Jeg vågnede og strakte mig. Solen skinnede varmt på mit ansigt, ligesom alle 365 dage om året. Jeg kiggede rundt i mit tomme værelse. Det eneste i lokalet var min seng. Mere havde jeg ikke brug for. Et lille vindue som sendte solens stråler ind, og ellers tomme hvide vægge. Sådan så mit værelse ud. Næsten alle havde små værelser ligesom mig. For ingen havde rigtig nogle grund til at være hjemme udover når de sov, hvilket man jo desværre havde brug for. For det at sove, var snart det mest skræmmende. For et års tid siden var nogle folk begyndt at bryde ind i værelserne om natten og hver eneste nat var der nogle der var blevet myrdet. I det samme hyret jeg er skrig. Jeg for ud af sengen og ud på gangen. "Mine børn!" Skreg en kvindestemme. Jeg løb en i værelset ved siden af mit. Min nabo, en kvinde i 30erne stod og græd. Der var blod på gulvet og hendes lille 3 årlige barn og hendes nyfødte baby var væk. Jeg valgte hurtigt at bakke ud af værelset og løb ned af gangen og ud af døren. Jeg skyndte mig at trække nogle dybe indåndinger. Tænk at min nabo var en af dem de havde taget i nat. Tænkte jeg. Det kunne ligeså godt have været mig. Jeg gøs ved tanken, og prøvede at ignorere de tanker, og tog en pose om af lommen, og kiggede i den. Jeg havde omkring 20 guldmønter. Jeg slikkede mig om munden af tanken om mad og gik ind til slagteren. "Godmorgen" skyndte jeg mig at sige. En pige stod bag disken. "Hvad skulle det være?" Spurgte hun. Jeg kiggede igennem glasset ved disken for at se priserne. En hånd kostede 5 guldmønter. En underarm kostede 7 og en overarm 10. Jeg kiggede igen på pigen. Gun havde et navneskilt på. Emma. "Har i kun Arme tilbage?" Spurte jeg. Hun nikkede. "Ja resten er solgt, men vi får noget nyt hjem fra fængslet senere idag" sagde hun lidt munteret. "Okay så bare stik mig en overarm" svarede jeg. Hun smilte venligt til svar og stak armen i en pose og gav den til mig. "Tak" sagde jeg Jeg og gav hende 10 guldmønter, og vente om og gik ud af døren.
Kort efter var jeg på min arbejdsplads. Et ældre ægtepar havde ansat mig til at arbejde for dem. Gøre rent, rydde op osv. Det var er hyggeligt job. Parret havde ret mange guldmønter. Hvorfra vidste jeg ikke. De havde bare råd til alt hvad de havde brug for og også til at have mig ansat. Dagen gik hurtig med oprydning og der var altid noget der skulle laves heldigvis. I pausen ristede og spiste jeg min overarm. Og før jeg vidste af det fik jeg fri. "Tak for i dag Taylor" sagde konen muntert. "Selv tak, sagde jeg og bukkede høfligt" hun fant 15 guldmønter frem. "Værsågod, her er din dagløn, vi ses igen i morgen" sagde gun og vente sig om. "Ja vi ses" sagde jeg glad og lukkede døren efter mig.
Mørket var ved at falde på, og det var blevet sent idag. Normalt var jeg hjemme inden mørket faldt på. Skal jeg mon købe noget aftensmad? Tænkte jeg imens jeg gik ned at grusstien der førte op til huset de gamle boede i. Idet samme stødte jeg ind i en, og væltede bagover. "Av for he.." Jeg så op og en lyshåret fyr så ned på mig. "Hvem er du?" Spurgte jeg hurtigt. Der var stille er øjeblik. Han så skummelt ned på mig. "Jeg kunne spørge dig om det samme" sagde han. jeg fik kulde gysninger af ham. Måske han var en psykopat? Jeg stirrede lidt skæmt på ham. Et lille smil bredte sig på hans læber. "Skal du have hjælp?" Sagde han og række sin hånd ned imod mig for at hjælpe mig op. Jeg tøvede kort men tog så imod den, og han træk mig op. "U-undskyld jeg støtte ind i dig" sagde jeg hurtigt. Han så mistænkeligt op og ned at mig. "Det er okay" svarede han skummelt. "Hvad laver du her?" Spurgte han. Jeg skulle egentlig til at spørge ham om det samme. "Jeg ... åhm" jeg pegede op imod huset. "Jeg arbejder for dem" skyndte jeg mig og sige selvom min stemme knækkede. "Aha" svarede han. Han stirrede stadig mistænkeligt på mig. Og jeg ville ønske jeg kunne læse hans tanker for den måde han stirrede på mig. Jeg bakkede et par skridt forbi ham. Så han stod op imod huset, og jeg imod vejen. "Men jeg må hellere komme videre" sagde jeg nervøst. "Du ved inden det bliver mørkt" Jeg pegede imod himlen. Jeg lukkede kort øjnene. Tag dig sammen Taylor! Tænkte jeg til mig selv. Jeg kiggede igen på han. Hans ansigts udtryk var en smule ændret og han smilte lidt skummelt. "God idé" svarede han. "Så vil jeg gå op til.." han standsede kort. "Mine bedsteforældre" jeg nikkede og vendte mig hurtigt om og gik så hurtigt væk jeg kunne. Inden jeg nåede ned til vejen vente jeg mig om og kiggede hen imod den lange grussti. Men fyren var ikke og se. Hårene i nakken rejste sig på mig og jeg satte ubevidst i løb og løb hele vejen indtil jeg nåede hjem. Jeg skyndte mig op på mit værelse, låste døren og satte mig forpustet i min seng.
Næste morgen vågnede jeg ved at en lækker duft af stegt kød spredte sig. Jeg skyndte mig at komme i tøjet og gik forsigtig ud på gangen hvor der stod en grill der var ved at grille en arm og et ben. "Sulten Taylor?" Spurgte en pige mig jeg kendte hende ikke rigtig, men jeg vidste at hun boede længere oppe af gangen. hun rækte mig en tallerken med kød. "hvad sker der?" Spurgte jeg mistroisk, og kiggede overrasket men misteoisk på kødet. Det så lækkert ud, men hvor tit havde nogle lige tåd til at dele ud af sin mad, uden skumle bagtanker. Hun smilte til mig. "Det er grillede lår" grinte hun. Imens hun stadig rækte tallerknen hen imod mig. "Jaja jeg mente også hvad sker der? Hvem er det i æder?" Sagde jeg lidt hårdt. Hendes smil forsvandt kort, men så smilte hun igen. "Det er bare din nabo" fnyste hun "Hun begik selvmord i nat" smilte hun venligt. Jeg nikkede. "Nåh okay" Jeg trak på skuldrene og tog tallerknen som hun rækte imod mig. "Undskyld jeg råbte" sagde jeg hurtigt til hende. Hendes smil blev større. "Det er okay" svarere hun. Så tog jeg kødet af tallerknen "vi ses" sagde jeg og vendte mig om og gik inod udgangen. Solen var kun lige stået op, så jeg var tidligt på den. Det var kun nu folk var ved at stå op. Jeg kiggede rundt og lyttede. Hvor mon morderne havde slået til i nat? Tænkte jeg. Og på hvem? En gammel? En ung? Jeg var nysgerrig efter at vide det, og alligevel ikke. Hver gang det var en ung person, strejfede tanken mig altid at det vel ligeså nemt kunne have været mig. Hvordan mon de vælger hvem deres offer er? Er det min en de har et mellemværende med, eller en tilfældig? Jeg kiggede hen imod Emmas butik, hvor jeg normalt altid handler. Heldigvis var jeg da fri for at bruge guldmønter idag. Jeg kiggede smilene på mit stykke kød som jeg gik og spiste af. jeg fik hurtigt spist alt kødet på knoglen og smed så knoglen i en skraldespand. jeg klappede mig mæt på maven. det var sjældent at jeg fik morgenmad, så det var en rar følelse for en gang skyld at få mad fra morgenstunden. "Taylor!" råbte en velkendt stemme. Jeg vente mig rundt. "Sam? Hvad er der?" Jeg havde kendt Sam det meste af mit liv, vi var på samme alder og han var en af de få der ikke kendte opholdt sig i bander ligesom jeg selv. Han løb hen til mig. "Hvad så?" Spurgte jeg ham. "Du må hjælpe mig med et job?" Sagde han hurtigt. Han car lettere forpustet. "Hvorfor det?" Spurgte jeg imens jeg gik videre. "Fordi min chef er død, og jeg har ingen penge. Seriøst jeg sulter! Har din chef ikke et ekstra job? Bare i nogle dage så jeg har tid til at finde et andet?" Han fulgte ivrigt med. Jeg rystede på hovedet. "Jeg kan ikk hjælpe, hvis de skal betale os begge, ville jeg bare få færre penge" sagde jeg koldt, og så væk fra ham, for ikke at så øjenkontakt. "Kon nu Taylor det er bare nogle dage?" Jeg standsede op da jeg kom til den lange grusvej, der første op til huset. Jeg kiggede op af den og sukkede. Så kiggede jeg på Sam. Han var ligeså fortabt som mig, han havde ingen venner og ingen familie. Og havde jeg været i hans situation havde jeg Også ønsket at en bekendt kunne hjælpe mig. "Så okay da, vi kan da spørge" sukkede jeg. "Tak!" Sagde han glad og hans ansigt lyste op i glæde. " men jeg kan intet love, det er jo dem der bestemmer" sagde jeg, og begyndte at gå op af stien. Sam fugte med. Vi gik op af stien i pinlig tavshed, ingen af os var særlig vant til st snakke med folk, og hvad var der også at snakke om. Tavsheden fik mig til at tænke på den uhyggelige lyshåret dreng, jeg mødte igår. Men jeg skyndte mig at ryste det ud af hovedet igen. "Hey hvad så?" Spurgte Sam mig pludselig. "Du ser pludselig så bleg ud?" Jeg skyndte mig at se på Sam. "Nåh der er skam ingenting" svarede jeg hurtigt og fremtvang et smil. Vi nåede til terrassen og jeg gik op og bankede på døren. Den gamle dame åbnede. Hun så først lidt forvirret på Sam og kiggede så på mig. "Hej Taylor er du her allerede så tidligt?" Sagde hun. Jeg nikkede. "Ja og jeg har min ven Sam med idag" hun kiggede igen på ham. "Javel ja" svarede hun. Jeg kiggede på Sam og så på min arbejdsgiver igen. "I mangler vel ikke en smule arbejdskraft frue" Sagde Sam og trådte et skrid frem. Hun kiggede lidt på Sam og smilte så. " Sikke en flink ung mand du er" sagde hun med et smil. " og jeg tror faktisk godt Taylor kan bruge hjælp til den opgave han har idag" Et smil bredte sig på Sams læber. "Tusind tak!" Sagde han højt. Hun fniste lavt og vente sig rundt. "Følg mig" beordrede hun. Og gik langsomt langs huset om imod haven. Sam fulgte ivrigt efter. Jeg smilte lidt for mig selv. I bund og grund var det rart at vide at Sam nu også ville tjene til føden. Nutidens mennesker hjalp aldrig hinanden, men inderst inde havde man en god følelse når man gjorde det, det kunne jeg føle for mig selv lige nu. Jeg fulgte efter Sam om til haven. Det var en enorm have det ældre ægtepar havde. Midt i haven var der en stor aflang sø, over den gik der en bro, lavet af træ, men den var brækket over på midten. "Som i kan se er broen brækket" sagde damen og så på os. "Den skal i reparere, kan i klare det?" Spurgte hun. Jeg nikkede til svar. "Den klare vi" svarede Sam. "Okay værktøjet ved Taylor hvor er" sagde hun og vente sig om og gik op imod huset igen.
Jeg vendte mig om imod et stort skur der lå længere oppe i haven. " det er herovre" sagde jeg med et mindre smil. Og begyndte at gå. Sam fulgte efter. Skuret var stort og der var alt hvad man behøvede for at repetere ting. Der var skruetrækkere i alle størrelser, hamre, økser, save og træ til at repetere broen med. "Wow" udbrød Sam. "Ja, så er det jo bare med at gå igang"
Da mørket igen faldt på, hen imod aftenstid. Var vi stort set færdige. Sam og jeg stalte os op på broen og så ned i vandet. "Den holder vidst" sagde jeg med et smil. Sam nikkede. "Ja den falder nok ikke sammen igen foreløbelig" sagde han glad. Der var lidt akavet stilhed imellem os. "Nå men lad og inkassere vores løn" sagde jeg og gik ned fra broen. Sam fulgte efter. "God idé! Jeg er sulten, lige nu har jeg ikke engang råd til at købe en stegt finger!" udbrød han. og klappede sig på maven. Et lille smil bredte sig på mine læber over hans bemærkning. Det var alligevel lidt sjovt for en gangs skyld af have en at hænge ud med. Da vi nåede op til huset kunne jeg se den ældre dame inde i stuen, sidde inde i stuen. "Vi banker bare på her" Sagde jeg til Sam og gik op til havedøren og bankede på. Damen drejede hovedet, og smilte, og rejste sig op fra hendes lænestol. Jeg kiggede lidt undrene rundt i stuen. Gad vide hvor hendes mand var blevet af? det var ved at være en hel del dage siden jeg sidst havde set ham. Fruen åbnede døren. "Taylor, Sam hvor har i gjort et fantastisk arbejde" Sagde hun glad og smilte til os. Vi nikkede. "Det var dejligt at kunne hjælpe" Sagde Sam. Hun fandt sin pung frem og rodede lidt rundt i den. "Ti guldmønter kan i få hver for det gode arbejde" Sagde hun og rækte og mønterne. satans. Tænkte jeg. Og kiggede over på Sam. Det var fem mønter mindre end igår bare fordi jeg havde fået hjælp. "Tusind tak frue" Sagde Sam og bukkede for hende. Fedterøv, tænkte jeg men smilede alligevel over Sam. Han var sgu en sød fyr, og jeg var alligevel glad for at have mulighed for at begynde at arbejde med en, istedet for at være helt alene fra tidlig morgen til sen aften hver evig eneste dag. damen takkede og smilede og lukkede døren efter sig, og gik igen hen i sin lænestol. "Nå skal vi få noget at spise" Sagde jeg og kiggede smilene på Sam. Han nikkede. "Ja for satan jeg er mega sulten" Sagde han glad. Vi begyndte langsomt at gå op langs huset for at komme om til grusvejen. "Hey hvad er det der" Spurgte Sam og jeg vendte mig rundt. Han stod og kiggede på et lille kældervindue. Man kunne ikke se igennem det, da det var lavet af uklart glas. "Det ved jeg ikke" Svarede jeg og undrede mig selv lidt over det. Jeg kom i tanker om den uhyggelige fyr fra igår, og det løb mig lidt koldt ned af ryggen, jeg havde helt glemt at jeg skulle have snakket med husets ejere om det idag. men så måtte det vente til imorgen. "Lad os komme videre" sagde jeg nervøst. Sam der stadig sad på huk foran vinduet kiggede op på mig og smilte. "Hey Robin" sagde han glad. Jeg lagde uforstående hovedet på skrå. "Robin?" Spurgte jeg. Idet samme hørte jeg et skridt bag mig, og da jeg vente mig om nåede jeg lige at se den lyshåret dreng, der slog noget hårdt imod mit hoved.
Da jeg igen vågnede, var jeg i et meget lyst rum. Jeg kunne ikke se så meget da lyset blændede mig. Jeg sad på en stol, og der gik ikke så lang tid, før jeg fandt ud jeg ikke kunne bevæge mig. Mine hænder var bundet til stolens to armlæn, og mine ben var bundet fast til stolens ben. "Hvad sker der?" Udbrød jeg panisk, og begyndte at hive og rykke i rebene der holdt mig fast. "Slap af du kommer ikke fri" sagde en stemme og en skikkelse trådte nogle skridt frem. Det var den lyshåret fyr.. "Hvad sker der?" Spurgte jeg igen, og kiggede rundt i rummet. Det var et helt vidt rum, med hvide fliser, på både gulve og vække. Det eneste der ikke var hvidt var de mange blodpøle, og blod pletter der dækkede store dele af rummet. I et hjørne var der et bord, og nogle stole, hvor der sad 3 menneskser, og spiste. De to af den havde jeg ikke set før, og den tredje var Sam. "Du har nok hørt om os før" Sagde den lyshåret fyr, med et smil. "Det er os de snakker om hver morgen, når der er begået drab" Han smilte stolt, og så ned på mig. Man kunne se hans stolthed, og at han frydede sig over at se hvor bange jeg var. Jeg drejede igen hovedet og så hen imod Sam, Robin fulgte mit blik. "Du skal ikke tro du får hjælp derfra, det var ham der hyrede os" Sagde han, han stod stolt, med ret ryk og så ned på mig. "Hvad hyrede han jer?" udbrød jeg chokerende. Jeg kiggede igen hen imod Sam. Kunne der virkelig passe? "Sam!" Råbte jeg, Sam og de to andre drejede hovedet, og så hen imod mig. De to fyre han sad sammen med, var skræmmende ligesom Robin. Den ene havde Sort hår kort hår, pandehåret var lidt længere end resten og havde med en lille stribe i. Den anden havde brunt hår, med lyst pandehår. Pludselig greb Robin fast ved min kæbe, og trak mit hovede til siden så jeg kiggede på ham istedet for de andre. "Lad være med at kalde på ham, han hjælper dig ikke, og lad være med at glo på dem, det er faktisk mig du skal bekymre dig om" Sagde han koldt og hårdt. Han så mig direkte ind i øjenene, imens han stadig holdte et fast greb omkring min kæbe så jeg ikke kunne bevæge hovedet. Mit hjerte pumpede hurtigt af sted, og jeg turde end ikke at trække vejret. Et smil bredte sig på hans læber, og han gav slip og vendte ryggen til mig. Jeg skyndte mig at tage en dyb indånding. "Hv-hvorfor hyrede han jer?" Spurgte jeg og så op på Robin der stadig stod med ryggen til mig, henne ved et bord. Han vendte sig om, og så på mig med et løftet øjenbryn. "Hvorfor?" Gentog han, og grinte lidt, imens han kløede sig i håret. "Du sidder bundet til en stod, og jeg skal til at dræbe dig, og du undre dig over hvorfor han gør" Grinte han og rystede på hovedet. Han satte sig på huk foran mig så hans hoved var ude foran mit "Jamen hvis det er dit sidste ønske, så kan jeg da godt fortælle sig det" Hviskede han. Hans ord gav mig kuldegysninger. Han kiggede kort over på Sam og så på mig igen. "Det er ganske enkelt" Begyndte han. Han så alvorligt på mig og hans smil var forsvundet. "Hans gamle arbejdsgiver døde for nylig, og han manglede et job, forsvinder du så kan han få dit job" Jeg så Robin ind i øjnene. De så så alvorlige ud lige nu. Jeg åbnede munden for at sige noget men der var ikke et ord der kom ud, min stemme knækkede inden jeg overhovedet begyndte at tale. En smil bredte sig igen på hans læber. "Og det sjoveste af det hele er at du selv har hjulpet ham" sagde han, og klappede en gang hårdt i hænderne, så det lød et brag, og jeg for sammen i chok. "Hvis du ikke havde været så venlig at tage imod hans hjælp idag, havde det været svært, men nu kender damen ham, og nu vil hun glædeligt ansætte ham, når du er forsvundet" Han greb fat i en stor kødhammer, og slog den forsigtigt ned i sin egen håndflade, og afventede min reaktion. Den var fuld af gammelt indtørret blod. Jeg så rædselslagen på den, men kunne ikke få et ord ud, jeg var som stivnet af skræk. Robins smil blev dobbelt så stor. "Så skal vi ikke bare få det overstået?" Spurgte han, og trak på skuldrene. "Nej, vent, vent!" Råbte jeg, og hev og sparkede alt hvad jeg kunne for at komme fri fra rebene. "Du kan ikke gøre det her" Råbte jeg panisk. Hans smil blev lidt mindre, men han smilede stadig, og trak igen på skuldrene. "Hvorfor ikke det er mit job!" Spurgte han. Jeg stoppede kort op, med at hive i rebene fort at komme fri. Han så ned på hans redskaber. Det var et helt bord fuld af forskellige redskaber, lige fra hamre, til økser, til kædesave. Der var alt, hvad man skulle bruge til at slagte et menneske, og til at skære selv den tykkeste knogle over uden problemer. han lagde kødhammeren og greb istedet fat i en kødøkse. "Jeg betaler dobbelt så meget, jeg har en lille opsparing derhjemme du kan få, bare lad mig gå" sagde jeg bedende. Han så hen på mig. "Fristende" Sagde han stille. "Men lille Sammy har allerede betalt, og det er imod mine egne regler at tage imod bestikkelse fra kunder" sagde han, imens han så over på mig. Han så mig ind i øjnene. "Kom nu, der må da være noget jeg kan gøre, jeg vil ikke dø, jeg er kun 21 år gammel, jeg vil ikke dø!" Jeg hviskede stille, så kun Robin kunne høre det. Hvis jeg skulle overbevise ham om ikke at dræbe mig, måtte de andre ikke høre det. Godt nok var Robin den mest skræmmende så vidt jeg kunne se, men det var min eneste mulighed. ""21?" Sagde Robin, og så alvorligt på mig. Jeg nikkede ivrigt. "Ja" Langsomt kom et smil igen på hans læber, og han slikkede sig om munden. "Godt så er du jo dejlig mør" Grinte han. Han tog fat i mit hår og rev mit hoved bagover, og førte øksen op til min hals. "Der er intet der er mere lækkert end et ungt menneske der har arbejdet det meste af hans liv" Sagde han smilene. Han løftede øksen op over sit hovedet, og så ned på min hals, der hvor han havde tænkt sig at hakke øksen i. "Stop nu, jeg gør hvad som helst! jeg vil ikke dø!" Råbte jeg, og lukkede øjnene. Der var vidst ikke noget håb nu. om lidt ville jeg føle en ubeskrivelig smerte, hvis jeg da ville nå at føle noget. Jeg kunne da kun håbe på at dø med det samme. "Jeg skal personligt tilberede dig og fortære dig" Sagde han koldt. "Hvis det da er en trøst" En tårer løb ned af kinden på mig. Jeg kunne ikke holde det tilbage nu, ved tanken om at det snart var mig der lå på hans middagsbord.
"Robin vi har selvskab" Råbte en stemme pludselig. Jeg åbnede øjnene og så de to andre fyre styrte ud af døren. "En spion" Sagde Robin køligt, og så op mod vinduet. En skygge forsvandt. Han så ned på mig. "Du må vendte et øjeblik, gør dig det bare behageligt mens du venter" Grinte han, og løb hen imod døren. Der var stille, da de var væk, og der gik et øjeblik inden jeg opdagede Sam stå nogle meter fra mig, og stirre på mig. "Sam de forrædder" Udbrød jeg, og så væk fra ham. Jeg havde ikke lyst til at se på ham. "Taylor" Sagde han stille. "Jeg er ked af det, men jeg har brug for et enmandsjob, så det her var min eneste mulighed" Sagde han. Hans stemme var venlig som altid. "Bare så du ved det ikke er personligt" Fortsatte han. "Personligt?" Råbte jeg. "Det her er fandeme personligt for mig! På grund af dig, ender jeg snart på de psykopaters spisebord!" Jeg hev aggressivt i rebene, men de gav sig stadig ikke. Sam sukkede. "Bare så du ved det har jeg sagt til dem de ikke skal lade dig lide" Sagde han, og et mindre smil bredte sig på hans læber. "Farvel Taylor" Sagde han og vendte sig om og gik ud af døren. Jeg må komme væk herfra. Tænkte jeg og hev igen i rebene.De havde snart gnavet sig igennem min hud, og skarp smerte kunne mærkes helt ud i mine fingrespidser. Men jeg blev nødt til at blive ved med at prøve. Hvor længe der var gået ved jeg ikke, men pludselig hørte jeg stemmer udenfor, og noget tumult og nogle der grinte, desværre genkendte jeg stemmerne. Kort efter kom Robin og de to andre ind. "Hey Taylor du har fået selvskab" Råbte han grinene. De to andre smed en person ned på gulvet. Personen havde en pose over hovedet. Kort efter kunne jeg se det var en pige, der løb blod ned af hendes krop, og hun rystede meget. Robin trak posen af hende, og der gik et øjeblik før jeg kunne genkende hende, det var hende pigen der boede i samme hus som mig. Hun sad på knæ, lidt fra mig, og havde hænderne bundet på ryggen. Robin gik ind imellem os. "Taylor, det er Sascha, Sacha det er Taylor, så har i også fået hilst på hinanden" Sagde han, og gik hen til sine redskaber igen og trak en stol frem, han trak den hen ved siden af mig, vendte den omvendt og satte dig på den med armene hvilende på ryglændet. "Så Taylor, nu skal du se noget sjovt, Ryan og Kevin er nogle sande kunstnere når det gælder partering" sagde han og smilte til mig. Han så hen på dem, og vinkede dem hen. "Gå bare i krig drenge!" Råbte han. Jeg klemte hurtigt øjnene i og drejede hovedet væk, imens jeg hørte hende skrige, det føltes som om der gik en evighed før, hun blev stille og det kun var redskaberne jeg kunne høre. "Taylor, Taylor, sådan et syn burde du da ikke gå glip af" Sagde Robin og klappede mig på skulderen, og rejste sig op. Jeg åbnede igen øjnene og drejede langsomt hivedet hen imod der hvor pigen før havde siddet keg så ned på den gigantiske blodpøl af tarme og indvolde der flød ud over det hele. "Fuck" hviskede jeg stille for mig selv, og prøvede at ignorere tanken om at det snart var mig der lå der. Jeg så op på Robin der pludselig stod foran mig, og viftede med en stor kniv. "Din tur Taylor" Sagde han smilene. Ryan og Kevin stod henne ved et bord, og så hen imod os, på bordet bagved lå der rester af pigen som godt kunne bruges. "Robin vent!" Sagde jeg hurtigt. "Nix" sagde han og hævede kniven. "Vent! Vent! jeg har et tilbud!" Skyndte jeg mig at sige og klemte øjnene sammen, i rædsel. "Et tilbud?" sagde han stille, og sænkede langsomt kniven. "Interessant, lad mig høre" sagde han, og et svagt smil bredte sig på han læber.
Mit hjerte hamrede afsted, og jeg nikkede. "Jeg kan hjælpe jer!" Skyndte jeg mig at sige. "I er kun tre personer, jeg ved at i var omkring ti for to måneder siden" skyndte jeg mig at sige, og kiggede fra Robin over til Ryan og Kevin. De kiggede på hinanden og Ryan og Kevin brød ud i latter. "Vi kan ikke bruge en tøssedreng som dig!" Grinte Ryan. Robin kiggede igen på mig, som om han studerede mig lidt. "Jeg vil nu hellere spise dig" Sagde han og slikkede sig om munden. "Nej hør nu på mig, jeg kan hjælpe jer, det ved jeg at jeg kan, jeg har arbejdet hele mit liv, så jeg er stærk, og hele byen ved hvem jeg er fordi jeg bare er den stille og kedelige type, så der er aldrig nogle der vil mistænke mig" Sagde jeg hurtigt. Robin rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. Han sukkede. "Måske har du ret i at vi var flere for to måneder siden, men det er et job hvor man risikere sit liv det her, men vi er stadig blevet betalt for at dræbe dig" Sagde han og vendte dig igen om imod mig. Han kiggede ned på kniven i hans hånd. "Jeg må desværre dræbe dig" Sagde han og skulle til at hæve kniven, da Kevin greb fat i hans arm. "Robin, jeg tror ham Taylor har ret, vi kunne godt bruge arbejdkraft, og du ved at det ikke er nemt at skaffe, folk til et job som dette. hele byen er trods alt efter os" Sagde han. Kevin rækte ud efter Robins kniv, og tog den ud af hans hånd. "Måske har du ret, men hvad med Sammy? Han har betalt for det her job" Spurgte Robin og så spørgende på Kevin. "Hvad blev der af at man ikke lader sig bestikke af en kunde?" Fortsatte han spørgende. Kevin smilte. "Det er da enkelt, vi fortæller ham det som det er, desuden kan Taylor jo ikke vende tilbage til sit job, hvis han skal arbejde her, så derfor har Sam stadig fået Taylors job som han ville ha" Sagde Kevin med et stort smil. Der var stille iblandt dem et øjeblik. "Jeg holder med Kevin" Sagde Ryan og afbrød stilheden. "Vi kan jo altid æde knægten hvis han forvolder os problemer" fortsatte han og og slikkede sig om munden. Robin så fra dem og ned på mig. Han havde et misfornøjet ansigtsudtryk. "Så okay" Sagde han, og hamrede øksen ned i stolens armlæn lige ved siden af min arm, jeg fik et chok, men kunne hurtigt mærke rebene løsne sig, både om mine ben og begge mine håndled. Jeg skyndte mig at se på mine håndled. Sårene var blevet ret dybe, af alle de gange jeg havde prøvet at hive migfri fra rebene. "Du skal da vidst have noget forbinding på de sår der" Sagde Robin og så ned på mig. Jeg sad stadig på stolen, men skyndte mit at rejse mig op, da jeg følte mig ret utilpas i den stol. "Ja måske" Skyndte jeg mig at sige. "Jeg henter førstehjælps kassen" Sagde han og vendte ryggen til mig, og begyndte at gå. "Jeg går bare med, jeg trænger til at røre mig lidt" Sagde jeg hurtigt og fulgte efter. Jeg ville bare væk fra dette rum så hurtigt som muligt. Robin vente dig om og kiggede aggressivt på mig. "Skal du allerede begynde at sige mig imod?" Spurgte han, og hans blik gav mig kuldegysninger. "Undskyld" Skyndte jeg mig og sige. "Vent her!" Beordrede han og gik videre. Jeg stod stille og tog nogle dybe indåndinger. før jeg vendte mig om og gikhen til bordet og stolene hvor de andre havde sat. Kevin og Ryan var i fuld gang med at partere pigen færdig. "Hey Taylor vil du hjælpe?" Råbte Kevin og grinte. Jeg følte mit hjerte hoppede et pump over ved tanken. "Åhm jeg tror jeg skal oplæres lidt i det der først" Svarede jeg nervøst tilbage.
Da jeg igen vågnede, var jeg i et meget lyst rum. Jeg kunne ikke se så meget da lyset blændede mig. Jeg sad på en stol, og der gik ikke så lang tid, før jeg fandt ud jeg ikke kunne bevæge mig. Mine hænder var bundet til stolens to armlæn, og mine ben var bundet fast til stolens ben. "Hvad sker der?" Udbrød jeg panisk, og begyndte at hive og rykke i rebene der holdt mig fast. "Slap af du kommer ikke fri" sagde en stemme og en skikkelse trådte nogle skridt frem. Det var den lyshåret fyr.. "Hvad sker der?" Spurgte jeg igen, og kiggede rundt i rummet. Det var et helt vidt rum, med hvide fliser, på både gulve og vække. Det eneste der ikke var hvidt var de mange blodpøle, og blod pletter der dækkede store dele af rummet. I et hjørne var der et bord, og nogle stole, hvor der sad 3 menneskser, og spiste. De to af den havde jeg ikke set før, og den tredje var Sam. "Du har nok hørt om os før" Sagde den lyshåret fyr, med et smil. "Det er os de snakker om hver morgen, når der er begået drab" Han smilte stolt, og så ned på mig. Man kunne se hans stolthed, og at han frydede sig over at se hvor bange jeg var. Jeg drejede igen hovedet og så hen imod Sam, Robin fulgte mit blik. "Du skal ikke tro du får hjælp derfra, det var ham der hyrede os" Sagde han, han stod stolt, med ret ryk og så ned på mig. "Hvad hyrede han jer?" udbrød jeg chokerende. Jeg kiggede igen hen imod Sam. Kunne der virkelig passe? "Sam!" Råbte jeg, Sam og de to andre drejede hovedet, og så hen imod mig. De to fyre han sad sammen med, var skræmmende ligesom Robin. Den ene havde Sort hår kort hår, pandehåret var lidt længere end resten og havde med en lille stribe i. Den anden havde brunt hår, med lyst pandehår. Pludselig greb Robin fast ved min kæbe, og trak mit hovede til siden så jeg kiggede på ham istedet for de andre. "Lad være med at kalde på ham, han hjælper dig ikke, og lad være med at glo på dem, det er faktisk mig du skal bekymre dig om" Sagde han koldt og hårdt. Han så mig direkte ind i øjenene, imens han stadig holdte et fast greb omkring min kæbe så jeg ikke kunne bevæge hovedet. Mit hjerte pumpede hurtigt af sted, og jeg turde end ikke at trække vejret. Et smil bredte sig på hans læber, og han gav slip og vendte ryggen til mig. Jeg skyndte mig at tage en dyb indånding. "Hv-hvorfor hyrede han jer?" Spurgte jeg og så op på Robin der stadig stod med ryggen til mig, henne ved et bord. Han vendte sig om, og så på mig med et løftet øjenbryn. "Hvorfor?" Gentog han, og grinte lidt, imens han kløede sig i håret. "Du sidder bundet til en stod, og jeg skal til at dræbe dig, og du undre dig over hvorfor han gør" Grinte han og rystede på hovedet. Han satte sig på huk foran mig så hans hoved var ude foran mit "Jamen hvis det er dit sidste ønske, så kan jeg da godt fortælle sig det" Hviskede han. Hans ord gav mig kuldegysninger. Han kiggede kort over på Sam og så på mig igen. "Det er ganske enkelt" Begyndte han. Han så alvorligt på mig og hans smil var forsvundet. "Hans gamle arbejdsgiver døde for nylig, og han manglede et job, forsvinder du så kan han få dit job" Jeg så Robin ind i øjnene. De så så alvorlige ud lige nu. Jeg åbnede munden for at sige noget men der var ikke et ord der kom ud, min stemme knækkede inden jeg overhovedet begyndte at tale. En smil bredte sig igen på hans læber. "Og det sjoveste af det hele er at du selv har hjulpet ham" sagde han, og klappede en gang hårdt i hænderne, så det lød et brag, og jeg for sammen i chok. "Hvis du ikke havde været så venlig at tage imod hans hjælp idag, havde det været svært, men nu kender damen ham, og nu vil hun glædeligt ansætte ham, når du er forsvundet" Han greb fat i en stor kødhammer, og slog den forsigtigt ned i sin egen håndflade, og afventede min reaktion. Den var fuld af gammelt indtørret blod. Jeg så rædselslagen på den, men kunne ikke få et ord ud, jeg var som stivnet af skræk. Robins smil blev dobbelt så stor. "Så skal vi ikke bare få det overstået?" Spurgte han, og trak på skuldrene. "Nej, vent, vent!" Råbte jeg, og hev og sparkede alt hvad jeg kunne for at komme fri fra rebene. "Du kan ikke gøre det her" Råbte jeg panisk. Hans smil blev lidt mindre, men han smilede stadig, og trak igen på skuldrene. "Hvorfor ikke det er mit job!" Spurgte han. Jeg stoppede kort op, med at hive i rebene fort at komme fri. Han så ned på hans redskaber. Det var et helt bord fuld af forskellige redskaber, lige fra hamre, til økser, til kædesave. Der var alt, hvad man skulle bruge til at slagte et menneske, og til at skære selv den tykkeste knogle over uden problemer. han lagde kødhammeren og greb istedet fat i en kødøkse. "Jeg betaler dobbelt så meget, jeg har en lille opsparing derhjemme du kan få, bare lad mig gå" sagde jeg bedende. Han så hen på mig. "Fristende" Sagde han stille. "Men lille Sammy har allerede betalt, og det er imod mine egne regler at tage imod bestikkelse fra kunder" sagde han, imens han så over på mig. Han så mig ind i øjnene. "Kom nu, der må da være noget jeg kan gøre, jeg vil ikke dø, jeg er kun 21 år gammel, jeg vil ikke dø!" Jeg hviskede stille, så kun Robin kunne høre det. Hvis jeg skulle overbevise ham om ikke at dræbe mig, måtte de andre ikke høre det. Godt nok var Robin den mest skræmmende så vidt jeg kunne se, men det var min eneste mulighed. ""21?" Sagde Robin, og så alvorligt på mig. Jeg nikkede ivrigt. "Ja" Langsomt kom et smil igen på hans læber, og han slikkede sig om munden. "Godt så er du jo dejlig mør" Grinte han. Han tog fat i mit hår og rev mit hoved bagover, og førte øksen op til min hals. "Der er intet der er mere lækkert end et ungt menneske der har arbejdet det meste af hans liv" Sagde han smilene. Han løftede øksen op over sit hovedet, og så ned på min hals, der hvor han havde tænkt sig at hakke øksen i. "Stop nu, jeg gør hvad som helst! jeg vil ikke dø!" Råbte jeg, og lukkede øjnene. Der var vidst ikke noget håb nu. om lidt ville jeg føle en ubeskrivelig smerte, hvis jeg da ville nå at føle noget. Jeg kunne da kun håbe på at dø med det samme. "Jeg skal personligt tilberede dig og fortære dig" Sagde han koldt. "Hvis det da er en trøst" En tårer løb ned af kinden på mig. Jeg kunne ikke holde det tilbage nu, ved tanken om at det snart var mig der lå på hans middagsbord.
"Robin vi har selvskab" Råbte en stemme pludselig. Jeg åbnede øjnene og så de to andre fyre styrte ud af døren. "En spion" Sagde Robin køligt, og så op mod vinduet. En skygge forsvandt. Han så ned på mig. "Du må vendte et øjeblik, gør dig det bare behageligt mens du venter" Grinte han, og løb hen imod døren. Der var stille, da de var væk, og der gik et øjeblik inden jeg opdagede Sam stå nogle meter fra mig, og stirre på mig. "Sam de forrædder" Udbrød jeg, og så væk fra ham. Jeg havde ikke lyst til at se på ham. "Taylor" Sagde han stille. "Jeg er ked af det, men jeg har brug for et enmandsjob, så det her var min eneste mulighed" Sagde han. Hans stemme var venlig som altid. "Bare så du ved det ikke er personligt" Fortsatte han. "Personligt?" Råbte jeg. "Det her er fandeme personligt for mig! På grund af dig, ender jeg snart på de psykopaters spisebord!" Jeg hev aggressivt i rebene, men de gav sig stadig ikke. Sam sukkede. "Bare så du ved det har jeg sagt til dem de ikke skal lade dig lide" Sagde han, og et mindre smil bredte sig på hans læber. "Farvel Taylor" Sagde han og vendte sig om og gik ud af døren. Jeg må komme væk herfra. Tænkte jeg og hev igen i rebene.De havde snart gnavet sig igennem min hud, og skarp smerte kunne mærkes helt ud i mine fingrespidser. Men jeg blev nødt til at blive ved med at prøve. Hvor længe der var gået ved jeg ikke, men pludselig hørte jeg stemmer udenfor, og noget tumult og nogle der grinte, desværre genkendte jeg stemmerne. Kort efter kom Robin og de to andre ind. "Hey Taylor du har fået selvskab" Råbte han grinene. De to andre smed en person ned på gulvet. Personen havde en pose over hovedet. Kort efter kunne jeg se det var en pige, der løb blod ned af hendes krop, og hun rystede meget. Robin trak posen af hende, og der gik et øjeblik før jeg kunne genkende hende, det var hende pigen der boede i samme hus som mig. Hun sad på knæ, lidt fra mig, og havde hænderne bundet på ryggen. Robin gik ind imellem os. "Taylor, det er Sascha, Sacha det er Taylor, så har i også fået hilst på hinanden" Sagde han, og gik hen til sine redskaber igen og trak en stol frem, han trak den hen ved siden af mig, vendte den omvendt og satte dig på den med armene hvilende på ryglændet. "Så Taylor, nu skal du se noget sjovt, Ryan og Kevin er nogle sande kunstnere når det gælder partering" sagde han og smilte til mig. Han så hen på dem, og vinkede dem hen. "Gå bare i krig drenge!" Råbte han. Jeg klemte hurtigt øjnene i og drejede hovedet væk, imens jeg hørte hende skrige, det føltes som om der gik en evighed før, hun blev stille og det kun var redskaberne jeg kunne høre. "Taylor, Taylor, sådan et syn burde du da ikke gå glip af" Sagde Robin og klappede mig på skulderen, og rejste sig op. Jeg åbnede igen øjnene og drejede langsomt hivedet hen imod der hvor pigen før havde siddet keg så ned på den gigantiske blodpøl af tarme og indvolde der flød ud over det hele. "Fuck" hviskede jeg stille for mig selv, og prøvede at ignorere tanken om at det snart var mig der lå der. Jeg så op på Robin der pludselig stod foran mig, og viftede med en stor kniv. "Din tur Taylor" Sagde han smilene. Ryan og Kevin stod henne ved et bord, og så hen imod os, på bordet bagved lå der rester af pigen som godt kunne bruges. "Robin vent!" Sagde jeg hurtigt. "Nix" sagde han og hævede kniven. "Vent! Vent! jeg har et tilbud!" Skyndte jeg mig at sige og klemte øjnene sammen, i rædsel. "Et tilbud?" sagde han stille, og sænkede langsomt kniven. "Interessant, lad mig høre" sagde han, og et svagt smil bredte sig på han læber.
Mit hjerte hamrede afsted, og jeg nikkede. "Jeg kan hjælpe jer!" Skyndte jeg mig at sige. "I er kun tre personer, jeg ved at i var omkring ti for to måneder siden" skyndte jeg mig at sige, og kiggede fra Robin over til Ryan og Kevin. De kiggede på hinanden og Ryan og Kevin brød ud i latter. "Vi kan ikke bruge en tøssedreng som dig!" Grinte Ryan. Robin kiggede igen på mig, som om han studerede mig lidt. "Jeg vil nu hellere spise dig" Sagde han og slikkede sig om munden. "Nej hør nu på mig, jeg kan hjælpe jer, det ved jeg at jeg kan, jeg har arbejdet hele mit liv, så jeg er stærk, og hele byen ved hvem jeg er fordi jeg bare er den stille og kedelige type, så der er aldrig nogle der vil mistænke mig" Sagde jeg hurtigt. Robin rystede på hovedet og vendte ryggen til mig. Han sukkede. "Måske har du ret i at vi var flere for to måneder siden, men det er et job hvor man risikere sit liv det her, men vi er stadig blevet betalt for at dræbe dig" Sagde han og vendte dig igen om imod mig. Han kiggede ned på kniven i hans hånd. "Jeg må desværre dræbe dig" Sagde han og skulle til at hæve kniven, da Kevin greb fat i hans arm. "Robin, jeg tror ham Taylor har ret, vi kunne godt bruge arbejdkraft, og du ved at det ikke er nemt at skaffe, folk til et job som dette. hele byen er trods alt efter os" Sagde han. Kevin rækte ud efter Robins kniv, og tog den ud af hans hånd. "Måske har du ret, men hvad med Sammy? Han har betalt for det her job" Spurgte Robin og så spørgende på Kevin. "Hvad blev der af at man ikke lader sig bestikke af en kunde?" Fortsatte han spørgende. Kevin smilte. "Det er da enkelt, vi fortæller ham det som det er, desuden kan Taylor jo ikke vende tilbage til sit job, hvis han skal arbejde her, så derfor har Sam stadig fået Taylors job som han ville ha" Sagde Kevin med et stort smil. Der var stille iblandt dem et øjeblik. "Jeg holder med Kevin" Sagde Ryan og afbrød stilheden. "Vi kan jo altid æde knægten hvis han forvolder os problemer" fortsatte han og og slikkede sig om munden. Robin så fra dem og ned på mig. Han havde et misfornøjet ansigtsudtryk. "Så okay" Sagde han, og hamrede øksen ned i stolens armlæn lige ved siden af min arm, jeg fik et chok, men kunne hurtigt mærke rebene løsne sig, både om mine ben og begge mine håndled. Jeg skyndte mig at se på mine håndled. Sårene var blevet ret dybe, af alle de gange jeg havde prøvet at hive migfri fra rebene. "Du skal da vidst have noget forbinding på de sår der" Sagde Robin og så ned på mig. Jeg sad stadig på stolen, men skyndte mit at rejse mig op, da jeg følte mig ret utilpas i den stol. "Ja måske" Skyndte jeg mig at sige. "Jeg henter førstehjælps kassen" Sagde han og vendte ryggen til mig, og begyndte at gå. "Jeg går bare med, jeg trænger til at røre mig lidt" Sagde jeg hurtigt og fulgte efter. Jeg ville bare væk fra dette rum så hurtigt som muligt. Robin vente dig om og kiggede aggressivt på mig. "Skal du allerede begynde at sige mig imod?" Spurgte han, og hans blik gav mig kuldegysninger. "Undskyld" Skyndte jeg mig og sige. "Vent her!" Beordrede han og gik videre. Jeg stod stille og tog nogle dybe indåndinger. før jeg vendte mig om og gikhen til bordet og stolene hvor de andre havde sat. Kevin og Ryan var i fuld gang med at partere pigen færdig. "Hey Taylor vil du hjælpe?" Råbte Kevin og grinte. Jeg følte mit hjerte hoppede et pump over ved tanken. "Åhm jeg tror jeg skal oplæres lidt i det der først" Svarede jeg nervøst tilbage.
Mere kommer...
