Jeg kiggede lidt bekymret hen på de to piger som også stod og ventede på at toget stoppede helt sådan så dørene kunne åbnes. De stod og hoppede og vinede over den voldsomme regn. Da toget holdt helt stille kunne man se se der var mennesker derinde der ventede på ar komme ud. Jeg åndede lettede op. Knapperne der åbnede dørene begyndte at lyse, og de to piger massede sig hen foran mig for at komme ind i tørvejr først, jeg lod dem gøre det, og bakkede nogle skridt bagud. Regnen generede ikke mig så meget. En af pigerne kiggede sig over skuldren på mig, og hviskede noget til sin veninde. De grinte begge. Så jeg vidste at de nok havde sagt noget om mig.
Dørene åbnede sig langsomt, som altid. Jeg nåede knap nok at se hvad der skete, før en inde fra toget havde overfaldt en af pigerne. Jeg nåede ikke at tænke eller se hvad der skete, det eneste jeg så var blod. Folk væltede ud af toget, og de var alle indsmurt i blod. En fyr manglede halvdelen af sit ansigt, men lod ikke til at mærke det, og det samme med en kvinde der manglede begge arme. Jeg vendte mig hurtigt rundt og begyndte at løbe. Hvad var det lige der var sket? Jeg kiggede bagud imens jeg løb. Nogle af dem løb efter mig. Jeg kunne høre en af pigerne skrige, men kunne ikke se hende de fleste af dem der kom ud af toget stod rundt om hende. Jeg kiggede fremad og prøvede at løbe endnu hurtigere. Jeg stoppede ikke op før jeg igen var hjemme ved mig selv. Mit hjerte hamrede afsted. Men ikke kun fordi jeg var forpustet. Hvad var de for nogle? Havde de lige dræbt de piger? Og var det sandt jeg havde set en af dem prøve at bide pigen? Jeg satte mig i et hjørne og sagde ikke så meget som en lyd i flere timer. Først mange timer efter prøvede jeg og tænde for mit fjernsyn for at se, om de mon sagde noget om det i tv avisen, men der var ingen kanaler der virkede. Jeg sukkede og kiggede ud af vinduet, imellem persiennerne. Der var ingen at se derude. Jeg tog min mobil frem og trykkede mine forældres nummer ind. Der var Ingen der tog den. Bagefter prøvede jeg politiet, men der var bare en klartone. Heldigvis havde jeg et baseball bat, inde i skabet. Jeg måtte prøve at gå derud, jeg måtte komme hjem til min familie, og se om de var okay. Men Jeg nåede ikke længere end ned til enden af gaden før en stor flok mennesker med blod om munden, og manglene lemmer kom løbene imod mig.
10 måneder efter
I starten havde de været overalt, stort set på hver eneste gadehjørne, men der var efterhånden nogle gange ret lang tid imellem at man så dem. Men de var der, det vidste man. Inden man fik set sig om kunne de være overalt. Måske var de blevet bedre til at gemme sig. Blev man bidt blev man forvandlet til en af dem, fik man deres blod i øjet eller i munden eller i et sår blev man også forvandlet. man skulle skyde dem i hovedet eller smadre deres kranie, ellers døde de ikke.
Jeg var flygtet fra min lejlighed og by, og var taget nogle byer nordpå. Jeg færdes for det meste alene, men havde da været sammen med nogle grupper et par gange. men det gav ofte bare sorg, og der var altid problemer da de altid havde en leder der bestemte det hele. Og ville bestemme over mig. Og hvis man var i store grupper lokkede man ofte zombierne til. Så at være alene passede mig godt. Man skulle kun passe på sig selv, og var ikke så nem at opdage. Jeg havde altid en let oppakning. En rygsæk med lidt mad, og nogle våben. Og var altid til fods. En bil ville være dum, da næsten alle veje var spærret af biluheld.
Jeg satte min taske på jorden og tørrede sveden af min pande. Solen bagede ned på mig. Heldigvis havde jeg en flaske vand. Kold var den ikke, men den slukkede da min tørst. Jeg kiggede rundt. Der var ingen at se, og ikke en lyd, eller en vind Der blæste. Men jeg følte der var noget galt. Jeg tog hurtigt rygsækken på igen og gik videre, med hurtige lange skridt. Efter nogle kilometer slappede jeg lidt af igen. Men fornemmelse havde nok været forkert. Jeg kiggede igen i min rygsæk, der var ikke mere mad, og min mave knurrede af sult. Jeg sukkede. Så var det på den igen. Det var det værste jeg vidste når jeg skulle skaffe mad. Der var næsten altid mindst en zombie i butikkerne. I det fjerne kunne jeg se en by, jeg var meget træt men sulten sørgede for at jeg blev ved med at gå.
Et par timer senere nåede jeg byen. Jeg vidste at nu skulle jeg være meget mere på vagt. Jeg holdte et aluminiums bat i hænderne, klar til at slå, hvis en af zombierne pludselig kom løbene. Jeg havde også en pistol jeg havde taget fra en død betjent. Og en anden pistol i min inderlomme. og flere i tasken. De var desværre ikke så nyttige, da zombier ville blive lokket til af larmen. så det var sjældent jeg brugte dem. Forsigtigt gik jeg med lette, stille skridt. Ikke så langt væk kunne jeg se en butik, og min mave rumlede ved tanken om endelig at få noget mad. Mit blik kørte hen over parkeringspladsen, der var ikke en eneste zombie at se. "Mærkeligt" hviskede jeg til mig selv. Der var ellers normalt mange i byerne. Men det var selvfølgelig længe siden jeg havde været i en by. Selvom jeg ikke kunne se nogle var jeg stadig opmærksom da jeg fik hen over parkeringspladsen. Mit bat var hævet og jeg drejede en runde rundt om mig selv for at se om der var nogle bag mig, men der var stadig ingen at se. Da jeg kom hen til butikkens bagindgang, som nok gik ind til lagret, tog jeg forsigtigt dat i håndtaget. Jeg åndede lettet op da jeg opdagede der ikke var låst, men i det Samme hørte jeg en greb bag mig det knækkede, jeg vendte mig om, og en zombie var på vej imod mig, forholdsvis hurtigt. Jeg svingede hurtigt battet og ramte den i hovedet og den fald om. Jeg løftede hovedet og kunne se flere som var på vej imod mig. Hurtigt flåede jeg døren op og kig ind inden jeg nåede at tjekke om der var sikkert, hvilket der heldigvis var. Jeg låste døren og gik ind i butikken. Jeg stod lidt stille og lyttede. Man kunne næsten altid høre om der var nogle zombier inde i butikker da de altid larmede. Men der var heldigvis helt stille. Mange ting i butikkerne var for alt for gamle, og tilgroet med mug og fordærvelse. Nogle af de mest spiseligt ting var mad i dåser som majs og ærter osv. Men man kunne da være heldig af finde andre gode spiselige madvarer. Forsigtigt gik jeg rundt og undersøgte diverse forskelllige madvarer for et de om de var for gamle. Jeg gik forbi en hylde med krydderier og nødder, jeg tog en pose mandler og kiggede på holdbarheds datoen, og så de. Havde lang holdbarhed."fedt" sagde jeg og rev posen op og hældte halvdelen af posens indhold i min mund. Det føltes fantastisk at få noget mad i maven. Jeg tog nogle flere poser i min taske og åbnede en ny pose imens jeg fik videre for at se hvad jeg ellers kunne finde. Jeg gik forbi brødhylden og sukkede. Hvor havde jeg lyst til ordenligt mad. Men alt brød og kød var for gammelt. Jeg stod og tænkte mig om efter hvad jeg kunne finde af mad da jeg hørte fodtrin. Jeg vendte mig om og hævede mit bat. Jeg kunne ikke rigtig høre hvor de kom fra. Jeg bakkede og skyndte mig hen i næste afdeling af butikken. Jeg kunne ikke hære fortrinene mere så jeg gik ud fra den havde været op vej. Den anden vej i butikken. Jeg fandt konserves dåserne og tog lidt af hvert i min taske. Og smed tasken om på rykken. Nu kunne jeg koncentrere mig om hvor den zombie var. Jeg skyndte mig hen imod udgangen imens jeg kiggede rundt efter den. Idet jeg vendte mig rundt, kiggede jeg direkte ind i zombiens kolde døde øjne. Jeg hævede battet, men inden jeg nåede at slå den, fik den væltet mig omkuld. Den lå ovenpå mig og bed ud efter mig. Jeg kunne ikke slå den med battet, når den lå sådan og jeg måtte forsvare mig med mine hænder for ikke at blive bidt. Jeg kunne ikke blive ved med at kigge sådan og forsvare mig. Og kunne ikke skubbe han af da han vejede for meget. Med min ene hånd greb jeg fat rundt om hans Hals, og med den anden rakte jeg ud efter min pistol, og satte den for panden på ham, Jeg gav hurtigt slip for hans hals og dækkede mit ansigt og skød hjernen ud på ham inden han nåede at bide mig. Jeg rejste mig hurtigt, og M
Tog min taske. Nu skulle det gå hurtigt. Lyden fra mit skud havde nok tiltrukket flere zombier. Jeg løb ud på parkeringspladsen hvor ser allerede var omkring ti zombier. Jeg begyndte at løbe og kiggede mig om efter noget jeg kunne klatre over hvor de måske ikke ville være så hurtige et biluheld fyldte det meste af vejen, og jeg besluttede at det nok var min bedste mulighed. Heldigvis havde jeg et godt forspring på ca 20 meter,jeg hoppede op på en af bilerne, og balancerede hen over de mange bilvrag, og idet jeg hoppede ned ridsede jeg mit ben. "Pis!" Råbte jeg og holdte kort min hånd over såret. Jeg kunne hurtigt mærke at blodet løb ned af mit ben, og at det ikke lige var til at stoppe. Jeg kiggede op og så at zombierne var på vej over bilerne. Så jeg bed tænderne sammen og prøvede at løbe videre. Jeg løb op af et boligkvarter, og fik øje på et hus, hvor der var en høj indhægning om. Der må jeg være i sikkerhed! Tænkte jeg.
Indhægningen var ca tre meter høj og med pigtråd hele vejen fra jorden og op, så det ville være umuligt for mig at kravle over. Jeg løb om til lågen og hev i den. Låst. Jeg hev efter vejret. Jeg var fuldstændig udmattet, og såret gjorde det ikke bedre. "Hey er der nogle?" Råbte jeg. Der så ikke ud til at være nogle derinde Zombierne var heldigvis kommet langt bagud da de ikke kunne løbe så hurtigt som levende mennesker. men de var alligevel ret hurtige. Jeg kiggede ned af vejen og kunne se zombierne komme nærmere. Jeg kiggede hurtigt rundt og prøvede at tænke hurtigt over hvad jeg kunne gøre. Men det var umuligt at komme ind i huset så jeg måtte videre. Igen satte jeg i løb. Jeg nåede ikke langt fær jeg stoppede igen og hev efter været. Jeg følte mig svimmel. På grund af at jeg løb, fossede blodet også ud af det dybe sår på mit ben. Jeg smed rygsækken ned på jorden. Jeg kunne ikke bære den mere. Jeg kiggede i min pistol, der var heldigvis mange patroner endnu. Så satte jeg igen i løb. Det havde heldigvis lettet en del at smide tasken. Lidt fremme var der en butik, og jeg besluttede det var min bedste chance for overlevelse at låse mig derinde. Jeg løb om til lagerindgangen, og hev i døren. men den var låst. "Fuck" hviskede jeg for mig selv imens jeg hev efter vejret og tænkte over hvad jeg skulle gøre. Jeg kiggede ned af vejen, og zombierne var tættere på end jeg havde troet. Jeg hev pistolen frem og skød låsen af døren. Det var min eneste mulighed, da det var umuligt for mig at løbe mere. Hurtigt skyndte jeg mig ind, inden jeg fik tjekket, om der var andre zombier derinde. Jeg løb hurtigt ind i selve butikken og løste døren efter mig inden jeg fik kiggede rundt, efter om der var andre zombier inde i butikken. jeg lod hurtigt køre blikket hen over butikken, men der var ingen at se. Jeg satte mig kort ned, og lukkede mine øjne. Jeg var så udmattet at jeg kunne falde i søvn på stedet. Men inden jeg fik chancen for det hørte jeg høje brag, som lød til at komme fra den anden ende af butikken. jeg slog øjnene op med et sæt, og kiggede rundt. Var det virkelig muligt? Tænkte jeg. Jeg rejste mig hurtigt op. Der var stille et øjeblik, og så lød der flere brag. Jeg gik et par skridt men smerte skød igennem mit ben. Det føltes pludselig til at gøre ti gange mere ondt, nu hvor jeg ikke havde løbet i et par minutter, og nu hvor jeg kunne koncentrere mig mere om smerten. Jeg haltede hen til et hjørne og kiggede rundt om det. Jeg nåede ikke at se hvad der skete før noget koldt, og hårdt ramte mig i hovedet. Alt gik i sort i et øjeblik, og jeg faldt ned på knæ. Jeg prøvede at kigge rundt, efter hvad der var sket, men alt flimrede for mig, dog kunne jeg se to mørke skikkelser stå lidt foran mig. Jeg tog fat i min pistol, og skulle til at sigte på dem, men inden jeg nåede det, blev jeg igen slået hårdt i hovedet, og denne gang så hårdt at jeg besvimede.
Jeg tog mig til hovedet, og mærkede noget koldt og klistret der var jeg havde ondt. Jeg kiggede på min hånd, som var blevet rød af mit blod. Jeg satte mig op, og inden jeg nåede at se mig omkring, hørte jeg en pistol blive ladt. Jeg greb ud efter min, men den var væk. Jeg kiggede En sorthåret fyr stod og sigtede på mig. "Leder du efter denne?" Spurgte han. Og jeg så at det var min egen pistol, han sigtede på mig med. "Dræb ham nu bare, så vi kan komme hjemad" Sagde en anden stemme. Lidt bag ham stod en anden fyr, med brunt hår, og lyse spidser. Han stod og rodede med et gevær. Jeg så forskrækket på fyren som sigtede på mig. "Vent!" Råbte jeg forskrækket. Og kiggede frem og tilbage imellem dem. Den sorthåret, tog et skridt imod mig, og pressede pistolen imod min pande. "Hvorfor vente?" Sagde han, med et lille smil på munden. Jeg var tavs et øjeblik. Hvad skulle jeg sige? Hvorfor ville de overhovedet dræbe mig? Var de bare sådan to psykopater, der gik rundt og dræbte både zombier og mennesker? "Fordi jeg er et menneske" Sagde jeg forsigtigt. Jeg overvejede om jeg skulle prøve at få min pistol fra ham, men jeg var stadig omtåget, nok både fra slaget, og fra blodmangel. Den brunhåret fyr gik hen til os, og kiggede ned på mit ben. Han pegede på såret, med sit gevær. "Ikke særlig længe, eftersom du jo er blevet bidt" Sagde han. Han så på mig med afsky, som var jeg en zombie. "Hey jeg tror vi har mad nok nu!" Råbte en anden stemme, og en lyshåret fyr, trådte frem. Han havde en sportstaske, over skuldren. Han kiggede ned på mig. "Hey Kevin har i fundet ud af om det er et bidsår?" Spurgte han, og så på den sorthåret fyr. Kevin så på ham. "Selvfølgelig er det det" Sagde han lidt aggressivt og kiggede på mig. "Hey! Jeg er ikke blevet bidt!" Råbte jeg, og rejste mig forsigtigt op. Både den brunhåret, og Kevin sigtede stadig på mig. "Ha! Hvad skulle det ellers være, der bløder så meget?" Sagde den brunhåret. og ladede sit gevær. "Vi dræber dig inden du forvandler dig, det er faktisk en tjeneste" Sagde han alvorligt. "Ryan slap lidt af" Sagde den lyshåret, og gik et skridt hen imod mig. "Mit navn er Robin, men folk kalder mig Wolter" Han løftede hånden for at hilse på mig. Jeg kiggede først forsigtigt på ham, men gav ham så hånden. "Jeg hedder Taylor" Robin gik et skridt tilbage. Han så ned på mit ben. "Hvad er der sket?" Sagde han og så op på mig. Venligheden var væk i hans øjne. Jeg kiggede ned på mit ben. Såret havde blødt så meget, at mine bukser var helt røde fra såret af, og næsen hele vejen ned , somom jeg havde trådt ned i en blodpøl, med det ben. "Jeg skar mig" Sagde jeg forsigtigt. "Jeg kan sagtens vise jer såret, så i kan se det ikke er et bidsår" Jeg satte mig på huk, og rev hulet i mine bukser større, så såret kom rigtig til syne. Kevin som havde sænket pistolen fnyste. "Det kan sagtens være et bidsår, selvom det ikke ligner det" Jeg rejste mig hurtigt og greb fat i pistolen. "Det er ikke et bidsår!" Råbte jeg ham ind i hovedet. Ryan sigtede på mig igen "Slip ham!" Råbte ham. Mig og Kevin stod i nogle sekunder og råbte hinanden ind i hovedet, imens vi kæmpede om pistolen. Til sidst greb Ryan, og Wolter fast i os og trak os fra hinanden. Wolter så på mig. "Jeg stoler på at du ikke er blevet bidt Sagde han venligt, og rækte min pistol til mig. Han så tilbage på de andre. "Vi må se at komme tilbage, de andre er nok bekymret" Han så på mig igen. "Kom med os, vi kan rense dit sår, og du kan få noget mad" Jeg Rystede på hovedet. "Nej jeg må videre" Sagde jeg lavt og kiggede væk. Et sted ville jeg egentlig godt med dem. Men efter det her drama, så tænkte jeg at de højst sandsynligt kun kunne blive til besvær for mig. Wolter greb fat i min arm. "Jo kom nu, du skal have renset det sår, og du kan ikke løbe omkring i den tilstand" han kiggede ned på mit blodige ben. Jeg kiggede imod Kevin og Ryan. De himlede med øjnene og rystet på hovedet. Der var ingen tvivl om at e helst ville være fri for mig. Jeg trak lidt på smilebåndet. "Okay, jeg kan vel godt tage med" Wolter smilede til mig. Et venligt, og lidt selvsikkert smil. "Godt nok, men hvis du bliver til besvær, eller bliver til fare for gruppen, så efterlader vi dig" Sagde han lettere alvorligt. Jeg nikkede til ham. "Fint nok, og hvis i sinker mig, tøver jeg ikke med at efterlade jer alle, for at redde mig selv" Svarede jeg. Wolter smilede af min kommentar. Han virkede til at være en fin fyr. Men jeg havde ikke lyst til at få nogle venner. Jeg havde efterhånden lært at venner kun kunne give sorg, og besvær. "Er i to turdelduer færdige?" Sagde Ryan surt. "Eller skal i bare stå der og sludre hele dagen?" Sagde Kevin. De stod og kiggede surt imod os, med armene over kors. Wolter nikkede til dem. "I har ret, vi må videre" Ryan, gik et par skridt væk. "Jeg tjekker lige om der er fri bane" Sagde han og forsvandt rundt om et hjørne. Wolter kiggede på mig. "Kan du gå selv?" spurgte han bekymret. Jeg nikkede. "Det tror jeg" Jeg tog et skridt, og mærkede smerten skyde igennem mit ben. Jeg prøvede ikke at vise det, men det var svært, og Wolter havde tydeligvis set det. "Kevin gi mig en hånd med ham" Beordrede Wolter, og tog armen, omkring mig for at støtte mig. "Helt ærligt" Sagde Kevin, men gik alligevel hen på den anden side af mig og støttede mig der. "Hey fri bane" Råbte Ryan, henne fra udgangen af.
Turen hen til hvor de boede var heldigvis ikke særlig lang. Det føltes ihvertfald ikke sådan. Men jeg blev mere og mere omtåget. Jeg kunne ikke rigtig finde hoved eller hale på noget til sidst. En kvalmene og svimmel fornæmmelse væltede ind over mig. Det føltes endda som om at jeg havde svært ved at sætte det ene ben foran det andet til sidst. Da jeg igen kom til mig selv, lå jeg i en seng, med en blød pyde under hovedet, og en blød dyne over mig. Solen skinnede ind igennem et vindue. Jeg skyndte mig at sætte mig op og kigge rundt. Jeg kastede dynen af mig. Mit ben var forbundet. Jeg rystede hovedet for at prøve at ryste mine tanker og minder på plads. Da jeg tog mig til hovedet, mærkede jeg at jeg også havde forbinding rundt om hovedet. "Du er vågnet" Sagde en stemme. Jeg kiggede hen imod døren. Wolter trådte ind. "Er du okay?" Spurgte han venligt. Jeg nikkede. "Ja jeg har det fint" Sagde jeg. Han lagde hovedet på skrå, og satte sig ned i sengen. "Hvad er der?" Spurgte han. Jeg kiggede på ham. "Jeg kan bare ikke rigtig huske hvad der skete" Sagde jeg irriteret. "Jeg kan ikke huske hvordan jeg er endt her, og jeg ved ikke hvordan jeg fik det sår i mit hoved" Sagde jeg og tog mig til hovedet. Wolter smågrinte, og jeg kiggede surt på ham. "Såret i dit hoved" Sagde han med et smil. Det lignede at han prøvede at holde en grin inde. "Det kommer fra en spade. Kevin slog dig, fordi han troede du var en zombie" Jeg himmlede med øjnene. "Aha.. Kevin" Sagde jeg, og tænkte på Kevin og Ryan, som bare havde villet slå mig ihjel. Wolter rejste sig om igen, og lænede sig op af væggen. "Og du kom herhen ved at gå, med lidt hjælp, men du faldt om, så snart vi kom inden for døren" Fortsatte han. Jeg sad lidt i stilhed og kiggede ned i dynen. Pludselig væltede en pige ind gennem døren. "Du er vågen, hvor er det godt" Sagde hun med en høj glad stemme. Hun kom helt hen til mig, og kiggede på mig. "Hils på Aiko, det er hende der har forbundet dit ben, og hoved" Sagde Wolter. Aiko rakte hånden frem imod mig. Jeg gav hende hånden "Taylor" Sagde jeg lavt. Wolter gik et skridt frem. "Kom så Taylor, lad mig vise dig rundt" Jeg rejste mig op, og var klar til smerten i mit ben igen skulle sprede sig, men den kom ikke. Kun en lille smerte, som ikke gjorde så meget. "Du har fået noget smertestillende så det ikke skulle gøre så ondt" Sagde Aiko med et stort smil. "Tak" Svarede jeg, og gik efter Wolter, som allerede var påå vej ud af døren. Det lod til at være et stort hus de boede i. Der var mange små værelser rundt omkring, og et stort køkken, og en stor stue næsten midt i bygningen. "Hvad har det været for en bygning det her?" Spurgte jeg Wolter, da han næsten vær færdig med at vise mig rundt. Han kiggede på mig med et smil. "Der er ingen af os der ved det, eftersom ingen af os er her fra omegnen. Men vi gætter på det er et forladt sygehus, bare et meget lille sygehus" Vi gik et par skridt i stilhed. "Her er hvert fald, alle mulige gode ting, som smertestillede, og andre sygehusting. og mange værelser, så folk kan være i fred, når de har brug for det" Jeg nikkede. "Ja det er da fedt" Sagde jeg stille. Vi gik hen til et vindue og kiggede ud. grunden som hørte til bygningen var omgivet af en to meter høj mur. Jeg kiggede undrene på den. "Med den mur kan det da ikke være et syghus" Sagde jeg og kiggede på Wolter. Han trak på skuldrene. "Ved det ikke, men det er vel også ligegyldigt" Sagde han med et smil. Vi begyndte og gå videre, hen imod køkkenet. "Du er vel sulten?" Spurgte han da vi trådte ind i køkkenet. Jeg lagde hånden på maven og mærkede efter. Lidt sulten var jeg da, men det var ikke så meget. "Du har jo været væk i to dage" grinte han. Jeg kiggede undrene op, og lagde mærke til de andre folk der sad ved bordet. Både Kevin, Ryan, Aiko, og flere andre jeg endnu ikke havde set. Kevin og Ryan sad og hviskede sammen, og kiggede hen på mig og grinte. De snakkede garanteret om at jeg var besvimet. Jeg klemte læberne sammen og prøvede at ignorere dem. "Har jeg været besvimet i to dage?" Sagde jeg stille. Jeg prøvede og tale så lavt, at kun Wolter kunne høre det. "Ja, så du må da være sulten" Sagde Wolter højt nok til at alle i køkkenet kunne høre det. Aiko kom hen imod os med to tallerkener. "Værsgo nudelsuppe!" Sagde hun glad. Jeg tog imod den, og rødmede lidt. "Tak" Sagde jeg lavt. Sulten i mig steg, da jeg duftede den dejlige mad. Jeg havde ikke fået sådan noget mad i alle de måneder. kun få gange når jeg havde haft tændt et bål, men det var meget risikabelt eftersom at zombierne kunne blive tiltrukket af røgen. Imens vi sad og spiste fortalte Wolter mig hvordan tingene foregik i gruppen. Blandt andet hvordan de hentede forsyninger i butikkerne en gang om ugen. "Du er velkommen til at blive hos os" Sagde han med et smil, og satte sin tomme tallerken fra sig. Jeg trak på smilebåndet. "Jeg ved ikke rigtig" Sagde jeg, imens jeg kiggede ned i bordet. "Jeg har endnu ikke følt mig tilpas i nogle af de grupper, jeg har set rundt omkring" Jeg kiggede op på Wolter, og fik øjenkontakt med ham. Hans smil var væk. Han lagde hovedet på skrå. "Har du mødt mange grupper af mennesker derude?" Spurgte han, og jeg nikkede kun til svar. Et lille smil kom til syne igen på hans læber. "Vi har ikke mødt nogle længe, vi snakker ellers ofte om hvor mange mennesker der mon er tilbage" Han drejede hovedet og kiggede hen imod vinduet, hans ansigt blev trist. Der var stille imellem os et stykkede tid. "Har du mistet mange?" Spurgte jeg til sidst for at bryde tavsheded. Han kiggede igen på mig og nikkede. "Ja, jeg har mistet en del af min gruppe her, og jeg har mange venner derude jeg ikke ved hvad der er sket med. Om de er i live, eller om de er zombier" Han sank en klump. og kiggede mig i øjnene "Eller om de er blevet ædt" Sagde han med en stemme, hvor man kunne høre han væmmes ved tanken. Kuldegysningerne bredte sig på mine arme. "Hvad med dig?" Spurgte han. Jeg kløede mig i nakken, og sukkede. "Jeg har ikke rigtig mistet nogle. jeg tog hjem til min familie, men de var væk, og der var blod" Sagde jeg lavt, og jeg kunne mærke mine følelser vokse inden i mig. "Jeg har ingen venner, så sådan nogle behøver jeg heldigvis ikke tænke på." Wolter kiggede overrasket på mig. Jeg kunne se han undrede sig over at jeg ingen venner havde. "Hvad med din familie, dem nævnte du ikke" Sagde jeg hurtigt, for at han ikke skulle undre sig mere over at jeg ingen venner havde. Hans blik, blev anderledes og han rejse sig hurtigt. "Dem taler jeg ikke om!" Sagde han en anelse aggressivt, og gik hurtigt ud af køkkenet. Jeg kiggede hen imod Kevin og Ryan. "Sagde jeg noget forkert?" Spurgte jeg lavt. De fnyste af mig, og rystede på hovedet. "Wolter viser ikke så gerne følelser" Sagde Ryan, med et smil. "Ja han vil gerne prøve at være den frygtløse leder her i gruppen" Fortsatte Kevin. Deres smil var lumske, og onde. De lignede sådan to psykopater der var undsluppet fra en galeanstalt, som de sad der, med deres onde smil. Eller måske var det bare mig der synes det, efter sådan som de havde behandlet mig i butikken den dag. "Men sandheden om Wolter er, at inden denne zombie verden kom til, var hans aller største frygt i verden zombier" Sagde Ryan med et smil, og Kevin grinte. "Ja han turde ikke engang at se en zombie film" De grinte begge. "Faktisk ikke engang en zombie tegnefilm" Grinte Ryan. De sad og grinte til hinandnen. Aiko kom hen til os. " Så er det nok i to, det var ikke meningen i skulle lave grin med det og fortælle det til alle sammen" Sagde hun surt. Jeg kiggede forvirret på Aiko. "Kendte i alle sammen hinanden inden zombierne kom?" Spurgte jeg hende. Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg kendte godt Wolter, men de to fjolser der, kendte vi ikke" Hun kiggede over imod Ryan og Kevin. Hun skyndte sig at dukke sig, og et glas kom flyvende og splintres imod væggen. "Hold den kæft kælling" Råbte Kevin, jeg kiggede hen imod ham, og kunne se på ham at det var ham der havde kastet glasset. Jeg rejste mig op, og skulede hen imod dem. "Vi snakker et andet sted" Sagde Aiko og tog fat i min arm. Jeg havde lyst til at gå hen og sige noget til dem, og give dem en lærestreg, men de sad bare der med deres overlegne, selvglade smil. Jeg skyndte mig at vende ryggen til dem, og gå med Aiko. "Sådan er de altid" Sagde hun hurtigt, imens hun rystede på hovedet. "Så i kendte dem ikke, inden alt det her? Hvorfor følges i så med dem når de er sådan nogle idioter?" Spurgte jeg forbavset. Hun kiggede på mig. "Vi har heller ikke fulgtes med dem hele tiden. De var i huset her før os, og det er den mest sikre bygning, så det er heldigt at de ikke har smidt os ud, men de er vel glade for selvskab" Jeg nikkede forståene "Jeg okay, så forstår jeg det godt, men de finder sig tydeligvis ikke i så meget" Sagde jeg lavt. Hun trak på skuldrene. "De finder sig heldigvis i Wolters ordrer, og i at han er ledertypen" Sagde hun med et smil. Jeg nikkede og smilte tilbage. "Det er da heldigt nok" Vi gik lidt i tavshed, og til sidst gik hun ind på et værelse, og rakte mig en bunke stof. "Her er lagner, sengetøj og noget rent tøj" Sagde hun. "Åhm tak" Sagde jeg forvirret. "Du kan bare tage værelset herhenne" Sagde hun og begyndte at gå, jeg fulgte hurtigt med, og hun åbnede døren ind til et værelse. Der var helt tomt, udover en seng og et skrivebord. Vinduet var der træmmer for. "Hyggeligt" Sagde jeg sarkastisk og gik ind. "ja det er nogle søde små værelser, og træmmerne gør da at zombierne ikke kan komme ind" Sagde hun med et smil. Jeg himlede med øjnene "Eller vi ikke kan komme ud" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "De kommer da ikke ind" Sagde hun glad, somom at det var hundrede procent sikkert "Og der er altså træmmer for alle de stuernes vinduer" Sagde hun imens hun trak på skuldrene. "Men nu vil jeg lade dig være i fred, så du kan skrifte tøj, og slappe lidt af" Sagde hun med et smil og lukkede døren i bag sig.
Resten af dagen blev jeg inde på mit værelse. Jeg tog et koldt bad, skiftede tøj, og lagde mig så til at slappe af på sengen. Jeg lå længe og tænkte over det hele, og endte med at falde i søvn på sengen. Da jeg igen vågnede skinte solen ind i mit værelse. Jeg måtte tænke mig lidt om, før jeg hudkede hvor jeg var. Det var mange måneder siden jeg sidst var vågnet, og havde følt mig noglelunde tryg. jeg rejste mig, men mærkede hurtigt, smerten i bet ben var kommet tilbage. Typisk, tænkte jeg. Men morfinen i min krop var selvfølgelig holdt op med at virke. Jeg gik ud på gangen og kunne høre stemmer, komme ude fra køkkenet af. "Hey hvad så?" Sagde jeg lavt da jeg trådte ind i køkkenet. Alle stirrede på mig, og jeg fik en kvalmende fornemmelse, af alle de blikke. Wolter kom hen til mig og lagde en hånd på min skulder. "Hey, kom ind og sæt dig ned" Sagde han venligt. Jeg skyndte mig hen på en tom plads. "Vi mistede to personer ude i felten idag" Sagde Wolter trist. "Så vi arbejder på en ny arbejdsplan" Sagde Wolter til mig. Jeg nikkede forstående. Og kiggede op på en tavle, med en masse navne, og ordre, som madlavning, rengøring, og andre trælse ting, som om stedet her var en efterskole med daglige irriterende gøremål. "Så i arbejder på en ny arbejdsplan hver gang i mister nogle eller...?" Wolter sukkede, og så på mig, imens han rystede på hovedet, med et lille skævt smil. "Ikke kun derfor, også fordi at ingen vil arbejde med det samme hver uge" Grinte han. En anderledes latter kom pludselig bag ved mig. "Ja Taylor, nu du er her skal du også på listen" Grinte en velkendt stemme. Jeg vendte mig om, og henne ved det ene vendue, sad, Ryan og Kevin. Jeg skulle til at svare igen, men Wolter afbrød. "Ja, men du skal nok ikke udenfor og overanstrenge dit ben, den første uge" Han så ned på mit ben. "Åh man! Du har jo ikke fået dit morfin" Sagde Aiko, og kom pludselig til syne, imellem menneskerne. Hun fandt hurtigt et par piller frem, og kom med en flaske mineralvand. "Tak" Sagde jeg med et smil og skyndte mig at sluge pillerne.
Den næste uges tid gik stille og roligt. Jeg havde køkkentjansen, sammen med Aiko, selvom at jeg ikke lavede så meget. Jeg kom godt ud af det med hende og Wolter. De fik sat mig godt ind i det hele. Hvad der skulle ordnes hvornår. og hvor de forskelige ting var. Cirka en gang om ugen skulle der ud og samles mad. men alligevel var der næsten hver dag, folk ude, for at dræbe zombier, og lede efter overlevede mennesker, og muligheder for at kontakte omverdenen.
En aften, kort før sengetid kom Wolter hen og satte sig ved siden af mig. Jeg sad alene inde på mit værelse, og slappede af. Det var lidt over en uge siden jeg var kommet til stedet, og såret på min ben var groet, noglelunde sammen, jeg behøvede ikke længere morfin, eller bandage. "Hey Taylor" startede han ud. Han havde sit sædvandelige venlige smil. "Hey hvad så?" Svarede jeg med et smil. Han kløede sig nervøst i nakken. "Ja, vi tænkte på at du skulle med ud og samle forsyninger i morgen" sagde han venligt. Jeg kiggede lidt overrasket på ham. "Ja selvfølgelig, det kan jeg da sagtens hjælpe med." svarede jeg, imens jeg nikkede. "Godt nok" Svarede han og klappede mig på skuldreren. "Så smut, du i seng, og sørg for at være godt udhvilet til imorgen. Vi tager afsted ved tolv tiden" Sagde han og rejste sig op. Vi gav hånd på det. "Det siger vi så" Sagde jeg glad. Wolter sagde godnat og gik ud af døren. Og jeg skyndte mig at gøre klar til at gå i seng, for at være så udhvilet som mulig næste dag.
Næste morgen vågnede jeg ved at der var en masse tumult ude på gangen. "Det kan du godt glemme!" Råbte en rasende stemme. Jeg skyndte mig at komme i tøjet, og løb ud på gangen. Der var en masse ansigter jeg ikke kendte, og så Wolter og Kevin. "Hvad sker der?" Spurgte jeg undrene. Kevin og Wolter kiggede på mig. "Dig og Kevin bliver nødt til at gå sammen idag" Sagde Wolter, og kevin fnyste. Jeg kiggede undrene på dem. "Hvorfor?" Sagde jeg hurtigt. "Burde vi ikke alle gå sammen?" Spurgte jeg nervøst. Kevin fnyste igen. "Jeg går ikke med ham" Sagde han aggressivt og gik sin vej, hen imod sin værelse. "Jo, normalt deler vi os ikke, men Ryan har fået feber, han skal have noget penicillin eller antibiotika, og det er vi løbet tør for" Jeg kløede mig bekymret i nakken. Jeg havde ikke lyst til at være alene med Kevin derude iblandt zombierne. "Men hvorfor kan du så ikke tage med Kevin?" Wolter rystede på hovedet. "Aiko, går normalt aldrig ud, hun skal kun med fordi hun er den eneste der har forstand på medicin, og jeg skal beskytte hende. Jeg vil ikke sende hverken Kevin eller dig med hende" Han stoppede et øjeblik, og tænkede sig om. "Du bliver nødt til at erstatte Ryans plads på den her tur" Han så bedene på mig. Jeg klemte irriteret læberne sammen. Jeg ville gerne hjælpe, men hvorfor skulle det lige være med Kevin. "Okay" Sagde jeg stille. "Hvis du kan overtale Kevin" Jeg så over på Wolter, som smilte venligt. "Fedt nok, jeg taler med ham, smut hen og få dig noget mad" Sagde han glad og luntede ned af gangen, imod Kevins værelse. Jeg skyndte mig, hen i køkkenet hvor der lugtede dejligt. Aiko stod og rørte rundt i en gryde. "Hey, det lugter skønt" Sagde jeg med et smil. Hun smilte hurtigt tilbage. "Jeg laver suppe" Sagde hun glad. Jeg løftede et øjenbryn. "Suppe til mogenmad?" Spurgte jeg. Jeg satte mig ned, på en stol. Hun nikkede. "Ja, nu har vi andre fået morgenmad, så det her er til Ryan, suppe er jo godt imod feber, men jeg har lavet meget, så du må gerne få er potion" Sagde hun med et smil, og hældte noget op i en tallerken, og rækte den til mig. Jeg smilte og tog imod det. Imens jeg spiste det var der ret stille. Jeg kiggede op på klokken. Den var allerede halv tolv. Så der var kun en halv time til at vi skulle afsted.
Vi gik forsigtigt ud til lågen. Der var ingen zombier at se noglesteder. Men vi skulle passe på. Den mindste lyd kunne lokke dem til. Det var kun Wolter, mig, Kevin og Aiko der skulle af sted. Men vi skulle dele os med det samme. Apoteket var i den anden retning end butikken hvor Kevin og Jeg skulle skaffe mad. Kevin havde fået en liste over hvad vi skulle skaffe. Jeg kiggede på ham. Og kunne se hans irriterert udtryk. Jeg kunne også se hvordan han prøvede at ignorere mig, og lade som om jeg ikke var til stede. Hvordan Wolter havde fået ham overtalt til dette vidste jeg ikke. Men det var egentlig okay med mig at han opførte sådan. Jeg kunne også selv lade som om han ikke var her. Jeg havde jo altid arbejdet alene førhen. "Kevin, Taylor. Nu opføre i to jer som makkere, ikke? Ingen ballade" Hviskede Wolter til os. Jeg nikkede til svar. Vi alle tre kiggede på Kevin, som ikke reagerede. "Godt nok, vi ses om en cirka time" Sagde Wolter, og vente sig om og begyndte at lunte afsted med Aiko i hælende. Jeg stod og kiggede efter dem, og Kevin vente sig og kiggede på mig. "Afsted med dig" Vrissede han. "Lad os få dette mareridt overstået" Han stemme lød kold og ond som altid, dog uden den ironiske klang som han stemme altid havde når han morede sig sammen med Ryan. Jeg holdt min hånd, på min pistol, som sad i et hylster i mit bælte. Klar til at trække den hvis han skulle prøve på noget. Vi gik stille, og i et ret langsomt tempo ned imod byens gågade, hvor butikken vi skulle ind i lå. Kevin gik med sin pistol foran sig, klar til at skyde hvis der kom nogle. Jeg gik næsten ved siden af ham. dog et par skridt bagved. Jeg kiggede på pistolen i hans hånd. "Hey er det min pistol?" Sagde jeg. Da jeg opdagede den lignede en af pistolerne jeg havde haft i min rygsæk. "Nej" Svarede han koldt. Jeg gik lidt hurtigere og nåede op ved siden af ham "Hvor har du den fra?" spurgte jeg, med lidt hævet stemme. Han drejede hovedet, og så koldt på mig. "En taske" Sagde han med et selvglad smil. "Så er det min, jeg mistede min taske" Jeg greb ud efter pistolen men han nåede af trække den væk. "Det kan du sagtens sige" Sagde han og så mig ind i øjnene. Vi skulede irriteret til hinanden. "Hvor er alle de andre ting, og rygsækken?" Spurgte jeg irriteret, og prøvede igen at række ud efter pistolen. "Det er mine ting" Sagde jeg højt, og aggressivt. Han nåede igen at trække den væk, inden jeg fik fat i den. Han kiggede væk. Jeg bed tænderne sammen i irritation. "Kevin!" Råbte jeg til sidst irriteret, og han vendte sig hurtigt om, og sigtede på mig. Han pressede pistolen imod min pande. "Jeg fandt den taske, så det er min nu, forstået?" Sagde han aggressivt Jeg greb efter pistolen, som jeg havde i mit bælte. "Rør den ikke, jeg har skudt dig inden du når at trække den" Råbte han, og pressede pistolen hårdere imod min pande. Jeg slap forsigtig min pistol igen. "Okay" Sagde jeg lavt. Jeg vidste han havde ret, og at han nok ikke ville tøve med at skyde mig. "Vi kan vel dele de ting i tasken når vi kommer tilbage?" Spurgte jeg. Jeg kiggede på mig med sine kolde øjne. "Vi får se" svarede han og sænkede sin pistol. Han vendte sig igen med ryggen imod mig og begyndte at gå. Jeg stod stille et kort øjeblik, og overvejede at trække min pistol og skyde ham i ryggen. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, for at få de ubehagelige tanker ud af min hoved, og fulgte så efter ham.
Resten af turen hen til butikken gik roligt. Vi sagde ikke et ord til hinanden, men gik stille og roligt med lette skridt. Overraskende nok så vi ingen Zombier. Men solen stod også højt på himlen, og dens varme stråler brændte på huden. Det var på sådanne dage, man sjældent så en zombie. Det lod til at de helst kom frem i mørke. eller hvis det var fugtigt. Selvfølgelig så man oftest nogle, men idag lod de til alle at gemme sig væk. Det var meget rart. Trods alle de halv smadrede bygninger, og biler der lå overalt, lignede det en almindelig dag, hvor man ikke skulle gå og frygte at bliver overfaldet, af en menneskeædene zombie. Jeg var lidt væk i mine egne tanker da Kevin pludselig bremsede op foran mig. Jeg var tæt på at banke op i ham, men nåede heldigvis at stoppe, så han ikke skulle til at true mig med hans pistol igen. "Så er vi her" Sagde han koldt, og kiggede hen imod en butik. Jeg fulgte hans blik, og så en halvsmadret butik. Vinduerne var smadret. døren var smadret, og kiggede man ordenligt efter kunne man se blod på vinduerne. "Ikke den bedste butik at handle i" Sagde jeg med løftet øjenbryn. Kevin skulede kort hen på mig, og gik så forsigtigt, med lette skridt hen imod butikken. Jeg trak på skuldrene og fulgte forsigtigt efter. Og for at være sikker trak jeg min pistol. Med de åbne døre kunne der jo sagtens være masser af zombier derinde.
Da vi trådte ind i butikken, stod vi først længe stille, og lyttede. der var ikke en lyd at høre. "Tror du her er sikkert?" Hviskede jeg så lavt som muligt til Kevin. jeg brød mig ikke om at spørge ham om noget, men hvorfor ikke prøve at være venlig. Så kunne det da være jeg kunne få lov til at få min taske og ting tilbage. Selvom at jeg tvivlede på det. Men hvad kunne jeg ellers gøre? Kevin kiggede over imod mig. "Ja her er sikkert ikke nogle" Svarede han. "Lad os dele os, så går det hurtigere" Sagde han og begyndte at gå. Jeg himlede med øjnene og gik i den modsatte retning. Jeg tog min pistol frem, og kiggede i magasinet. Der var plads til 13 patroner i denne 8 mm pistol. Det var den pistol jeg altid havde på mig da det var en af de bedste jeg havde. Jeg havde fundet den hos en død fyr, i militær tøj. Heldigvis havde jeg haft den i min inderlomme, da jeg mistede mit taske.
Jeg gik stille rundt og proppede en masse forskellige ting ned i en sportstaske, som jeg havde over skulderen. Jeg kiggede på den lille liste over ting jeg skulle finde som Aiko havde givet mig. Jeg havde fundet de fleste ting, og tasken begyndte at blive tung. I den anden ende af lokalet kunne jeg høre lidt larm fra Kevin. Vi tog os begge god tid lød det som. Nok fordi ingen af os gad turen hjem hvor vi blev nødt til at gå sammen. Jeg kiggede igen på listen. Der var mange ting på den, som jeg ikke vidste hvad var, Jeg gættede på at det var krydderier og lignene. Jeg overvejede om jeg skulle spørge Kevin, om han havde en idé til hvad det var men tænkte jeg hellere måtte prøve at finde det selv først. Det var nok bedst at lade ham være. Det kunne vel heller ikke være så svært. Jeg rystede på hovedet af ham. Hvorfor skulle det lige være ham jeg skulle være her sammen med? Jeg kendte jo godt svaret, men det var bare en irriterende at rende rundt med sådan en lyseslukker. "Hey Tumpe?" Lød det nede fra den anden ende. Jeg himlede med øjnene. "Hvad?" Svarede jeg irritabel. Jeg kunne høre at han raslede med nogle ting. "Er du ved at have fundet alle tingene?" Råbte han. Jeg kneb irriteret øjnene sammen. Hvorfor skulle han råbe så højt, han vidste vel godt at zombier tiltrækkes af støj. Uden at svare gik jeg hen imod hvor hans stemme kom fra. "Hvorfor råber du så højt?" Sagde jeg da jeg fandt ham. Han smilte selvsikkert. "Hvad er du bange?" Jeg rystede på hovedet. "Lad os nu bare komme tilbage. Jeg har de fleste ting på listen" Jeg løftede listen, og læste den igennem igen. Så kiggede jeg på Kevin. Hans taske så næsten tom ud. "Har du fundet det du skulle finde?" Spurgte jeg ham, og han trak på skuldrene. "Jeg har det jeg skal bruge" Nikkede han. Jeg lagde hovedet på skrå. "Så du har ikke fundet nogle ting til huset? Har Aiko ikke givet dig en liste?" Spurgte jeg en anelse aggresivt. Han kunne da have sagt det, så han kunne have fundet halvdelen af tingene. Han rystede på hovedet. "Lad os smutte" Svarede han. og begyndte at gå. Jeg skulle til at svare igen, men i det samme, lød et enormt brag. Vi begge standsede brat op. Og der gik et øjeblik før det gik op for os hvad braget skyldes. Tordenvejr. "Åh nej" Hviskede jeg. Og vi kunne begge høre regnen, som piskede ned udenfor. Hvis der var noget zombierne hadede så var det solskin. Hvis der var noget de elskede så var det regnvejr. I regnvejr kom de alle sammen frem.
Vi stod begge stille i døråbningen og stirrede i stilhed ud på regnen som faldt ned fra himmlen i store dråber. Det larmede når det landede på jorden. Og blev kun overdøvet af tordenskraldene som kun med jævne mellemrum. "Ufatteligt at vejret skiftede så hurtigt" Sagde jeg højt, så jeg var sikker på at Kevin kunne høre det. Vi stod kun en meter fra hinanden. Han nikkede til svar. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han var ligeså bekymret som mig, for at gå ud i det vejr, og at han også vidste at zombierne kom frem i regnvejr. "Vi må hellere skynde os, det kan være de ikke er kommet frem endnu" Sagde han hårdt, og satte i løb. Jeg rystede hurtigt på hovedet. overrasket over at han bare begyndte at løbe. Jeg luntede efter ham så hurtigt jeg kunne, men den tunge taske gjorde ondt i min skulder, og sænkede mig meget. Jeg kunne hurtigt mærke at jeg umuligt kunne nå hele vejer tilbage til huset, i løb med tasken over min skulder. Jeg stoppede og kaldte på Kevin som var langt foran mig. Heldigvis stoppede han og kiggede tilbage. "Hvad?" Råbte han vredt. Men inden jeg kunne nå at svare så jeg nogle zombier komme løbene bag ham, og hen imod ham. "Pas på!" Skreg jeg, og han drejede hovedet, og satte i løb i retningen af mig. I det samme så jeg nogle zombier som kom fra højre og hen imod mig. Kevin nåede hen til mig. "Hjælp mig med tasken" Sagde jeg hurtigt. "Glem den!" Vrissede Kevin af mig, og løb forbi mig. Jeg skyndte mig efter ham. Jeg kiggede mig over skulderen, imens jeg løb, og kunne se de to flokke af zombier samle sig, og nu var en stor flok, som ville være umulig at komme igennem, eller skyde. Jeg mærkede kuldegysningerne spræde sig på min krop. Hvordan ville vi klare det her. Jeg så på Kevin som løb en meter foran mig, og jeg håbede på at han kendte byen godt, og måske kendte et sted hvor vi kunne være i sikkerhed. "Hvor er du på vej hen?" Råbte jeg lidt forpustet til ham, han drejede hurtigt hovedet og så på mig. "Væk!" Vrissede han og så imod zombierne som var et godt stykke bag os. "Så du har ingen idé?" Spurgte jeg. Jeg kunne mærke at det gamle sår på mit ben, begyndte at gøre mere og mere ondt, for hver gang jeg trådte hårdt ned på benet. Godt nok var det groet godt nok sammen, men alligevel kunne det mærkes. Kevin drejede pludselig af og løb op af en gyde. Jeg valgte at følge med da han vel havde en god grund til at løbe den vej. Jeg gik ud fra at han havde en plan.
Vi løb alt hvad vi kunne og hoppede over nogle væltede skraldespande, og håbede på at det ville sænke zombierne. Men zombierne var hurtige, og man kunne nærmest høre og se på dem, at de var fast besluttet på at vi skulle blive et dejligt måltid for dem. Vi havde løbet et godt stykke tid nu, men havde stadig ikke fundet nogle steder vi måske kunne være i sikkerhed. og huset, hvor vi vidste vi ville være sikre lå i den anden retning. Sveden løb efterhånden ned af min pande, og Kevin så også ret udmattet ud. "Kevin!" Råbte jeg, og han kiggede ud af øjenkrogen på mig. "Hvad?" Spurgte han og man kunne høre han var ligeså udmattet som jeg. "Vi må finde på en plan hurtigt, ellers kommer vi ikke hjem i live" Der var stille et øjeblik, så smilte Kevin. "Du har ret" sagde han. Jeg så håbefuldt på ham. Hans smil sagde mig, at han havde fundet på en plan. "Hvis zombierne, har travlt med at spise dig, kan jeg slippe væk" Sagde han lavt. Inden jeg nåede at opfatte hvad han havde sagt, greb han ud efter en træ planke der lå på nogle kasser. Han svingede den hurtigt imod mig, og jeg nåede ikke at reagere, før den ramte mig i hovedet. Jeg lå på jorden, og kunne se zombierne komme nærmere kun få meter fra mig, jeg rejste mig hurtigt og skød, nogle af de zombier der var tættest på. "Kevin!" Skreg jeg, og kunne se ham løbe. Han vendte sig ikke engang om for at se hvad der mon skete med mig. Jeg vendte mig rundt og affyrede et skud i retningen af ham. Inden jeg igen vendte mig om og skød nogle af zombierne. Så satte jeg igen i løb, og opdagede Kevin ligge på jorden. Hurtigt gik det op for mig at jeg havde ramt ham. "For helvede din lille lort" Råbte han, og jeg opdagede at mit skud havde ramt hans lår. Hans pistol lå nogle meter fra ham. Jeg stoppede i et split sekund og overvejede at hjælpe ham. Men flokken af zombier var lige bag mig. Så jeg løb videre. Bag mig kunne jeg høre hans smerteskrig, da flokken af zombier kastede sig over ham. Men det varede ikke længe før han var stille.
Heldigvis fulgte ingen af zombierne efter mig, da de alle havde kastet sig over Kevin. Jeg fandt en brændtrappe og klatrede op på toppen af bygningen og blev der til solen igen skinnede. Det tog nogle timer. men det føltes ikke så længe. Jeg var stadig i chok, over at Kevin havde villet ofre mig til zombierne for at redde sig selv. Men at det var gået lige modsat, og at jeg nu var skyld i hans død. Tårene trillede ned af mine kinder. Jeg havde det dårligt med det, jeg følte mig som en ussel morder. Men selv hvis jeg ikke havde skudt ham, havde han vel prøvet at dræbe mig igen. Jeg gik hen til kanten af taget og kiggede ned af brandtrappen. Der var ingen zombier og se nogle steder nede på vejen. Jeg tog en dyb indånding og gik et skridt frem på brandtrappen. Den knirkede svagt og jeg bakkede hurtigt tilbage på taget igen. Jeg satte mig ned og gemte mit hoved i mine hænder. Jeg sukkede. "Hvad gør jeg? Hvad gør jeg? Hvad gør jeg? Hvad gør jeg?" Hviskede jeg til mig selv. Jeg spændte i hele kroppen, og kunne mærke at min krop rystede kraftigt. Hvad er der galt med mig? tænkte jeg. Der var jo ingen zombier dernede, så hvorfor gik jeg ikke bare derned. Et glimt af Kevin der blev spist af zombier, og hans smerteskrig dukkede op i mit hoved. Havde den oplevelse virkelig taget så hårdt på mig? I flere timer sad jeg på taget, og prøvede at tage mod til mig. Men inden jeg fik set mig om, var det pludselig blevet mørkt. Jeg vidste at jeg hvert fald ikke kunne tage derned nu, så jeg lage mig ned og prøvede at få mig noget søvn.
Næste morgen havde jeg ikke fået meget søvn. Jeg var døset hen nogle gange, men kunne ikke falde rigtig i søvn. Min mave var begyndt at knurre lidt af sult, og min mund var tør. Jeg havde ikke fået noget at drikke i et døgns tid. Jeg stod og kiggede hen mod brandtrappen. "Jeg må, og jeg skal" Sagde jeg til mig selv. Men mine fødder føltes som bly. Jeg stod lidt og kiggede derhen, men satte mig igen ned. "Det går ikke det her" Sagde jeg. "Jeg har masser af patroner" Sagde jeg og kiggede i magasinet som jeg havde fyldt helt op igen. Jeg kiggede op imod himlen. "Solen koger, jeg møder sikkert ingen zombier i sådan en hede" Min krop rystede, og jeg tog en dyb indånding, for at prøve at slappe mere af. Hvad var der galt med mig, jeg havde aldrig været bange, eller nervøs på den måde før. "Kevin!" Hørte jeg pludselig en velkendt stemme råbe. Jeg rystede på hovedet, og lyttede igen efter. Var det mon rigtigt eller var det min fantasi? "Det er Kevins pistol!" Råbte stemmen igen. "Kevin?" Det gik op for mig at stemmen kom fra Ryan. "Slap af, ikke råbe så højt" Sagde en anden stemme, som lød som Robin. Jeg skyndte mig hen til tagets kant og kiggede ned. Nede på vejen gik Robin, Ryan, og Aiko og nogle andre jeg ikke kendte navnet på. "Robin!" Råbte jeg og fik pludselig en lille følelse af tryghed, og mod i mig igen, og gik ud på trappen, så de kunne se mig. "Taylor?" Sagde Robin svagt og kiggede op på mig. "Kevin? Hvor er Kevin?" Råbte Ryan, aggressivt Jeg Skyndte mig ned af trappen. Så snart jeg fik fodfæste, greb Ryan fat i mig og bankede mig op af muren. "Hvor er Kevin?" Spurgte han igen. Jeg havde ikke mange kræfter, til at forsvare mig med. "Han er..." Sagde jeg lavt, og bed tænderne sammen. "Hvad? Han er hvad?" sagde han, lidt lavere end før. Og hans ansigtsudtryk, sagde mig, at han nok havde regnet ud hvad jeg ville sige. "Han er død" Sagde jeg lavt. Ryans øjne blev tomme. "Hvad?" sagde han. Jeg kiggede over på Robin, og Aiko. Aiko kastede sig grædene ind i Robins arme, og Robin så trist ned i jorden. Jeg så igen på Ryan der stadig holdt fast i mig."Hvad har du gjort"? Sagde han. Og langsomt blev hans øjne igen aggressive. "Hvad? Jeg har altså ikke.." sagde jeg nervøst. "Det var ikke min skyld" sagde jeg beskyttende. Før jeg vidste af det fik jeg en knytnæve i hovedet, og jeg landede hårdt på jorden. "Ryan stop så!" Sagde Robin og trådte imellem os. Robin kiggede ned på mig. "Nu tager vi hjem, og så kan du fortælle os hvad der skete" Han rækte mig en hånd og hjalp mig op og stå. Turen hjemad gik lydløst. Der var ingen der sagde noget. Jeg følte mig tryg igen af at være imellem dem og angsten som havde holdt mig oppe på taget var væk. Men nu følte jeg alligevel en anden angst. Angsten for hvad jeg skulle sige. Hvad skulle jeg fortælle dem? Jeg kunne ikke fortælle dem sandheden. Det sidste de skulle tænke om Kevin skulle ikke være at han var en morder. Og ville de overhovedet tro på at han havde prøvet at dræbe mig først, hvis jeg fortalte dem hele sandheden? Jeg Holdte mit blik nede for at undgå øjenkontakt. Jeg kiggede hurtigt op og så Ryan der skulede ondt imod mig , så jeg kiggede hurtigt væk igen.
Da vi var hjemme skyndte jeg mig i bad inden nogle tog fat på mig for at udspørge mig. Jeg gav mig god tid imens jeg overvejer hvad jeg skulle svare dem. Men hver gang jeg tænkte på hvad det var sket så så jeg små glimt i mit hovede af Kevin der blev ædt og revet i stykker af zombierne. Jeg tog min ene hånd op så den dækkede det meste af mit ansigt. Skyldsfølelse væltede ind over mig og jeg fik igen kvalme. Vandtet fra bruseren skulede stadig ned over mig. Jeg skyndte mig at slukke det og gik hen foran spejlet. "Tænk nu op noget andet" hviskede jeg til mig selv. "Jeg klare det her. "Ligesom jeg altid gør" jeg nikkede til mig selv i spejlet. Og smilte lidt af mig selv for at få en ny følelse. Det føltes åndssvagt, at snakke til sig selv og grine af sig selv. Men det var sådan jeg havde klaret de sidste 10 måneder. Ved at snakke og grine og opmuntre mig selv. "Taylor?" Lød Aikos stemme ude foran døren. "Der er møde om 5 minutter de andre ville gerne have du er der, de har spørgsmål til dig" sagde hun med en venlig stemme. "Jeg skal nok være der" svarede jeg lavt. Jeg skyndte mig at tage rent tøj på, og så mig igen i spejlet. "Jeg klare det her, de skal nok tro på mig" sagde jeg lavt til mig selv.
Da jeg trådte ind i stuen hvor vi sædvandeligt havde vores møder, løb det mig koldt ned af ryggen. Der var en inlig tavshed, og jeg kunne føle de mange blikke der villede på mig. Da jeg løftede blikket, og kiggede rundt blev jeg dog lettet over at se at langt under halvdelen, af gruppen var til stede. Robin og Aiko sad i en sofa ved et lille bord. Overfor var der en tom lænestol, som jeg tænkte de nok forventede jeg ville sætte mig i. Længere bag ved dem, sad Ryan ved et spisebord. Rundt om bordet sad andre af hans venner. Nogle af de mennekser jeg aldrig havde snakket med, og som jeg vidste Ryan og Kevin havde været noglelunde venner med. Jeg gik hen til lænestolen og satte mig ned. Alles blikke vilede stadig på mig, og jeg kunne føle hvordan nervøsiteten voksede i mig. "Hej Taylor" sagde Wolter lavt. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med ham, men svarede ikke. Woler tog en dyb indånding. "Som du nok ved så er vi samlet her idag, fordi vi er nogle stykker der er interesseret i at høre præsic hvad der skete med Kevin" Startede han, imens han holdt øjenkontakt med mig. "Det er noget alle skal igennem, hvis de er den eneste overlevende" Jeg kiggede hen på Aiko som nikkede venligt til mig. Så kiggede jeg igen på Wolter. Der var stille, og hårene i min nakke rejste sig. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle sige. "Så Taylor. Fortæle hvad der skete" opfordrede Wolter. Han talte med en venlig stemme. Hvilket beloligede mig en del. Alligevel gjorde Ryans tilstedeværelse mig utryg. Jeg kunne se ham ud af øjenkrogen. Hans blik, somom han ville dræbe mig hvornår det skulle være. "Kevin.." Startede jeg. Uden at hvide hvor min sætning skulle føre hen. "Kevin, han.. faldt.. jeg kunne ikke nå at hjælpe ham" sagde jeg og lukkede øjnene hårdt i, og tog mine hænder op for at gemme mit ansigt.
Der var stille i et øjeblik, men Wolter brød den. "Prøv at fortælle det hele fra starten af" sagde han, med en lidt hårdere stemme. Jeg rettede mig igen op, og kløede mig nervøst på armen. Jeg trak vejret dybt et par gange imens jeg overvejde hvor jeg skulle starte. "Fra starten?" Spurgte jeg nervøst. Det hele føltes næsten som om jeg var i retten. og jeg som uskyldig skulle fortælle alle hvad der var sket. og de mange nævninge på sidelinien der skulle bedømme om jeg var uskyldig eller ej. Wolter nikkede til svar. "Vi.. var igang med at finde tingene på listen, da der pludselig lød et brag. vi opdagede at det tordnede, og regnede voldsomt. Så vi besluttede os for at løbe. Pludselig var der mange af dem, og vi var næsten omringet. Kevin sagde vi skulle smide taskerne så vi kunne løbe hurtgere.. vi løb ind i en gyde, men han faldt." Jeg stoppede og kiggede op, og fik øjenkontakt med Wolter. hans øjne virkede rolige. "Jeg opdagede ikke han var faldet før det var for sent. jeg kunne ikke nå tilbage og redde ham" Jeg kiggede rundt og så hvordan folk tog det. De kiggede på hinanden og hviskede. "Løgner!" Råbte Ryan og rejste sig og gik nogle truende skridt hen imod mig. "Det er fucking løgn! Kevin ville aldrig løbe langsommer end en Handikappet lille lort som dig!" Råbte han aggresivt imens han så mig direkte i øjnene. "N-nej" Fremstammede jeg med rystende stemme. "Vi løb lige hurtige, han.. han må være faldet over noget" Sagde jeg stille. Nogle af de andre rejste sig og tog fat i Ryan, for at sikre sig at han ikke gik mere amok. Wolter så på mig. "Så han faldt over noget?" spurgte han. Jeg trak nervøst på skuldrende. "jeg så det ikke, jeg opdagede først han var faldet, da det var for sent, Zomberne.. de var så tæt på" sagde jeg og kunne mærke mine øjne blev våde. Wolter rejste sig, og så hen imod Ryan. "Jeg har hørt nok" Sagde han. "Jeg tror på denne historie, det er ikke første gang vi har mistet folk ude i tordenvejret og regnvejret" Sagde han roligt. Ryan rev sig fri for dem der holdt ham fast. De holdte begge aggresivt øjenkontakt med hinanden i nogle sekunder før Ryan vendte sig om, og agresivt gik ud af stuen. Wolter satte sig igen ned. og nogle af dem fra Ryans bord skyndte sig at følge efter ham. Vi sad kort i stilhed, der var ingen af os der havde øjenkontakt, og vi sad vidst alle, og tænkte over tingene. Wolter kiggede til sidst op, og så rundt på hvem der ellers var tilbage i lokalet. "andre der har flere spørgsmål?" Spurgte han. Folk rystede på hovederne, og nogle af dem rejste sig med det samme, og gik ud. Til sidst så Wolter på mig. "Så er vi færdige, du kan gå nu" Jeg nikkede, og rejste mig. Jeg var træt. utroligt træt, og følte at jeg kunne sove i en uendelighed. Jeg gik direkte op på mit værelse og smed på på sengen.
Jeg vågnede ved en kradselyd. Den var svag, men den var der. Jeg tænkte ikke videre over den, men prøvede at holde den ude. Den blev langsomt højere og til sidst tog jeg min pude og prøvede at ligge den over mit hoved. Jeg var egentlig ikke træt, men ud af øjekrogen havde jeg set at det stadig var mørkt udenfor. Til sidst satte jeg mig op i sengen. "Hvor kommer den lyd fra?" Spurgte jeg lavt mig selv. Jeg Kiggede lidt rundt, men kunne ikke placere lyden. Det var som om den kom fra alle hjørner. Jeg rejse mit op, og gik hen og tænde lyset. Der var intet at se. Måske det bare er en rotte der bor inde under gulvet et sted Tænkte jeg. og gik hen til mit skab og tog noget rent tøj på. Pludselig blev lyden meget højere og voldsommere, mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg løb hen imod min seng for at finde pistolen, under min pude, men idet samme bankede en hånd op af gulvet, den blokerede mig vejen til sengen. Flere hænder kom op igennem gulvbredderne. "Shit!" Råbte jeg og løb hurtigt hen til døren og hev i håndtaget. "Fuck hvad sker der?" sagde jeg lavt og hev og trak i håndtaget. et lille vindue som var i døren blev trukket til side. og et velkendt ansigt kom til syne. "Ryan?" Sagde jeg lavt, og hamrede på døren. "Ryan, hjælp! Jeg er låst inde" Sagde jeg bedene. Men et smil bredte sig på hans læber. Jeg vendte mig om, og så nogle af Zombierne næsten havde kæmpet sig vej op igennem bræderne. Jeg vendte mig igen om imod Ryan, som roligt kiggede på igennem vinduet. "Der er zombier herinde hjælp mig" Sagde jeg bedene alt imens jeg hamrede på døren og hev i håndtaget. Pludselig greb en hånd fat i mit ben, og væltede mig omkuld. På ingen tid havde hænderne grebet sig fast i mine ben og mine arme så det var umuligt for mig at rive mig løs. En af zombierne kom helt op fra gulvet, og bed sig fast i min arm og tog en stor luns kød af. Jeg skreg af smerte, og kiggede igen, og imod vinduet som sad i døren. Ryan stod der stadig, og smilede selvtilfreds, uden den mindste anger i hans øjne. Flere Zombier tårnede sig op omkring mig og de begyndte at grave sig ned i min mave, mine øjne blev slørrede men jeg kunne stadig se dem, imens de mæskede sig i mine indvolde.
Jeg satte mig op i et skrig, og før jeg vidste af det stod i midten af mit værelse med en ladt pistol i mine hænder imens jeg sigtede ned i gulvet, og var klar til at skyde. Jeg hyperventilerede og var badet i sved. En drøm? et mareridt? Var det bare et mareridt? Tænkte jeg. Jeg gik langsomt hen til døren og tog i håndtaget, jeg åndede lettet op, da jeg opdagede at der ikke var låst.
Jeg fandt noget rent tøj i skabet og gik i bad. Klokken var kun 5 om morgenen og jeg vidste de andre sov i nogle timer endnu. men jeg kunne ikke sove mere. ikke efter det mareridt. Det var over en uge siden jeg var kommet tilbage til gruppen. De fleste lod til at være kommet videre over det med Kevin, så jeg var begyndt at føle mig tilpas hjemme igen. på trods af at ingen af de andre ville have mig som partner ude i felten. så jeg havde ikke været med på nogle ture i byen siden. Hvilket jeg egentlig gerne ville.
Efter badet gik jeg ud i haven. Det så ud somom jeg der var fri bane, ingen zombier der gik rundt ude på vejen. Der var musestille og stjerneklart. Der var ikke en vind der rørte sig. Jeg lukkede øjnene i og nød det. Det var en utrolig stilhed, som man ikke havde kunnet høre i mange måneder. Et lille vindpust blæste svagt. Det var skønt, det var somom der intet ondt var, og alt var som i de gamle dage. Det var sjældent man følte sig sikker og gav sig til til at nyde de små glæder som denne. Pludselig kunne man høre skud blive affyrt i det fjerne. Mange kilometer væk. Jeg åbnede øjnene. "Er du allerede vågen?" Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt, og så Wolter lukke døren i, og komme nærmere. "Ja" svarede jeg kort, og sendte ham et venligt smil. Han smilte tilbage. "Kunne du ikke sove?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene. "Mareridt" Indrømmede jeg. "Aha" Nikkede han forstående. "Det har vi vidst alle prøvet, nu om dage" Svarede han. Han satte sig på en bænk. "Vil du med ud?" Spurgte han. Jeg lagde hovedet undrende på skrå. "Ud? hvor ud?" Spurgte jeg. "Der er en fyr, som er blevet til zombie for nylig. Jeg ved han havde masser af våben, og vi er ved at løbe tør for ammonition" Forklarede han. Jeg nikkede. "Ja jeg er frisk, hvem skal ellers med?" Spurgte jeg. Han rejste sig og gik hen imod lågen. "Ingen andre" Sagde han med et smil. Jeg skyn dte mig at gå op ved siden af ham. "Skal vi afsted nu?" Spurgte jeg en anelse chokeret. Han smile. "Ja, jo hurtigere jo bedre" Svarede han.
Meget af tiden gik vi i stilhed og nød vejret og stilheden.. Godt nok var klokken kun omkring 6 om morgenen, men vejret var allerede behageligt. "Så er vi der lige straks" Sagde Wolter pludselig. Vi gik op af en villa gade. Et kvarter, med ret store huse, med store haver. Jeg gik hen ved siden af ham, og så på ham. "og han har våben? er du sikker på det?" Spurgte jeg. Wolter smile af mit spørgsmål. "Ja da, ellers ville jeg ikke gå herhen" svarede han glad. "Hvor ved du det fra?" Spurgte jeg nysgerigt. "Jeg mødte ham en gang, og vi snakkede lidt. Han fortalte at han havde tonsvis af våben, og jeg spurgte om han ville med hjem til os, hvor der var sikkert, men han sagde han boede fint alene" Forklarede Wolter med et smil, og stoppede så op.
Han så på et stort hvidt hus der var længere fremme. "Der skulle han bo" Sagde han, med en smil. Huset så godt beskyttet ud, det havde et plankeværk hele vejen rundt om grunden. Længere henne var lågen. Wolter gik hen til den. "Lågen er stadig lukket, så der er sikkert fri bane derinde" Råbte Wolter. Idet samme hørte jeg en snerren bag mig, og idet jeg vendte mig rundt, væltede en zombie ind over mig. Jeg greb fat i hænderne på den, og holdte dem foran den, i et forsøg på at holde dens ansigt væk fra mit. Den bed ud efter mig, imens den jamrede og knurrede. jeg kiggede den ind i dens hvide øjne. Jeg kiggede ned imod min pistol, som sad i mit bælte. Det var umuligt for mig at få fat på den, hvis jeg slap en af Zombiens hænder ville det give den en for god mulighed til at bide eller kradse mig. "Shit!" Hørte jeg Wolter råbe og jeg kunne høre han løb hen imod mig. Han standsede et kort øjeblik, og løb så om på siden af mig og sparkede hårdt zombien i maven, så den faldt af mig. Jeg greb ud efter min kniv, og hamrede den hårdt ned i hovedet på Zombien så den faldt om.
jeg kiggede undrende på zombien. Det var en kvinde. midt i 30erne. Man kunne se på hende at hun for nyligt havde været et almindeligt menneske. Hendes tøj var ødelagt og beskidt. men hendes hun var stadig ikke særlig ødelagt. hun havde sikkert været i live endnu for få uger siden. "lad os komme ind før der kommer flere" sagde Wolter og øbnede lågen og gik ind. Jeg tøvede et øjeblik. Kiggerede så rundt. Der var ikke flere at se endnu. Men jeg skyndte mig så efter Wolter.
Haven var stor, og ren. Der var ingen træer eller buske. Kun rent fladt grønt græs over det hele. Det gav en let tryghed at vide at der ikke var nogle zombier der kunne gemme sig i haven. Oppe ved døren stoppede vi begge og tøvede. Vi begge og fat i vores våben og gjorde os klar, man kunne Aldrig vide hvad der gemte sig bag en dør. Måske ingenting, og måske tonsvis af zombier som nogen andre har lukket inde. "Åbner du?" Spurgte jeg lavt Wolter. Han Nikkede til svar og tog fat i døren og åbnede den hurtigt. I nogle sekunder stod vi stille, og lyttede. Der var ingen at se og ingen at høre. Vi gik nogle skridt ind og slappede lidt mere af. Der var mørkt, gardinerne var trukket for. Jeg gik forsigtigt ind af en dør til højre og gik hen til et vindue og trak gardinerne fra og lukkede lyset ind.
Det var stuen vi var inde i. "Begynd at lede skuffer og skabe igennem, efter våbene. Det er ikke til at vide, hvor han har gemt dem" sagde Wolter og åbnede en kommode og begyndte at rode den igennem. Jeg gik stille rundt og rodede i nogle ting, og fik øje på en kiste der stod i hjørnet. nøglen sad stadig i. Jeg gik hen og åbnede den og rodede i tingende der var der i. Der var mange underlige ting. Som ting man arver efter sine forældre, smykker, ure gamle punge, Jeg åbnede en og så et kørekort, fra en kvinde. pungen var også stadig fuld af penge. "Hvad finder du?" Spurgte Wolter som pludselig stod bag mig. "Ikke rigtig noget, bare gamle værdiløse ting" Jeg løftede en bunke pengesedler op. "Og værdiløst papier, som kun kan bruges til brænde for tiden" sagde jeg og smed dem op i luften, så de dalede langsomt den på gulvet. Wolter Nikkede. "Ja alle de ting deri er vidst hvad der var værdifuldt for et år siden" Svarede han. Jeg sukkede. "Ja, han havde vel håbet på at alt ville blive normalt igen, han må have plyndret alle de zombier han har haft dræbt, og lavet en opsparing" Gættede jeg. Wolter nikkede. "Lad os lede videre" Foreslog Wolter, og gik hen til en dør. "Skal vi?" Spurgte han og tog en skruetrækker op af lommen. De var fantastiske våben, når man skulle dræbe en Zombie lydløst. Jeg havde min kniv klar. Han drejede håndtaget og sparkede lydlyst til døren så den knirkende gik op. "Køkkenet" sagde jeg stille. Der var heller ingen zombier at se. For enden af køkkenet stod en dør åben. man kunne se en trappe. "Måske vi skulle dele os? Så tager jeg første sal?" Forslog jeg. Wolter blinkede nervøst nogle gange. "Dele os?" Spurgte han nervøst. Jeg undrede mig kort over det. "Altså vi behøver i.." Wolter afbrød "Det lyder som en god idé, jeg tjekker stue etagen så" Han skyndte sig at gå, nogle skridt hen til en anden dør. "Okay" svarede jeg undrende, og gik så hen til trappen, og listede ovenpå. Trappen var stegl, så jeg havde svært ved at forstille mig zombier gå op af den. Men jeg vidste også at man aldrig skulle undervurdere dem, de kunne have en utrolig styrke når de var opsatte på at få deres næste måltid. Jeg listede op og opdagede et enormt stort rum. På gulvet var der lagt gulvtæppe og henne ved den ene side var der en stor sofa og et lavt sofabord overfor var der tre sækkestole. På den anden side var der et poolbord, og et billiard bord. Det må have været et fællesrum. Tænkte jeg. Et sted hvor han hyggede sig med sine venner. Henne ved en af væggene stod der en lille bar. Jeg åbnede lågen, for at se om der var noget tilbage, men den var Tom. Jeg gik hen til et lille vindue. Der stod en stol. Somom det var der han ofte sad hvis han ville kigge ud på zombierne nede på vejen. Derefter gik jeg hen til en reol. Der lå et væltet billede som jeg samlede op. På billedet var der en kraftig rocker typede fyr. Ved siden af stod der en flot kvinde der holdte en baby i sine arme. "Han var en far. han havde en familie" Sagde jeg højt til mig selv. Jeg stalte billede tilbage på sin plads på reolen.
Pludselig kunne jeg høre en svag knurren. En lyd som jeg vidste ikke kom fra en dyr, men fra en zombie. jeg kiggede rundt men kunne ikke se nogle døre. der hang et stort flag på væggen, og jeg fornemmede lyden kom derfra. Langsomt løftede jeg flaget, og opdagede en dør bag det. Jeg kiggede hen imod trappen og overvejede om jeg skulle kalde på Wolter, men valgte at lade være. Jeg åbnede forsigtig døren, og opdagede en baneskikkelse stå henne ved vinduet. En ligbleg lille pige vendte sig langsomt om imod mig, hendes lange brune hår var beskidt og filtret, og hendes øjne var matte, og hvide. Rundt omkring hende lå der pakker med kød i som dem almindelige mennesker spise. Hakket kød, fillet, og dåseskinke. Men intet af det var blevet rørt. Det stank være end hun selv gjorde på trods af at hun også var i delvis forrådnelse, jeg holdt en håndt op foran min mund og næse, for at holde lugten ud. Pigen lagde hovedet på skrå og fór så hen imod mig, men en lænke om hendes hals, og hænder holdte hende tilbage, og hun faldt ned på gulvet, med et udhungret skrig. Hendes tynde arme og ben var et bevis for at hun intet havde spist siden hun var blevet til en af dem. Hun var højst otte år gammel. "Det er frygteligt" sagde jeg stille til mig selv, imens hun rækte ud efter mig. Så gik jeg hen til hende, løftede min kniv og hakkede den ned i hendes hovede. Bag hende fandt jeg en dukke, som jeg lagde ved hende og en dyne som jeg lagde over hende, hvorefter jeg gik ud af rummet, og lod det forblive gemt bag flaget.
Mine tanker blev forstyrret af et højt bumb nede fra stueetaget. "Det er løgn!" Hørte jeg Wolters stemme råbe. Jeg skyndte mig ned af trappen, men kunne ikke se hvor Wolter var. "Wolter?" Råbte jeg lavt. Wolter kom med tunge skridt gående ud af en af dørene. "To gevær, intet andet var der i hans såkaldte våbenlager!" Råbte han irriteret, og lagde de to gevær på bordet. "Hmm det er da bedre end ingenting" Sagde jeg opmuntrende. Wolter fnyste irriteret til svar, og så på geværene. Jeg kiggede nervøst rundt. "Var der virkelig ingen patroner? Det var jo dem vi manglede mest" spurgte jeg. Han kiggede op og fik øjenkontakt med mig. og trak så på smilebåndet. "Ti kasser" sagde han glad. og gik ind i rummet igen og kom ud med 4 kasser, han stalte dem på bordet og åbnede den ene. Den var helt fyldt op "Fuck hvor fedt! og der er 57 patroner i hver kasse! Så har vi til lang tid!" råbte jeg begejstret!
På hjemturen virkede Wolter gladere. Vi snakkede det meste af vejen, om alt muligt, mellem himmel og jord. Ingen af os virkede til at være interesseret i hinandens fortid, fra før alt dette var sket. men det var også fint med mig, jeg ville nødig fortælle om de sygdomme jeg havde haft. Min angst, og at jeg ingen venner havde haft, eller mistet i denne zombie apokalypse. De andre snakkede tit om hvordan de havde mistet deres mange venner. Jeg undrede mig over hvor mange Wolter mon havde mistet, men ham og jeg var ens på det punkt. ingen af os ville fortælle de andre om vores fortid, familie eller venner.
Da vi næsten var hjemme, stod solen højt på himlen, og skinnede så man næsten blev blændet. To skikkelser kom til syne længere fremme og vi kunne se de kom gående imod os. Solen blændede os så vi ikke kunne se om det var mennesker eller zombier. Vi begge lagde vores hænder på vores pistoler, klar til at trække dem. "Aiko?" Sagde Wolter så pludselig, og den ene af personerne kom styrtende imod os, Wolter så glad på hende da hun kom nærmere men hun stoppede op foran ham og gav ham en ordenlig lussing. "Hvor fanden har du været!" Skreg hun surt. Først troede jeg hun var for alvor sur, men hurtigt lagde jeg mærke til tårerne i hendes øjne. "Undskyld" sagde Wolter men en rolig stemme. "Jeg troede at jeg ville nå hjem inden at i andre ville stå op" sagde han med et venligt smil. "Du kan ikke bare tage af sted på den måde!" Svarede Aiko med en stadig vred stemme. "Jeg troede du var blevet ædt!" Hun vendte sig om og begyndte at gå tilbage imod huset. Jeg kiggede på Wolter med et hævet øjenbryn. Han så på mig og trak på skuldrene, og begyndte så at gå efter hende. Jeg skyndte mig op bag ved ham. "Hun er vidst sur" Hviskede jeg til ham. Han så sig over skulderen. "Nej, hun var bare urolig, det var nok en ret dårlig idé at gå uden at sige noget til de andre" sagde han lavt. Han satte i løb op til hendes side. "Undskyld Aiko" Sagde han lavt, med en uskyldig stemme, og et lille smil. Aiko så på ham med et strengt blik, og lod være med at svare. Tavst fulgte jeg efter dem et par meter bag dem, imens jeg holdte øje med om der var nogle zombier i nærheden.
De næste par uger gik alt godt i huset. Spændingerne imellem Aiko og Wolter var gået i sig selv allerede samme dag, Deres tætte venskab var ikke til at bryde.
Jeg vågnede tidligt, solen var endnu ikke stået op. Jeg blev under dynen og prøvede på at sove. Men en knirkende lyd holdt mig vågen. Jeg følte frygten vokse i mig da jeg tænkte tilbage på det mareridt jeg havde haft for mange uger siden. om Zombierne der var under mit gulv. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og stirrede forskrækket på gulvet.hurtigt kunne jeg høre at lyden ikke kom fra mit gulv, men det kom fra vinduet. Jeg åndende lettet op. "Så er det bare en gren eller noget" sagde jeg lettet til mig selv og gik hen til vinduet. Jeg kiggede ud, men kunne intet se, det var bælg mørkt udenfor. jeg hentede min lighter som lå på natbordet, og gik tilbage til vinduet og tændte lighteren. Der gik nogle sekunder før jeg opdagde at jeg stirrede direkte ind i nogle døde øjne. Jeg faldt bagover i chok da der lød et brag, ide en masse zombier løb imod mit vindue. Jeg vendte mig hurtigt rundt og løb ud på gangen. "Zombier! Zombier!" Råbte jeg, og løb ned af gangen til Wolters værelse. "Zombier! Vågn op!" Råbte jeg og hamrede på hans dør. "Hvad fuck har du gang i!" Råbte Ryan da han kom ud på gangen og gned sine øjne. "Skal du til at vække os om natten nu?" Sagde han irriteret. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Der er zombier ude i haven" Sagde jeg panisk, og kiggede hen imod et vindue. "Hvad i al verden snakker du om?" sagde han irriteret, og gik hen til vinduet. "Der er ikke no.." Der lød et brag idet en zombie løb imod vinduet. Man kunne høre den skrige og hvæse igennem vinduet. "Hvad i.. " sagde Ryan lavt, og bakkede indtil han stod op af væggen. Jeg opdagde at de fleste var kommet ud på gangen og de mumlede alle i munden på hinanden. Wolter stod også i sin dør og så tænkende til. vi kiggede på hinanden og Ryan gik hen til Wolter. De hvilkede sammen i kort tid, og jeg kunne se de var blevet enige om noget. "Alle sammen hør efter!" Råbte Ryan så han overdøvede alle de andres mumlen. Der gik noget sekunder før der blev helt stille. Wolter trådte op på en stol. "I skal ikke panikke" sagde han beroligene. "Nu hvor det er mørkt udenfor kan vi intet stille op, vi bliver nødt til at vente til det bliver lyst, og der er mange timer til. jeg vil ha i alle går sammen to og to, på jeres værelser. hav våben klar for en sikkerheds skyld, men de burde ikke kunne komme ind" Sagde han, de fleste folk nikkede forstående og fandt sammen to og to. "I kan eventuelt sætte noget foran jeres vinduer så kan i ikke se dem, og de kan ikke se jer, så finder vi alle en plan i morgen, og finder ud af hvordan de sataner er kommet ind!" sagde han beroligende til alle. Ryan trådte frem. "Og smut så ind alle sammen, jo før de ikke kan se os, jo bedre!" Sagde han agressivt. de fleste skyndte sig ind og lukkede døren efter sig. Til sidst var det kun Ryan, Aiko, wolter og mig der stod tilbage på gangen. Næsten alle vinduer langs gangen var overdækket af Zombier der kradse på vinduerne og så på os med sultne øjne. "Godt så skulle alt være på plads, vi finder ud af hvad vi gør imorgen" Sagde Wolter og så på os. Ryan nikkede forstående. "Mig og Aiko går om til biblotekket, det er bedst hvis nogle af os holder øje med sydsiden af huset. så kan i gå om til køkkenet" Beordrede Wolter og Begyndte straks at gå. "Vent skal jeg være sammen med Ryan?" Udbrød jeg uden at tænke mig om. Ryan så aggresivt på mig. "Er det et problem?" Spurgte han hårdt og begyndte at gå ned mod køkkenet. Jeg sukkede og pustede starinlyset, som stod i et vindue ud. "Nej selvfølgelig ikke" Sagde jeg lavt og fulgte efter ham, ud i køkkenet.
Jeg satte mig hurtigt på en af stolene og sukkede. "Hvad fanden laver du? Du skal sgu da ikke sidde der hvor de kan se dig!" Sagde Ryan og greb fat i min trøje, han hev mig op og stirrede mig ind i øjnene. Hans blik var koldt. "Slip mig" Sagde jeg irriterede og greb fat om hans håndled, og prøvede at trække hans hænder væk. Han strammede grebet og kom med en knurrende lyd, før hen skuppede mig hen imod hjørnet ved vinduet. Jeg satte mig lettet ned og skubbede ryggen ind imod hjørnet. Ryan pegede irriteret på mig. "Du! Dig alene ender med at blive skylden i at vi alle dør! Du dummer dig konstant!" Råbte han irriteret før han gik hen og satte sig i det andet hjørne. Et sted hvor zombierne uden for vinduet ikke kunne se ham. Vi sad i stilhed i noget tid, Jeg sad med sammenbidte tænder og prøvede så meget som muligt på ikke at svare, men jeg kunne alligevel ikke lade være. "Jeg har overlevet alene derude" Sagde jeg lavt. imens jeg kiggede tomt ud i luften. jeg ville ikke se på ham, for jeg vidste han bare ville kigge irriteret og agressivt på mig. "Jeg ved hvordan man overlever når man er derude, jeg har overlevet i snart et år derude, så du skal ikke komme og sige jeg ender med at blive skyld i os alles død, for det er løgn" Forsvarede jeg mig selv. Han forblev tavs så jeg kiggede hen imod ham. Han sad med hovedet tilbage og stirrede op i loftet, så kiggede han ud af øjenkrogen og så på mig. "Hold nu bare kæft jeg gider ikke snakke med dig" Sagde han lavt, og drejede hovedet væk fra mig igen.
Stilheden var uudholdelig. Det eneste man kunne høre var vores åndedrag, og zombierne der vandrede rundt foran vinduet, og rundt om huset. Ind imellem kunne man høre nogle af de andre i huset der kom til at snakke en anelse for højt. Mine øjne begyndte at blive tunge, og jeg havde kontant lyst til at gabe, og bare lukke øjnene i. Jeg så over på Ryan for at se om han var lige så træt, men han sad bare med armene over kors og stirrede ud, i luften. Jeg fattede ikke hvordan han ikke kunne være træt. Vi havde sat der i stilhed i timevis, uden at sige så meget som et ord. vi kunne kun stirre ud i det mørke lokale. Mine øjne begyndte at falde i, og det blev svære at holde dem åbne. mit hoved begyndte også at tippe til siden. til sidst gav jeg efter og lod mit hoved vile op, af væggen, og der gik ikke mange sekunder dør jeg var helt væk.
"Taylor?" Lød en hviskene stemme. Jeg øbnede øjnene og blinkede nogle gange. "Taylor" Hviskede han igen. Jeg gabte og kiggede op. Det var blevet lyst, jeg havde sikkert sovet i nogle timer. Henne i døren stod Wolter. "Skynd dig" Hviskede han og listede væk. Jeg skyndte mig at kigge hen på Ryan men han var væk. Jeg rejste mig og kiggede ud af vinduet. Der gik nogle Zombier rundt endnu så vidt jeg kunne se men det var ikke særlig mange. Jeg åndede lettet op, og skyndte mig så efter Wolter. "Ned dit fjols!" Lød en stemme og greb fat i min trøje og væltede mig så jeg faldt. "hvad fuck?" Sagde jeg og kiggede rundt. De andre sad under vindues karmen i den lange glas gang. "Det vrimler med dem derude, hvis de ser os, er jeg ret sikker på at de kommer ind, selvom det er panserglas" Forklarede Wolter. Jeg satte mig på huk og kiggede op for at se om det var sandt at det var så slemt. Synet der mødte mig var sindsygt. De gik rundt ude foran, og fyldte næsten hele haven, Der var næsten en pr. kvadratmeter. "Hvo-hvordan er der kommet så mange?" Fremstammede jeg. Wolter rystede på hovedet. Det er ikke til at sige, normalt tiltrækkes de jo af lyd, men ingen her har larmet, så ville vi jo også have hørt det. Ryan fnyste. "Der er vel en der har glemt at låse lågen" sagde han og så bebrejdende på mig. "Jeg har ikke glemt det" Sagde jeg hurtigt. "Hold mund, det er nok umuligt at finde ud af nu, spørgsmålet vi skal stille os selv nu, er hvordan vi får dem væk" Sagde Wolter alvorligt. Jeg sukkede og satte mig i skrædderstilling, og lod min hoved hvile op af væggen, imens jeg så op i loftet og tænkte efter efter en løsning. Aiko kiggede nervøst rundt. "Er der noget galt?" Spurgte Wolter hende, med et hævede øjenbryn. "Er du kommet i tanker om noget?" Aiko kiggede væk, og trak på skuldrende. "Jeg kan ikke se nogle anden løsning end at en af os bliver nødt til at lokke dem væk" Sagde hun stille, vi andre kiggede på hinanden, og jeg kunne mærke nakkehårende rejse sig på mig, da jeg kunne se at hun havde ret, De andre nikkede for at vise at de var enige. Nu var der kun et vigtigt spørgsmål tilbage. Hvem skulle ud og være lokkemad?
Jeg vågnede ved at min dør blev revet op, og jeg sprang op af sengen og greb en skruetrækker der lå på mit natbord. I døren stod Ryan med armene over kors og et selvglad smil på læben. "Fik du et chok?" Spurgte han. Jeg skulle til at svare nej, men vidste at der ville være en tydelig løgn, jeg så væk og undlod at svare. "Er du klar til at blive spist levende?" Spurgte han, efter noget tids stilhed. jeg så irriteret på ham. "Du hjælper ikke ligefrem på min positive indstilling til der her?" Svarede jeg og prøvede på at lyde ligeså kold og truende som han altid gjorde. Ryan hævede et øjenbryn og så på mig med et endnu mere provokerende smil. "Oh. er du begyndt at svare igen? tror du at du er en hård negl nu hvor du skal derud? Tror du at du bliver en form for Helt hvis du kommer tilbage?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Nej" Sagde jeg hurtigt. Han så på mig med sammenknebne øjne, somom han ikke troede på mig. "Selvfølgelig ikke, jeg gør det fordi jeg har bedst mulighed for at overleve det" forsvarede jeg mig selv. Ryan fnyste og vendte sig om. "Sikkert, jeg tror at du er så godt som død allerede" sagde han og gik ud på gangen og hen imod sit eget værelse. "De andre venter forresten på dig" råbte han inden han lukkede døren bag sig. "Fuck" Hviskede jeg. og skyndte mig at stramme mine snørrebånd så de sad så stramt som muligt.
Mere kommer
Da jeg trådte ind i stuen hvor vi sædvandeligt havde vores møder, løb det mig koldt ned af ryggen. Der var en inlig tavshed, og jeg kunne føle de mange blikke der villede på mig. Da jeg løftede blikket, og kiggede rundt blev jeg dog lettet over at se at langt under halvdelen, af gruppen var til stede. Robin og Aiko sad i en sofa ved et lille bord. Overfor var der en tom lænestol, som jeg tænkte de nok forventede jeg ville sætte mig i. Længere bag ved dem, sad Ryan ved et spisebord. Rundt om bordet sad andre af hans venner. Nogle af de mennekser jeg aldrig havde snakket med, og som jeg vidste Ryan og Kevin havde været noglelunde venner med. Jeg gik hen til lænestolen og satte mig ned. Alles blikke vilede stadig på mig, og jeg kunne føle hvordan nervøsiteten voksede i mig. "Hej Taylor" sagde Wolter lavt. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med ham, men svarede ikke. Woler tog en dyb indånding. "Som du nok ved så er vi samlet her idag, fordi vi er nogle stykker der er interesseret i at høre præsic hvad der skete med Kevin" Startede han, imens han holdt øjenkontakt med mig. "Det er noget alle skal igennem, hvis de er den eneste overlevende" Jeg kiggede hen på Aiko som nikkede venligt til mig. Så kiggede jeg igen på Wolter. Der var stille, og hårene i min nakke rejste sig. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle sige. "Så Taylor. Fortæle hvad der skete" opfordrede Wolter. Han talte med en venlig stemme. Hvilket beloligede mig en del. Alligevel gjorde Ryans tilstedeværelse mig utryg. Jeg kunne se ham ud af øjenkrogen. Hans blik, somom han ville dræbe mig hvornår det skulle være. "Kevin.." Startede jeg. Uden at hvide hvor min sætning skulle føre hen. "Kevin, han.. faldt.. jeg kunne ikke nå at hjælpe ham" sagde jeg og lukkede øjnene hårdt i, og tog mine hænder op for at gemme mit ansigt.
Der var stille i et øjeblik, men Wolter brød den. "Prøv at fortælle det hele fra starten af" sagde han, med en lidt hårdere stemme. Jeg rettede mig igen op, og kløede mig nervøst på armen. Jeg trak vejret dybt et par gange imens jeg overvejde hvor jeg skulle starte. "Fra starten?" Spurgte jeg nervøst. Det hele føltes næsten som om jeg var i retten. og jeg som uskyldig skulle fortælle alle hvad der var sket. og de mange nævninge på sidelinien der skulle bedømme om jeg var uskyldig eller ej. Wolter nikkede til svar. "Vi.. var igang med at finde tingene på listen, da der pludselig lød et brag. vi opdagede at det tordnede, og regnede voldsomt. Så vi besluttede os for at løbe. Pludselig var der mange af dem, og vi var næsten omringet. Kevin sagde vi skulle smide taskerne så vi kunne løbe hurtgere.. vi løb ind i en gyde, men han faldt." Jeg stoppede og kiggede op, og fik øjenkontakt med Wolter. hans øjne virkede rolige. "Jeg opdagede ikke han var faldet før det var for sent. jeg kunne ikke nå tilbage og redde ham" Jeg kiggede rundt og så hvordan folk tog det. De kiggede på hinanden og hviskede. "Løgner!" Råbte Ryan og rejste sig og gik nogle truende skridt hen imod mig. "Det er fucking løgn! Kevin ville aldrig løbe langsommer end en Handikappet lille lort som dig!" Råbte han aggresivt imens han så mig direkte i øjnene. "N-nej" Fremstammede jeg med rystende stemme. "Vi løb lige hurtige, han.. han må være faldet over noget" Sagde jeg stille. Nogle af de andre rejste sig og tog fat i Ryan, for at sikre sig at han ikke gik mere amok. Wolter så på mig. "Så han faldt over noget?" spurgte han. Jeg trak nervøst på skuldrende. "jeg så det ikke, jeg opdagede først han var faldet, da det var for sent, Zomberne.. de var så tæt på" sagde jeg og kunne mærke mine øjne blev våde. Wolter rejste sig, og så hen imod Ryan. "Jeg har hørt nok" Sagde han. "Jeg tror på denne historie, det er ikke første gang vi har mistet folk ude i tordenvejret og regnvejret" Sagde han roligt. Ryan rev sig fri for dem der holdt ham fast. De holdte begge aggresivt øjenkontakt med hinanden i nogle sekunder før Ryan vendte sig om, og agresivt gik ud af stuen. Wolter satte sig igen ned. og nogle af dem fra Ryans bord skyndte sig at følge efter ham. Vi sad kort i stilhed, der var ingen af os der havde øjenkontakt, og vi sad vidst alle, og tænkte over tingene. Wolter kiggede til sidst op, og så rundt på hvem der ellers var tilbage i lokalet. "andre der har flere spørgsmål?" Spurgte han. Folk rystede på hovederne, og nogle af dem rejste sig med det samme, og gik ud. Til sidst så Wolter på mig. "Så er vi færdige, du kan gå nu" Jeg nikkede, og rejste mig. Jeg var træt. utroligt træt, og følte at jeg kunne sove i en uendelighed. Jeg gik direkte op på mit værelse og smed på på sengen.
Jeg vågnede ved en kradselyd. Den var svag, men den var der. Jeg tænkte ikke videre over den, men prøvede at holde den ude. Den blev langsomt højere og til sidst tog jeg min pude og prøvede at ligge den over mit hoved. Jeg var egentlig ikke træt, men ud af øjekrogen havde jeg set at det stadig var mørkt udenfor. Til sidst satte jeg mig op i sengen. "Hvor kommer den lyd fra?" Spurgte jeg lavt mig selv. Jeg Kiggede lidt rundt, men kunne ikke placere lyden. Det var som om den kom fra alle hjørner. Jeg rejse mit op, og gik hen og tænde lyset. Der var intet at se. Måske det bare er en rotte der bor inde under gulvet et sted Tænkte jeg. og gik hen til mit skab og tog noget rent tøj på. Pludselig blev lyden meget højere og voldsommere, mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg løb hen imod min seng for at finde pistolen, under min pude, men idet samme bankede en hånd op af gulvet, den blokerede mig vejen til sengen. Flere hænder kom op igennem gulvbredderne. "Shit!" Råbte jeg og løb hurtigt hen til døren og hev i håndtaget. "Fuck hvad sker der?" sagde jeg lavt og hev og trak i håndtaget. et lille vindue som var i døren blev trukket til side. og et velkendt ansigt kom til syne. "Ryan?" Sagde jeg lavt, og hamrede på døren. "Ryan, hjælp! Jeg er låst inde" Sagde jeg bedene. Men et smil bredte sig på hans læber. Jeg vendte mig om, og så nogle af Zombierne næsten havde kæmpet sig vej op igennem bræderne. Jeg vendte mig igen om imod Ryan, som roligt kiggede på igennem vinduet. "Der er zombier herinde hjælp mig" Sagde jeg bedene alt imens jeg hamrede på døren og hev i håndtaget. Pludselig greb en hånd fat i mit ben, og væltede mig omkuld. På ingen tid havde hænderne grebet sig fast i mine ben og mine arme så det var umuligt for mig at rive mig løs. En af zombierne kom helt op fra gulvet, og bed sig fast i min arm og tog en stor luns kød af. Jeg skreg af smerte, og kiggede igen, og imod vinduet som sad i døren. Ryan stod der stadig, og smilede selvtilfreds, uden den mindste anger i hans øjne. Flere Zombier tårnede sig op omkring mig og de begyndte at grave sig ned i min mave, mine øjne blev slørrede men jeg kunne stadig se dem, imens de mæskede sig i mine indvolde.
Jeg satte mig op i et skrig, og før jeg vidste af det stod i midten af mit værelse med en ladt pistol i mine hænder imens jeg sigtede ned i gulvet, og var klar til at skyde. Jeg hyperventilerede og var badet i sved. En drøm? et mareridt? Var det bare et mareridt? Tænkte jeg. Jeg gik langsomt hen til døren og tog i håndtaget, jeg åndede lettet op, da jeg opdagede at der ikke var låst.
Jeg fandt noget rent tøj i skabet og gik i bad. Klokken var kun 5 om morgenen og jeg vidste de andre sov i nogle timer endnu. men jeg kunne ikke sove mere. ikke efter det mareridt. Det var over en uge siden jeg var kommet tilbage til gruppen. De fleste lod til at være kommet videre over det med Kevin, så jeg var begyndt at føle mig tilpas hjemme igen. på trods af at ingen af de andre ville have mig som partner ude i felten. så jeg havde ikke været med på nogle ture i byen siden. Hvilket jeg egentlig gerne ville.
Efter badet gik jeg ud i haven. Det så ud somom jeg der var fri bane, ingen zombier der gik rundt ude på vejen. Der var musestille og stjerneklart. Der var ikke en vind der rørte sig. Jeg lukkede øjnene i og nød det. Det var en utrolig stilhed, som man ikke havde kunnet høre i mange måneder. Et lille vindpust blæste svagt. Det var skønt, det var somom der intet ondt var, og alt var som i de gamle dage. Det var sjældent man følte sig sikker og gav sig til til at nyde de små glæder som denne. Pludselig kunne man høre skud blive affyrt i det fjerne. Mange kilometer væk. Jeg åbnede øjnene. "Er du allerede vågen?" Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt, og så Wolter lukke døren i, og komme nærmere. "Ja" svarede jeg kort, og sendte ham et venligt smil. Han smilte tilbage. "Kunne du ikke sove?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene. "Mareridt" Indrømmede jeg. "Aha" Nikkede han forstående. "Det har vi vidst alle prøvet, nu om dage" Svarede han. Han satte sig på en bænk. "Vil du med ud?" Spurgte han. Jeg lagde hovedet undrende på skrå. "Ud? hvor ud?" Spurgte jeg. "Der er en fyr, som er blevet til zombie for nylig. Jeg ved han havde masser af våben, og vi er ved at løbe tør for ammonition" Forklarede han. Jeg nikkede. "Ja jeg er frisk, hvem skal ellers med?" Spurgte jeg. Han rejste sig og gik hen imod lågen. "Ingen andre" Sagde han med et smil. Jeg skyn dte mig at gå op ved siden af ham. "Skal vi afsted nu?" Spurgte jeg en anelse chokeret. Han smile. "Ja, jo hurtigere jo bedre" Svarede han.
Meget af tiden gik vi i stilhed og nød vejret og stilheden.. Godt nok var klokken kun omkring 6 om morgenen, men vejret var allerede behageligt. "Så er vi der lige straks" Sagde Wolter pludselig. Vi gik op af en villa gade. Et kvarter, med ret store huse, med store haver. Jeg gik hen ved siden af ham, og så på ham. "og han har våben? er du sikker på det?" Spurgte jeg. Wolter smile af mit spørgsmål. "Ja da, ellers ville jeg ikke gå herhen" svarede han glad. "Hvor ved du det fra?" Spurgte jeg nysgerigt. "Jeg mødte ham en gang, og vi snakkede lidt. Han fortalte at han havde tonsvis af våben, og jeg spurgte om han ville med hjem til os, hvor der var sikkert, men han sagde han boede fint alene" Forklarede Wolter med et smil, og stoppede så op.
Han så på et stort hvidt hus der var længere fremme. "Der skulle han bo" Sagde han, med en smil. Huset så godt beskyttet ud, det havde et plankeværk hele vejen rundt om grunden. Længere henne var lågen. Wolter gik hen til den. "Lågen er stadig lukket, så der er sikkert fri bane derinde" Råbte Wolter. Idet samme hørte jeg en snerren bag mig, og idet jeg vendte mig rundt, væltede en zombie ind over mig. Jeg greb fat i hænderne på den, og holdte dem foran den, i et forsøg på at holde dens ansigt væk fra mit. Den bed ud efter mig, imens den jamrede og knurrede. jeg kiggede den ind i dens hvide øjne. Jeg kiggede ned imod min pistol, som sad i mit bælte. Det var umuligt for mig at få fat på den, hvis jeg slap en af Zombiens hænder ville det give den en for god mulighed til at bide eller kradse mig. "Shit!" Hørte jeg Wolter råbe og jeg kunne høre han løb hen imod mig. Han standsede et kort øjeblik, og løb så om på siden af mig og sparkede hårdt zombien i maven, så den faldt af mig. Jeg greb ud efter min kniv, og hamrede den hårdt ned i hovedet på Zombien så den faldt om.
jeg kiggede undrende på zombien. Det var en kvinde. midt i 30erne. Man kunne se på hende at hun for nyligt havde været et almindeligt menneske. Hendes tøj var ødelagt og beskidt. men hendes hun var stadig ikke særlig ødelagt. hun havde sikkert været i live endnu for få uger siden. "lad os komme ind før der kommer flere" sagde Wolter og øbnede lågen og gik ind. Jeg tøvede et øjeblik. Kiggerede så rundt. Der var ikke flere at se endnu. Men jeg skyndte mig så efter Wolter.
Haven var stor, og ren. Der var ingen træer eller buske. Kun rent fladt grønt græs over det hele. Det gav en let tryghed at vide at der ikke var nogle zombier der kunne gemme sig i haven. Oppe ved døren stoppede vi begge og tøvede. Vi begge og fat i vores våben og gjorde os klar, man kunne Aldrig vide hvad der gemte sig bag en dør. Måske ingenting, og måske tonsvis af zombier som nogen andre har lukket inde. "Åbner du?" Spurgte jeg lavt Wolter. Han Nikkede til svar og tog fat i døren og åbnede den hurtigt. I nogle sekunder stod vi stille, og lyttede. Der var ingen at se og ingen at høre. Vi gik nogle skridt ind og slappede lidt mere af. Der var mørkt, gardinerne var trukket for. Jeg gik forsigtigt ind af en dør til højre og gik hen til et vindue og trak gardinerne fra og lukkede lyset ind.
Det var stuen vi var inde i. "Begynd at lede skuffer og skabe igennem, efter våbene. Det er ikke til at vide, hvor han har gemt dem" sagde Wolter og åbnede en kommode og begyndte at rode den igennem. Jeg gik stille rundt og rodede i nogle ting, og fik øje på en kiste der stod i hjørnet. nøglen sad stadig i. Jeg gik hen og åbnede den og rodede i tingende der var der i. Der var mange underlige ting. Som ting man arver efter sine forældre, smykker, ure gamle punge, Jeg åbnede en og så et kørekort, fra en kvinde. pungen var også stadig fuld af penge. "Hvad finder du?" Spurgte Wolter som pludselig stod bag mig. "Ikke rigtig noget, bare gamle værdiløse ting" Jeg løftede en bunke pengesedler op. "Og værdiløst papier, som kun kan bruges til brænde for tiden" sagde jeg og smed dem op i luften, så de dalede langsomt den på gulvet. Wolter Nikkede. "Ja alle de ting deri er vidst hvad der var værdifuldt for et år siden" Svarede han. Jeg sukkede. "Ja, han havde vel håbet på at alt ville blive normalt igen, han må have plyndret alle de zombier han har haft dræbt, og lavet en opsparing" Gættede jeg. Wolter nikkede. "Lad os lede videre" Foreslog Wolter, og gik hen til en dør. "Skal vi?" Spurgte han og tog en skruetrækker op af lommen. De var fantastiske våben, når man skulle dræbe en Zombie lydløst. Jeg havde min kniv klar. Han drejede håndtaget og sparkede lydlyst til døren så den knirkende gik op. "Køkkenet" sagde jeg stille. Der var heller ingen zombier at se. For enden af køkkenet stod en dør åben. man kunne se en trappe. "Måske vi skulle dele os? Så tager jeg første sal?" Forslog jeg. Wolter blinkede nervøst nogle gange. "Dele os?" Spurgte han nervøst. Jeg undrede mig kort over det. "Altså vi behøver i.." Wolter afbrød "Det lyder som en god idé, jeg tjekker stue etagen så" Han skyndte sig at gå, nogle skridt hen til en anden dør. "Okay" svarede jeg undrende, og gik så hen til trappen, og listede ovenpå. Trappen var stegl, så jeg havde svært ved at forstille mig zombier gå op af den. Men jeg vidste også at man aldrig skulle undervurdere dem, de kunne have en utrolig styrke når de var opsatte på at få deres næste måltid. Jeg listede op og opdagede et enormt stort rum. På gulvet var der lagt gulvtæppe og henne ved den ene side var der en stor sofa og et lavt sofabord overfor var der tre sækkestole. På den anden side var der et poolbord, og et billiard bord. Det må have været et fællesrum. Tænkte jeg. Et sted hvor han hyggede sig med sine venner. Henne ved en af væggene stod der en lille bar. Jeg åbnede lågen, for at se om der var noget tilbage, men den var Tom. Jeg gik hen til et lille vindue. Der stod en stol. Somom det var der han ofte sad hvis han ville kigge ud på zombierne nede på vejen. Derefter gik jeg hen til en reol. Der lå et væltet billede som jeg samlede op. På billedet var der en kraftig rocker typede fyr. Ved siden af stod der en flot kvinde der holdte en baby i sine arme. "Han var en far. han havde en familie" Sagde jeg højt til mig selv. Jeg stalte billede tilbage på sin plads på reolen.
Pludselig kunne jeg høre en svag knurren. En lyd som jeg vidste ikke kom fra en dyr, men fra en zombie. jeg kiggede rundt men kunne ikke se nogle døre. der hang et stort flag på væggen, og jeg fornemmede lyden kom derfra. Langsomt løftede jeg flaget, og opdagede en dør bag det. Jeg kiggede hen imod trappen og overvejede om jeg skulle kalde på Wolter, men valgte at lade være. Jeg åbnede forsigtig døren, og opdagede en baneskikkelse stå henne ved vinduet. En ligbleg lille pige vendte sig langsomt om imod mig, hendes lange brune hår var beskidt og filtret, og hendes øjne var matte, og hvide. Rundt omkring hende lå der pakker med kød i som dem almindelige mennesker spise. Hakket kød, fillet, og dåseskinke. Men intet af det var blevet rørt. Det stank være end hun selv gjorde på trods af at hun også var i delvis forrådnelse, jeg holdt en håndt op foran min mund og næse, for at holde lugten ud. Pigen lagde hovedet på skrå og fór så hen imod mig, men en lænke om hendes hals, og hænder holdte hende tilbage, og hun faldt ned på gulvet, med et udhungret skrig. Hendes tynde arme og ben var et bevis for at hun intet havde spist siden hun var blevet til en af dem. Hun var højst otte år gammel. "Det er frygteligt" sagde jeg stille til mig selv, imens hun rækte ud efter mig. Så gik jeg hen til hende, løftede min kniv og hakkede den ned i hendes hovede. Bag hende fandt jeg en dukke, som jeg lagde ved hende og en dyne som jeg lagde over hende, hvorefter jeg gik ud af rummet, og lod det forblive gemt bag flaget.
Mine tanker blev forstyrret af et højt bumb nede fra stueetaget. "Det er løgn!" Hørte jeg Wolters stemme råbe. Jeg skyndte mig ned af trappen, men kunne ikke se hvor Wolter var. "Wolter?" Råbte jeg lavt. Wolter kom med tunge skridt gående ud af en af dørene. "To gevær, intet andet var der i hans såkaldte våbenlager!" Råbte han irriteret, og lagde de to gevær på bordet. "Hmm det er da bedre end ingenting" Sagde jeg opmuntrende. Wolter fnyste irriteret til svar, og så på geværene. Jeg kiggede nervøst rundt. "Var der virkelig ingen patroner? Det var jo dem vi manglede mest" spurgte jeg. Han kiggede op og fik øjenkontakt med mig. og trak så på smilebåndet. "Ti kasser" sagde han glad. og gik ind i rummet igen og kom ud med 4 kasser, han stalte dem på bordet og åbnede den ene. Den var helt fyldt op "Fuck hvor fedt! og der er 57 patroner i hver kasse! Så har vi til lang tid!" råbte jeg begejstret!
På hjemturen virkede Wolter gladere. Vi snakkede det meste af vejen, om alt muligt, mellem himmel og jord. Ingen af os virkede til at være interesseret i hinandens fortid, fra før alt dette var sket. men det var også fint med mig, jeg ville nødig fortælle om de sygdomme jeg havde haft. Min angst, og at jeg ingen venner havde haft, eller mistet i denne zombie apokalypse. De andre snakkede tit om hvordan de havde mistet deres mange venner. Jeg undrede mig over hvor mange Wolter mon havde mistet, men ham og jeg var ens på det punkt. ingen af os ville fortælle de andre om vores fortid, familie eller venner.
Da vi næsten var hjemme, stod solen højt på himlen, og skinnede så man næsten blev blændet. To skikkelser kom til syne længere fremme og vi kunne se de kom gående imod os. Solen blændede os så vi ikke kunne se om det var mennesker eller zombier. Vi begge lagde vores hænder på vores pistoler, klar til at trække dem. "Aiko?" Sagde Wolter så pludselig, og den ene af personerne kom styrtende imod os, Wolter så glad på hende da hun kom nærmere men hun stoppede op foran ham og gav ham en ordenlig lussing. "Hvor fanden har du været!" Skreg hun surt. Først troede jeg hun var for alvor sur, men hurtigt lagde jeg mærke til tårerne i hendes øjne. "Undskyld" sagde Wolter men en rolig stemme. "Jeg troede at jeg ville nå hjem inden at i andre ville stå op" sagde han med et venligt smil. "Du kan ikke bare tage af sted på den måde!" Svarede Aiko med en stadig vred stemme. "Jeg troede du var blevet ædt!" Hun vendte sig om og begyndte at gå tilbage imod huset. Jeg kiggede på Wolter med et hævet øjenbryn. Han så på mig og trak på skuldrene, og begyndte så at gå efter hende. Jeg skyndte mig op bag ved ham. "Hun er vidst sur" Hviskede jeg til ham. Han så sig over skulderen. "Nej, hun var bare urolig, det var nok en ret dårlig idé at gå uden at sige noget til de andre" sagde han lavt. Han satte i løb op til hendes side. "Undskyld Aiko" Sagde han lavt, med en uskyldig stemme, og et lille smil. Aiko så på ham med et strengt blik, og lod være med at svare. Tavst fulgte jeg efter dem et par meter bag dem, imens jeg holdte øje med om der var nogle zombier i nærheden.
De næste par uger gik alt godt i huset. Spændingerne imellem Aiko og Wolter var gået i sig selv allerede samme dag, Deres tætte venskab var ikke til at bryde.
Jeg vågnede tidligt, solen var endnu ikke stået op. Jeg blev under dynen og prøvede på at sove. Men en knirkende lyd holdt mig vågen. Jeg følte frygten vokse i mig da jeg tænkte tilbage på det mareridt jeg havde haft for mange uger siden. om Zombierne der var under mit gulv. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og stirrede forskrækket på gulvet.hurtigt kunne jeg høre at lyden ikke kom fra mit gulv, men det kom fra vinduet. Jeg åndende lettet op. "Så er det bare en gren eller noget" sagde jeg lettet til mig selv og gik hen til vinduet. Jeg kiggede ud, men kunne intet se, det var bælg mørkt udenfor. jeg hentede min lighter som lå på natbordet, og gik tilbage til vinduet og tændte lighteren. Der gik nogle sekunder før jeg opdagde at jeg stirrede direkte ind i nogle døde øjne. Jeg faldt bagover i chok da der lød et brag, ide en masse zombier løb imod mit vindue. Jeg vendte mig hurtigt rundt og løb ud på gangen. "Zombier! Zombier!" Råbte jeg, og løb ned af gangen til Wolters værelse. "Zombier! Vågn op!" Råbte jeg og hamrede på hans dør. "Hvad fuck har du gang i!" Råbte Ryan da han kom ud på gangen og gned sine øjne. "Skal du til at vække os om natten nu?" Sagde han irriteret. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Der er zombier ude i haven" Sagde jeg panisk, og kiggede hen imod et vindue. "Hvad i al verden snakker du om?" sagde han irriteret, og gik hen til vinduet. "Der er ikke no.." Der lød et brag idet en zombie løb imod vinduet. Man kunne høre den skrige og hvæse igennem vinduet. "Hvad i.. " sagde Ryan lavt, og bakkede indtil han stod op af væggen. Jeg opdagde at de fleste var kommet ud på gangen og de mumlede alle i munden på hinanden. Wolter stod også i sin dør og så tænkende til. vi kiggede på hinanden og Ryan gik hen til Wolter. De hvilkede sammen i kort tid, og jeg kunne se de var blevet enige om noget. "Alle sammen hør efter!" Råbte Ryan så han overdøvede alle de andres mumlen. Der gik noget sekunder før der blev helt stille. Wolter trådte op på en stol. "I skal ikke panikke" sagde han beroligene. "Nu hvor det er mørkt udenfor kan vi intet stille op, vi bliver nødt til at vente til det bliver lyst, og der er mange timer til. jeg vil ha i alle går sammen to og to, på jeres værelser. hav våben klar for en sikkerheds skyld, men de burde ikke kunne komme ind" Sagde han, de fleste folk nikkede forstående og fandt sammen to og to. "I kan eventuelt sætte noget foran jeres vinduer så kan i ikke se dem, og de kan ikke se jer, så finder vi alle en plan i morgen, og finder ud af hvordan de sataner er kommet ind!" sagde han beroligende til alle. Ryan trådte frem. "Og smut så ind alle sammen, jo før de ikke kan se os, jo bedre!" Sagde han agressivt. de fleste skyndte sig ind og lukkede døren efter sig. Til sidst var det kun Ryan, Aiko, wolter og mig der stod tilbage på gangen. Næsten alle vinduer langs gangen var overdækket af Zombier der kradse på vinduerne og så på os med sultne øjne. "Godt så skulle alt være på plads, vi finder ud af hvad vi gør imorgen" Sagde Wolter og så på os. Ryan nikkede forstående. "Mig og Aiko går om til biblotekket, det er bedst hvis nogle af os holder øje med sydsiden af huset. så kan i gå om til køkkenet" Beordrede Wolter og Begyndte straks at gå. "Vent skal jeg være sammen med Ryan?" Udbrød jeg uden at tænke mig om. Ryan så aggresivt på mig. "Er det et problem?" Spurgte han hårdt og begyndte at gå ned mod køkkenet. Jeg sukkede og pustede starinlyset, som stod i et vindue ud. "Nej selvfølgelig ikke" Sagde jeg lavt og fulgte efter ham, ud i køkkenet.
Jeg satte mig hurtigt på en af stolene og sukkede. "Hvad fanden laver du? Du skal sgu da ikke sidde der hvor de kan se dig!" Sagde Ryan og greb fat i min trøje, han hev mig op og stirrede mig ind i øjnene. Hans blik var koldt. "Slip mig" Sagde jeg irriterede og greb fat om hans håndled, og prøvede at trække hans hænder væk. Han strammede grebet og kom med en knurrende lyd, før hen skuppede mig hen imod hjørnet ved vinduet. Jeg satte mig lettet ned og skubbede ryggen ind imod hjørnet. Ryan pegede irriteret på mig. "Du! Dig alene ender med at blive skylden i at vi alle dør! Du dummer dig konstant!" Råbte han irriteret før han gik hen og satte sig i det andet hjørne. Et sted hvor zombierne uden for vinduet ikke kunne se ham. Vi sad i stilhed i noget tid, Jeg sad med sammenbidte tænder og prøvede så meget som muligt på ikke at svare, men jeg kunne alligevel ikke lade være. "Jeg har overlevet alene derude" Sagde jeg lavt. imens jeg kiggede tomt ud i luften. jeg ville ikke se på ham, for jeg vidste han bare ville kigge irriteret og agressivt på mig. "Jeg ved hvordan man overlever når man er derude, jeg har overlevet i snart et år derude, så du skal ikke komme og sige jeg ender med at blive skyld i os alles død, for det er løgn" Forsvarede jeg mig selv. Han forblev tavs så jeg kiggede hen imod ham. Han sad med hovedet tilbage og stirrede op i loftet, så kiggede han ud af øjenkrogen og så på mig. "Hold nu bare kæft jeg gider ikke snakke med dig" Sagde han lavt, og drejede hovedet væk fra mig igen.
Stilheden var uudholdelig. Det eneste man kunne høre var vores åndedrag, og zombierne der vandrede rundt foran vinduet, og rundt om huset. Ind imellem kunne man høre nogle af de andre i huset der kom til at snakke en anelse for højt. Mine øjne begyndte at blive tunge, og jeg havde kontant lyst til at gabe, og bare lukke øjnene i. Jeg så over på Ryan for at se om han var lige så træt, men han sad bare med armene over kors og stirrede ud, i luften. Jeg fattede ikke hvordan han ikke kunne være træt. Vi havde sat der i stilhed i timevis, uden at sige så meget som et ord. vi kunne kun stirre ud i det mørke lokale. Mine øjne begyndte at falde i, og det blev svære at holde dem åbne. mit hoved begyndte også at tippe til siden. til sidst gav jeg efter og lod mit hoved vile op, af væggen, og der gik ikke mange sekunder dør jeg var helt væk.
"Taylor?" Lød en hviskene stemme. Jeg øbnede øjnene og blinkede nogle gange. "Taylor" Hviskede han igen. Jeg gabte og kiggede op. Det var blevet lyst, jeg havde sikkert sovet i nogle timer. Henne i døren stod Wolter. "Skynd dig" Hviskede han og listede væk. Jeg skyndte mig at kigge hen på Ryan men han var væk. Jeg rejste mig og kiggede ud af vinduet. Der gik nogle Zombier rundt endnu så vidt jeg kunne se men det var ikke særlig mange. Jeg åndede lettet op, og skyndte mig så efter Wolter. "Ned dit fjols!" Lød en stemme og greb fat i min trøje og væltede mig så jeg faldt. "hvad fuck?" Sagde jeg og kiggede rundt. De andre sad under vindues karmen i den lange glas gang. "Det vrimler med dem derude, hvis de ser os, er jeg ret sikker på at de kommer ind, selvom det er panserglas" Forklarede Wolter. Jeg satte mig på huk og kiggede op for at se om det var sandt at det var så slemt. Synet der mødte mig var sindsygt. De gik rundt ude foran, og fyldte næsten hele haven, Der var næsten en pr. kvadratmeter. "Hvo-hvordan er der kommet så mange?" Fremstammede jeg. Wolter rystede på hovedet. Det er ikke til at sige, normalt tiltrækkes de jo af lyd, men ingen her har larmet, så ville vi jo også have hørt det. Ryan fnyste. "Der er vel en der har glemt at låse lågen" sagde han og så bebrejdende på mig. "Jeg har ikke glemt det" Sagde jeg hurtigt. "Hold mund, det er nok umuligt at finde ud af nu, spørgsmålet vi skal stille os selv nu, er hvordan vi får dem væk" Sagde Wolter alvorligt. Jeg sukkede og satte mig i skrædderstilling, og lod min hoved hvile op af væggen, imens jeg så op i loftet og tænkte efter efter en løsning. Aiko kiggede nervøst rundt. "Er der noget galt?" Spurgte Wolter hende, med et hævede øjenbryn. "Er du kommet i tanker om noget?" Aiko kiggede væk, og trak på skuldrende. "Jeg kan ikke se nogle anden løsning end at en af os bliver nødt til at lokke dem væk" Sagde hun stille, vi andre kiggede på hinanden, og jeg kunne mærke nakkehårende rejse sig på mig, da jeg kunne se at hun havde ret, De andre nikkede for at vise at de var enige. Nu var der kun et vigtigt spørgsmål tilbage. Hvem skulle ud og være lokkemad?
Wolter sukkede. ”Jeg kunne godt gøre det” Sagde han med en
trist stemme og så ned i jorden. Aiko greb fat i hans arm. ”Nej!” udbrød hun og
rykkede tættere på ham. Hendes øjne var våde. ”jeg tillader det ikke! Det kan
godt være du er hurtig, men ingen her på stedet kan klare sig uden dig” Wolter
så på hende med alvorlige øjne, og sukkede igen. Han åbnede munden og skulle
til at sige noget men Aiko afbrød. ”Du ved du nærmest er vores leder, hvis ikke
du havde været her, ville igen af os være her i dag, det er for risikabelt at
sende dig derud, chancen for at overleve er…” ”Hold nu mund!” Afbrød Ryan og så
vredt på dem. ”Taylor gør det” sagde han med et ledt smil, og drejede hovedet
og så på mig. ”Han har brugt hele natten på at fortælle mig hvor dygtig han har
været og at han kan klare sig derude helt mutters alene, han er som skabt til
det job” Fortsatte han imens han smilte ledt til mig. Jeg kiggede væk og lavede
en nervøs synkebevægelse, og bed mig selv i underlæben.
Robin lagde hovedet på skrå og så på mig. ”Hvis det er sandt
så er du måske den rette” Sagde han lavt. Jeg så imod ham. ”Måske” sagde jeg
selvom alle mine tanker råbte nej. ”Jeg har dog aldrig ligefrem flygtet fra et
lille hus, omgivet af zombier før” Jeg prøvede at fremtvinge et smil. En anden fyr,
jeg ikke havde snakket så meget med før, eller kendte navnet på rykkede tættere
på. ”Måske vi andre skulle lokke dem, om på den anden side af huset?” Sagde han
lavt. Aiko kiggede på Wolter, som forventede hun at han svarede for dem, men
han sagde intet han kiggede væk, og så tænkende ud. Jeg kiggede så på fyren.
”Hvordan?” Spurgte jeg, men fyren trak på skuldrende. ”Jeg ved det ikke.. jeg
tænkte bare at vi vel kunne lave noget larm af en slags, så der bliver frit
herude, og så kan du hurtigt nå at løbe ud på gaden og væk.” Ryan brummede til
svar, på en tydelig måde, så man vidste han syntes at planen var dum. Jeg
sukkede irriteret og så på ham. ”Hvad?” spurgte jeg. Ryan kiggede på mig med smalle øjne. ”Det er
jo ligesom idéen med det hele at Zombierne skal følge efter dig, hvis de alle
er på den anden side af huset, hvordan skal de så følge efter dig?” Aiko Så
irriteret på Ryan. ”Stop nu det pis! Selvfølgelig følger nogle af dem efter
ham, men det er jo ikke meningen han skal blive spist vel? Så selvfølgelig skal
han have et meget stort forspring. Og hvis
bare en følger efter ham, så kommer resten også fordi de ved at hvis en
begynder at gå, så betyder det mad” Aiko stirrede på Ryan med et vredt blik.
Hun måtte være ligeså træt af hans konstante lede kommentarer som jeg var.
Selvom at det nærmest altid var mig det gik ud over. Jeg undrede mig også tit
over om han mon havde været en flink fyr indtil jeg dukkede op. Om jeg mon var
skyld i at han var led, det meste af tiden.
”Jeg har måske en idé” Sagde Wolter pludselig lavt. Vi alle kiggede imod
ham. ”Hvad så?” Spurgte Aiko spændt, og lagde hovedet på skrå. Wolter vendte
sig rundt, og kiggede hen over vindueskarmen. ”Kan i se klokketårnet? Kirken?
Hvis Taylor, kan nå derhen og ringe med klokken, så vil alle Zombierne uden
tvivl tage derhen og så vil vi uden tvivl kunne nå at raperere alle de skader
de har nået at få lavet på vores hus og hegn” Wolter satte sig ned igen, og
kiggede imod os andre. Aiko lyste op. ”Ja det er en genial plan” Udbrød hun.
”Kirkeklokkerne kan man sagtens hører her” Jeg vendte mig om og kiggede hen
over vindueskarmen. Det Vrimlede stadig med dem derude, Som om at de bare
ventede på at komme ind. Eller at jeg kom ud, og skulle være et menneskeligt
tag selv bord, for dem. Jeg kiggede hen over zombierne, og kunne i det fjerne
se kirken som Wolter talte om. Den var godt gemt bag nogle træer, og det så ud
som om at den lå flere kilometer væk. Jeg satte mig igen ned. ”Den kirke er jo
mega langt væk” sagde jeg baklagende. Wolter så på mig. ”hvis den var tæt på
ville det jo ikke nytte noget. De skal lokkes langt væk, hvis vi skal ha tid
til at reparer de skader de har forvoldt.” sagde han roligt, og med venlig
stemme. Han så venligt på mig. ”Men
jeg.. jeg vil selvfølgelig ikke tvinge dig til at gøre det her” Fortsatte han.
Ryan satte sig truende op. ”Ahvad?” Sagde han aggresivt, men Wolter ignorerede
ham. ”Jeg tror oprigtigt på at du er den der har størst chance for at
gennemføre dette, og overleve det, men hvis du ikke vil så kan jeg ikke tvinge
dig.” Sagde Wolter og så ned i gulvet, jeg kunne se at han tænkte, og bed sig i
underlæben. Jeg sukkede og satte mig tilbage og gemte mit ansigt i mine hænder.
”For helvede” Hviskede jeg til mig selv, imens alle tankerne for igennem mit
hoved. ”Jeg..” Sagde jeg lavt, men kunne
ikke få de andre ord ud. Jeg kørte mine hænder fra mit ansigt, og op igennem
mit hår. ”Jeg skal nok.. Jeg skal nok gøre det” Sagde jeg med et suk, og
kiggede imod dem. Wolter og Aiko smilte glade. Og nogle af de andre så både bekymret,
og glade ud.
Vi kravlede ud i køkkenet, og wolter rullede et stort kort
ud over køkkenbordet. Det var et bykort, som viste hver eneste bygning i byen.
Flere steder på kortet var stregede ud, nogle bygninger havde røde cirkler om
sig, og andre sorte. Ved nogle af bygninger stod der ord, som ’brændt ned’
’Indtaget’ ’Døde’ ’Våben’ ’mad’ Wolter pegede på et sted på kortet. ”Her er vi,
hvis du følger den her vej..” Sagde han og viste med sin finger en rute jeg
kunne tage, og stoppede ved kirken. ”Så ville du nå frem hurtigst muligt. Og
det er ikke mange uger siden jeg var ude på den tur, da jeg skulle hen på
apoteket, vejen der er ikke spærret, så det burde gå uden problemer” Sagde
Wolter og så på mig med et smil. Jeg kiggede på kortet. ”Hvor lægger apoteket
da?” sagde jeg lidt bekymret. Wolter så på kortet og pegede på en bygning ikke
så langt fra kirken. ”Lige her, den er desværre allerede tømt fra vigtigt
medicin og ting, så du kan ikke finde noget brugbart der hvis du overvejede
det” Sagde han og trak på skuldrene. Jeg nikkede. ”Okay godt at vide så jeg
ikke løber derind forgæves.” sagde jeg mens jeg nikkede. Jeg så op på Wolter.
”Har du en idé til hvordan i lokker dem om på bagsiden af huset?” Spurgte
jeg. Han nikkede til svar. ”Jeg tror
Aiko og nogle af de andre arbejder på noget, lad os se efter” sagde han og gik
imod fællesstuen. Vi måtte stadig snige os omkring for at Zombierne ikke skulle
få øje på os igennem vinduerne. Da Aiko fik øje på os, sendte hun os et venligt
smil. ”Vil i høre hvad vi har?” Spurgte hun. Wolter nikkede. ”Godt så, det er
ikke noget særligt, men vi har den har snor, som vi har bundet alle larmene
ting til” sagde hun og løftede forsigtigt snoren op. Det var en tyk vasketøjs
lignende snor, hvor der var bundet klokker, og gryder, og pinde, og den slags
til, som stødte imod hinanden når snoren bevægede sig. Ligesom de gammeldag
vindspil, folk ofte havde udenfor på terrassen i gamle dag. Wolter smilede og
nikkede men så så imod mig. ”Hvad siger du?” spurgte han en anelse alvorligt.
Jeg trak på skuldrene. Jeg har såmænd ingen bedre idéer, så jeg tror det er
fint” Sagde jeg lidt lavt. Wolter så alvorlig ud. ”Er du sikker? Dit liv
afhænger måske af de gryder” Sagde han, og pegede imod dem. ”Ja det er fint du
behøver ikke ligefrem minde mig om at mit liv er i nogle.. Vindspils.. hænder”
Svarede jeg og så væk, og bed mig i underlæben. Der var stille et øjeblik.
”Måske du skulle hvile dig imens vil laver den færdig” Sagde Aiko med et
venligt smil. Jeg nikkede. ”Ja, det er nok en god idé” Sagde jeg og prøvede at
sende et smil tilbage, før jeg gik hen imod mit værelse. Jeg smed mig på
sengen, og prøvede at sove.
Jeg vågnede ved at min dør blev revet op, og jeg sprang op af sengen og greb en skruetrækker der lå på mit natbord. I døren stod Ryan med armene over kors og et selvglad smil på læben. "Fik du et chok?" Spurgte han. Jeg skulle til at svare nej, men vidste at der ville være en tydelig løgn, jeg så væk og undlod at svare. "Er du klar til at blive spist levende?" Spurgte han, efter noget tids stilhed. jeg så irriteret på ham. "Du hjælper ikke ligefrem på min positive indstilling til der her?" Svarede jeg og prøvede på at lyde ligeså kold og truende som han altid gjorde. Ryan hævede et øjenbryn og så på mig med et endnu mere provokerende smil. "Oh. er du begyndt at svare igen? tror du at du er en hård negl nu hvor du skal derud? Tror du at du bliver en form for Helt hvis du kommer tilbage?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Nej" Sagde jeg hurtigt. Han så på mig med sammenknebne øjne, somom han ikke troede på mig. "Selvfølgelig ikke, jeg gør det fordi jeg har bedst mulighed for at overleve det" forsvarede jeg mig selv. Ryan fnyste og vendte sig om. "Sikkert, jeg tror at du er så godt som død allerede" sagde han og gik ud på gangen og hen imod sit eget værelse. "De andre venter forresten på dig" råbte han inden han lukkede døren bag sig. "Fuck" Hviskede jeg. og skyndte mig at stramme mine snørrebånd så de sad så stramt som muligt.
Mere kommer
