vand i mit hoved. Da jeg kiggede op på spejlet igen opdagede jeg Robin bag mig. I en hurtig bevægelse vendte jeg mig rundt og så blev alt mørkt.

En stikkende smerte sad i min hals da jeg åbnede øjnene. Jeg kiggede op og Robin stod og så ned på mig. "Du gled" Sagde han koldt, men smilte til mig. "Gled?" Gentog jeg. Den stikkende fornemmelse i min hals blev brændende og det føltes som om det blødte. Han rakte en hånd til mig og trak mig op. Jeg kiggede i spejlet med der var intet at se på min hals. "Er du okay?" Spurgte han roligt. Jeg nikkede. Men kunne mærke min krop rystede endnu, efter chokket. "Jeg tror jeg er okay" Skyndte jeg mig og sige og trak en dyb indånding. Jeg tænkte kort over hvad jeg huskede. "Så du hvad der skete da jeg gled?" Spurgte jeg nervøst, og så på ham. Han nikkede og så på mig, og vi fik øjenkontakt. Hans øjne var en utrolig farve. De var næsten umenneskeligt gule. "Gulvet var vådt" sagde han roligt. Vi gik hen imod klasse værelset i stilhed. og stoppede op foran døren. "Jeg tror jeg smutter hjem" sagde jeg lavt, og så ned i gulvet for at undgå øjenkontakt med ham. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han så på mig. Jeg fik skyldfølelse over at jeg ville forlade ham, nu vi skulle til at arbejde sammen. men jeg havde det skidt over faldet, og jeg undrede mig over at jeg ikke kunne huske jeg var faldet. Det eneste jeg kunne huske var hans spejlbillede der jeg havde kigget ind i spejlet. Han havde stået lige bag mig. Havde jeg virkelig bare fået sådan et chok at jeg var faldet? Kvalmen boblede nede i min mave, og jeg havde mere hovedpine end jeg havde haft da jeg havde forladt klasselokalet. Jeg undrede mig over hvad der var sket, men valgte alligevel at stole på det Robin havde sagt, med at jeg var faldet. Hvorfor skulle han også have skuppet mig? Det ville ikke gi mening, jeg kendte ham jo ikke. Jeg havde ofte set ham i klassen, men havde alligevel ikke lagt mærke til hvem han mon var. han havde for det meste sat for sig selv. Bagerst i klassen. Og han havde vidst også gået i klassen ligeså længe som mig. I et kort øjeblik fik jeg dårlig samvittighed over at jeg egentlig aldrig havde snakket med ham. Han var tydeligvis ligeså ensom som mig. han havde ingen venner i klassen, og de to piger havde jo også kaldet ham en freak. Ligesom jeg selv var, i deres syn. En ensom freak. "Fint" svarede han. "Jeg følger dig hjem" Jeg så overrasket op på ham. "Nej det.." Han afbrød mig. "Jeg følger dig hjem" Sagde han igen og så mig ind i øjnene. "Du er lige faldet, og er muligvis kommet til skade, jeg fortæller det til læreren, vent her" Sagde han og åbnede klassens dør, og gik derind. Jeg bakkede hurtigt nogle skridt og begyndte at gå. Hvorfor skal han nu til at følge mig hjem? Jeg kan sagtens gå selv. Jeg skyndte mig ud på parkeringspladsen og videre rundt om hjørnet. Jeg kiggede bagud og sukkede. "Måske var det lidt ledt gjort" sagde jeg lavt til mig selv, og fik en anelse skyldfølelse. Jeg så ned i jorden imens jeg gik med lange hurtige skridt. Pludselig med et blev jeg svimmel, jeg stoppede op og lænede mig op af en mur, og lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Jeg trak nogle dybe indåndinger, og åbnede så øjnene igen. Alt omkring mig var gråt. Træerne, vejen og himlen. "Hvad fanden?" sagde jeg lavt og rettede mig op. Pludselig begyndte der at blæse kraftigt, og visne blade fløj op fra jorden, og fløj imod mig. jeg løftede armene op, for at beskytte mit ansigt, men nogle af dem ramte mig, og lavede rifter. Jeg lukkede øjnene for også at beskytte dem. Da jeg åbnede dem igen, var alle bladene væk, og den grå himmel blev langsomt rød i stedet. En høj rumlen steg op fra jorden, og jorden begyndte at ryste. Husene omkring mig begyndte at falde sammen, og jeg havde svært ved at holde mig stående. Jorden begyndte at sprække nogle meter fra mig, og jeg trak mig nogle skridt tilbage. "Nej nej nej!" Råbte jeg og faldt bagover. Jeg skyndte mig hurtigt at åbne mine øjne for at se hvor jeg skulle flygte hen, men alt var lyst, og stille. "Hvad er der sket?" Sagde en velkendt stemme. Jeg kiggede op og Robin satte sig på huk foran mig. "Du slog vidst dit hoved mere end vi troede" sagde han. Jeg kiggede forvirret rundt. Himlen? tænkte jeg forvirret og så op imod den. Den var blå og nogle fulde fløj pippende forbi. "Fugle?" sagde jeg lavt. Robin så op imod dem. "Ja de er fine, kom så vi skal have dig til lægen" sagde han og tog fat i min arm og trak mig op.

Da jeg vågnede var det nat. Jeg satte jeg mig hurtigt op. jeg kunne næsten intet se i mørket, men fandt og tændte en lampe der stod ved siden af mig. Jeg lå på en sofa i en stue. Gardinerne var rullede for. Og der var intet tv, eller andre elektroniske ting at se. "Nå så er du vågnet" Sagde en stemme. Robin trådte frem. "Lægen sagde du intet fejlede, du var bare i chok" sagde han og satte sig ned ved siden af mig. "Hvorfor er jeg ikke hjemme?" Spurgte jeg nervøst. Han så på mig. "Hvis jeg var ved lægen hvorfor er..." Min stemme knækkede. En lille smil kom frem på hans læber. "Rolig" sagde han lavt. Du besvimede på vej derhen så jeg tog dig herhjem og fik lægen til at komme og tjekke dig her" Jeg sukkede, og kiggede væk. Jeg tænkte hurtigt tingene igennem. Ja det gav vel fin mening det hele. Ingen hjernerystelse. Jeg havde bare været i chok efter faldet. I chok efter faldet, som jeg ikke engang kunne huske havde fundet sted. Jeg havde vel fortrængt det. "Er du sulten?" Spurgte Robin mig, og han rejste sig op. Jeg tænkte kort over det, og rystede så på hovedet. "Jeg må nok hellere komme hjem" sagde jeg lavt. "Jeg ville helst ikke være til mere besvær for dig" Robin vendte sig om og så på mig. "Du har da ikke været til besvær, det er da rart når der sker noget spænderne i stedet for altid den kedelige hverdag" Jeg rystede på hovedet. "Jeg har da ikke været til andet end besvær" Sagde jeg med et falsk smil. Jeg sad stadig på hans sofa, og han stod i dør åbningen ud til køkkenet. Der var en kort stilhed, som nok kun varede nogle få sekunder, men det føltes som en evighed fordi at tankerne fløj ind og ud af mit hoved. "Skal jeg følge dig hjem?" sagde han så, og gik hen til vinduet, og trak gardinet fra så han lige kunne se ud af en lille sprække. Jeg rystede på hovedet. "Hvis lægen sagde jeg var okay, så sker der nok ikke noget denne gang" sagde jeg med et smil. Han nikkede. "Det tror jeg heller ikke" sagde han venligt. Jeg rejste mig og gik hen til ydredøren, hvor mine sko stod. Imens jeg tog dem på rørte Robin sig ikke han, stod bare ved vinduet og kiggede ud. "Nå men..." sagde jeg lavt og prøvede at finde en måde at takke for det hele på. ".. Vi ses henne på skolen i morgen" Robin trak gardinet for igen. Og kom hen til mig. "Eller i overmorgen, måske man skulle pjække i morgen, nu når klokken er blevet så mange" sagde han med et venligt smil. "Ja" Grinte jeg, og trådte udenfor. "Vi ses" Sagde han og lukkede døren bag mig.

Jeg kiggede rundt og kunne hurtigt se hvor i byen jeg var. Jeg gik med lange skridt ned af gaden, imens tankerne stadig kørte rundt i hovedet. Underlig dag, tænkte jeg. og prøvede at holde de mange tanker ude af hovedet. Et sted havde jeg lyst til at tænke det hele igennem, og prøve at få det hele til at gi mening. men jeg vidste at hvis jeg prøvede ville jeg bare få hovedpine igen, for jeg kunne umuligt få de mange ting til at gi mening. Jeg kiggede på klokken. Den var halv tre om natten. Jeg sukkede, og vidste at turen hjem ville tage mindst en time. Men på den anden side så var jeg frisk og vidste jeg ikke ville kunne sove de næste mange timer, jeg havde trods alt være besvimet næsten hele dagen. Det var en meget stille nat, jeg kunne ikke høre nogle lyde udover vinden i bladene. Der var end ikke en bil i det fjerne. Jeg gik, og så op i himlen, de mange stjerner lyste klart, men kulde gysningerne, skyllede ind over min krop, og jeg tvang mig selv til at se væk, da jeg kom i tanker om de tvang forstillinger jeg havde setinden jeg var besvimet. Min puls blev hurtigere ved tanken, og jeg skyndte mig at tænkte på noget andet. "Åndsvage dag!" Hviskede jeg aggressivt til mig selv. Jeg gik igennem parken, der var stort set altid fredeligt, og det var rart at gå igennem, noget natur frem for de grå gader, selvom det var for mørkt til at man kunne nyde naturen. Nogle stemmer i det fjerne afbrød den fredelige tavshed. Det lød som nogle unge mennesker der festede. og også som om de var inden, i parken et sted. Jeg tog en dyb indånding. Noget blinkene lys, kom til syne længere fremme, og hurtigt kunne jeg se, at de havde gang i bålet, som lå tæt ved grus stien. En pige trådte frem imod mig. "Hej Taylor" sagde hun med en sød hviskende stemme. Hendes skønhed havde næsten en fortryllende virkning på mig. Hun havde langt sort hår, rød læbestift, og en sort lårkort kjole. "Kender jeg dig?" Spurgte jeg en smule forvirret. Hun greb blidt fat i min trøje og trak mig langsomt hen imod bålet. Hun tog sin hånd op og kærtegnede min hals. "Nej" sagde hun venligt.