Tanken om at flytte til en ny by, var jeg egentlig ikke meget for. Jeg var så vant til at der var mange mennesker omkring mig, og larm overalt, Fester over det hele, musik til langt ud på natten, i både hverdagene og weekenden. Jeg kom fra storbyen. Jeg havde aldrig forstillet mig at jeg skulle væk fra storbyen. men nu viste fremtiden sig at jeg skulle til at bo på landet i en lille kedelig by, med indbyggertallet maks 500. Jeg kunne slet ikke forstille mig det. Væk fra vennerne, festerne og larmen. Jeg sukkede da min far drejede væk fra hovedevejen, og kørte op af en lille landevej. "Så er vi der snart, min søn" Sagde han glad, og så på mig i bakspejlet. Jeg sukkede igen. "Jubii" Sagde jeg sarkastisk. Der var stille et øjeblik. Og jeg hørte han tog en dyb vejrtrækning, præsis som han altid gjorde når han skulle til at komme med en lang sætning. "Det bliver så skønt at flytte til en lille landby, væk fra larmen, og væk fra det travle stresset liv. Kan du forstille dig det Taylor? Nye venner, og et helt nyt fantastisk liv, i den friske luft" Jeg himmlede med øjnene over ham. Jeg kendte ham for godt. Alt det her med at flytte var ikke noget han ville have ønsket sig normalt. Min mor havde forladt os begge, for et par måneder siden. Hun havde fundet sig en ny fyr. Som var yngre end min far, og som var rig, og havde en fantastisk karriere, som sanger i et band. Han kunne tilfældigvis ikke lide børn, så derfor havde hun også slået hånden af mig, og ville ikke have noget med mig at gøre. Jeg fnyste ved tanken. Jeg var ikke engang et barn mere. Jeg var 15 år gammel. Jeg var teenager, og snart voksen. Men jeg tog det ikke så hårdt. At min egen mor forlod mig og min far. Det var hendes valg, og jeg følte mig mest skuffet og sur. Men min far derimod var gået fuldstændig ned. Han havde lagt i sin seng den første måned. og var blevet fyret, fordi han ikke engang meldte sig syg. hans venner havde prøvet at muntre ham op, og hjælpe ham, men han var bare blevet sur på dem, så han også var endt med at miste sine venner. På to måneder mistede han både sin kone, sit arbejde og størstedelen af sine venner. Og det var så det der havde ført os til nu at sidde i denne bil, og være på vej imod vores nye hjem i Sank city. "Så er vi her min søn" Sagde min var med et smil. Jeg kiggede ud af vinduet, og på et lille træskilt stod der byens navn. Små ældre men flotte træhuse kom til syne på begge sider. Jeg må indrømme at jeg blev lidt spændt over hvilket hus der mon var vores. Jeg havde kun været sur og gnaven siden min far fortalte mig vi skulle flytte. Så jeg vidste ikke noget om byen, huset eller min nye skole. Jeg savnede allerede mine gamle venner, og min gamle skole. Selvom jeg kun havde været væk fra dem i snart to døgn. Ja selv larmen om natten savnede jeg. Jeg havde jo levet med den hele mit liv.
Pludselig drejede min far af og kørte ind i en indkørsel. "Så er vi her. Hjem kære hjem" Sagde min far og så sig over skulderen, og afventede min reaktion. Jeg kiggede ud af vinduet. Et fint lille hvidt hus af træ, som havde en stue etage og en 1. sal. Jeg måtte indrømme at jeg var imponeret. Jeg stod ud af bilen og kiggede op på huset. Min far kom om til mig. "Hvad synes du?" Spurgte han spændt. Jeg nikkede. "Det ser da ret fedt ud" Sagde jeg. Jeg var mere imponeret end jeg lød. men jeg havde ikke lyst til at lyde alt for glad. Det ville bare ødelægge den lidt aggressive og triste stemning jeg havde lagt over mig selv. Min far tog et par skridt. "Lad mig vise dig vores nye hjem" Sagde han muntert. Jeg fulgte glædeligt med ham, spændt på at se vores nye hus, og mit nye værelse. Huset indvendigt var ret gammeldags. og det så ud til at de tidligere beboere havde efterladt alt. lige fra møbler til tøj i skabene og til gamle klamme tandbørster på badeværelset. "Seriøst far, det er altså for klamt" Sagde jeg, og væmmes over dem. Min far gik over og tog dem og smed dem i en sort sæk. "Så skulle du have været med da jeg var og se på huset første gang, der var der muggen mad i køleskabet" Sagde han og lo. Jeg rystede på hovedet. "Klamt" Min far sukkede og så på mig. "Jeg ved godt det ikke er så hyggeligt lige nu" Sagde han, og jeg kunne se på ham at han, var ked af det. "Men når vi får vores egne møbler ind, og får smidt de ulækre ting ud, så skal vi nok føle os rigtig hjemme" Han så afventene på mig. Hans triste øjne, gjorde at jeg fik det lidt dårligt med, at jeg havde været så hård ved ham. Jeg nikkede. "Ja far" sagde jeg og kløede mig i håret. "Selvfølgelig gør vi det" Et lille smil bredte sig i hans ansigt. "Tak Taylor" Sagde han og lagde en hånd på min skulder. "Hvis du vil, kan du gå ud og undersøge området lidt. Så skal jeg nok få alle de ulækre ting ud imens. Bare du kommer og hjælper med møblerne, de kommer med flyttevognen senere" Jeg så overrasket på ham. "Okay fedt" Sagde jeg glad, og gik hen til døren. "Så kommer jeg om nogle timer" Sagde jeg og løb ud af døren.
Det var en mærkelig lille by. Det var søndag eftermiddag og der var ikke et menneske i syne, eller en bil på vejen. Jeg fandt hurtigt byens skole. Og end ikke på dens legeplads var der nogle børn der legede. Det føltes så tomt. Det var underligt. Men måske var det bare sådan der var i små byer? Jeg satte mig på en gynge, og vippede lidt frem og tilbage. Jeg sad i mine egne tanker og tænkte på den store omvæltning i mit liv. "Hey" Lød en stemme pludselig ved siden af mig. En Lyshåret dreng sad på gyngen ved siden af mig, og smilte til mig. Hvor var han pludselig kommet fra? "Hey" Svarede jeg og kiggede rundt. Var han alene? "Jeg hørte slet ikke at der var kommet nogle" sagde jeg med en nervøs latter. Han kiggede undrene på mig. "Hvem er du?" Spurgte han. Han kiggede spørgene på mig og smilte slet ikke. "Taylor" Svarede jeg. "Jeg er lige kommet til byen idag" Sagde jeg og smilte til ham. Endelig smilte han også "Du er måske flyttet ind i det ledige hvide hus, der er til salg?" Spurgte han. jeg nikkede. "Ja huset er hvert fald hvidt, jeg husker ikke lige hvad gaden hed" Vi grinte begge kort, og så var der stille i mellem os. "Jeg hedder forresten Robin" Sagde han og brød tavsheden. "Cool" svarede jeg, og kiggede op på skolen. "Går du på skolen her?" Han nikkede, og grinte. "Ja hvor skulle man ellers går herude på båhlandet?" Han hoppede af gyngen. "Kom med, du skal hilse på nogle af de andre børn" Sagde han med et smil. Jeg hoppede også af gyngen og fulgte efter ham. Han kendte mange sjove veje. Og jeg var ret sikker på jeg ikke ville kunne finde hjem, hvis han ikke hjalp mig. Vi hoppede over nogle stakitter, og gik på en mærkelig sti, imellem nogle træer. Dette måtte være byens skov. Pludselig kom vi til en lille åbning, ude mellem træerne. Hvor der sad nogle børn omkring en bålplads. Jeg fik det dårligt et øjeblik da jeg så dem. De var lidt skumle. Og jeg havde det ikke så godt med ikke at vide hvor jeg var, eller hvordan jeg kom hjem. "Hey hvem er det?" Spurgte en fyr Robin, da han fik øje på os. Han var klædt i sort, og havde sort hår, med en lilla stribe i pandehåret. Han var tydeligt højere end mig og Robin, og han var nok også et år eller to ældre. Jeg begyndte at gå lidt langsommere, så Robin gik en meter foran mig. "Det her er Taylor, byens nye beboer" Sagde Robin glad. Fyren så på mig. "Jaså? Og hvem er du så flyttet hertil sammen med?" Spurgte han. "Med min far" Svarede jeg med en nervøs, næsten skælvende stemme. Han smilte lidt skummelt til mig. "Fedt" Han rækte sin hånd hen imod mig. "Mit navn er Kevin" Jeg skulle til at give ham hånden da en fyr pludselig lagde sin hånd på min skulder. "Velkommet til Taylor" Sagde den nye fyr. Jeg fik et chok og gik et par skridt væk fra ham. Han havde mørkt hår, med lyse spidser i pandehåret. "Undskyld, forskrækkede jeg dig? det var ikke med vilje" Sagde han. Robin lagde en hånd på min skulder. "Og det der er så Ryan" Sagde han og smilte venligt til mig. Jeg kiggede igen på Ryan. "Undskyld jeg fik et chok" Sagde jeg hurtigt. "Jeg er vidst bare lidt af et nervevrag idag" Grinte jeg nervøst. Ryan smilte, og gik så hen imod bålpladsen igen, og det samme gjorde Kevin. Robin så smilene på mig. "Kom og mød de andre" Sagde han, og gik hen imod de andre, og jeg fulgte efter. Ved bålpladsen sad Kevin, Ryan og tre andre. En dreng og to piger. Robin pegede på drengen. "Det er Sammy" Drengen så venligt op imod os, og løftede hilsene hånden. "Hej" sagde han stille. Jeg nikkede hilsene tilbage. Så pegede Robin på pigerne. "og dette er Aiko og Emma" Emma smilte venligt, og løftede hilsende en hånd. "hey" Sagde hun venligt. Aiko rejste sig op, og gik om og gav Robin et knus. Så så hun på mig. "Hey Taylor" Sagde hun venligt. "Hej" Sagde jeg genert. Robin grinte. "Serøst Taylor, hvorfor er du så genert?" Jeg sukkede. "Det er bare lidt... mærkeligt for mig det her" Sagde jeg. Vi satte os ned omkring bålpladsen. Robin så spørgene på mig. "Hvilket?" Spurgte han. Jeg så på de andre. De kiggede alle afventende på mig. "Bare en ny by, og nye mennesker" Svarede jeg genert. "Men helt ærligt, nok om mig. Jeg kan ikke lide af være midtpunktet" Sagde jeg hurtigt. De grinte alle venligt af mig, og så blev der stille.
Vi sad alle og havde det hyggeligt. Snakkede om hvor jeg kom fra, og hvor de kom fra. om de var omvokset her, og om deres skole. Jeg var ikke utryk ved nogle af dem mere. De var alle så venlige. "Nå det er på tide at få gang i bålet" Sagde Kevin og strøg en tændstik og smed ind i bålet. Pludselig bemærkede jeg at mørket var begyndt at falde på. Tiden var løbet fra mig, og jeg skulle have været hjemme få mange timer siden. "For helvede!" Udbrød jeg. "Jeg skulle have været hjemme for længe siden" Jeg rejste mig hurtigt op. "Robin? kan du følge mig tilbage til skolen?" Robin rejste sig hurtigt op. "Ja selvfølgelig" Sagde han roligt. "Vi ses venner" Sagde han, og smilte til de andre. Jeg løftede hånden og vinkede til dem. "Ja vi må ses igen" De smilte alle venligt til mig og og vinkede til os imens mig og Robin løb væk.
Da jeg kom hjem, var min far igang med at sætte nogle af de sidste ting på plads. Alle møblerne var allerede på plads. Da jeg trådte ind i stuen, hvor han var igang med at sætte en lampe til ignorerede han mig. Han lod som om han ikke hørte mig. "Far undskyld, jeg faldt i snak med nogle andre børn og..." Han rejste sig og gik forbi mig uden så meget som at kigge på mig. "Far?" Sagde jeg og gik efter ham. Han ignorerede mig stadig. "Undskyld far, jeg mistede tiden" Pludselig vendte han sig om og så på mig. "Taylor" Sagde han en smule aggressivt. "Der er gået syv timer! Jeg blev nødt til at spørge flyttemændene om at hjælpe med at slæbe og sætte møblerne på plads" Han gik aggresivt forbi mig. og ud i køkkenet. "Jeg har ringet til dig mindst ti gange, hvorfor har du ikke taget din mobil?" Jeg tænkte mig om imens jeg mærkede på mine lommer som var tomme. "Den må være ude i bilen" Sagde jeg trist. Men far sukkede. "For helvede knægt" han tog sig til hovedet. "Smut i seng med dig, og så snakker vi om tingene i morgen og prøver at glemme idag" Jeg gik hen til trappen og kiggede tilbage på ham. "Må jeg tage noget at spise først?" Spurgte jeg stille. "Nej! gå i seng!" Råbte han, og jeg skyndte mig op at trappen. Ovenpå var der et badeværelse, og to værelser hvor det ene var mit. Jeg skyndte mig at børste tænder og komme i nattøjet. Nedenunder var der stille. Min far var sikkert allerede gået i seng, medmindre han havde sat sig foran fjernsynes med en flaske wisky, som han ofte havde gjort. Jeg satte mig på min seng og så rundt i rummet. Mit nye værelse var dejligt rumligt. lidt større end mit gamle værelse, og indretningen var bedre, og jeg havde fået smidt alt mit gamle legetøj ud. Så egentlig var mit nye værelse meget tomt, uden alle de gamle ting. Da jeg kom under dynen lå jeg og tænkte på mine nye venner. Og på alt det nye, med ny skole, og nyt liv. Der var så mange tanker der kørte rundt i mit hoved. Så jeg havde svært ved at sove. Jeg lå der nok omkring to timer før jeg stille begyndte at døse hen. lige som jeg var helt væk, vågnede jeg ved at der lød et højt brag. Jeg satte mig op i sengen og kiggede forvirret rundt. Nedenunder lød der larm, somom der var nogle der var oppe og slås. Jeg skyndte mig at kravle ind under min seng. og kiggede hen imod døren, i angst for om der pludselig kom nogle ind. Der gik kun et øjeblik før der igen blev der stille. Uden foran min dør kunne jeg høre fodtrin. Og det lød som om der var nogle der hviskede. Så lød det som om de gik ned af trappen, og der blev igen stille.
Der gik længe før jeg turde kravle ud fra sengen. Jeg listede så lydløst som muligt hen imod døren og satte den på klem så jeg kunne se ud. Der var mørkt. Det eneste lys der var at se nede fra stuen var svagt og blinkede. Måske fra fjernsynet. Jeg ventede lidt, før jeg listede ud. langsomt gik jeg hen til trappekanten og kiggede ned af den stejle trappe. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg følte en angsten boble i mig, og en følelse af den vildeste højdeskræk bredte sig i mig. Jeg vidste det ikke var højdeskræk jeg havde men lige nu følte jeg, at jeg var bange for alt. Jeg tog hårdt fat i gelænderet på trappen, og gik lydløst ned at trappen. Hvad er det jeg er bange for? tænkte jeg. Jeg vidste jo at hvad end der var sket var de væk nu. Tanken om at min far havde været i stuen da det hele var sket strejfede mig først nu. "f-far?" Fremstammede jeg. Et tungt og hårdt åndedrag bredte sig. "Far!" Råbte jeg og løb resten af vejen ned af trappen og ind i stuen. "Far?" Råbte jeg igen og kiggede rundt. Stuen blev kun oplyst af det blinkene lys fra fjernsynet. møblerne var smadret, og det var ikke til at se min far noglesteder derinde. Forvirret kiggede jeg rundt. "Far?" Hviskede jeg igen. Han måtte jo være der et sted. Jeg havde jo hørt hans åndedrag. Kuldegysninger bredte sig på mig, og det føltes som om om en kold vind blæste mig i nakken. Igen lød et svagt åndedrag. Jeg kiggede forvirret rundt. Hvor kom det fra? Det lød som om det kom fra alle sider. langsomt blev åndedraget højere og højere og tårende begyndte at trille ned af mine kinder, og panikken bredte sig i mig. Jeg vendte mig om, og ville spæne ud af huset med stødte ind i noget og faldt og slog hovedet mod bordkanten, jeg åbnede mine øjne og så en skikkelse foran mig, men inden mit syn blev klart blev alt sort og jeg besvimede.
Det første jeg husker da jeg vågnede var en skarp smerte i mit hoved. Derefter smerterne i mine håndled. Først da jeg åbnede mine øjne, og mit syn blev blændet, opdagede jeg at jeg ikke kunne bevæge mig. "Hv-hvad sker der?" Spurgte jeg. Jeg begyndte at ane at jeg blev blændet af et bål. Varmen fra bålet var ubehagelig. "Ah.. du er vågnet" Sagde en stemme der lød uhyggelig, og dog velkendt. Jeg blev stadig blændet og kunne ikke se hvem det var, før han trådte ind imellem bålet og jeg. "Kevin?" Spurgte jeg nervøst da jeg så det var ham. "Hvad forgår der?" Spurgte jeg lavt, med en bange pivende stemme. Kevin svarede ikke, men smilte skummelt som han havde gjort da jeg havde mødt ham tidligere.
Pludselig dukkede nogle skikkelser op omkring Kevin. Der var de andre børn, der også havde sat omkring bålet i eftermiddags. Bagerst stod Robin. Han stod og så en anelse trist ud. de andre kiggede op på mig, med et smil på læben. Jeg prøvede at rive mine hænder fri, men de var for stramt bundet. Både mine ben og arme var bundet fast til en stor træplade. "Taylor? Taylor er det dig?" Jeg kiggede rundt efter hvor stemmen kom fra, og på den anden side af bålet kunne jeg pludselig skimte min far. "Far!?" Råbte jeg og prøvede endnu hårdere at rive mine hænder fri. Det så ud til han også var bundet, men jeg kunne ikke helt se ham. "Kevin, slip mig fri" Råbte jeg imens jeg rev i rebnede som holdte mine hænder på plads. Kevin slog hårdt sin ene hånd ind på pladen lige ved siden af mit hoved. "Stille tak" sagde han imens han smilte lumsk. "Ritualet skal til at begynde" Hans kolde smil, og kolde øjne sagde mig at det ikke var noget godt. og de andre fik et bredt smil på læben, og vendte sig om og gik hen imod min far. Kevin kiggede kort på mig og vendte sig så også om og gik hend imod min far. "Hvad gør i!? Lad ham være!" Råbte jeg panisk og rev igen i rebende så hårdt jeg kunne. "Taylor!" Råbte min far. Jeg stoppede op. "Far?" Råbte jeg. "Det skal nok gå min søn" Råbte min far. Jeg anstrengte mig for at se hvad der skete omme ved ham men bålets flammer forhindrede mig i det. "Månen står midt på himlen!" Råbte Kevin. "Sank City, kræver sit blod, for at byens børn kan leve evigt, og byen aldrig vil dø!" Der lød nogle lyde, fra den anden side af bålet, hvad end det var der skete vidste jeg at min far nu var død. Et øjeblik turde jeg end ikke og trække vejret. Men et øjeblik efter stod de alle foran mig, med blodstænk i ansigtet, og på deres tøj. Jeg rystede svagt på hovedet. "Lad mig gå, lad mig nu bare gå" Sagde jeg så svagt at de nok næsten ikke hørte det. "Rolig" Sagde en stemme. Lige foran mig stod Robin. "Det er hurtigt overstået" Sagde han trøstende. "Byen har fået sin offergave!" Råbte Kevin imens han så på mig, med et smil. "Men den kræver mere! Sank city, kræver at dens børn er lykkelige!" Han pegede på mig med en lang kniv. "Sank Citys børn, lever evigt!" Hurtigt løftede han kniven, og stak den i mit hjerte.
Solens varme stråler brændte mig i ansigtet da jeg vågnede. Et kort øjeblik troede jeg det stadig var bålens flammer. Jeg lå på jorden, men fik mig hurtigt sat op, og kiggede rundt. Jeg lå ved siden af det det udbrændte bål, og der var ingen i nærheden. Jeg tog mig til håndeledene hvor der stadig var mærker efter rebene. "Er du okay?" Sagde en stemme bag mig pludselig. Hurtigt fik jeg rejst mig og vendte mig rundt. "R-Robin?" Sagde jeg lavt, og bakkede et par skridt tilbage. Robin tog et par skridt imod mig "Du skal ikke være bange mere Taylor" Sagde han med et venligt smil. "Nej du er en af os nu" Sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og bag mig stod Kevin og de andre. "En af jer?" Spurgte jeg og bakkede væk fra Kevin og de andre og hen til Robin igen. Jeg var bange for dem alle efter det i nat, men hvis der var en jeg bedst kunne lide, og stolede mest på så ville det være Robin. Kevin gik helt hen til mig og lagde en hånd på min skulder. "Ja, du er en del af vores familie nu!" Sagde han. Aiko hoppede han til os. "Velkommen til Taylor, nu skal vi alle være sammen for evigt" Sagde hun glad. Jeg kiggede nevøst på Robin. Jeg forstod ikke meget af det. Hvad snakkede de hele tiden om? Og var jeg ikke blevet stukket i mit hjerte? Jeg tog hånden om til hjertet. Men kunne intet mærke. Og min far, han var blevet slået ihjel ikke? Af alle disse børn der stod omkring mig, men hvorfor følte jeg ikke så stor sorg over hvad der var sket? Jeg tænkte næsten ikke engang på det.
Aiko tog et skridt frem, og så smilene på mig. "Vi er alle ofre for de voksnes ondskab" Sagde hun smilene. "Jeg ved du er bange nu, men snart vil du forstå det hele, jeg har været ny og bange ligesom dig" Sagde hun trøstene og lagde en hånd på min skulder. Jeg så en anelse nervøst på Robin, og han kiggede en anelse flovt på mig. "Robin, er byens grundlæggers far" Sagde Kevin, efter der havde været stille et stykke tid. "Ja Robin Sank den irriterende forkælede møgunge" Grinte Emma. "Hey" Sagde Robin strængt og så på Emma. "I skulle bare vide hvad jeg gik igennem!" Jeg kiggede forvirret på dem. "Hey ikke diskutere det igen nu! Taylor fortjener en forklaring på hvorfor han er død!" Sagde Aiko. "Død!?" Fremstammede jeg og vaklede et par skridt tilbage. "Hvad mener i med død?" Aiko sukkede. "Se nu hvad i fik mig til at sige" Robin trådte ind imellem dem alle. "Okay alle holder kæft! Nu skal jeg nok forklare det hele" sagde han. Han så på mig. "Du er død okay? Jeg er død, vi er alle døde" sagde han. Jeg havde lyst til at flygte, men hvorhen vidste jeg ikke. Jeg vidste han umuligt kunne tale sandt. Men alligevel troede jeg på ham. Men var det virkelig muligt? "Sank Citys grundlægger, min far. Mente at børn skulle have tæsk, børn skulle adlyde forældres ordre, og nærmest være deres forældres tjenere. Ingen leg, ingen morskab, ingen venner. Forældrene i byen troede på ham, som var han en form for diktator, eller konge, hvilket han ikke var. og til sidst var byen et rent børnehelvede. Kevin og Emma var også nogle af byens forældres børn" Han så over på dem, og for første gang så jeg en form for skyld, eller tristhed i deres øjne. Selv Kevin, som jeg ellers kun havde set ondskab i, så pludselig en smule trist ud. "Men jeg selv var jo grundlægerens søn og derfor var jeg hadet af alle de andre børn. Men jeg havde det stadig værst. De andre fik hvert fald ikke tæsk hver eneste dag" Sagde han og så over på Kevin og Emma. "Sandt nok" Sagde Emma og nikkede. Der var et øjebliks stilhed iblandt os alle. En akavet stilhed. "Men vi alle fik vores hævn" Sagde Kevin og et lumsk smil bredte sig på hans læber.
Jeg kiggede en anelse nervøs på Kevin. Hævn. Det lød uhyggeligt. Hvert fald ikke rart. Et sted havde jeg lyst til ikke at skulle høre hvad der var sket, men på den anden side var jeg også blevet nysgerrig. "Hvad skete der?" spurgte jeg, og blev selv overrasket over at jeg spurgte. "Det var der byen, begyndte at tale til mig" sagde Robin, på en lidt stolt selvsikker måde. Jeg kiggede på Robin. "Byen? Talte til dig?" Robin nikkede. "Så længe vi giver byen, de voksenes blod, får vores sjæle lov til at blive i sank City, så vi kan leve evigt" sagde han. "Ja men desværre kommer folk ikke af sig selv" sagde Ryan, der pludselig stod ved siden af Robin og mig. "Så vi lokker dem hertil" sagde han med et smil. "Ja, Ryan var det første barn vi reddede fra de voksene efter vi havde dræbt alle de voksene i byen, han kom et års tid efter" sagde Emma. Jeg kiggede rundt på dem. "Men hvordan blev i til.." Jeg vidste ikke om jeg turde sige sætningen færdig. "ja hvad er i? Spøgelser?" Færdiggjorde jeg den. Robin grinte lavt. "Vi er ikke spøgelser.. Men Vi er døde. Der er vidst intet navn for det vi er" sagde han med et smil. "Og husk på. At du også er en af os nu" Sagde Aiko med et smil. Jeg kiggede ned af mig selv. "Så jeg er virkelig død?" Sagde jeg trist. Robin tog en arm om min skulder. "Bare rolig, en af de gode ting ved os er at vi ikke har mange følelser, så om en dag eller to, så tænker du slet ikke over det" Sagde han. Jeg så på ham, med et falsk smil. "Tak så har jeg det da meget bedre" Sagde jeg ironisk. Så kiggede jeg hen på alle de andre. "Men hvad skete der med jer, efter i havde fået jeres hævn?" Spurgte jeg. Jeg var stadig nysgerrig efter hele historien. "Robin fortalte os en aften at vi skulle gå ud i skoven og udføre et ritual, der gjorde os udødelige. Samme nat fik vi vores hævn ved at dræbe alle byens forældre en efter en. Og en efter en fik vi alle byens børn som ikke havde været med til ritualet på vores side så de hjalp os med at dræbe deres egne forældre" Sagde Kevin. Kuldegysninger bredtes stadig på min krop hver gang jeg hørte de nævne drab. "Ja det tog hele natten, men heldigvis var vi næsten færdige allerede næste morgen. Der manglede vi kun min far" Sagde Robin. Et Smil bredte sig på hans læber. "Det Blev en god hævn, og alle byens børn hjalp til med at flå ham i småstykker" Sagde han ondt. Kevin og Emma Smilte også. "Ja det var skønt!" Sagde Kevin. "Jeg glemmer aldrig den følelse" Sagde Emma også glad. Utroligt hvor lykkelige de kunne lyde, over at havde dræbt en mand. Mon de havde haft samme følelse over at dræbe min far? De stod og snakkede lidt om deres forældre. Jeg tror det var meningen jeg skulle høre det, men mine tanker var et andet sted. Jeg tænkte på min far, og min mor, selvom hun var som hun var. Jeg ville nok aldrig se hende igen. Og nu var jeg død. og dog ikke død. Som en vampyr, eller en zombie. Det var svært at tro, at alt dette var virkeligt. Havde det været et mareridt var jeg vel vågen nu. "Og et års tid ankom jeg her med mine forældre" Sagde Ryan pludseligt højt. Han havde nok set jeg ikke hørte efter mere. Jeg kiggede lidt forskrækket op. "De slog mig hver dag. Eller min far gjorde, og min mor turde ikke gøre noget ved det" Sagde han. "Ja Ryan var heldigvis en af dem der var stærke nok til at blive her" Sagde Robin. "Stærke nok?" Spurgte jeg. Robin nikkede. "Ja det er ikke alle der er stærke nok til at blive her. Du kan jo se vi ikke er mange her. Nogle klare ikke når vi dræber dem, og andre klare ikke det psykiske som at høre vores historie, eller at være med næste gang nogle skal ofres" Sagde han en anelse trist. "Så jeg skal være med til det næste ofrings ritual?" Spurgte jeg nervøst. "Selvfølgelig" Svarede Kevin hurtigt. Jeg så lidt skræmt på ham. "Og hvis jeg ikke gør det?" Spurgte jeg lavt. "Så vil du ganske enkelt dø helt" Svarede han. Robin klappede mig på ryggen. "Bare rolig" Sagde han beroligne. "Ja Taylor, du klare dig fint. Selv jeg klarede mig jo" Sagde Aiko glad. "Aiko var den næste som har klarede sig, hendes forældre var også onde, og fodrede hende næsten ikke. I hendes gamle by, blev der opdaget, og komunnen skulle til at gøre noget ved det, men så flygtede forældrene med hende, og håbede på at ingen ville kunne finde dem, og redde hende her i Sank City" Sagde Robin. Aiko Smilte glad til os. Som om hendes historie slet ikke rørte hende. "Og den sidste der er kommet udover dig, er så Sam eller Sammy som jeg kalder ham" Sagde Robin, og kiggede over på den brunhåret dreng Sam. Sam kiggede op, og smilte til os. "Ja jeg er ret ny" Sagde han lavt. Robin kiggede på mig. "Han kom for en måned siden. Hans forældre var alkoholikere, de tog sig næsten ikke af ham, og han måtte selv lave mad, lektier, og den slags" Sagde Robin, og gik han og tog en arm omkring Sams skuldre. "Så nu passer vi på hinanden alle sammen, vi er en familie" Sagde han glad. "Så du kan nok forstå at vi er de gode og de voksne er de onde" Sagde Kevin "Vi ofre de voksne, og skænker byen deres blod. Så længe vi gør det vil byen lade os leve" Han så på mig. "Og hvis i ikke gør det?" Spurgte jeg. "Så dør vi alle sammen" Sagde Robin. "Byen kræver sit blod, og vi giver den det. Var det ikke for byens hjælp havde vi aldrig fået hævn. Men du kan vel godt forstå hvorfor vi gør dette?" De kiggede alle afventede på mig. "Er du med os, eller er du ikke?" Spurgte Kevin. Jeg tøvede lidt. Jeg kunne jo sagtens forstå dem.
Mere kommer.
