Det var sent og jeg var på vej hjem fra skole, jeg var blevet nogle ekstra timer oppe på skolen for at indhente mine lektier. Det var lønningsdag Så jeg ville ned til banken og hæve penge inden jeg tog hjem. Da jeg kom til banken, gik jeg hen til automaten. "Ude af drift" sukkede jeg da jeg så de store røde bogstaver der fyldte hele skærmen. Jeg kiggede på mit ur. 20 minutter til banken lukkede. så jeg skyndte mig ind, og kiggede rundt og sukkede igen for mig selv. Der var ret mange mennesker derinde. Så der var sikkert en lang kø. Jeg havde bare lyst til at komme hjem i en fart, men ville hæve penge nu, for jeg havde ikke så meget som en krone i min pung. Jeg trak et nummer. nummer 316. Jeg kiggede op på den store skærm. Der var 17 foran mig. Typisk. Men det var selvfølgelig også lønningsdag og den dumme automat virkede ikke. Jeg satte mig ned op af væggen, eftersom alle stolene var optaget. Tiden sneglede sig afsted. Jeg have heldigvis min ipod med, så sad og hørte musik. Folk gik ud og ind, og jeg kiggede op på skærmen igen. 9 foran mig endnu. Jeg gemte mit hoved i hænderne og sukkede. "Man hvor er de langsomme" Sagde jeg stille til mig selv så kun jeg selv kunne høre det. Jeg lukkede øjnene og hørte bare min musik, levede mig ind i min egen verden. Jeg brød mig ikke så meget m at have så mange mennesker omkring mig. Lidt efter kiggede jeg op på tavlen igen. 5 foran. "Man hvor tiden dog snegler sig afsted!" Sukkede jeg lidt højere end jeg ville have sagt det. En skikkelse gled ned ved siden af mig. "Det siger du ikke" Lød en venlig drengestemme. Jeg kiggede lidt overrasket til siden, og så et velkendt ansigt, der gik et øjeblik før jeg kunne sætte navn på det. "Robin?" Spurgte jeg forbavset. Han nikkede smilene. "Ja længe siden" Grinte han. "Hvad laver du her?" Spurgte jeg ham glad. Vi havde været bedste venner, men det var længe siden. Han havde boet her i byen, og vi havde gået i folkeskole sammen. men efter folkeskolen var han, og hans familie flyttet til den anden ende af landet, og vi havde mistet kontakten. Han grinte lidt igen. "Jeg flytter tilbage til byen" Sagde han med en venligt smil, og kiggede rundt. "Jeg har fundet in egen lejlighed her" han nikkede. "Så du flytter så langt hjemmefra?" Spurgte jeg. Han smilte stadig. "Ja og så valgte at flytte tilbage til min barndomsby" Han lagde hånden od væggen. "Man vil jo nok altid have et godt forhold til sin barndomsby" Han kiggede ind imod væggen som om, med et lidt tomt blik. Han smilte stadig, så jeg tror han stod og tænkte tilbage. "Nummer. 316!" Råbte en sur stemme i højtaleren. "Oh det er mig!" Råbte jeg. "Kommer igen lige om lidt" Sagde jeg hurtigt til Robin. og skyndte mig hen til kasse nr 3, hvor mit nummer var vist. Jeg stod lidt og fumlede med min taske, for at finde min pung, da der pludselig lød et brag henne fra udgangen. Jeg nåede ikke at vende mig om før, endnu et brag lød, og nåede rødt kom til syne, på damen ved kasse to's bluse, og hun faldt om. Jeg vendte mig om, og 4 personer, med masker på, og pistoler i hænderne stod ved udgangen, og kom nærmere mens de prøvede at sigte noglelunde imod alle. "Alle ned på gulvet, og kigger ikke op" Råbte en stemme. Jeg skyndte mig, at sætte mig ned på knæ, og holdt mine hænder synligt fremme. Et bankrøveri? Virkelig? Tænkte jeg. og kiggede forsigtigt op. "Alle siger ikke en lyd, og sidder stille! En forkert bevægelse og i er døde!" Beordrede han. Det var nok ham der bestemte, han havde stilt sig noglelunde i midten, mellem kunderne. Han var klædt helt i sort, og havde to pistoler i sit bælte, han stod med hænderne i lommerne. Han havde røde fingerløse handsker på. En anden fyr stod ikke langt fra mig, han havde et jagtgevær af en art. En anden som var en kvinde, stod henne ved kasse 1, og truede kassearbejderen, som var begyndt at fylde en pose med penge. Fyren der stod lidt fra mig, opdagede at jeg kiggede rundt, og han vendte sig og sigtede på mig. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, og holdt vejret. Jeg løftede forsigtigt armene op over hovedet. I en hurtig bevægelse vendte han geværet om og slog mig i maven. En smerte bredte sig i mig, og luften blev slået ud af mig, og jeg faldt om på gulvet og tog mig til maven. "Nu ligger du bare stille, og uden et ord!" Beordrede fyren, og gik nogle skridt væk fra mig. Et brag lød fra den anden ende af rummet, og en fyr faldt om. "Ingen rør sig blev der sagt, medmindre i vil følge ham trop" Lød det fra den sortklædte der, havde trukket sin ene pistol. Pludselig kunne man høre politisirener i det fjerne. Røverne kiggede forbavset op, og ud mod vinduerne. "Hvem har ringet til politiet!" Udbrød kvinden, og hev sin pistol op, og skød de to kassearbejdere. "Hvad helvede laver du?" Råbte en af fyrene. Hun vendte sig om imod ham, uden at sige noget. "Hvad gør vi?" Spurgte en af fyrene. og fyren i sort trådte frem. "I tre bliver her, jeg tjekker om der er en bagudgang" Hans stemme lød så sikker. ikke som de andres som lød til at være ved at gå i panik. Han hoppede over kassen, og forsvandt. Robin sad lidt over en meter fra mig, han rykkede tættere på mig, uden at røverne så det. "Det skal nok gå" Sagde han trøstene. Jeg satte mig forsigtigt op igen og kiggede på ham, og nikkede. Det blå og røde blink, og sirenerne, holdt nu udenfor banken. To af røverne, skød et par gange imod vinduerne så de knustes, og et skuddrama begyndte. Kort efter blev den ene røver ramt og faldt om. Kvinden, og den anden valgte at overgive sig. Politiet stormede ind, og alle skyndte sig ud.
Kort efter var de fleste blevet afhørt, og var taget hjem. Mig og Robin sad lidt for os selv, og en betjent kom hen til os. "Er en af jer Robin?" Spurgte han. Robin nikkede. "Det er jeg" Sagde han stille. Betjenten stod og skrev noget ned. "Tak fordi du ringede, det kunne have været gået meget værre, hvis du ikke havde gjordt det" Jeg kiggede på Robin. "Ringede du?" spurgte jeg forbavset. "Jep" sagde han glad. "og der var ingen der så det" Han smilte lidt. og vi sad lidt i stilhed. "Skal vi gå hjem til dig?" Spurgte han, og jeg rejste mig. "Ja, lad os det" svarede jeg, og jeg kunne mærke hvor meget eg glædede mig til at komme hjem. På vejen hjem til mig, standsede vi ved en butik, og Robin købte noget slik, og popcorn. og vi standsede også ved et pizzaria og købte en pizza. Da vi kom hjem til mig, satte vi os ned i stuen for at dele den. Vi snakkede om de gode gamle dage, og virkede næsten som om, vi havde glemt alt om røveriet selvom det nok bare var fordi at vi fortrængte det indtil videre. Man kunne godt se på Robin, at hans smil var falskt, og at han stadig havde det skridt efter den oplevelse, og stadig tænkte på den. Jeg gætter på at det nok var mindst ligeså tydeligt på mig. Men vi begge lod som ingen ting. Jeg sad og prikkede lidt til mit sidste stykke pizza. Jeg var blevet rimelig mæt. Jeg rejste mig og hentede Whiskyen der stod i mit skab, og skruede låget, og fyldte et glas halvt. "Vil du ha noget" Spurgte jeg, og afbrød tavsheden der havde varet i nogle minutter. Han rystede på hovedet. Pludselig ringede min mobil, og både Robin og jeg fik et chok, jeg skyndte mig at tage den. "Hallo" sagde jeg lidt nervøst, og med bankene hjerte. Det var min mor. Hun himlede op, om at hun havde set, mig på tv og så videre. Jeg lyttede ikke rigtig, eftersom jeg ikke ønskede at snakke med en som hende om det lige nu. Jeg snod bare og forgav at jeg lyttede mens jeg svarede standard svar som "ja" "okay" "sikkert" og drak af min Whisky. Men pludselig sagde hun nåede der fangede min interesse. Jeg satte telefonen på medhør. "Ja to af røverne er jo stadig på fri fod" Hun blev kort stille "Den ene blev jo ikke fanget, og han hjalp kvinden med at flygte da de ville køre hende til kvindefængslet" Sagde hun, med panik i stemmen. "Okay, det er fint mor, jeg må løbe" sagde jeg og lagde på. "Den tanke kan jeg ikke li" Sagde Robin stille. Jeg rystede på hovedet. "Heller ikke jeg, men de ved jo ikke at det var dig der ringede efter politiet" Sagde jeg fremtvang et lille falsk smil.
Efter maden, og vi havde vasket vores tallerkner af satte vi os ind i sofaen, i stuen. Robin stod og kiggede på mine film. "Hvad skal vi se?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, du bestemmer, jeg har jo set dem alle" han stod og kiggede imellem dem, og trak så en film ud. "Denne her?" Det var en god gyser, der var rimelig ny. Jeg nikkede smilene. Gys havde vi jo haft en del af idag. men det var nok også godt at se noget der uhyggeligt, og spændende der rigtig kunne opsluge en så man glemte alt omkring sig. "Ja hvis du ikke har set den, den er mega god!" Smilte jeg og tog den ud af hånden på ham. "Laver du nogle popcorn imens og henter 2 energidrikke i køleskabet?" Han smilte og vendte sig om. "Okay" og skyndte sig ud i køkkenet. Jag satte filmen på, og trykkede på 'menu' på fjernbetjeningen. Jeg hadede virkelig alle de dumme reklamer der kom først. En uhyggelig melodi spredte sig i stuen. og jeg kunne høre popcornene i køkkenet der poppede. Jeg kom i tanker om, at han var god til at brænde popcorn på, så jeg skyndte mig ud til ham. "Nu brænder du dem ikke på vel?" Spurgte jeg med et smil. Han stod foroverbøjet, og kiggede ind i mikro ovnen. "Nej det gør jeg altså ikke mere" Sagde han og rakte tunge af mig. Jeg grinede af ham, og gik helt hen ved siden af ham. "godt nok" sagde jeg stille. Udenfor var det blevet mørkt, og blæste kraftigt. Jeg stod og kiggede ud i mørket. Robin stoppede mikro ovnen, og hældte popcornene i en skål. "Rigtig gyserfilm vejr" Sagde jeg og kig hen til køleskabet. "Ja, vi mangler bare tordenvejret, og regnen" han stod og kiggede på sin iphone. og holdt den så op foran hovedet på mig. "Og tænk engang, vejrudsigten siger regn og tordenvejr, så der går nok ikke langtid før det kommer" Grinte han. og vi satte os ind i sofaen og satte os godt til rette, med en dyne over os. og popcorn og energidrik på bordet. Det var en lang gyserfilm. to en halv time lang. I løbet af filmen var regnen, og tordenvejret begyndt udenfor. Så der var rigtig uhyggelig stemning. Jeg kiggede på mit ur. "Klokken er kun 22, skal vi ikke se en til?" Jeg kiggede på Robin. Han så lidt træt ud. "Så skal jeg have en energidrik mere" Sagde han og gabte. "Okay, jeg har nogle nede i kælderen" Svarede jeg glad og kastede dynen af. Han skulede til mig. "Og det siger du først nu?" Jeg rækte min hånd ned til ham, og han tog fat i den og trak sig op. "Har du en kælder?" Spurgte han og kiggedeforvirret rundt. Jeg smilte og slog ham drillene på skulderen. "Ja en fælles kælder, der er jo mange små lejligheder, her på grunden, og vi har så en fælles kælder, hvor vi kan stille vores cykler, en flyser, eller et køleskab. og jeg har et køleskab dernede" Jeg begyndte at tage mine sko på. "Kommer du ikke med?" Spurgte jeg og kiggede op på ham. Han satte sig på huk og begyndte også at tage sko på. "jo, jo" svarede han. Jeg selv boede på 1 sal. jeg gik hen til en elevator. "Lad os tage den" grinte jeg. "Må man godt det?" Spurgte han og stilte sig hen ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet. "Nej, men det gør de fleste, hvert fald når man skal ned i kælderen. Trappen dernede er så rådden at der ikke er nogle der tør gå på den" Elevatordøren åbnede sig, og vi gik ind i den. jeg trykkede på knappen til kældern. Elevatoren rykkede sig hårdt. og kørte så ned af. Robin kiggede på mig "Og elevatoren her skulle være mere sikker end trappen?" Spurgte han med et grin. Jeg trak på skuldrende, "Ja det må vi da håbe" Grinte jeg og Robin grinte også af det. Det var dejligt endelig at more sig lidt sammen igen. Vi begge lod til at have glemt alt om hvad der var sket om eftermiddagen. Der var mørkt i kælderen, og lampen i loftede blinkede lidt regelmæssigt. "Pænt uhyggeligt" Sagde jeg lidt nervøst og vi kiggede på hinanden. Begge med et lidt bange udtryk. "Ja mega uhyggeligt" Sagde Robin, og vi begge trak på smilebåndet og grinte så. Jeg gik hen til et lille køleskab, "Burn, monster engery, eller cult?" Spurgte jeg Robin. "Cult!" Råbte Han glad. Jeg grinte lidt og tog, to cult ud. "Fint lad os så komme op, skal vi bare se to'en?" Spurgte jeg. "Er der en to'er?" spurgte Robin overrasket og jeg nikkede. "Ja men den er ikke ligeså god" Jeg trykkede på 1 talet, på elevatoren, og den kørte langsomt opad. "Lad os bare se den, medmindre su synes den er for kedelig?" Spurte Robin, mig. jeg rystede på hovedet. "Nej nej, den er skam god, bare ikke ligeså god" Vi gik hen to min dør og Robin tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Jeg stoppede undrene op. Robin kiggede på mig. "Hvad er der?" Spurgte han. Jeg rystede forvirende på hovedet. "Der burde være låst" Sagde jeg stille. Robin grinte af mig. "Nej du låste ikke" Grinte han. Jeg tænkte mig om. "Nej men jeg plejer at have autolås til, så den låser af sig selv" Sagde jeg og gik hen og kiggede på låsen. Autolåsen var slået fra. og jeg åndede lettede op. "Jeg har nok glemt at slå den til" Sagde jeg med et smil. og vi gik ind i køkkenet.
Vi åbnede vores Cult, og skålede en gang, mens en ny pose popcorn, poppede inde i mikroovnen. "Jeg går lige ind og sætter toern på" Sagde jeg, og smilede til Robin. "Okay" Inde i stuen, kiggede jeg nærvøst rundt. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Men alt var som vi havde efterladt det, jeg smillede af mig, og rystede på hovedet. Jeg fandt toern frem og satte den på dvd maskinen. Robin kom ind. "Fandt du den?" Spurgte han glad. Jeg nikkede. "Selvfølgelig" Og satte mig hen i sofaen, og spolede forbi reklamerne. Jeg kiggede op på Robin. Som stod og læste smser på sin iphone "Sætter du dig ikke?" Sagde jeg venligt, og smilede til ham. "Jo jeg skal lige hente popcornene, de er stadig ude i mikroovnen" Han pegede bagud mod køkkenet og skyndte sig at færdiggøre en sms. Jeg rejste mig. "Nåh ja, min Cult er også derude" Jeg gik hen ved siden af Robin, og han lagde sin Iphone, i lommen. Idet samme kom en skikkelse til syne i døren, ud til køkkenet. En flot fyr, med et ret venligt ansigt. Han var klædt pænt, med et sort jakkesæt, og rødt slips. Jeg genkendte tøjet, og stivnede. "Røveren" Hviskede jeg så lavt at ikke engang Robin kunne høre det. Robin stod stille, og kiggede først fra fyren til mig. Han troede nok et øjeblik at det var en jeg kendte, men så fik han også et bange udtryk, og havde nok indset hvem det var. "Halløj" Sagde Fyren venligt, og smilte lumsk. Der kom lidt støj, ude fra køkkenet, og en kvinde, kom også hen i døren. Hun så ikke nær så venlig ud. Og hun havde sin pistol i hånden. Hun var også klædt i sort. Robin og jeg bakkede et par skridt, og ingen af os sagde en lyd. Kvinden hævede sin pistol og sigtede på os. "I spolerede det hele" Halvråbte hun. "Havde i tænkt jer at slippe godt fra det?" Hun lagde hovedet på skrå. Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor tror i det var os" Sagde jeg nervøst. Robin kiggede på mig og så på dem. "Ja vi har ikke gjort noget" Fyren grinte. "Jeg ved det var jer" Sagde han mens han gik et par skridt hen imod os. "Der hørte jeg jer selv sige" Han gik langsomt imod os og vi bakkede et par skridt. Kvinden fulgte efter et par skridt bag ham. Han tog sin pistol frem og sigtede på Robin. "Eller rettere sagt ved jeg det var dig" Robin rystede hurtigt på hovedet. "Nej I tager fejl" Fyren rystede grintede på ansigtet. "Nej jeg gør ej, du er skyld i at to af vores venner døde, så nu skal du og din ven her dø" Sagde han til Robin. Kvinden gik et par skridt frem, og sigtede også stadig på os, med to pistoler rettet imod os, kunne vi umuligt gøre modstand. Jeg sank en klump, var dette virkelig min dødsdag? Tænkte jeg. Det kunne ikke passe, at jeg allerede skulle dø. Jeg kiggede over på Robin, som også så ud til at tænke over hvad man kunne gøre. Jeg hostede engang, og røverne kiggede over på mig. "Det er lønningsdag, i kan få alle mine penge, vi skal nok lade være med at sladre om jer" Sagde jeg nervøst. Fyren smilte, og kvinden så stadig bare sur ud. "Det hjælper jer ikke, vi er ligeglade med penge" Sagde fyren smilene og grinte lidt af mig. "Vi er rige, vi røver kun banker fordi det er sjovt, penge betyder intet for os" Han smilte lumsk. og jeg sukkede. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg kunne ikke rigtig se nogle løsninger. Robins iphone vibrerede i lommen og han greb ud efter den, og et brag lød. Robin faldt om, og blod spredte sig, på gulvet. "Robin?" Hviskede jeg, og tårene trillede begyndte at trille ned af mine kinder. "Han skal ikke ringe til politiet igen" Vrissede kvinden surt. Jeg kiggede op på Fyren. Han stod stadig og smillede. Han hævede pistolen, og gik et par skridt frem, imod mig så pistolen rørte min pande. Jeg greb ud efter den anden pistol, i Hans bælte, og sigtede på ham. Det overraskede mig at han ikke trykkede på aftrækkeren, for jeg vidste han kunne have nået det. Han grinte lidt. Hans pistol, rørte stadig min pande, mit hjerte hamrede afsted. "Hvad så? vil du skyde mig?" Grinte han, og kvinden smilte for første gange også lidt. Jeg vidste at hvis jeg skød, ville jeg helt sikkert også dø, men det ville jeg vel alligevel. Jeg trykkede på aftrækkeren, for at skyde ham, men intet skete. Jeg følte at mit hjerte var gået i stå. Jeg trykkede igen og igen, men der skete stadig intet. Jeg følte mit hjerte gå i stå i angst, og følte at jeg ikke kunne trække vejret. Fyren lagde hovedet lidt på skrå. Han tog fat i pistolen, med hans frie hånd, og hev den ud af min hånd. "Jeg har ikke lagt patroner i den, så dum er jeg sgu da ikke" Sagde han med et smil. Jeg holdt mit vejr. Og så lød der endnu et brag, og alt blev sort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar