Just another chain message

Det var mandag morgen, og jeg løb hen af fortovet, mod skolen. jeg kunne høre at det ringede ind, og jeg begyndte at løbe hurtigere. Sommerferien var lige slut, og jeg havde som så tit sovet over mig. Jeg løb ind i lokalet, og alle sad og larmede, og grinte. De fleste vendte hovederne for at se hvem der kom. Jeg hev efter vejret efter at have løbet hele vejen. "Rolig Taylor, læren er ikke kommet endnu" Grinte Wolter. Min Bedste ven. Hans navn var Robin, men han kunne li at blive kaldt Wolter, som var hans efternavn. Jeg satte mig ved siden af ham. "Jeg høre at hun er død" Sagde en dreng ved navn Kevin og grinte. "Ja sikkert" Svarede en pige og himlede med øjnene over dem. "Nej, jeg høre også hun er død, hun begik sikkert selvmord, fordi hun ikke ville se dig igen" Sagde en anden dreng ved navn Ryan og slog ham over skulderen. De fleste af drengede grinte. Wolter og jeg vendte os om og ignorede dem. En af pigerne ved navn Mie og bankede hænderne i bordet. "Det er ikke sjovt" Råbte hun. "I skal ikke rende rundt og lave sjov med selvmord, efter det i gjorde mod Aiko" Der blev stille et stykke tid, og så fjollede drengene videre igen. Aiko havde gået i vores klasse. men fordi hun var genert, og stille, og gik i goth tøj, blev hun mobbet indtil hun begik selvmord. Det var sket lige inden ferien. Ingen i klassen sørgede over hende, for hun snakkede ikke med nogen af os. Klasse døren blev med et brag åbnet, og rektoren kom ind. "I har fri i denne time, for jeres lærer er desværre syg, men ingen forlader skolen" Sagde hun skrapt, og gik ud igen inden nogle kunne nå at svare. Alle jublede. Pludselig skreg Mie og smed sin mobil fra sig. Alle vendte sig med et chok. "Hvad er der?" Spurgte de. Jeg kiggede undrene på Wolter og han trak på skuldrene. "Jeg fik lige en sms fra Aiko!" Råbte hun bange. Drengene grinte. "Seriøst" Grinte Kevin og tog hendes mobil op. Han kiggede undrene på den. "Okay det er lidt uhyggeligt" Sagde han stille og kiggede ud på os alle. "Det er en mms, med et klamt billede" Sagde han stille, og viste den til nogle af de andre. De snakkede og hviskede så meget i munden på hinanden at jeg ikke kunne høre hvad de sagde. "Der står jeg skal sende den videre til en fra min klasse, inden for en time, ellers dør jeg" Sagde Mie nervøst, da alle var faldet lidt til ro. "Det er noget sludder" Svarede Kevin grinene. "Ja jeg tager ingen chancer" Sagde hun og trykkede nogle gange på sin mobil. "Nu har du fået den Kevin, så kan du gøre hvad du vil med den" Sagde hun snoppet, og løb ud af lokalet. "Bitch!" hviskede han til sig selv, og grinte lidt af beskeden da han så den på sin mobil. "Jeg sender den ikke videre, det er en åndsvag joke" Grinte han og lagde mobilen i sin lomme.

Resten af timen gik med, snak, og jokes. Wolter og jeg satte os hen til de andre, og vi spillede trivial pursuit. Pludselig ringede skoleklokken til frikvater. Tiden var gået hurtigt, men det gør den jo når man more sig. Der var kun 10 minutters frikvater. "Skal vi tage lidt frisk luft?" Spurgte Wolter, og begyndte at gå med det samme, han vidste nok at jeg ville sige ja. Udenfor skinnede solen, og vi satte os på nogle sten, og nød solens stråler. Vi snakkede lidt om ferien, det meste af den havde vi været sammen, og ingen af os havde været ude og rejse, så der var ikke så meget at snakke om udover minderne. Wolter kiggede på sit ur. Den ringer om et minut, så lad os komme ind, og i det samme, vi rejste os ringede skoleklokken. Vi gik stille og roligt ind, for lærern vi skulle have nu, var altid flink, og tog sig ikke af at man kom 2 minutter for sent. Gangene var allerede næsten tomme, men de fleste var nok også blevet inde, som de plejer i dette frikvater. Pludselig lød et skreg, som overdøvede alt, det lød som Kevin. og det kom vidst nede fra toiletterne. Vi satte i løb, og skyndte os ind på drengetoiletet Og der lå Kevin død på gulvet, og med overskåret håndled. og overskået hals. Politiet og ambulance blev tilkaldt, og hele skolen fik fri. Vi var en del fra klassen der mødtes foran skolen. "Hvad fanden sker der?" Spurgte Sam. "Kevin ville aldrig begå selvmord" Sagde en dreng ved navn Ryan og alle var enige. "Han var populær, og havde inden grund" Ryan tog sin mobil op. "Jeg har fået samme besked som Kevin" Sagde han nevøst og viste den frem. "Fra Aiko?" Spurgte Mie og tog mobilen ud af hans hånd. "Nej fra Kevins mobil" Svarede han. "Så er det vel bare Kevin der sendte den til dig" Sagde jeg. Og Wolter nikkede. "Ja han lavede da bare sjov med dig" sagde Ryan. og Sam rystede på hovedet. "Jeg fik den efter han var død" Der var stilhed noget tid. "Jeg har kun 5 minuter til at sende den i" Sagde Ryan nervøst. Det er 55 minutter siden jeg fik den!" Han kiggede nervøst rundt, på os andre. "Hvad gør jeg?" Spurgte han. "Bare send den til mig" Sagde Sam som var Ryan's ven. "Vi kan jo bare sende videre hele tiden, Så behøver ingen at dø, hvis det da ikke bare var Kevin der begik selvmord" Ryan trykkede hurtigt på sine taster, og sendte den til Sam, som smilte glad "Så har jeg 60 minutter at sende den videre i, det er jo enkelt" De andre nikkede. og Wolter kiggede på mig. "Skal vi ikke bare komme videre?" Spurgte han mig. "Jo lad os det" Sagde jeg og vendte mig om. "Vi smutter!" Råbte vi til dem. og begyndte at gå, men inden vi nåede 20 meter fra dem, hørte vi Mie skrige. Vi løb hurtigt tilbage, og Sam, lå på jorden. "Hvad skete der?" Spurgte jeg. "Han faldt bare om" Svarede Mie. Hun tog hans mobil op af hans lomme, og kiggede forskrækket på den. "Han havde kun 5 minutter" Sagde hun bange, og Ryan sad grædene ved siden af Sam. "Det er min skyld han er død" Græd han "Hvem har så fået beskeden nu?" Spurgte Wolter, og vi alle kiggede på vores mobiler. Ingen af os havde fået den. "Så må det være en af de andre fra klassen" Sagde Mie. Hun bakkede nogle skridt. "Jeg må gå nu" sagde hun og begyndte at løbe væk. Ryan blev tilbage ved Sams lig, og ventede på politiet, og ambulancen og Wolter og jeg tog hjem til ham.

De følgene mange timer fulgte vi med på Nettet, om hvem der var død, og hvem der ikke var. Det gik overraskede hurtigt, med dødstallet der steg. Hverken mig og Wolter havde endnu fået beskeden. Mie, som var klassens mest populære pige, snakkede med alle de andre i klassen, og holdte mig og Wolter opdateret. "De fleste er efterhånden døde" Græd hun. Hun havde ringet til os over webcam. "De fleste sender smsen mens der er 1 minut tilbage, har jeg hørt, så modtageren ikke kan nå at sende den videre" sagde hun nervøst. "Hvem lever stadig?" Spurgte Wolter. "Ikke mange" Svarede hun bare. "Jeg må gå nu" Sagde hun pludselig hurtigt og afbrød forbindelsen. "Alle er godt nok blevet mærkelige" Sagde Wolter og rystede på hovedet. Jeg nikkede. "Ja" svarede jeg stille.

Pludselig bippede min mobil. Jeg skyndte mig at se hvad det var. En mms, jeg åbnede den, og et billede viste sig af Aiko, som var ligbleg, og med blod ud af munden, og øjnene. nedenunder stod der at jeg havde 60 minutter tilbage at leve i medmindre jeg sendte den til en anden fra min klasse. "Fuck" Råbte jeg, og smed telefonen, ind i væggen. "Hvad!" Spurgte Wolter undrende. Jeg sukkede. "Jeg har en time" Sagde jeg irriteret. Wolter så bekymret på mig. "Hvad vil du gøre?" Spurgte han efter et par minutters stilhed. "Det ved jeg sgu da ikke" Sagde jeg surt, og satte mig i sengen. "Hvis du har en time vil det sige den der havde den før dig ikke sendte den videre" Sagde han bekymret. Jeg tog mobilen op. "Mie" Hviskede jeg, og kiggede en ekstra gang, på hendes navn på mit display. Wolter spærrede forskrækket øjnene op, og skyndte sig at tage sin mobil op, og ringe til hende, men hun tog den ikke. "Men vi snakkede jo lige med hende" Sagde han trist. Vi sad begge i tavshed, i et stykke tid. Man kunne se Wolter var trist. Han havde længe haft en crush på Mie. Jeg kiggede igen på mit ur. "Lidt under en halv time" Sagde jeg trist. "Jeg må sende den videre" Sagde jeg og prøvede at sende den til en fra klassen. Wolter så nervøst på mig. "Mislykkedes?" Sagde jeg undrene da den ikke ville sende. Jeg prøvede igen og igen til alle fra klassen men den gad ikke sende. "Hvad fuck er der galt med den" Råbte jeg surt. "Måske er de allerede døde?" Sagde Wolter stille. "Det kan de da ikke være?" Jeg prøvede at lyde irriteret, men min stemme rystede. Wolter sank en klump. "Det hjælper vidst heller ikke at sende den videre" Sagde han, og lagde en hånd på min skulder. "Selvfølgelig gør det, det, hvorfor skulle det ikke?" Wolter sukkede. "Mie havde jo haft den en gang, men fik den igen" Sagde han trist. "Hun var jo den første der fik beskeden" Jeg tænkte mig om. Det var sandt. Det var hende der havde sendt den til Kevin dengang. Jeg slog mig selv i hovedet et par gange. "Hvad fanden gør jeg?"  Råbte jeg irriteret og kiggede på mit ur. "6 minutter" Jeg rejste mig, og gik rastløs frem og tilbage. "Hvad gør jeg? hvad gør jeg? Jeg kan sgu da ikke bare sidde her!" Wolter sad i sengen og kiggede op på mig. Han tænkte sig også om. "Du kan altid sende den til mig?" Sagde han og skar en grimase. Jeg kiggede overrasket på ham. "Til dig? jeg kan ikke sende den til dig, det ville være det samme som at dræbe dig" Jeg satte mig ved siden af ham. Jeg sukkede, og bed mig i underlæben. Wolter lænte sig tilbage op af væggen. "Efter dig, er det min tur, idet mindste skal du ikke se din bedste ven dø" Sagde han stille. Jeg kiggede mig over skuldren på ham. Det var rigtig nok, han skulle jo se sin bedste ven dø. Jeg kiggede igen på mit ur. "2 minutter" Jeg rejste mig op. "Du skal ikke se mig dø, jeg går ind ved siden af" Sagde jo og gik nogle skridt hen mod, døren. Wolter rejste sig og to fat i min arm, og trak mig ind til sig og gav mig en knus. "Farvel Taylor" Sagde han og bakkede væk fra mig. Han havde tårer i øjnene. Jeg nikkede og skyndte mig ind ved siden af. Jeg stalte mig hen til vinduet og kiggede ud, hele min krop rystede, og jeg havde lyst til at græde, men til hvilken nytte. Jeg kiggede nervøst rundt og kiggede så på mit ur. 60 minutter var gået. Jeg kiggede rundt. Pludselig hørte jeg noget tumult inde ved siden af, noget glas der gik i stykker, jeg skyndte mig derind, og så Wolter, der lå livløs på gulvet, imens blodet fosede ud af hans bryst, hvori der sad, et stort stykke glas. "Wolter?" Spurte jeg og skyndte men hen til ham, og satte mig på huk ved hans side. "Wolter?" gentog jeg. Han var død. "Det var jo mig der skulle dø" Sagde jeg til mig selv, og tårene løb ned af mine kinder. Jeg opdagede noget i hans hånd. Min mobil. Jeg tog den ud, og trykkede ind under smser og kunne så se han havde sendt smsen videre til sig selv. For 1 minut siden. "Forhelvede Wolter" Råbte jeg, og kiggede ned på hans lig. Min mobil bippede igen. Jeg sukkede.og gemte mit hovede i mine hænder. Jeg sad længe og græd, imens jeg så på Wolters lig. Jeg forstod pludselig hvorfor han mente at jeg var den heldige, der skulle have været død først, havde det været sådan, ville det have været ham det skulle sidde, ved mit lig i en time. Jeg rystede på hovedet, og lod flere tårer trille ned af mine kinder. Jeg rækte ud efter min mobil, og kiggede på mms'en. 60 minutter igen. Jeg lagde hovedet tilbage, op af væggen. og kiggede på mit ur. Jeg havde sat længe og grædt. Længere end jeg troede. Der var kun få minutter til det var min tur. Jeg sank en klump, og sukkede. Jeg ønskede ikke og dø, og alligevel? Jeg havde mistet alle mine venner. Hvad ville jeg have tilbage at leve for? ingenting? og jeg ville sikkert blive beskyldt for alles dødsfald, for hvem ville tro på at det var et genfærd i en mms der havde gjort det? Jeg lukkede kort mine øjne i. og trak vejret dybt et par gange. Jeg var bange. Jeg havde set hvordan Kevin og Robin var døde. Skåret op, og stukket ned. Det måtte være smertefuldt. Jeg mærkede en kold brise, og åbnede mine øjne. Jeg fik et chok da jeg så, den døde pige foran mig, og rejse mig forsigtigt, men hurtigt. "Aiko?" Spurgte jeg. Hendes lange sorte hår dækkede en stor del af hendes ansigt, og hendes hun var kridhvid, udover hendes sorte makeup, og hun bar en sort kjole. Hun lagde hovedet på skrå. "Aiko, hvorfor?" hun trådte nogle skridt hen imod mig. Jeg kiggede ned, i håndet havde hun noget glas, nok fra den knuste vase. Som glasset, i Wolters bryst også kom fra. "Mig og Wolter har da aldrig gjort dig noget" Sagde jeg mens jeg rystede forsigtigt på hovedet. Hun gik helt hen til mig, og tog med den anden hånd fast i mit hovede, og kyssede mig, idet hun træk sig tilbage, træk hun glasset hårdt over min hals, og blodet begyndte at rende ud, jeg faldt langsom ned på huk, og prøvede med mine hænder at stoppe blødningen, men min halspulsåre, var skåret over. alt begyndte at blive sløret for mig, og eg kiggede op. Aiko var forsvundet. Jeg lagde mig forsigtigt ned, hvorefter alt blev sort.

Remember - There's always a second try

Det var sent og jeg var på vej hjem fra skole, jeg var blevet nogle ekstra timer oppe på skolen for at indhente mine lektier. Det var lønningsdag  Så jeg ville ned til banken og hæve penge inden jeg tog hjem. Da jeg kom til banken, gik jeg hen til automaten. "Ude af drift" sukkede jeg da jeg så de store røde bogstaver der fyldte hele skærmen. Jeg kiggede på mit ur. 20 minutter til banken lukkede. så jeg skyndte mig ind, og kiggede rundt og sukkede igen for mig selv. Der var ret mange mennesker derinde. Så der var sikkert en lang kø. Jeg havde bare lyst til at komme hjem i en fart, men ville hæve penge nu, for jeg havde ikke så meget som en krone i min pung. Jeg trak et nummer. nummer 316. Jeg kiggede op på den store skærm. Der var 17 foran mig. Typisk. Men det var selvfølgelig også lønningsdag  og den dumme automat virkede ikke. Jeg satte mig ned op af væggen, eftersom alle stolene var optaget. Tiden sneglede sig afsted. Jeg have heldigvis min ipod med, så sad og hørte musik. Folk gik ud og ind, og jeg kiggede op på skærmen igen. 9 foran mig endnu. Jeg gemte mit hoved i hænderne og sukkede. "Man hvor er de langsomme" Sagde jeg stille til mig selv så kun jeg selv kunne høre det. Jeg lukkede øjnene og hørte bare min musik, levede mig ind i min egen verden. Jeg brød mig ikke så meget m at have så mange mennesker omkring mig. Lidt efter kiggede jeg op på tavlen igen. 5 foran. "Man hvor tiden dog snegler sig afsted!" Sukkede jeg lidt højere end jeg ville have sagt det. En skikkelse gled ned ved siden af mig. "Det siger du ikke" Lød en venlig drengestemme. Jeg kiggede lidt overrasket til siden, og så et velkendt ansigt, der gik et øjeblik før jeg kunne sætte navn på det. "Robin?" Spurgte jeg forbavset. Han nikkede smilene. "Ja længe siden" Grinte han. "Hvad laver du her?" Spurgte jeg ham glad. Vi havde været bedste venner, men det var længe siden. Han havde boet her i byen, og vi havde gået i folkeskole sammen. men efter folkeskolen var han, og hans familie flyttet til den anden ende af landet, og vi havde mistet kontakten. Han grinte lidt igen. "Jeg flytter tilbage til byen" Sagde han med en venligt smil, og kiggede rundt. "Jeg har fundet in egen lejlighed her" han nikkede. "Så du flytter så langt hjemmefra?" Spurgte jeg. Han smilte stadig. "Ja og så valgte at flytte tilbage til min barndomsby" Han lagde hånden od væggen. "Man vil jo nok altid have et godt forhold til sin barndomsby" Han kiggede ind imod væggen som om, med et lidt tomt blik. Han smilte stadig, så jeg tror han stod og tænkte tilbage. "Nummer. 316!" Råbte en sur stemme i højtaleren. "Oh det er mig!" Råbte jeg. "Kommer igen lige om lidt" Sagde jeg hurtigt til Robin. og skyndte mig hen til kasse nr 3, hvor mit nummer var vist. Jeg stod lidt og fumlede med min taske, for at finde min pung, da der pludselig lød et brag henne fra udgangen. Jeg nåede ikke at vende mig om før, endnu et brag lød, og nåede rødt kom til syne, på damen ved kasse to's bluse, og hun faldt om. Jeg vendte mig om, og 4 personer, med masker på, og pistoler i hænderne stod ved udgangen, og kom nærmere mens de prøvede at sigte noglelunde imod alle. "Alle ned på gulvet, og kigger ikke op" Råbte en stemme. Jeg skyndte mig, at sætte mig ned på knæ, og holdt mine hænder synligt fremme. Et bankrøveri? Virkelig? Tænkte jeg. og kiggede forsigtigt op. "Alle siger ikke en lyd, og sidder stille! En forkert bevægelse og i er døde!" Beordrede han. Det var nok ham der bestemte, han havde stilt sig noglelunde i midten, mellem kunderne. Han var klædt helt i sort, og havde to pistoler i sit bælte, han stod med hænderne i lommerne. Han havde røde fingerløse handsker på. En anden fyr stod ikke langt fra mig, han havde et jagtgevær af en art. En anden som var en kvinde, stod henne ved kasse 1, og truede kassearbejderen, som var begyndt at fylde en pose med penge. Fyren der stod lidt fra mig, opdagede at jeg kiggede rundt, og han vendte sig og sigtede på mig. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, og holdt vejret. Jeg løftede forsigtigt armene op over hovedet. I en hurtig bevægelse vendte han geværet om og slog mig i maven. En smerte bredte sig i mig, og luften blev slået ud af mig, og jeg faldt om på gulvet og tog mig til maven. "Nu ligger du bare stille, og uden et ord!" Beordrede fyren, og gik nogle skridt væk fra mig. Et brag lød fra den anden ende af rummet, og en fyr faldt om. "Ingen rør sig blev der sagt, medmindre i vil følge ham trop" Lød det fra den sortklædte der, havde trukket sin ene pistol. Pludselig kunne man høre politisirener i det fjerne. Røverne kiggede forbavset op, og ud mod vinduerne. "Hvem har ringet til politiet!" Udbrød kvinden, og hev sin pistol op, og skød de to kassearbejdere. "Hvad helvede laver du?" Råbte en af fyrene. Hun vendte sig om imod ham, uden at sige noget. "Hvad gør vi?" Spurgte en af fyrene. og fyren i sort trådte frem. "I tre bliver her, jeg tjekker om der er en bagudgang" Hans stemme lød så sikker. ikke som de andres som lød til at være ved at gå i panik. Han hoppede over kassen, og forsvandt.  Robin sad lidt over en meter fra mig, han rykkede tættere på mig, uden at røverne så det. "Det skal nok gå" Sagde han trøstene. Jeg satte mig forsigtigt op igen og kiggede på ham, og nikkede. Det blå og røde blink, og sirenerne, holdt nu udenfor banken. To af røverne, skød et par gange imod vinduerne så de knustes, og et skuddrama begyndte. Kort efter blev den ene røver ramt og faldt om. Kvinden, og den anden valgte at overgive sig. Politiet stormede ind, og alle skyndte sig ud.

Kort efter var de fleste blevet afhørt, og var taget hjem. Mig og Robin sad lidt for os selv, og en betjent kom hen til os. "Er en af jer Robin?" Spurgte han. Robin nikkede. "Det er jeg" Sagde han stille. Betjenten stod og skrev noget ned. "Tak fordi du ringede, det kunne have været gået meget værre, hvis du ikke havde gjordt det" Jeg kiggede på Robin. "Ringede du?" spurgte jeg forbavset. "Jep" sagde han glad. "og der var ingen der så det" Han smilte lidt. og vi sad lidt i stilhed. "Skal vi gå hjem til dig?" Spurgte han, og jeg rejste mig. "Ja, lad os det" svarede jeg, og jeg kunne mærke hvor meget eg glædede mig til at komme hjem. På vejen hjem til mig, standsede vi ved en butik, og Robin købte noget slik, og popcorn. og vi standsede også ved et pizzaria og købte en pizza. Da vi kom hjem til mig, satte vi os ned i stuen for at dele den. Vi snakkede om de gode gamle dage, og virkede næsten som om, vi havde glemt alt om røveriet  selvom det nok bare var fordi at vi fortrængte det indtil videre. Man kunne godt se på Robin, at hans smil var falskt, og at han stadig havde det skridt efter den oplevelse, og stadig tænkte på den. Jeg gætter på at det nok var mindst ligeså tydeligt på mig. Men vi begge lod som ingen ting. Jeg sad og prikkede lidt til mit sidste stykke pizza. Jeg var blevet rimelig mæt. Jeg rejste mig og hentede Whiskyen der stod i mit skab, og skruede låget, og fyldte et glas halvt. "Vil du ha noget" Spurgte jeg, og afbrød tavsheden der havde varet i nogle minutter. Han rystede på hovedet. Pludselig ringede min mobil, og både Robin og jeg fik et chok, jeg skyndte mig at tage den. "Hallo" sagde jeg lidt nervøst, og med bankene hjerte. Det var min mor. Hun himlede op, om at hun havde set, mig på tv og så videre. Jeg lyttede ikke rigtig, eftersom jeg ikke ønskede at snakke med en som hende om det lige nu. Jeg snod bare og forgav at jeg lyttede mens jeg svarede standard svar som "ja" "okay" "sikkert" og drak af min Whisky. Men pludselig sagde hun nåede der fangede min interesse. Jeg satte telefonen på medhør. "Ja to af røverne er jo stadig på fri fod" Hun blev kort stille "Den ene blev jo ikke fanget, og han hjalp kvinden med at flygte da de ville køre hende til kvindefængslet" Sagde hun, med panik i stemmen. "Okay, det er fint mor, jeg må løbe" sagde jeg og lagde på. "Den tanke kan jeg ikke li" Sagde Robin stille. Jeg rystede på hovedet. "Heller ikke jeg, men  de ved jo ikke at det var dig der ringede efter politiet" Sagde jeg fremtvang et lille falsk smil.

Efter maden, og vi havde vasket vores tallerkner af satte vi os ind i sofaen, i stuen. Robin stod og kiggede på mine film. "Hvad skal vi se?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, du bestemmer, jeg har jo set dem alle" han stod og kiggede imellem dem, og trak så en film ud. "Denne her?" Det var en god gyser, der var rimelig ny. Jeg nikkede smilene. Gys havde vi jo haft en del af idag. men det var nok også godt at se noget der uhyggeligt, og spændende der rigtig kunne opsluge en så man glemte alt omkring sig. "Ja hvis du ikke har set den, den er mega god!" Smilte jeg og tog den ud af hånden på ham. "Laver du nogle popcorn imens og henter 2 energidrikke i køleskabet?" Han smilte og vendte sig om. "Okay" og skyndte sig ud i køkkenet. Jag satte filmen på, og trykkede på 'menu' på fjernbetjeningen. Jeg hadede virkelig alle de dumme reklamer der kom først. En uhyggelig melodi spredte sig i stuen. og jeg kunne høre popcornene i køkkenet der poppede. Jeg kom i tanker om, at han var god til at brænde popcorn på, så jeg skyndte mig ud til ham. "Nu brænder du dem ikke på vel?" Spurgte jeg med et smil. Han stod foroverbøjet, og kiggede ind i mikro ovnen. "Nej det gør jeg altså ikke mere" Sagde han og rakte tunge af mig. Jeg grinede af ham, og gik helt hen ved siden af ham. "godt nok" sagde jeg stille. Udenfor var det blevet mørkt, og blæste kraftigt. Jeg stod og kiggede ud i mørket. Robin stoppede mikro ovnen, og hældte popcornene i en skål. "Rigtig gyserfilm vejr" Sagde jeg og kig hen til køleskabet. "Ja, vi mangler bare tordenvejret, og regnen" han stod og kiggede på sin iphone. og holdt den så op foran hovedet på mig. "Og tænk engang, vejrudsigten siger regn og tordenvejr, så der går nok ikke langtid før det kommer" Grinte han. og vi satte os ind i sofaen og satte os godt til rette, med en dyne over os. og popcorn og energidrik på bordet. Det var en lang gyserfilm. to en halv time lang. I løbet af filmen var regnen, og tordenvejret begyndt udenfor. Så der var rigtig uhyggelig stemning. Jeg kiggede på mit ur. "Klokken er kun 22, skal vi ikke se en til?" Jeg kiggede på Robin. Han så lidt træt ud. "Så skal jeg have en energidrik mere" Sagde han og gabte. "Okay, jeg har nogle nede i kælderen" Svarede jeg glad og kastede dynen af. Han skulede til mig. "Og det siger du først nu?" Jeg rækte min hånd ned til ham, og han tog fat i den og trak sig op. "Har du en kælder?" Spurgte han og kiggedeforvirret rundt. Jeg smilte og slog ham drillene på skulderen. "Ja en fælles kælder, der er jo mange små lejligheder, her på grunden, og vi har så en fælles kælder, hvor vi kan stille vores cykler, en flyser, eller et køleskab. og jeg har et køleskab dernede" Jeg begyndte at tage mine sko på. "Kommer du ikke med?" Spurgte jeg og kiggede op på ham. Han satte sig på huk og begyndte også at tage sko på. "jo, jo" svarede han. Jeg selv boede på 1 sal. jeg gik hen til en elevator. "Lad os tage den" grinte jeg. "Må man godt det?" Spurgte han og stilte sig hen ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet. "Nej, men det gør de fleste, hvert fald når man skal ned i kælderen. Trappen dernede er så rådden at der ikke er nogle der tør gå på den" Elevatordøren åbnede sig, og vi gik ind i den. jeg trykkede på knappen til kældern. Elevatoren rykkede sig hårdt. og kørte så ned af. Robin kiggede på mig "Og elevatoren her skulle være mere sikker end trappen?" Spurgte han med et grin. Jeg trak på skuldrende, "Ja det må vi da håbe" Grinte jeg og Robin grinte også af det. Det var dejligt endelig at more sig lidt sammen igen. Vi begge lod til at have glemt alt om hvad der var sket om eftermiddagen. Der var mørkt i kælderen, og lampen i loftede blinkede lidt regelmæssigt. "Pænt uhyggeligt" Sagde jeg lidt nervøst og vi kiggede på hinanden. Begge med et lidt bange udtryk. "Ja mega uhyggeligt" Sagde Robin, og vi begge trak på smilebåndet og grinte så. Jeg gik hen til et lille køleskab, "Burn, monster engery, eller cult?" Spurgte jeg Robin. "Cult!" Råbte Han glad. Jeg grinte lidt og tog, to cult ud. "Fint lad os så komme op, skal vi bare se to'en?" Spurgte jeg. "Er der en to'er?" spurgte Robin overrasket og jeg nikkede. "Ja men den er ikke ligeså god" Jeg trykkede på 1 talet, på elevatoren, og den kørte langsomt opad. "Lad os bare se den, medmindre su synes den er for kedelig?" Spurte Robin, mig. jeg rystede på hovedet. "Nej nej, den er skam god, bare ikke ligeså god" Vi gik hen to min dør og Robin tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Jeg stoppede undrene op. Robin kiggede på mig. "Hvad er der?" Spurgte han. Jeg rystede forvirende på hovedet. "Der burde være låst" Sagde jeg stille. Robin grinte af mig. "Nej du låste ikke" Grinte han. Jeg tænkte mig om. "Nej men jeg plejer at have autolås til, så den låser af sig selv" Sagde jeg og gik hen og kiggede på låsen. Autolåsen var slået fra. og jeg åndede lettede op. "Jeg har nok glemt at slå den til" Sagde jeg med et smil. og vi gik ind i køkkenet.

Vi åbnede vores Cult, og skålede en gang, mens en ny pose popcorn, poppede inde i mikroovnen. "Jeg går lige ind og sætter toern på" Sagde jeg, og smilede til Robin. "Okay" Inde i stuen, kiggede jeg nærvøst rundt. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Men alt var som vi havde efterladt det, jeg smillede af mig, og rystede på hovedet. Jeg fandt toern frem og satte den på dvd maskinen. Robin kom ind. "Fandt du den?" Spurgte han glad. Jeg nikkede. "Selvfølgelig"  Og satte mig hen i sofaen, og spolede forbi reklamerne. Jeg kiggede op på Robin. Som stod og læste smser på sin iphone "Sætter du dig ikke?" Sagde jeg venligt, og smilede til ham.  "Jo jeg skal lige hente popcornene, de er stadig ude i mikroovnen" Han pegede bagud mod køkkenet og skyndte sig at færdiggøre en sms. Jeg rejste mig. "Nåh ja, min Cult er også derude" Jeg gik hen ved siden af Robin, og han lagde sin Iphone, i lommen. Idet samme kom en skikkelse til syne i døren, ud til køkkenet. En flot fyr, med et ret venligt ansigt. Han var klædt pænt, med et sort jakkesæt, og rødt slips. Jeg genkendte tøjet, og stivnede. "Røveren" Hviskede jeg så lavt at ikke engang Robin kunne høre det. Robin stod stille, og kiggede først fra fyren til mig. Han troede nok et øjeblik at det var en jeg kendte, men så fik han også et bange udtryk, og havde nok indset hvem det var. "Halløj" Sagde Fyren venligt, og smilte lumsk. Der kom lidt støj, ude fra køkkenet, og en kvinde, kom også hen i døren. Hun så ikke nær så venlig ud. Og hun havde sin pistol i hånden. Hun var også klædt i sort. Robin og jeg bakkede et par skridt, og ingen af os sagde en lyd. Kvinden hævede sin pistol og sigtede på os. "I spolerede det hele" Halvråbte hun. "Havde i tænkt jer at slippe godt fra det?" Hun lagde hovedet på skrå. Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor tror i det var os" Sagde jeg nervøst. Robin kiggede på mig og så på dem. "Ja vi har ikke gjort noget" Fyren grinte. "Jeg ved det var jer" Sagde han mens han gik et par skridt hen imod os. "Der hørte jeg jer selv sige" Han gik langsomt imod os og vi bakkede et par skridt. Kvinden fulgte efter et par skridt bag ham. Han tog sin pistol frem og sigtede på Robin. "Eller rettere sagt ved jeg det var dig"  Robin rystede hurtigt på hovedet. "Nej I tager fejl" Fyren rystede grintede på ansigtet. "Nej jeg gør ej, du er skyld i at to af vores venner døde, så nu skal du og din ven her dø" Sagde han til Robin. Kvinden gik et par skridt frem, og sigtede også stadig på os, med to pistoler rettet imod os, kunne vi umuligt gøre modstand. Jeg sank en klump, var dette virkelig min dødsdag? Tænkte jeg. Det kunne ikke passe, at jeg allerede skulle dø. Jeg kiggede over på Robin, som også så ud til at tænke over hvad man kunne gøre. Jeg hostede engang, og røverne kiggede over på mig. "Det er lønningsdag, i kan få alle mine penge, vi skal nok lade være med at sladre om jer" Sagde jeg nervøst. Fyren smilte, og kvinden så stadig bare sur ud. "Det hjælper jer ikke, vi er ligeglade med penge" Sagde fyren smilene og grinte lidt af mig. "Vi er rige, vi røver kun banker fordi det er sjovt, penge betyder intet for os" Han smilte lumsk. og jeg sukkede. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg kunne ikke rigtig se nogle løsninger. Robins iphone vibrerede i lommen og han greb ud efter den, og et brag lød. Robin faldt om, og blod spredte sig, på gulvet. "Robin?" Hviskede jeg, og tårene trillede begyndte at trille ned af mine kinder. "Han skal ikke ringe til politiet igen" Vrissede kvinden surt. Jeg kiggede op på Fyren. Han stod stadig og smillede. Han hævede pistolen, og gik et par skridt frem, imod mig så pistolen rørte min pande. Jeg greb ud efter den anden pistol, i Hans bælte, og sigtede på ham. Det overraskede mig at han ikke trykkede på aftrækkeren, for jeg vidste han kunne have nået det. Han grinte lidt. Hans pistol, rørte stadig min pande, mit hjerte hamrede afsted. "Hvad så? vil du skyde mig?" Grinte han, og kvinden smilte for første gange også lidt. Jeg vidste at hvis jeg skød, ville jeg helt sikkert også dø, men det ville jeg vel alligevel. Jeg trykkede på aftrækkeren, for at skyde ham, men intet skete. Jeg følte at mit hjerte var gået i stå. Jeg trykkede igen og igen, men der skete stadig intet. Jeg følte mit hjerte gå i stå i angst,  og følte at jeg ikke kunne trække vejret. Fyren lagde hovedet lidt på skrå. Han tog fat i pistolen, med hans frie hånd, og hev den ud af min hånd. "Jeg har ikke lagt patroner i den, så dum er jeg sgu da ikke" Sagde han med et smil. Jeg holdt mit vejr. Og så lød der endnu et brag, og alt blev sort.

Dommedag

Jeg sad på huk foran alteret jeg havde lavet. Jeg havde lavet den efter billedet i en gammel bog jeg havde fundet på min bedstemors gamle loft, det var også der jeg havde besluttet at lave alteret. Jeg vidste at her kunne jeg være i fred, og ingen andre ville komme der. Billedet viste at jeg skulle have et lille bord, starinlys, et kranie fra et dyr jeg selv havde slået ihjel og en skål halv fyldt op med blod. Mit eget blod. Det havde taget lidt tid for mig at fylde den, for jeg var ikke just begejstret for at skære i mig selv. Selvom jeg havde gjort det før. Jeg vidste ikke selv om jeg troede på at denne hidkaldelse ville virke, og jeg var ikke engang sikker på om jeg egentlig vidste hvad jeg lavet. Det lignede en gammel heksebog, eller noget lignede. Og alt stod på latinsk. Jeg anede ikke hvad der stod. jeg fulgte bare billederne. Ville jeg hidkalde en heks? eller en demon? Jeg var ligeglad. Jeg ønskede bare at den ville give bøllerne fra skolen en læresteg.

Jeg gik på hg. handelsskolen. Jeg var 20 år gammel. Og blev mobbet dagligt. Jeg var ikke som de andre. Jeg var en freak. Og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg lignede de andre. var en almindelig dreng, der aldrig havde gjort nogle noget ondt. Min bror sad i fængsel, min far var alkoholiker, og min mor havde begået selvmord. Var det derfor jeg var en freak? jeg vidste det ikke. men nu skulle de bøller have sig en læresteg. Hvis det her da virkede. og hvis ikke? jeg vidste ikke hvad jeg så ville gøre. Jeg mærkede tårerne klemme sig på i mine øjne. Jeg var så træt af det hele. Jeg kiggede på alteret. "Please Hjælp mig" Råbte jeg, mens tårerne trillede ned af mine kinder. "Du er min eneste udvej, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Jeg gemte mit ansigt i mine hænder, og faldt sammen foran alteret. "Verden er et helvede" Hviskede jeg stille til mig selv. I det samme genlød et brag, og noget der lignede et sort hul, åbnede sig i den anden ende af rummet. Jeg satte mig op, alt imens jeg bakkede væk fra det. Noget der lignede et menneske trådte ud derfra. Jeg stirrede længe på det. Det lignede lidt, men det var ikke et menneske. Det havde store sorte vinger, og helt sorte øjne. Udover det, så lignede det vidst en almindelig fyr. Han havde også små, horn, og klør, istedet for negle. Hans blik kiggede lidt rundt i rummet, og stoppede ved mig. Et smil bredte sig, på hans læber. "Nå, så du er han der hidkaldte mig" Sagde han med en ret guddommelig stemme. Jeg bemærkede at jeg havde holdt vejret længe, nok siden portalen havde åbnede sig. Jeg trak hurtigt vejret en gang. "Hv.. hvem er du?" Fremstammede jeg. Han lagde hovedet på skrå og gik langsomt, men stolt, hen imod mig. "Hvem jeg er?" Sagde han med et stort smil på læberne. "Du har hidkaldt mig, men ved ikke hvem jeg er?" Spurgte han, og stoppede op, kun en meter fra  mig. Jeg sad stadig på gulvet. "Undskyld, jeg.." begyndte jeg, jeg vidste ikke hvad jeg rigtigt skulle sige til ham. Jeg kiggede hen på bogen. og han fulgte mit blik. "Ah... min bog" Sagde han. og gik hen og tog den op. "Jeg vidste at en, en dag ville hidkalde mig, hvis jeg sendte den herop" Sagde han, mens han studerede bogen lidt. Jeg rejste mig langsomt op. Lidt i håb om at han ikke ville bemærke mig. Jeg var ret forvirret. Hvem var han? Hvad var han? Jeg turde ikke engang trække vejret hele tiden. Han drejede hovedet og kiggede på mig. Han så pludselig lidt sur ud, han smilte hvert fald ikke. Hans øjne var ikke rigtig til at læse, eftersom de var helt sorte. Idet han kiggede på mig, stod jeg musestille. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg turde ikke bevæge mig. Et lille ondskabsfuldt smil bredte sig igen på hans læber "Mit navn er Lucifer" Sagde han, "Du har hidkaldt dommedag, over menneskeracen" Han løftede armene, og ud af et lille vindue, i loftet, kunne jeg se sorte skyer, det trak sig ind over os. Jorden rystede, som var et enormt jordskælv under opsejling. Jeg kunne ikke holde balancen og faldt bagover. Han slog ud, med armene i en hurtig bevægelse, og taget blev revet af huset. Jeg kiggede rundt. Verden var sort, og rød. Jeg opdagede det var en tornado der havde revet taget af. Det blæste kraftigt. Monstre fløj, ned fra de store sorte skyer. Der var ild, i næsten alle huse, så langt øjet rækkede. Mennesker løb rundt, og skreg overalt. "Det var ikke det jeg ønskede" Hviskede jeg stille for mig selv. Jeg kiggede op mod Lucifer. Han grinte, og nød  alle rædselskrigene og alt hvad det skete. Ville han virkelig, forårsage dommedag og dræbe alt og alle? Jeg vidste ikke om jeg turde spørge. Og hvad ville han mon gøre med mig? Jeg kiggede igen ud på alt rædslen. Mennesker der af små monstre blev, dræbt, spist, og revet itu. Jeg måtte kigge væk. Tårene klemte sig igen på. Jeg kravlede tættere på Lucifer. Måske han ville skåne mig? Jeg var mere bange for monstrene nede på gaderne end for ham. Det kunne jo være han havde barmhjertelighed. Det havde de hvert fald ikke de monstre. "Dette er mit paradis" Sagde han og kiggede ned på mig. "Hvad synes du? Var dette hvad du forventede der ville ske?" Sagde han, mens han smilte ondt. Jeg kiggede op på ham, og så ud på verden, og så på ham igen. Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg svare? Jeg var bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg svarede noget han ikke kunne lide. Jeg kunne mærke min krop, begyndte at ryste af skræk. og det samme gjorde min kæbe. Jeg bed tænderne sammen, for at han ikke skulle bemærke det. Et ondskabsfuldt grin bredte sig fra ham. "Selvfølgelig var det ikke det" Sagde han koldt, mens han stadig kiggede på mig. Kuldegysninger bredte sig på min krop, trods at det nok var 40 grader varmt. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens hans onde smil igen bredte sig på hans læber. "Der er ingen skam i at være bange for mig" Sagde han. "Så det behøver du ikke skjule" Jeg kunne se på ham at han nød, at jeg var bange. Ligesom at han nød, alle rædsel og smerte skrigene der var omkring os. Folk der råbte og skreg og bad om nåde. Og han ignorerede dem alle. Stod bare og nød det hele. Han vendte sig igen ud mod det hele, og væk fra mig. Han lod blikket køre hen over de brændene landskaber. Kort efter begyndte der at være stille. Der var ikke så mange skrig mere. Nogle af monstrene var begyndt at flyve tilbage til de store sorte skyer. Jeg sad stadig helt musestille. Jeg kiggede rundt. og lyttede. Der var ikke flere skrig. Kun lyden af træ, der brændte. Var der virkelig dommedag? Var den gået så hurtigt? Var alle mennesker mon døde? Jeg kiggede op på Lucifer, og fulgte hans blik ud i horisonten, han kiggede rundt, og så lidt alvorlig ud. Som om han koncentrerede sig. Jeg havde lyst til at spørge ham om ting, som hvad han nu ville gøre, ved mig foreksempel. Kort efter vendte han sig om imod mig. "Jordens befolkningstal.." Sagde han med en lumsk smil. ".. 1" Han kiggede på mig, jeg sænkede hovedet og sank en klump. En? Det ville sige mig, var jeg virkelig det eneste menneske tilbage på planeten? Tårene klemte sig igen på. Jeg løftede hovedet og så igen på Lucifer der stolt stod foran mig, og nød min smerte, og min angst. "Hvad ville du gøre ved mig?" Spurgte jeg. Jeg prøvede at lyde som om jeg ikke var så bange, men min stemme var bævrene, og kom kun ud som en hvisken. Han nød det. Portalen han var kommet ud af åbnede sig igen. Han gik hen imod den. "Du, som hidkaldte mig, dømmes til at vandre alene rundt på jorden. Du er ikke velkommen i helvede eller himlen. selv jeg kan ikke slå dig ihjel" Han smilte, ondskabsfuldt "Du får dit eget ensomme helvede her" og så forsvandt han, ind i potalen. Jeg spærrede øjnene op og et stød gik igennem mig. Han havde ret. Jeg var det eneste menneske på hele planeten. Jeg løb hen mod portalen men den lukkede i bag ham. "Jeg vil ikke være her helt alene!" skreg jeg efter ham men han var væk, mine skrig genlød, men ingen var der til at høre dem. Jeg var dømt til at være alene til evig tid.