hanker to the death

Jeg stod på den midterste del af den høje bro og så ud over havet. Jeg klatrede forsigtigt op på gelænderet imens jeg holdt et fast greb i en af søjlerne. Mit blik så fast ned imod det strømmende hav under mig. Der var langt ned. Nok omkring 50 meter. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og jeg mærkede min hals sno sig sammen. Om jeg ville overleve at hoppe eller falde derned vidste jeg ikke, men hvis jeg overlevede det, ville de kraftige bølger, nok trække mig ned under vandet og drukne mig. En stærk vind greb fat i mig og jeg mistede balancen, min hånd gled, og mistede fodfæstet, og faldt forover. Tusinder af tanker for rundt i hovedet på mig. Ville dette blive min død? Jeg kneb øjnene sammen og mit liv passerede forbi mig, hvordan var det jeg var havnet her? Hvordan var det gået så galt?

En måned tidligere
Min barndomsven og bofælle ved navn Robin og jeg var lige flyttet i en større lejlighed og havde boet der en måneds tid. Da vi pludselig en dag opdagede en ældre dame, det boede over for os. Hun var sær, syntes vi, vi vidste ikke helt hvorfor. vi begyndte at snakke om hende og grine af hende. Og fornærmelserne blev værre og værre. "Hey Tayler!" Råbte Robin. "Hun sidder i vinduet igen!" Jeg gik ind til Robin i værelset. Han var allerede flækket af grin inden han overhovedet havde noget at sige noget. Jeg kiggede ud af vinduet. "Hun er fandme creepy, burde hun ikke snart dø?" Sagde jeg og grinte. Robin kunne næsten ikke få et ord ud. "Så stille som hun sidder er hun sgu allerede død!" Grinte han. Jeg grinte med. "Ja ellers kunne vi skræmme hende til døde til Halloween!" Svarede jeg. Vi grinte lidt og kiggede så ud af vinduet igen. Hun drejede hovede og så stift imod os med sammenknibene øjne. Vi begge smed os ned på gulvet og gemte os imens vi flækkede af grin. "Tror du hun så os?" Spurgte Robin. Jeg rystede på hovedet. "Mon ikke hun er næsten blind allerede?" Svarede jeg med er stort smil. Og Robon grinte igen. Vi kravlede væk fra hendes synsvinkel og rejste os op igen. 

"Skal vi smutte ned og handle?" Spurgte Robin og gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. "Jeg mangler cult" sagde Robin med trist stemme. "Ja det gør jeg også!" Sagde jeg hurtigt og tog straks sko på. Vi skuppede til hinanden for sjov og prøvede og se hvem der først kom hen til døren og idet Robin åbnede døren var han ved at løbe ind i en skikkelse, og nåede lige at undvige og faldt bagover, og landede på gulvet. Jeg skulle til at grine men spærrede øjnene op da jeg så at det var den gamle dame der stod i døråbningen. Hun trådte nogle skridt ind i lejligheden og kiggede vredt på os. hun løftede sin hånd og pegede på Robin, med sin lange tynde krogede fingre. "Jeg er færdig med at høre på jer!"  Råbte hun vredt og hendes øjne stirrede på. "I skal få som i fortjener! I har chikaneret mig for sidste gang!" Sagde hun mere rolig og smilte. Jeg greb fat i Robin og hjalp ham op og stå. "Hvad mener du? vi har da ikke snakket dårligt til dig" Sagde jeg forsigtigt. "Nej vi har ej" tilføjede Robin. damen sukkede, og trak en halskæde frem, som var fyldt med fjer. Den lignede mest et indianer smykke. "I skal få som i fortjener" Gentog hun, og pillede en fjer af halskæden, og sagde en masse underlige ord, så kiggede hun hen på mig, og pustede på fjeren så den fløj hen imod mig. derefter pillede hun endnu en fjer af. "Hun er splittergal" Hviskede Robin med et hævet øjenbryn. "Måske vi burde ringe efter politiet" Sagde jeg lavt, og trak på smilebåndet. Efter hun igen havde sagt mærkelige ord, pustede hun denne anden fjer hen imod Robin. "I er forbandet! snart ville i komme tryglende til mig, hvis ikke i dør først!" Sagde hun, imens hun havde hævede begge hænder imod os. "hey det er en trussel" det er forbudt" sagde Robin og grinede. hun pegede på mig. "Du skal hige efter døden intet kan stoppe dig, før du er død!" Sagde hun. og så imod Robin. "Og du vil gøre alt for at stoppe ham, for når han er død, har du et døgn at leve i, så ville du dø" hun begyndte at grine et ondsindet grin. Mit hovede føltes pludselig varmt, og det flimrede for mine øjne. Robin kiggede chokeret på mig. "Taylor?" Sagde han nervøst. 

Jeg satte mig med et set op i sengen. "Robin!" Råbte jeg nervøst, og kiggede hen i han seng. Robin satte sig også op, og gned sine øjne. "Hvad er der?" sagde han træt. Jeg kiggede nervøst rundt. Havde det hele været en drøm? Tænkte jeg. "åh.. det lyder nok underligt men.. den gamle dame, vores genbo, hun var her ikke igår? og bankede på vel?" spurgte jeg. Robin flækkede af grin. "Nej sgu da! det ville være klamt" sagde han imens han grinte. "Godt nok.. så var det nok et mareridt" sagde jeg og prøvede at fremtvinge et smil. "Klamt mareridt!" Sagde Robin og sprang ud af sengen. "Du drømmer om gamle damer!" Grinte han og gik ud af soveværelset. Jeg rejste mig op og så hen imod den gamle dames vindue. Hun var der ikke. Jeg rystede på hovedet og skyndte mig i noget tøj. Jeg måtte være blevet skør. Det måtte da have været en drøm. Men det føltes på ingen måder som en drøm, det føltes så virkeligt, som noget der var sket igår. 

Jeg gik ud i køkkenet hvor Robin var igang med at lave sin morgenmad som var et stykke brød, med peanut butter. Jeg tog brødkniven, og skar et stykke brød, af til mig selv jeg kiggede på smørrekniven som Robin havde brugt til sin peanutbutter. "Bare tag en anden til din tunsalat" sagde han og tog en bid. "Det kan du sagtens sige, det er mig der vasker op!" Sagde jeg med et smil og åbnede skuffen med bestikket. Jeg rakte ud efter en smørrekniv men fik øje på en af de store køkkenknive. Jeg lavede en nærvøs synkebevægelse og tog den store kniv op. Den var spids, for den var næsten ny, højst brugt tre gange. Jeg følte en ubeskrivelig trang til at bruge den og teste dens styrke. "Hey, ikke fægte rundt Med den" sagde Robin og tog den ud af hånden på mig. Jeg grinte nervøst, og tog en smørrekniv og smurte mig en tunsalat mad.