Børnehjemmet

Jeg havde boet på anstalten i mange år. Næsten så længe jeg kunne huske. De voksne rendte altid forvildet rundt mellem alle de andre teenagere. De kaldte det et børnehjem, jeg kaldte det et fængsel, en gale anstalt, eller et sindsygeshospital. Det var hvad jeg så det som. For ingen af os der boede her var normale. vi var alle selvmordere, brandstifere, tyve eller andre former for psykisk syge. Folk med seriøse problemer, som der kunne være til fare for andre. Grunden til at jeg var indlagt var, på grund af mine tanker om mennesker. Jeg hadede mennesker virkelig meget. Læste jeg om en eller flere der var død, var jeg jubleglad. Jeg mente personligt at det skulle være ulovligt at få børn, jeg mente dødsstraf skulle være lovligt så alle der gjorde noget som for eksempel dræbe eller røveri så skulle de bare i den elektriske stol. Jeg jublede højt når folk for eksempel styrter ned med et fly for så er der mange døde, hvilket jeg elsker, jo flere døde jo bedre. Ja disse tanker er jo ikke almindelige, og dette er grunden til jeg er indlagt her på børnehjemmet.

En læge kom ind på mit værelse. "Taylor her er din daglige medicin" Hun stilte det på bordet. som hun altid gjorde. Et lille plastikbære med 5 forskelige piller ved siden af et plastikkrus. Jeg lå på min sofa, kiggede surt hen imod hende. Jeg brød mig ikke om hende, hun gik altid rundt og var så glad. Hun var sgu sikkert selv på alle mulige lykkepiller kunne jeg forstille mig. Jeg fnyste bare af hende. "Du skal tage dem nu Taylor, det ved du." hendes stemme gav mig kvalme. Sådan en rigtig bedstemor stemme. bare meget lysere. Jeg satte mig om, og slugte pillerne. og drak vandet. Hun  smilte tilfreds til mig, og nikkede. "Der kommer en ny dreng idag, du burde sætte dig ud i opholdsstuen, så du kan være med til at tage imod ham" Sagde hun og vendte sig om og gik. Det var sjældent jeg var derude. med alle de sølle cuttere, og forbrydere, og galninge. Dog var vi ikke de værste. De værste var i kælderen, indtil de blev 18. så skule de i fængsel. Det var for eksempel folk der havde begået mord, eller andre forbrydelser der gjorde at de var for farlige til at være heroppe. Da lægen var gået gik jeg ud på badeværelset og stak to fingre i halsen og kastede pillerne op. Det gjorde jeg altid hvis jeg havde mulighed for det. de skulle godt nok ikke tvinge mig til at spise piller som jeg ikke anede hvad var imod. Så satte jeg mig ind i min sofa igen. 
Skulle jeg mon se hvem den nye fyr var? jeg kiggede på klokken. Den var fem minutter i ni. Den nye fyr kom nok klokken ni. Det var altid klokken ni der kom nye. Jeg rejse mig op. Ja hvorfor ikke se hvad han er for en. Tænkte jeg

Der var ikke mange derude endnu. men det var der aldrig om morgenen. Der sad et par stykker og så tv, og så sad der en og læste. Jeg havde aldrig snakket med nogle af dem. Jeg vidste at den ene var en der havde prøvet at begå selvmord mange gange. De andre der sad herinde vidste jeg ikke noget om. men jeg var også ligeglad. Jeg satte mig hen i en af de tomme sofaer der var tæt ved indgangen. Langt fra de andre. jeg brød mig ikke om tanken at være tæt på dem. ikke fordi jeg var bange for dem. men fordi jeg ikke kunne lide tanken om at en af dem skulle komme til at røre mig. Det var lidt en fobi jeg havde, nok fordi jeg hadede mennesker så meget. Som andre folk der hader edderkopper. så væmmes de ved tanken om at røre edderkopper. Så for mig, var mennesker som edderkopper. Ikke noget jeg skulle røre ved. Jeg væmmes ved tanken. 
Pludselig gik døren op. En gulhåret dreng trådte ind. Han kiggede lidt rundt. Studerede rummet. Han udviste stor selvtillid, som ejede han det hele. En af lægerne skyndte sig hen til ham. "Hvad laver du her, hvem er du?" Spurgte hun surt.  Han kiggede stadig lidt rundt og kiggede så på hende. "Wolter.. Du kan kalde mig Wolter" Sagde han lidt koldt, uden at ændre ansigtsudtryk. Han lignede en der var næsten helt blottet for følelser, og dog så høflig, med måden han talte på. Men jeg kunne alligevel ane at han var en smule trist, det så hvert fald sådan ud, han så hvert fald ikke glad ud. Jeg studerede ham. Lægen gik væk fra ham og hen til sine papirer og bladrede dem forvirret igennem. De havde da heller aldrig styr på noget. Drengen kiggede lidt rundt og hans blik mødte mit. Vi havde længe øjenkontakt. Indtil lægen kom hen til ham igen. "Hvor er din værge, som skulle aflevere dig her?" Spurgte hun en anelse aggressivt. Hans øjne forandrede sig. "Tal pænt, hvis du forventer jeg skal opføre mig pænt" Sagde han. Stadig høfligt. og uden at smile eller forandre adfærd eller ansigtsudtryk. Det var kun hans blik der havde forandret sig. Hun blev lidt tavs. Jeg kunne se hun trykkede på sendsern i hendes lomme der meddelte, at vagterne skulle komme. Hun var nok lettere nervøs. "Ja men så.." hun kiggede i sine papir. "Robin.." Mere nåede hun ikke at sige før han afbrød. "Wolter" Sagde han en del højere så alle i lokalet drejede deres hoveder for at se hvad der skete, normalt var der ingen der talte højt. "Jeg vil tiltalles Wolter, det er ren og skær venlighed at tiltale andre ved deres efternavn, især når de beder om det hvilket jeg har gjort" Vagterne kom stormene, og stoppede et par meter fra dem. Jeg sad selv og morede mig gevaldigt over samtalen. Lægen nikkede. "Fint mit navn er" Wolter løftede pegefingeren op foran hendes ansigt, og hun blev mundlam.  Det gav et lille ryk i vagterne. De var uden tvivl parat til at give ham en tur med strømpistolen "Hvis dit navn interesserede mig havde jeg nok spurgt" Sagde Wolter. Og lægen stod lidt mundlam, og så mere forvirret ud end nogle af patienterne noglesinde havde gjort. Der gik lidt tid før hun igen fik samlet tankerne. "Okay Wolter" startede hun, og kiggede igen ned i sine papirer "Du skal bo på værelse 11, det er i østfløjen" Hun pejede med sin kuglepen mod østfløjen. Jeg selv boede i vestfløjen. "Helt nede for enden af gangen. og til venstre" Hun kiggede lidt op og ned af Wolter. "Har du ingen bagage med?" Spurgte hun undrene. Wolter bøjede sig fremover. "Du ved vidst ikke hvordan man tiltaler andre gør du?" han gik et par skridt hen imod hende. Vagterne tog også et par skridt fremad og havde deres hænder på deres strømpistoler. Wolter drejede hovedet let og kiggede hen imod vagterne. "Slap af, jeg prøver bare at lære hende en smule venlighed" Han kiggede igen på lægen. Hans hovede var få centimeter fra hendes. "Man tiltaler mig, for de, ikke du. Fatter du det?" Han flyttede sig fra hende og gik ned mod sit nye værelse. 

Jeg  sad og smilte gevaldig over alt det der var sket. han var sgu sjov den nye fyr. Selv vagterne så en smule rystet ud. og lægen måtte hen til en stod og sætte lidt ned. Jeg rejste mig og gik hen forbi hende. "Han var sørme en fin fyr, det var godt du sagde jeg skulle komme og tage imod ham" Sagde jeg med et smil og gik forbi hende hun svarede ikke. Jeg gik op af østfløjen. Der var stille. Man kunne høre der var fjernsyn tændt på nogle af stuerne. Jeg gik helt ned for enden. Værelse 11. Døren stod på klem. Jeg skuppede til den med foden, så den gik op. jeg kiggede ind, gardinerne var trukket for, så der var mørkt. "Hvad laver du?"  Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig. Det var Wolter. Vi stod lidt i tavshed, og bedømmede hinanden, nu når der kun var en meter imellem os. Vi havde nogenlunde samme højde. Han havde kort gult hår, hvor det var kortest i siderne. Jeg selv havde orange hår, lidt længere end hans. Han var meget velklædt. Han havde sorte bukser, en hvid t-shirt, og en sort blazer. Jeg havde ikke set sådan noget tøj før, udover i film. Ingen her gik i pænt tøj. "Jeg ville da hilse på den nyankomne"  svarede jeg og rakte ham min hånd. "Taylor er navnet. og du var så Wolter, kunne jeg forstå." Jeg smilte lidt lumsk til ham. Han havde stadig det mærkværdige ansigtsudtryk der ikke rigtig var til at aflæse. Jeg undrede mig selv lidt over at jeg ville gi ham hånden. Der må være noget jeg kunne li ved ham. Normalt ville jeg væmmes ved bare at stå så tæt på ham. Han kiggede på hånden og så på mig igen. Så gik han forbi mig og ind på værelset. "Bare hold dig fra mig" sagde han lavt. Jeg vente mig om. og satte en fod foran døren, som han var ved at lukke. "Hvis du vil snakke, så er jeg i vestfløjen. værelse 33" Han gav mig kort et let dræberblik, og smækkede så døren i. Sikke et fjols tænkte jeg. jeg gik tilbage til mit værelse og blev der indtil det var spisetid. 

Desværre skulle man spise i køkkenet alle sammen samlet. Med vores fine plastik bestik, plastik kopper, og plastik tallerkener. Noglegange valgte jeg at hoppe måltidet over, for det var slemt nok i forvejen at spise sammen med så mange. heldigvis var alle 36 værelser ikke optaget, det var kun omkring 15 af dem der var det lige nu. Der kom ofte nye ind, og blev udskrevet, eller forflyttet. så var der to vagter, og tre læger. Som også spiste med os, så nok mellem 20 og 25 mennesker i bygningen. Andre havde dog også problemer med andre, eller havde anoreksi eller andre sygdomme fysiske og psykiske der gjorde at de ikke kom til maden. Denne dag valgte jeg dog at komme. men kun fordi jeg ville se om Wolter også kom. Da jeg kom derind sad der allerede nogle ved bordet. En mandig læge og 4 andre patienter. Jeg satte mig ned til bordenden. Helt nede i den anden ende, så de andre var så langt fra mig som muligt. Kort efter kom tre andre patinter. de gik og morede sig sammen. Jeg væmmes ved dem. Der gik de og grinte og pjattede som om at alt var super godt, og at de var frie som fugle. Idioter. De satte sig nede ved de andre. Kort efter kom Wolter. Jeg smilte. Jeg tænkte nok han ville komme. Han satte sig lige midt imellem de andre og mig. Jeg sad og stirrede på ham, betragtede ham. De andre blev kort stille, og kiggede på ham. De hviskede kort noget, mens de kiggede på ham. men jeg kunne ikke høre hvad det var. Højst sandsynligt noget med at han var skummel. For det var han. Han sad bare der, med det tomme og dog ret selvsikre blik. Jeg rejste mig og satte mig ned foran ham. "Jeg tænkte nok du ville komme" Sagde jeg og smilte venligt til ham. Han stirrede bare på mig. Jeg lagde hovedet på skrå. "Du kan tro det er noget skod mad man får her" Sagde jeg igen, og afventede svar. Han kiggede bare væk. De andre var blevet stille. De kiggede lidt forskrækket på os. Nok fordi jeg aldrig rigtig talte til nogle, og jeg slet ikke opsøgte nogle. De fleste havde end ikke hørt min stemme. Hvert fald ikke af patienterne. Jeg tog noget mad over på min tallerken. "Du er ikke rigtig snakkesalig, er du?" sagde jeg imens. Han kiggede op. "Har du ikke lært at man giver gæsterne først?" Sagde han en smule koldt. Jeg smilte til ham, og han stirrede blot på mig, lige ind i øjnene.  Jeg nikkede engang. "Jo, selvfølgelig, det må de meget undskylde" Sagde jeg en sarkastisk, og syntes det vat sjovt at sige 'de' til ham. Jeg synes kort jeg så et smil, eller også var det bare hans øjne. De andre grinte pludselig. Jeg kiggede vredt på dem. "Synes I noget er morsomt?" sagde jeg højt. og de stoppede med at grine. "Ja i er morsomme!" Sagde en af dem og rejste sig. "I er fuldstændig til grin" Råbte han vredt. Han vendte sig rundt og gik sin vej. De to andre han var kommet med rejste sig også, de så lidt forskrækket på os, og løb så efter ham. "Det skal du nok komme til at fortryde" Sagde Wolter lavt mens han kiggede efter dem. Jeg smilte ved tanken. Endelig var der kommet en patient på mit niveau.

Efter maden, skulle alle gøre rent på deres værelser. Dette ville sige at alle skulle opholde sig på sit værelse den følgene time. Derefter kom en vagt, eller en læge, og skulle tjekke at værelset var rent. Jeg havde ikke svært ved det, da jeg aldrig rodede med noget. Så det tog ikke mere end to minutter at fjerne de ting der lå og flød. Så lagde jeg mig bare i min seng og ventede. Jeg faldt i søvn. og en time efter vågnede jeg ved at de bankede på døren. En vagt trådte ind, og kørte hurtigt øjnene hen over værelset. "Fint!" Sagde han højt og smækkede så døren i igen. Jeg overvejde at gå ned til Wolter, men ville heller ikke være en eller anden fyr med forfølgelsesvanvid, så jeg blev på mit værelse. 
Da klokken var omkring 15.30 Tænkte jeg at jeg ville en tur ud i gård haven. Det kunne jo være der skete noget sjovt derude. Gårdhaven var som en stor indhegnet fængselshave. man ikke kunne komme ud af. den var veldig stor. med plads til at spille fodbold eller basketball, eller andre aktiviteter. Jeg havde dyrket en del motion her for nogle år siden. da vi kun var fem patienter, men nu hvor der altid var rimlig mange havde jeg droppet det. For at komme ned i gårhaven skulle man gå ud i en gang. og ned af nogle trapper. Vores værelser lå på 1. sal. Da jeg kom ud i gangen og skulle til ned af trapperne stødte jeg ind i Drengen som havde kaldt mig og Wolter for morsomme og til grin. Jeg vidste hverken hans navn, eller grundet til at han var her. "Nå nå, er det ikke Taylor!" Startede han og lagde armene over kors. "Hvor er din lille bøsseven" Grinte han og kiggede rundt. Jeg kneb øjnene sammen og lagde hovedet til siden. "Skrid med dig jeg skal forbi" Svarede jeg bare og ville gå udenom ham. men han trådte ind foran mig. "Du skal ingen vejene" Han greb fat i min arm. "De andre er bange for dig, men ikke jeg, jeg ved du er falsk!" Råbte han. Jeg rev min arm til mig. "Du.. røre mig ikke!" Vrissede jeg. Han grinte. "Hvor er du barnlig, kan du ikke tåle man røre ved dig" Han greb ud efter mig, og jeg undvæg. Pludselig tog noget fat i ham bagfra og hev ham væk. "Wolter" Sagde jeg stille da jeg så det var ham. Han holdt fast i drengens krave, og holdte ham op af trappens gelænder. "Du er vidst ikke en venlig person er du?" sagde han stille. "Slip mig din freak!" Råbte han, og slog ud efter Wolter. Wolter bedømmede ham lidt. "Slippe dig?" Spurgte han koldt. Han kiggede kort over på mig. uden at dreje hovedet men bare ud af øjenkrogen. "Okay" Med et skub gav han slip på hans krage, og han røg ud over gelænderet. Der var ikke mere en to-tre meter ned, så man nåede ikke at høre ham skrige særligt længe. Jeg gik hen til gelænderet og kiggede. Der lå han, med brækket hals. Glæden lyste ud af mig. Han var død. "Fuck man! Det var for vildt!" Jeg skulle til at juble og sige en masse. men Wolter lagde en hånd for min mund. "Ti stille" Sagde han koldt. "Kom med" han begyndte at gå. Jeg fulgte glædeligt med, og grinte for mig selv, og tænkte at dette forhåbentlig kun var begyndelsen.

Om aftenen havde lægerne fundet liget. Der havde været ambulancer, og politifolk, men det lod ikke til at politiet ville gøre noget ud af det. Han var bare endnu en selvmorder der havde fundet en måde at begå selvmord på, mente de. Mig og Wolter havde snakket en del, den dag og tog os ikke rigtig af politiet. De havde kun en gang været inde på værelset og spurgt os om vi havde set noget. Vi havde lært hinadnen ret godt at kende. jeg morede mig over det hele grinte og snakkede som et vandfald. Wolter var som han hele tiden havde været. Ændrede ikke ansigtsudtryk en eneste gang. Han sad hele dagen igennem om havde det samme tomme, ulæselige ansigt. og sagde kun noget når han havde en idé eller en vigtig bemærkning. Da klokken blev lidt over 21 kom lægerne rundt og tjekkede om alle var på deres værelser, som de skulle være senest klokken 21. en af natarbejderne kom ind. "Taylor, det er sengetid. Tilbage til dit værelse" beordrede hun, da hun så jeg var på Wolters værelse. "Vis dog en smule venlighed, når du beder andre om noget" Fnyste Wolter. Hun lagde armene over kors. "Du er ham den nye dreng ikke?" Hun kiggede på navneskiltet der var udenfor døren. "Robin?" Spurgte hun. Han løftede hovedet. "Du kan tiltale mig Wolter" Han fjernede ikke blikket fra hende. "Alle bliver kaldt deres fornavn her, ingen kælenavne" Sagde hun koldt. hun var altid som en skrap gammel dame, selvom hun nok kun var omkring 30.  "Tilbage til dit værelse Taylor, klokken er over 21!"  hun vendte sig om, og skulle til at gå over og se om alt var som det skulle være på værelse 12 som lå overfor Wolters værelse, men da hun vendte sig rundt havde hun en stor køkkenkniv i ryggen. Wolter havde kastet den. Vagterne havde jo aldrig fået visiteret ham da han kom, så han havde haft flere våben på sig. Hun nåede næsten ikke at skrige af smerte før Wolter stod bag hende og holdt hende for munden og slæbte hende ind på værelset. "Skal vi fjerne kniven" sagde han og tog brutalt kniven ud af ryggen på hende "Jeg tror minsandten jeg kom til at skære din rygrad over?" Han lagde hende på gulvet. "I dit næste liv.." sagde Wolter koldt, mens han så ind i hendes rædselsfulde blik. "Har du forhåbentlig lært en smule simpel høflighed" Han stak kniven i maven på hende. Han rejste sig og så ned på hende mens den sidste smule liv langsom forsvandt fra hendes ansigt. Jeg sad i sengen, gyngede lidt frem og tilbage, med et stort smil på munden. 

Wolter kiggede hen på mig. "Skal vi?" Spurgte han og hev kniven ud af sygeplejerskens lig, og tørrede den af i hendes bluse. Jeg hoppede ned fra sengen. "Jeg er klar" sagde jeg, og tog en butterflykniv frem som han havde givet mig. Den var mindre end hans store køkkenkniv, men den var fin for mig. Jeg synes den var alle tiders, efter alle de år på anstalten hvor den eneste kniv jeg havde set var af plastik. Vi gik ud af værelset og kiggede ned af den lange gang. Ingen havde tilsyneladene hørt noget. Gangen var helt tom. "Vi burde nok starte med vagterne" Sagde jeg med et lille smil på munden. Jeg kiggede på Wolter og han kiggede på mig. Han nikkede. "Jeg tjekker Østfløjen" Sagde jeg og gik ned af den, jeg kiggede bagud for at se om Wolter fulgte efter eller om han blev ved opholdsstuen. Men jeg kunne ikke se ham. så han tjekkede nok Nordfløjen. På en stue kunne jeg høre stemmer. Det var sikkert vagten og en af patienterne der snakkede, jeg bankede på. "Jah?" Kunne jeg høre en dyb mandestemme råbe derindefra. Det var vagtens stemme. Jeg bankede på igen. Denne gang kunne jeg høre trin derinde. Døren åbnede sig. Han kiggede lidt på mig. "hvad vil du? du skal være på dit værelse" Han kiggede på sit ur. "Klokken er allerede langt over 21" Han kiggede undrene på mig. "Er der noget galt?" Et smil bredte sig på mine læber. Jeg tog kniven frem, og han spærrede øjnene op, og rækte ud efter sin strømpistol, men inden han kunne nå den, hakkede jeg kniven i brystet på ham. Han gik et par skridt baglens, og jeg fulgte med og hev kniven ud igen, og hakkede den i ham igen. og han faldt bagover, og landede på ryggen. Jeg satte mig på huk ved siden af ham, og et kort skrig om hjælp bredte sig, fra hans læber, imens jeg hev kniven ud og stak ham igen, og igen og igen. Hvor mange gange jeg stak ham, ved jeg ikke. Til sidst stoppede jeg og kiggede rundt. Hvem mon egentlig boede her kom jeg i tanker om. En pige sad på sengen, med rædsel i øjnene. Jeg tog Vagtens strømpistol, og lagde den i min lomme, og rejste mig, jeg smilte til hende, et skævt sindsygt smil. Hendes tur tænkte jeg. Så hørte jeg tumult ude på gangen. Nogle havde hørt vagtens skrig. et par patienter løb hen til døren og så den døde vagt. "Hvad har du gjort!?" Skreg den ene. Mit smil blev en anelse mindre og jeg løftede min kniv så de kunne se den. De bakkede lidt væk fra døren, og en tredje person kom hen til døren. Han var også patient. og han havde hentet en baseballbat, hvorfra ved jeg ikke, han havde nok stjålet det fra sports udstyret  som ellers normalt var låst af. Han pejede på mig med den. "Du.." Sagde han og kiggede aggressivt på mig. Jeg lagde hovedet på skrå. "Ja?" Sagde jeg med et lille smil. Han løftede Battet, og skulle tydeligvis til at fare på mig med det. "Hey!" afbrød en stemme ude fra gangen, Wolters stemme. Alle tre drejede deres hovedet og så imod stemmen. "En bevægelse fra jer som jeg finder uønsket, og hun er død" sagde Wolter. De tøvede kunne jeg se. "Slip det bat!" Beordrede han, og battet faldt til jorden. Jeg kiggede hen mod pigen i sengen, som gemte sig bag sin dyne. Jeg pegede på hende med kniven. "Du, ud til de andre" Beordrede jeg. Hun rejste sig og gik langsomt i en stor bue udenom mig, Jeg fulgte hende med øjnene. da hun var kommet helt fordi mig løb hun resten af vejen ud til de tre andre. Jeg kiggede tilfreds ned på vagtens lig. Jeg satte mig på huk og tjekkede hans lommer. Der var et par håndjern, og et sæt nøgler som jeg tog i med. De burde nok kunne blive nyttige, tænkte jeg.

Wolter beordrede de 4 ned til fællesstuen, jeg gik et stykke bag dem. Jeg kiggede på navneskiltene ved dørene, for at se om der var nogle på stuerne eller om de var tomme, man kunne høre at de 4 var bange, de pev lidt, og græd. "Sæt jer, og gør jer det behageligt" sagde Wolter, roligt. han smilte stadig ikke, eller så sur, eller trist ud. Det var ret uhyggeligt, at man ikke kunne læse ham, selv for mig. Han kiggede over på mig. "Saml resten, så vi snart kan begynde"  Jeg nikkede som svar. og gik. Jeg tænkte det nok var bedst at finde den sidste læge. Der var altid to læger på stedet, men de havde et rum, der gik fra informations skranken, og ind til en stue, hvor de slappede af, med tv, og alt muligt. Ret sløset. men normalt sker der jo ikke noget her om natten. så det rum fik de lavet for omkring fem år siden. Så der var hun højst sandsynligt. Døren ind til informations skranken var låst. Jeg fandt nøglerne frem, og prøvede dem af. Det var et stort set nøgler, så en af dem skulle nok passe. Efter at have tumlet lidt med dem fandt jeg den rigtige. og jeg gik ind, der var masser af sprøjter med væsker, piller og andre ting derinde. Jeg tog nogle af sprøjterne med, jeg vidste hvad nogle af dem gjorde, efter alle de år jeg havde boet der. Bagerst i rummet var en anden dør. En stor ny trædør. Jeg gik hurtigt hen til den, og tog i håndtaget, og til min overraskelse var den ikke låst. Jeg åbnede den forsigtigt og kiggede ind. Rummet var rimelig stort, og jeg kunne høre svagt musik. Jeg gik et par skridt ind. Så det er hvad de får deres løn for? Jeg kiggede rundt. Hvor mon hun var? Jeg gik efter lyden. og opdagede en lille radio henne ved det ene hjørne der spillede, jeg gik hen imod den for at slukke den, og opdagede så en der lå i sofaen. Et kort øjeblik, troede jeg hun havde opdaget mig, men jeg opdagede hurtigt at hun var faldet i søvn, men et ugeblad i hænderne. Jeg gik hen og slukkede for radioen. Den musik var da ikke til at holde ud. Jeg stilte mig hen og kiggede på hende. Hun var en lidt yngre kvinde. Rimelig køn egentlig. Med langt blondt hår, og en anelse makeup. Jeg smilte, og tog en af kanylerne frem, og stik spidsen ind i hendes arm, hun slog med et chok øjnene op. "Taylor!" Skreg hun. og hev sin arm til sig, men for sent for hende, kanylen var tom. Jeg smilte til hende, og hun prøvede at rejse sig men faldt om, på gulvet. "Ja" Sagde jeg stille. "Det virker hurtigt, det stads" Hun prøvede at kravle lidt hen af gulvet, jeg tog fat i hendes arm, og slæbte hende det lille stykke tilbage til sofaen og løftede hende derop. Hun var så godt som lammet. Hun kunne ikke bevæge sig, og næsten ikke tale. Jeg havde selv prøvet det en gang, hvor keg var blevet sur for længe siden. Og jeg havde set mange få det, mange gang hvis de havde været i slagsmål. "læg du nu bare pænt der" Sagde jeg og gik tilbage til det første rum. Jeg kiggede lidt rundt. "havde jeg ikke set..?" sagde jeg stille til mig selv. "Jo der var den" Jeg smadrede, det tynde glas der var foran den. En økse. I tilfælde af brænd. Jeg gik tilbage mod hende igen. Jeg så rædslen i hendes øjne da hun så mig, komme tilbage med øksen. "Taylor, nej" Sagde hun stille. Hun kunne næsten ikke sige noget. Jeg nikkede "Jo, det er nødvendigt" Svarede jeg. Hun rystede en smule på hovedet. Den smule hun nu kunne, og tårene løb ned af hendes kinder. Jeg hævede øksen, og slog den ned i hendes mave. Jeg kunne se smerte i hendes ansigt, hun var endnu ikke død, jeg slap øksen, lod den sidde der, i hendes mave, jeg stod lidt og studerede hendes reaktion. Jeg smilte ikke, trods jeg var igang med at dræbe dette sølle menneske. Jeg stod bare og studerede hvordan livet ebbede ud af hende. Det var fascinerende og sjovt vor langsom det gik. Lidt efter var hun død. Jeg tog øksen ud og hakkede  den ned i hendes hals. "Så er hovedet skilt for kroppen" sagde jeg til mig selv med et smil. Derefter tog jeg øksen med mig. På vej ud fandt jeg nogle strips. De kunne nok sagtens blive nødige hvis nogle skulle bindes. jeg havde jo kun et set håndjern. Idet jeg trådte ud på gange stod Wolter pludselig foran mig. "Hvad laver du?" Spurgte han. Jeg smilte "Jeg skulle lige..." jeg viste ham den blodige økse "ordne noget" Jeg grinte let for mig selv. Han lagde hovedet på skrå, og gik truene et skridt hen imod mig. Jeg bakkede og stod med ryggen mod muren. Han gik helt tæt på mig. "Jeg sagde du skulle samle resten.. ikke.. dræbe dem" han tog et skridt til siden og vendte sig med ryggen imod mig. Jeg tog en dyb indånding. Utroligt så skræmmende han kunne være. Jeg kiggede ned på den blodige økse. Og så i forhold til at det var mig der havde et våben på mig. Jeg kunne ikke se han havde noget på sig. 

Han gik ned mod de andre og jeg fulgte efter, et par meter bag ham. Mens jeg gik kiggede jeg bag ud. Jeg havde jo ikke fået tjekket om der var nogle på den gang. Han virkede til at have glemt det. Vi nåede ned til opholdstuen. Jeg bemærkede at der var kommet flere. De sad alle i en sofa. man kunne se hvor stor angsten var i deres øjne. Jeg smilte let til dem. Tænk de ikke havde prøvet at flygte mens Wolter ikke havde været der. Wolter kiggede sig over skulderen og hen på mig. Han kunne vidst se at jeg undrede mig. "Når nu du ikke kan finde ud af at hente de sovene patienter, så må jeg jo sende en af dem ud" Han gik hen til en af pigerne, og lagde hovedet lidt på skrå. Studerede hende lidt. Jeg gik hen ved siden af ham, mens jeg kiggede lidt rundt og prøvede at se hvordan alle de andre reagerede. om nogle mon lignede nogle der ville flygte. Men de havde jo ingen steder at flygte hen. Jeg havde nøglerne til døren så ingen kunne komme ud. og døre og vinduer var umulige at flygte fra. Først næste morgen omkring klokken syv, ville der komme nogle og åbne dørene udefra. Wolter løftede hånden. "Nej!" skreg pigen og slog ud med armene. "Rør mig ikke!" Wolter tog hårdt fast i hendes bluse og smed hende ned på gulvet, og satte foden ovenpå hendes hals. En fyr i sofaen rejste sig og ville hjælpe, men jeg tog hurtigt min kniv og stak den ind i siden på ham. "Sit dig!" Wolter kiggede hen imod os. "Nu ikke dræbe ham" Sagde han med en venlig stemme. Jeg tog kniven ud af fyren. og han faldt tilbage i sofaen, og holdt sig for såret. Wolter kiggede rundt på de andre. "Hallo, er der ingen er jer der er en smule venlige og finder nogle forbindinger til ham" Sagde han lidt hårdt. En anden fyr rejste sig og gik et par skridt meget forsigtigt mens han kiggede på Wolter og mig. Jeg klemte lidt hårdt om min kniv, mens jeg skulede efter ham. Jeg var ikke glad for at lade ham gå forbi mig. Wolter vente igen blikket mod pigen han stod på. Hun lå helt stille. Han trådte ikke hårdt nok til at hun ikke kunne få Luft. "Kan du gøre hvad du får besked på hvis jeg giver dig en ordre?" Spurgte han hende. Hun nikkede hurtigt, med tårer i øjnene. Og han fjernede sin fod. "Fint, så henter du alle patienterne som ikke er her endnu" Hun nikkede hurtigt igen og gik langsomt væk fra ham, mens hun tørte sine øjne. "Du har 3 minutter" Råbte jeg efter hende. og hun begyndte at småløbe. I det samme kom fyren tilbage med forbindinger til ham jeg havde stukket ned, og ham og en pige hjalp hinanden med at prøve at give ham forbindinger på, uden at sige et ord. "Åhm, undskyld?" Spurgte en pige, men en meget forsigtig og rystende stemme. Wolter kiggede ud af øjenkrogen hen på hende. "Hvorfor gør i det her?" Spurgte hun. Wolter drejede hovedet, og så på hende. "Jeg har ikke givet dig tilladelse til at tale" Sagde han koldt. Idet samme kom pigen tilbage med de sidste folk, som ikke helt vidste hvad der foregik, de fleste halvsov stadig, andre så halvbange ud. "Sæt jer, og vær stille!" Beordrede jeg mens jeg pejede på dem med min kniv. Der var lidt hvisken imellem dem.  "I er alle en forsamling af udskud, der ikke har ret til at tale til mig" Sagde Wolter og lod blikket køre han over dem alle. "Ingen af jer, har lært så meget som en smule høflighed" Han gik et par skridt til frem og tilbage mens han talte. "Den mindste uhøflighed i foretager jer, fra nu af vil medføre døden, så hvis jeg var jer, ville jeg vælge hvert et ord med omhu" Han kiggede på dem og så på mig. Jeg kiggede på de elleve patienter der sad og hviskede og græd. De ny tilkomne var ikke helt med endnu, kunne man se. De forstod tydeligvis ikke alvoren i det endnu. "Han bliver altså nødt til at blive syet, ellers dør han" udbrød pigen der prøvede at lappe fyren sammen. "Så må du jo sy ham" Svarede Wolter. En fyr rejser sig. "Det her er tåbeligt" Sagde han  og slog ud med armene. "Jeg ringer efter en ambulance, og politiet." Han begyndte at gå, hen forbi Wolter. Wolter tog fat i hans arm. Han var en stor fyr. nok cirka tyve centimeter større end Wolter, og mig selv. Jeg undrede mig over hvad Wolter havde tænkt sig. Jeg kunne stadig ikke se noget våben på ham. "Slip mig din fucking freak!" Råbte han ned i hovedet på Wolter, og løftede sin anden hånd for at slå Wolter, jeg greb ud efter min kniv, men inden jeg nåede det faldt fyren om, med en sprøjte i hjertet. Et øjeblik var der helt stille. Det virkede som om ingen trak været. Kort efter begyndte nogle af pigerne at hulke og græde. Jeg bed tænderne sammen "Hold kæft, eller jeg slår jer alle sammen ihjel!" Råbte jeg og gik hårdt et par skridt hen imod dem. "Stop!" Sagde Wolter koldt. og jeg stoppede. "De skal først dø, når de gør sig fortjent til det" Han kiggede ned på den store fyr. Jeg sukkede. Jeg havde virkelig lyst til at dræbe dem alle. Men jeg havde alligevel stor respekt for Wolter. Det var jo kun takket være ham, jeg endelig havde turde dræbe nogle. Wolter kiggede hen på de andre, som ikke turde græde så højt mere. "succinylcholine" Sagde han. "Det hedder de stof jeg lige har sprøjtet ind i jeres ven her" Han kiggede kort ned på ham. "Han lever, men er lammet, og han kan godt føle smerte, se hvad der sker og hør hvad der bliver sagt" Jeg gik hen ved siden af Wolter, mens jeg nød de bange og rædselsfulde blikke.

Jeg stod lidt og studerede hvordan de alle var. Nogle så ud til at være meget bange. imens andre ikke så, så bange ud, især nogle af drengene sad og så lidt ud som om de godt kunne finde på at prøve at stikke af, eller kæmpe imod. Den ene af dem hviskede kort til de to andre. "Du der!" Råbte jeg, og pegede på ham, med min kniv, han kiggede hurtigt op på mig, de samme gjorde de to andre. "Har du fået lov til at sidde og tale?"  spurgte jeg med et smil. "Undskyld" sagde han hurtigt med foroverbøjet hoved. Man kunne se på ham at han ikke brød sig om at sige undskyld. Jeg strammede mit greb om kniven. Jeg havde lyst til at dræbe ham. Wolter lagde en hånd på min skulder "Slap af Taylor, han sagde undskyld" Han kiggede ned på ham. "Han skal nok lade være med at tale igen" Sagde han koldt, og kiggede ned på fyren. Jeg skulede ned til fyren, som stadig sad med foroverbøjet hoved. Jeg brød mig ikke om at lade ham leve. "Åh nej" Lød en lille pivene stemme henne fra den ene sofa. Wolter og jeg drejede vores hoveder. "Han er død!" Pigen som sad og prøvede at hjælpe fyren jeg havde stukket ned, sad og græd. "Det var sandelig også på tide" sagde jeg med et stort smil. og grinte let for mig selv. hun begyndte at græde lidt mere af min bemærkning. Jeg kiggede smilene hen på Wolter som stadig ikke ændrede sit ansigtsudtryk. han kiggede lidt rundt. "Så er i jo kun ni tilbage" sagde han venligt. Jeg sparkede til den lammede fyr som bare lå på gulvet. "Ja og så også dig" grinte jeg. Wolter drejede hovedet og så ud på de andre. "En af jer, kan smide liget der væk, derefter skal vi lege en lille leg" Sagde han, og både jeg og patienterne vidste ikke hvad han lige mente. En dreng med sort hår og pigen der havde prøvedet at hjælpe ham den forblødte meldte sig frivilligt og begyndte at slæbe liget væk, jeg kiggede efter dem mens de forsvandt rundt om hjørnet. "Jeg må hellere holde øje med de to" Sagde jeg stille, så kun Wolter kunne høre det. "Okay, så gør jeg min lille leg klar imens" Jeg gik stille efter de to, og så de slæbte liget ind på et værelse. Jeg gik hen til døren som stod på klem og jeg stod lidt og lyttede. Jeg kunne høre at de snakkede, men om hvad kunne jeg ikke høre.  Jeg åbnede langsomt døren, og listede ind. Der var rimelig mørkt, da lyset ikke var tændt. jeg kunne kun se at et lille lys, i stuen var tændt. Jeg kiggede rundt om hjørnet, på gulvet lå liget, og henne i sofaen kunne jeg se, at de sad og krammede hinanden, han trøstede hende. Jeg trådte frem imod dem. "Nå nå, hvad har vi så her?" Sagde jeg sarkastisk, og med et stort smil på læberne. De fór sammen, og hun gemte sig bag ham. Han rejste sig op og stod beskyttende foran hende. "Lad os nu bare være Taylor" Sagde han, han prøvede at lyde modig men hans stemme skælvende. Jeg smilte lidt af dem, og så fra ham til hende. "Ulydighed straffes med døden" Sagde jeg, og hev øksen frem, som jeg havde sat fast i mit bælte. Jeg hævede øksen, og skulle til at løbe imod dem, da Wolter greb fat i min skulder. "Tag dem med ned til de andre" Beordrede han med en kold stemme. Jeg kiggede overrasket på ham da jeg ikke havde hørt ham komme ind. Jeg kiggede på de to andre, og på Wolter igen. Jeg havde lyst til at protestere, da jeg helst bare ville dræbe dem nu og her. men valgte at lade være. Jeg kunne se at drengen åndede en smule lettet op. Han tog pigen i hånden, og gik forbi mig, imens han holdt øje med mig. "Nå så kan i gøre hvad i får besked på var?" Grinte jeg. Wolter gik ind foran dem, og de fik kort et skræmt ansigtsudtryk. Han stirrede på dem, og begyndte så at gå ned mod fællesstuen. De kiggede kort på mig. Jeg smilte ondt til dem, og de gik så efter Wolter, ned imod fællesstuen. 

Da vi kom derned opdagede jeg, at han havde hængt ham den bedøvede fyr op i armene, med  et par håndjern, der hang rundt om et rør i loftet, han var stadig helt bedøvet, men man kunne se på hans øjne at han kunne se og følge med i hvad der foregik omkring ham. De to personer, vi havde hentet, skyldte sig hen i sofaen, og var helt stille. Wolter pegede på dem. "I to kan godt komme herop igen" Sagde han til dem. De kiggede skræmte på hinanden og så på Wolter igen. "Ja det er jer jeg snakker til" Fortsatte han. De sad helt stille og holdte om hinanden. Jeg gik et langt skridt hen imod dem. "NU!" Råbte jeg hårdt og beordrende. Han rejste sig hurtigt op, og kiggede ned på pigen. "Kom" Hviskede han og rækte sin hånd til hende. Tårene løb ned at hendes kinder, og hun tog fat i hans hånd og rejste sig op. De gik skræmte op og stod et par meter fra Wolter. Wolter kiggede fra de to og ud på de andre som sad musestille og skælvede i sofaen. "Hvis nogle af jer, trodser mig og ikke gør hvad der bliver sagt, skal i dø" Sagde han koldt og selvsikkert. Han havde en stor køkkenkniv i hånden, og han pegede på de to med den.  "Disse to trodsede mig" Han gik et par skridt hen imod dem, han pegede på pigen, med kniven. "Vil du gerne dø?" Spurgte han hende. Hun klemte sig ind imod fyren. "Nej jeg vil ej" Sagde hun grædende. "Undskyld jeg skal nok opføre mig pænt" fortsatte hun. Wolter lagde hovedet på skrå. "Du kan få lov og leve hvis du viser for mig at du mener det" Sagde Wolter med en lidt venlig stemme. Hun så en smule afslappet ud. "Virkelig?" spurgte hun. Et kort øjeblik kunne man se Wolter smile ondskabsfuldt. men han fik hurtig sit følelses forladte ansigtsudtryk igen. Han tog fat i bladet på sin kniv og rakte den til hende. "Dræb ham" Sagde han koldt og kiggede på fyren. Hun kiggede overrasket på fyren. "Hvad?" Udbrød hun. Fyren gik et skridt væk fra hende. "Det kan i da ikke bede hende om?" Sagde han, og kiggede fra os til hende. Hun stod med kniven i sin hånd, og så helt fortabt ud. "Dræb ham, eller i begge dør" Sagde Wolter til pigen og kiggede så på fyren. "Vær nu en gentleman, og lad hende dræbe dig, sådan kan du redde hendes liv" Fyren stod fortvivlet og kiggede på os alle sammen, han bakkede nogle skridt. "Jeg vil ikke dø" Sagde han lavt, og hans øjne blev våde. Pigen stod også og kiggede fra Wolter, til kniven og til fyren. "Jeg kan da ikke dræbe et andet menneske" Sagde hun med skinger stemme. Wolter kiggede på hende. "Okay du fik chancen" Sagde han og hev en anden, lidt mindre kniv frem. Pigen kiggede forskrækket på kniven, i Wolters hånd. Hun pegede på ham med sin egen kniv. "Nej stop. Du må ikke" Råbte hun bedene. Wolter lagde sit hoved på skrå, og kiggede imod fyren. "Så dræb ham, det er din sidste chance" Hun vendte sig om og kiggede på fyren, og hun tog et skridt hen imod ham. Hans øjne blev bange, men også lidt aggressive. "Søde skat, du vil da ikke dræbe mig" Sagde han til hende med venlig stemme. Hun stod stille et øjeblik men faldt så ned på huk. "Jeg kan ikke, jeg kan ikke!" græd hun og begravede sin ansigt i sine hænder. "Jamen så må du dø" sagde Wolter koldt og gik et skridt hen imod hende. Han strammede grebet om sin kniv. Pigen sad på huk foran ham og kiggede ned i jorden. Hendes tårer dryppede ned på gulvet. Jeg sad på et armlæn, på en af sofaerne som stod midt i rummet, så jeg både kunne se det sjove, der foregik, med Wolter, og også kunne holde øje med de andre. Der var ikke meget at holde øje med, for de alle sad som lammet af skræk og turde næsten ikke engang at trække vejret. De kunne umuligt blive et problem for mig. Jeg smilte for mig selv, af  deres rædselsfulde blikke. Wolter kiggede hen på fyren der havde taget et par skridt bagud og nu stod i et hjørne så han ikke kunne bakke mere. Han havde spærret øjnene helt op og kiggede forskrækket fra pigen til Wolter. "Lad mig" Hviskede han. "Lad mig dræbe hende, og skån mit liv" Fortsatte han en smule højere. Wolter kiggede undrene på ham, og pigen kiggede forskækket op. "Hvad?" Udbrød hun. Fyren nikkede desperat. "Ja, skån mig, så dræber jeg hende for dig" Han rakte sin hånd frem imod Wolter. "Hvad hedder du?" Spurgte Wolter ham. "Kevin" svarede han hurtigt. Wolter kiggede ned på pigen og sparkede kniven ud af hånden på hende og hen imod ham. "Fint" Sagde han koldt, og tog fat i hendes overarm, og trak hende op og stå. Kevin samlede kniven op, og Wolter Skuppede pigen hen imod ham. "Kevin du kan ikke gøre det her" Klynkede hun. Han kiggede fortvivlet på kniven og så på hende. "Jeg vil gøre hvad som helst for ikke at dø" Sagde han hårdt, og greb fat i hendes arm. "Nej Kevin!" Skreg hun og prøvede at rive sig løs. og slog ud efter ham. "Jeg skal nok gøre det hurtigt" Sagde han og slog hende hårdt så hun faldt om på jorden. Inden hun nåede at registrere hvad der var sket, sad Kevin ved siden af hende og hakkede kniven i brystet på hende. Hun lå og hev efter vejret, og hostede blod op. "Godt gået Kevin, du har vidst punkteret en lunge" Grinte jeg. Han rejste sig og og kiggede ned på pigen. Han så forskrækket ud, og rystede lidt over hele kroppen. Kort efter lå hun stille. Wolter gik hen ved siden af Kevin og tog kniven ud af hans hånd. "Du har vundet dit liv tilbage, sæt dig så" Beordrede Wolter, og Kevin gjorde hvad der blev sagt. 

Der var stille et kort øjeblik. Wolter kiggede på sit ur. "Okay alle sammen" Sagde han og kiggede på dem alle. "Som sagt, og som i nu har set, så tolerere jeg ikke at i ikke gør hvad der bliver sagt" Alle så op på ham, men ingen sagde en lyd. "Hvis i er i live i morgen tidlig klokken syv, så lover jeg jer i ikke ser mig igen. Så jeres opgave er at holde jer i live, og det er faktisk nemt. Gør hvad der bliver sagt, og hvis respekt" Han kiggede imod Kevin, som aktivt hørte efter. "Som Kevin her, se han ved hvad livet er værd" sagde han og så ud på de andre. En pige begyndte at hulke. Wolter kiggede imod hende. "Taylor, vil du stoppe den gråd der?" Jeg sad stadig på armlændet, og kiggede hen imod hende. "Må jeg dræbe?" Spurgte jeg koldt. Hun kiggede forskrækket op og man kunne se hun prøvede at tie stille. Wolter og jeg stirrede lidt på hinanden. "Ja, ellers så kan du nøjes med at rive hendes tunge ud, så tier hun vel også stille" Svarede han. Pigen slog hænderne op og holdt sig for munden, og rystede bange på hovedet. Jeg kiggede på hende. "Det kan vi nok godt ordne" Sagde jeg med en smil og lagde hovedet på skrå. Jeg hev min butterflykniv frem. "Jeg kan hvert fald skære den ud" sagde jeg imens jeg gik nogle skridt hen imod hende. Hun kiggede bange fra Wolter til mig, og hendes blik stoppede så ved Wolter "Jeg beder dig, jeg skal nok være sød, jeg skal nok tie stille" Sagde hun til ham. Han kiggede på hende. "Jeg tror nu næppe at du kan udføre en ordre" Sagde han koldt. Hun nikkede. "Jo, jo jeg skal nok" Svarede hun. Wolter drejede hovedet og kiggede på den lammede fyr der hængte op af væggen. "Så skær hans fingre af" Sagde Wolter koldt, og kiggede igen på pigen. Pigen så forskrækket, på den lammede fyr. "Hvad?" Udbrød hun bange. "Det tænkte jeg nok" Sagde Wolter, og så på mig. "Dræb hende"  hun rejste sig forskrækket op. "Jeg skal nok, jeg skal nok" sagde hun hurtigt. De syv andre patienter, og Wolter så overrasket på hende. "Som om du kan klare det, lille pige" Sagde jeg provokerende til hende. Wolter kastede den lille kniv til mig og jeg gav hende den. "Jeg dræber dig lige om lidt når du her bevidst du ikke kan" Sagde jeg smilene til hende. Hun kiggede ned på kniven, og så på mig, og gik nogle skridt forbi mig, idet jeg vendte mig om, hakkede hun kniven i min skulder, slap den, og begyndte at løbe. Jeg kiggede irriteret ned på kniven. "Den forpulede lille møgluder!" Råbte jeg og hev kniven ud. Jeg kiggede ned på patienterne, et par af dem trak på smilebåndet, men det forsvandt da jeg kiggede på dem. "Jeg er tilbage lige om lidt" Sagde jeg irriteret, og løb efter hende. 

Jeg havde heldigvis set hun løb ned af østfløjen. Jeg tog i dørene en efter en, og kiggede kort ind på værelserne, men intet tydede på at hun var der, indtil jeg kom til et værelse hvor døren var låst. Jeg rystede grinene på hovedet. "Er hun virkelig så dum?" Hviskede jeg smilene for mig selv. Jeg hev nøglerne op af lommen, og prøvede dem en efter en. nøglebundet var stort men jeg fandt hurtigt den der passede. alle patient værelser havde samme nøgle, det havde jeg luret for mange år siden. jeg åbnede langsomt døren. "Nu kommer jeg" sagde jeg grinene og kiggede rundt. Der var bælg mørkt. Jeg trykkede på kontakten og værelset blev lyst op. Alle værelser lignede hinanden så alle tænkelige gemmesteder kendte jeg godt, der var ingen gode. i skabet, på badeværelset, eller under sengen. "kom frem kom frem hvor end du er" grinte jeg og vaklede lidt rundt. mit blod dryppede ned på gulvet og efterlod et spor efter mig. "hvor mon hun er?" Sagde jeg højt, og kiggede i skabet. Det var tomt. "Ikke i skabet" jeg kiggede ned mod sengen, og så hen imod badeværelset. Døren dertil var lukket og lyset var tændt. jeg gik stille hen og rev i døren. Låst. "Åh nej døren er låst, hvad gør jeg nu?" Beklagede jeg mig ironisk. Jeg gik et par skridt bagud og sparkede døren ind. Henne i hjørnet sad hun panisk og vippede frem og tilbage som en sindsyg. Imens hun græd "Forpulede lille møgluder!" Skreg jeg og gik hurtigt hen og tog fat i hendes arm og løftede hende op og stå. "Stop! lad mig værre" græd hun, og slog ud efter mig, jeg greb fat i hendes ene hånd, og tog fat i hendes hoved, med den anden, og bankede hendes hoved ind i væggen. Jeg gav slip på hende og hun faldt om på gulvet. Hun jamrede, og tog sig til hovedet. Jeg satte mig på huk, og stak en lille kniv i brystet på hende. Hun prøvede at gøre modstand, men var stadig omtåget efter slaget i hovedet. "En punkteret lunge er ikke sjov vel?" Spurgte jeg hende. Hun jamrede og hulkede til svar, imens hun prøvede og rejse sig, og slå ud efter mig, uden held. "Kevin gav mig idéen da han punkterede hans kærestes lunge, så det ville jeg da også prøve" Sagde jeg og hev en bedøvelses sprøjte frem, og stak den i hendes hjerte. "Kan du så ligge stille, istedet for at spjætte sådan"  jeg rejste mig og ventede på bedøvelsen virkede. To minutter efter lå hun helt stille. det eneste der bevægede sig var hendes øjne som rædselsfulde stirrede på mig. Jeg kunne se på hende, at hun havde vejrtrækningsproblemer. Jeg satte mig igen på huk ved hende, og stirrede hende ind i øjnene. "Lad være med at glo på mig" Sagde jeg koldt og pressede begge mine tommelfingre ind i hendes øjne. Hun ville skrige af smerte, hvis hun kunne, men det var kun en svag lyd der kom ud af hendes mund. Hele hendes krop rystede. Jeg rejste mig op, og så ned på hende. "Klamme so!" Sagde jeg og gik hen til vasken og vaskede mine hænder. Jeg vendte mig om og kiggede på hende igen. "Skønt, nu kan jeg ikke engang se om du græder" Sagde jeg med glad stemme. "Det er da helt fantastisk" Grinte jeg. Og kiggede lidt på hende. "Hvad skal jeg så finde på nu?" sagde jeg og kiggede rundt. "Skære dit grimme fjæs af? skære din tunge ud, eller skære dine fingre af, led for led?"  Hendes mund bevægede sig lidt. "Prøver du på at sige noget?" Spurgte jeg, og rykkede lidt tættere på hende. Jeg prøvede og mundaflæse hvad det var for næsten ingen lyd kom ud. "Prøver du på at sige jeg skal dræbe dig?" Spurgte jeg med et stort smil om munden. "Bare rolig, du skal nok dø... før eller siden, jeg mangler bare lige og finde ud af hvordan" Jeg kiggede rundt. "Ja jeg er egentlig også træt af at lege med dig, du er ikke så sjov mere" Jeg tog kniven og skar halsen over på hende, et lille snit, som jeg vidste gik ind til hendes luftrør "Jeg håber du lider, og drukner i dit blod, med din ene fungerende lunge." Sagde jeg og kiggede på hende. Ganske langsomt lå hun mere og mere stille, imens blodet spredte sig på gulvet. 


Da jeg kom tilbage til Wolter og de andre, flød gulvet i blod. og den bedøvede fyr der hang på væggen, var skåret op så hans indvolde lå ud på gulvet. Jeg løftede et øjenbryn. "Her er da sket lidt var?" Sagde jeg med et grin. Jeg kunne se på nogle af dem der sad i sofaen, at de ikke var glade for at se mig komme tilbage. De kunne nok regne ud at deres veninde var død. Wolter kiggede på mig. "Ja der var problemer, men alt er på plads nu" sagde han venligt. Han kiggede på mit sår. "Burde du ikke forbindes?" Spurgte han. Jeg fulgte hans blik, og så på min blodige trøje. "Nej det er vidst stoppet med at bløde" Svarede jeg. Han så mig i øjnene. "godt nok" Sagde han stille og vendte sig om og kiggede ud imod de andre. Jeg satte mig igen på armlænet af min stol. I lang tid var der stille. Man kunne se på dem at de fleste var trætte. Der var ingen der græd, eller hviskede eller protesterede. Wolter kiggede på sit ur, og så hen på mig. Jeg tænkte at han nok også håbede på at der snart skete et eller andet. Klokken var allerede 4. der var kun 3 timer tilbage før de ville få lov at gå. 

Kort efter sukkede Wolter. "Jeg kommer igen om et øjeblik" Sagde han venligt og gik så elegant væk og forsvandt omkring et hjørne. Hvad mon han skal? Tænkte jeg og kiggede smilene hen på de andre. Jeg tog en af knivene frem og pegede den hen imod dem. "Eeny,meeny, miny moe catch a tiger, by the toe, if he hollers, let him go, eeny, meeny miny moe!" Jeg landede på en af pigerne. Jeg smilte stort imod hende. "Du er udvalgt" Sagde jeg med et lumsk stort smil. "Hvad?" Sagde hun bange. Hendes øjne var store og bange og man kunne se hun næsten var bange for at trække vejret. "Du er udvalgt, du får lov at gå nu" Hendes øjne lyste pludselig op en anelse. "V..virkelig?" Sagde hun, med en anelse håb, i hendes stemme. Jeg nikkede. Ja nogle skal jo være den første heldige person ikke?" Grinte jeg. Jeg hoppede op af stolen. "Kom med hen til døren, så lukker jeg dig ud" Hun rejste sig op, og gik med langsomme nervøse skridt hen imod mig. De andre så både bekymret og jalouxe ud, og udvekslede nervøse blikke til hinanden, men de sagde ikke noget og protesterede heller ikke. Vi gik et par skridt hen imod døren, og for hvert skridt lyste hendes ansigt mere og mere op. Fuld af håb, og liv. Jeg stoppede op, kort før vi forsvandt ud fra de andres synsvinkel. En ond, og sindsyg latter bredte sig fra mine læber. "hv..hvad?" Spurgte hun nervøst og angsten kom tilbage på hendes ansigt på ingen tid. Hun gik et par skridt tilbage, til hun stod, op af væggen, og ikke kunne komme længere. Jeg bankede hårdt hånden fladt ind i væggen, lige ved siden af hendes hoved. Hun fik et chok, og fór, bange sammen og nogle tårer trillede ned af hendes kinder. Men en finger tørrede jeg en af tårene væk fra hendes kind. "Faktisk er du bare udvalgt til at dø, men eftersom jeg gav dig sådan en falsk håb om overlevelse, hvilket i øvrigt var mega sjovt" Grinte jeg. "Ville jeg være sød, og dræbe dig hurtigt" Med mine ene hånd, greb jeg fat, omkring hendes hals. hun prøvede kort, at rive sig fri, men jeg bankede hende hårdt ind i væggen, og slog hende så ned i gulvet. "Lad nu værre, lad nu værre, lad nu værre" Græd hun. "Taylor, du er så ung, du har hele livet foran dig" Græd hun. Jeg grinte, og lagde hovedet på skrå, imens jeg smilte venligt til hende. "Ja jeg har, og det har du ikke" Hun begyndte at græde højere. "Taylor, lad nu værre, dræb mig ikke. Jeg har altid synes så godt om dig." Jeg hævede kniven og stak den i hovedet på hende. "Mange tak" Grinte jeg, og hev kniven ud igen. Jeg rejste mig, og tørrede nogle blod pletter af mit ansigt. "Taylor hvordan kunne du gøre det?" Sagde en af fyrene der sad, i sofaen. Jeg smilte til ham. Idet samme trådte Wolter frem igen. Han så på mig, og så på liget foran mig. Han sagde ikke noget. Men jeg kunne alligevel tyde et kort smil, i hans ansigt.

Seks mennekser tilbage. Der var kun seks tilbage, men også kun lidt under to timer. Jeg så hen imod Wolter, han stod tålmodigt op af væggen, og så hen imod de seks tilbageværende ofre. Mon han har en plan? Tænkte jeg utålmodigt. Det var utroligt at han kunne tage det så roligt. Kevin sad for sig selv i den ene ende af sofaen. Han lignede en der havde svært ved at holde sine øjne åbne, men han holdte stadig øje med både Wolter og mig, og de fem andre, som sad i en sofa helt tæt på hinanden. De fem andre sad også og så trætte ud, nogle af dem lignede at de allerede nu, var helt væk. "Nå, det må vel være på tide, at komme videre" Afbrød Wolter stilheden, efter der snart i en time havde været helt stille. Han kiggede op på uret. "Halvanden time tilbage, og i er seks mennesker tilbage? Jeg er forbløffet" Sagde han. "I er virkelig nogle høflige mennesker, tillykke med at i er kommet så langt" Hans stemme var venligt. "Tusind tak" svarede en pige stille. De andre var helt stille men kiggede på Wolter, og prøvede at se friske ud. "Men nu vil jeg spørge jer alle om et spørgsmål, og svar venligst ærligt" sagde han. og gik nogle skridt frem så han stod nogle meter fra dem og kunne se dem alle. De så alle nervøse ud. "Slap af, det er bare et simpelt nysgerrigt spørgsmål" sagde han venligt, og smilede venligt til dem, imens han hold øjenkontakt med dem. "Mit spørgsmål er ganske simpelt. Hvad ville i gøre hvis i overlever dette?" spurgte han. De alle seks kiggede forundret på hinanden og så på ham igen."Hv..Hvis vi overlever?" gentog en dreng nervøst. Wolter nikkede. "Jeg ville stikke af herfra, fra børnehjemmet, og vende tilbage til min mor." sagde en af pigerne, med et glimt af håb i sin stemme, hun havde langt brunt hår. "Jeg blev tvangsfjernet, for nogle år siden, og har ikke set hende siden, så jeg er sikker på hun ville blive glad for at få mig hjem." Fortsatte hun. Wolter så hen imod mig, og kiggede så tilbage på dem, imens han trippede frem og tilbage foran dem. "Jeg vil.. nok også tage hjem" sagde en lidt tyk dreng hurtigt, og nervøst. Wolter kiggede hurtigt på ham. "Nok? Så du ved det faktisk ikke?" Spurgte Wolter ham. Han skyndte sig at nikke. "Joh, joh jeg vil helt sikkert tage hjem, jeg har ikke andre steder at tage hen" Skyndte han sig med skælvende stemme at sige. Wolter så igen hen imod mig. "Okay så" Sagde han, og kiggede på fyren ved siden af. En fyr med sort kort hår der strittede ud til alle sidder. "Og dig?" Spurgte han. Fyren kiggede nervøst rundt i nogle få sekunder. "Jeg ville flygte væk herfra" sagde han roligt. "Jeg ved ikke hvorhen da jeg ingen familie har, men jeg vil ikke fanges og lukkes inde igen, og jeg vil heller ikke dø" Sagde han, med en stemme der prøvede at lyde selvsikker. "Fint nok" Sagde Wolter roligt. "Ja det er da godt med en plan "Sagde jeg og rejste mig fra min stol, og gik hen ved siden af Wolter. "Hvad med dig, lille pige?" Sagde jeg smilene til en korthåret pige, der sad yderst til højre.  Hun kløede sig nervøst på skuldren, og undgik øjenkontakt med mig, og Wolter. "Jeg.. jeg har ikke nogle." sagde hun stille. "Hvad?" Sagde jeg højt, og satte mig på huk foran hende. "Tal højere!" Råbte jeg og klappede hårdt mine hænder sammen foran hendes hovede så hun fik et chok, og gav et spjæt. "Jeg har ikke nogle!" Råbte hun. "Jeg ville vel.. Jeg bliver nødt til at bede kommunen, eller politiet og at bringe mit til et nyt børnehjem" Sagde hun imens tårerne løb ned af hendes kinder. "Nå da da" Det var trist." sagde jeg og trak på skuldrene. Wolter kiggede hen imod Kevin. "Hvad med dig?" Spurgte han. Kevin trak på skuldrene. "Jeg ser det til den tid" Svarede han. "Jeg tager først langt herfra, og så finder jeg ud af det, lidt efter lidt"  sagde han og lagde sine hænder bag sit hovede. Både mig og Wolter kiggede hen på den sidste pige. En blondine "Og du?" Spurgte jeg, med et smil. "Jeg ved det ikke, jeg har ingen planer, jeg havde ikke nogle ide om at jeg noglesinde ville slippe ud herfra, så jeg har aldrig overvejet hvad jeg villet" Svarede hun, med nervøs lys stemme, imens hun prøvede at kigge os i øjnene og aflæse vores reaktioner. Wolter nikkede. "Nogle af jer, har faktisk nogle fine idéer om livet uden for disse murer, jer andre har ikke noget som helst at leve for, så hvorfor slippe jer derud?" Spurgte han med et smil, "Taylor? jeg formoder du ved hvem vi skal have slettet, fra listen over mulige overlevende?" Sagde han og så hen imod mig.Smillet bredte sig på mine læber.Det var umuligt for mig at skjule min begejstrelse. "ja!" Svarede jeg, og tog en kniv frem, og pejede den hen imod den tykke fyr. "Vi starter med dig!" Råbte jeg, og alle de andre omkring ham, løb væk fra ham med et skrig. "Nej stop, jeg vidste ikke det var en test, jeg har masser at leve for!" Råbte han og løftede forsvarende hænderne op. "Livet er en stor test!" Råbte jeg tilbage og løb hen imod ham, og hoppede op på det lave spisebord, der stod imellem, mig og ham. Han kiggede forskrækket op på mig og stod stille som var han  frosset fast af skræk. I et hårdt slag slog jeg kniven ind tindingen på ham, og hev den ligeså hurtigt ud igen. og han faldt med det samme død om. "Sikke en hurtigt død, du syntes han skulle have" Sagde Wolter i et undrene og roligt tonefald. Jeg trak på skuldrene. "Vi her jo ikke oseaner af tid længere" Svarede jeg. jeg kiggede rundt på de tilbageværende 5 der var spredt over lokalet, og som alle igen spærrede øjnene forskrækket op, mens de så på liget. Wolter greb fat i pigen med det korte hår. Han holdte begge hendes arme på ryggen af hende med en hånd. "Du har ikke en skid og leve for, andet end at bo på sindsygshospitaler og børnehjem" sagde han. Hun prøvede voldsomt at rive sig løs, imens hun græd. "Slip mig nu!" Græd hun og kiggede skræmt op på ham, idet hun fik øjenkontakt med ham, stoppede hun op og så skræmt på ham. "Jeg vil leve, jeg vil ikke dø. Jeg ved at jeg kun kan bo på hospitaler, og steder som dette, men jeg vil ikke dø!" Græd hun højt samtidig med at hun prøvede at holde hans øjenkontakt. Wolter lukkede øjnene som om At han tænkte i nogle sekunder. Så åbnede han den igen og se ned på hende som var et hovede lavere end ham. "Okay" sagde han roligt. Der var stille i nogle sekunder. "O..okay?" Gentog hun lavt, og lavede en nervøs synkebevægelse. "Ja" sagde han venligt og tog en lille kniv op af baglommen og stak den ind i hendes ryg, hun udbrød et højt klynk og faldt sammen på gulvet. "Taylor?" Sagde han  og tørrede sin kniv af i sofaen og trådte så hen over pige, hen imod mig. "Ja?" Svarede jeg hurtigt. Wolter stirrede mig ind i øjnene, og sukkede irriteret. "Mangler vi ikke noget?" Sagde han med en lettere irriteret stemme, men stadig på en rolig måde. Jeg kiggede rundt. Den sorthåret fyr og brunetten stod sammen henne ved den ikke væg. Kevin og blondinen var væk. "Find dem" beordrede han. Jeg nikkede, med et smil og trak min kniv frem igen. "Jeg ordner det!" Sagde jeg og løb hurtigt ned af østfløjen. Jeg kiggede nervøst rundt. Der var mange døre, jeg startede fra en ende af og tjekkede dørene en efter en, kiggede hurtigt ind. Var der mørkt skyndte jeg mig videre. Jeg kom til værelset hvor jeg havde myrdet den anden kvinde, lyset stod tændt så selvom jeg gik ud fra at jeg selv havde ladet det stå tændt, tjekkede jeg hurtigt alle gemmesteder, men de var der ikke. Jeg knurrede lavt for mig selv. Jeg var virkelig irriteret over ikke at kunne finde dem, men jeg anede jo heller ikke hvilken vej de havde taget. Jeg skyndte mig at tjekke resten af værelserne, men de var heller ikke der, så skyndte jeg mig tilbage til opholdsstuen. Wolter så hen på mig, og afventede at jeg fortalte hvad der forgik. "De var ikke i østfløjen" sagde jeg hurtigt og så hen imod de ti andre. "Så i hvor de gik hen!?" Råbte jeg aggresivt. De fór sammen i chok og kiggede på hinanden og så hen imod mig, og rystede hurtigt på hovedet. "Måske i vestfløjen?" Svarede fyren da jeg skulle til at gå videre. "De begge havde værelser dernede" fortsatte han. Jeg ignorerede ham, og skyndte mig derned. "Hvor er de fucking idioter?" Sagde jeg lavt til mig selv imens jeg tog i dørene, for at tjekke Værelserne. Pludselig da jeg kom ud fra et af værelserne hørte jeg noget glas der blev knust. Men det kom ikke fra fløjen her. Jeg stod stille og tænkte mig om i få sekunder og kom så i tanker om det. "Lægernes stue, deres vindue er der ikke træmmer for!" Jeg løb derned og ind i lægernes informations rum. Der var altid låst, men jeg havde jo selv låst døren op. Jeg listede langsomt ind i stuens imens jeg lyttede om jeg kunne høre dem, og ganske rigtigt så kunne jeg høre nogle der hviskede. "Er du sikker på at det holder?" Spurgte pigen. "Ja selvfølgelig gør det, det" svarede Kevin. "Skynd dig nu bare" sagde han. "Men har har højdeskræk" sagde pigen igen. Kevin skulle til at svare da jeg trådte frem. Og han fik øje på mig. "Taylor" sagde han nervøst og pigen skyndte sig at gemme sig bag ved Kevin. "Hvad har i gang i?" Sagde jeg med et smil og gik hen til vinduet og kiggede ud. Der var langt ned, nok 3 etager. Og det skånede længere ned af indtil en skov begyndte. En udsigt ingen af os før havde set. Der var ikke andre vinduer vi kunne komme til som pegede den vej. Ned langs muren havde Kevin og pigen hængt en masse lagner der var bundet sammen. "Aha.. Så forstår jeg bedre du ville lade hende gå først Kevin, jeg tror heller ikke der holder" grinte jeg, og klappede ham på

Skuldren. "Men ærgerligt at i nu skal dø, så i ikke når at forvilde jer ind i skoven. Hvem af jer skal dø først?" Spurgte jeg med et bredt smil og kiggede på dem fra den ene til den anden. 

De kiggede nærvøst på hinanden. "Hende!" Sagde Kevin og trådte nogle skridt baglæns væk fra hende. "Hvad? Kevin! Du sagde vi skulle flygte sammen!" Sagde hun og fik våde øjne. Hun kiggede panisk rundt og greb fat i en lampe og tog skærmen af og vendte den rundt og stalte sig klar til at slå med den. Jeg fnyste, og pakkede min butterfly kniv væk. "Det kan vi da godt prøve sagde jeg og gik hen imod hende. Hun slog ud med den, og jeg greb fat i den med begge hænder. Idet samme begyndte Kevin at kravle ud af vinduet. Jeg rev lampen ud af hænderne på hende og slog hende hårdt i hovedet så hun faldt. Så satte jeg mig på huk, foran hende og slog hende igen og igen indtil hendes hovede ikke var andet end en smattede masse. Så rejste jeg mig og kiggede ud af vinduet Kevin var næsten halvvejs nede. "Kevin? Ser det ud til at holde?" Råbte jeg med et smil. Kevin så bekymret op. "Du... Du burde komme med mig" råbte han. "Du endten dør, eller kommer i fængsel hvis du bliver her ved ham! " Råbte han imens han stadig langsomt kravlede videre nedad. "Sikkert" råbte jeg tilbage. "Men du skal allerede dø nu! Det har jeg fået ordre på!" Råbte jeg igen og begyndte at binde knuden op, som var bundet til radiatoren. "Overlever du faldet så har du din frihed!" Råbte jeg. "Taylor stop!" Råbte han panisk, idet samme gik knuden som der var foran ham op. Jeg hørte et kort skrig og så var der stille. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet og nede på jorden lå Kevin spiddet igennem sit bryst. Dog ikke død endnu. Han hostede blod op, og begyndte at skrige af smerte. "Så har du fået din frihed!" Råbte jeg ned til ham med et grin. Før jeg gik tilbage til de andre.

Da jeg kom tilbage stod Wolter og kiggede hen imod døren som førte ud til friheden. "Så er den klaret!" Sagde jeg med et nik. "Godt. Skift tøj og så smutter vi" sagde han og jeg kiggede undrende hen på de to andre som sad i sofaen uberørte. "Nu!" Beordrede han og jeg løb tilbage til mit værelse og skiftede til noget rent tøj. En sort T shirt og en rød ternet ærmeløs skjorte udenover. Og sorte bukser. Så gik jeg tilbage til Wolter. Han stod klar henne ved døren og fik den åbnet. De to andre fulgte lydigt med uden at gøre modstand og uden at virke som om de ville flygte. Jeg kiggede nysgerrigt rundt, jeg kunne ikke huske hvordan der så ud herude i gangen. Det var koldt og vidt og uden vinduer. En snoet trappe var det eneste der var der og vi begav os ned af den. Da vi kom ned vendte Wolter sig rundt imod os. "Vent her jeg tjekker om der er fri bane" sagde han og gik ud af døren. Kun to minutter efter kom han ind igen. "Ud!" Beordrede han os. Det var en lang indkørsl fyldt med sten. Der holdte en masse biler, nok fra dem der havde nattevagt, en af bilerne stod med åben dør, og der lå en blodpøl nedenfor døren. "Hvem.. Hvem er det?" Spurgte pigen lavt. Wolter fulgte hendes blik. "Mit lift jeg fik herhen" sagde han koldt. Vi gik er par skridt væk fra huset. Jeg kiggede op af den høje bygning og var forbløffet over at det var så stort udefra. 

Wolter vendte sig om imod os. "I to i kan fortsætte for jer selv fra nu af" sagde han og så på de to andre. "Virkelig? Så vi må gå nu?" Spurgte fyren glad, mens pigen stadig så nærvøs ud. "Ja" svarede Wolter og trak en stor kniv frem. Fyren og pigen trak sig sammen og gik hurtigt nogle skridt bagud. "Slap af, den er til dig" sagde han med et smil og rækte den til fyren. Fyren blinkede forvirret nogle gange og tog så forsigtigt kniven ud af hånden på Wolter. "Tak, men hvorfor giver du den til mig?" Spurgte han forvirret. "Fordi at i skal have noget at forsvarer jer med" svarede Wolter og så på mig. "Taylor giv pigen din kniv" beordrede han mig. Jeg trak mig et skridt tilbage.  "Hvad? Nej jeg vil ej, det er min!" Sagde jeg hårdt. "Nu!" Beordrede han mig og hans blik blev hårdt. Jeg sukkede og rækte den til hende, og hun skyndte sig at tage den. 

"Nu må vi hver til sit, tillykke med jeres liv" sagde han og begyndte at gå væk fra vejen, og ind imod skoven. Jeg sendte et sidste blik imod de to andre. "Tænk at han lader jer leve" sagde jeg lavt og skyndte mig så efter ham. De to begyndte at gå ned af indkørslen og ned imod vejen. 
"Du lod dem altså gå?" Sagde jeg højt da jeg nåede ned til Wolter som allerede var kommet til skovkanten. "Selvfølgelig? De fortjente begge at leve" sagde han uden at kigge på

Mig. Jeg kiggede op langs huset og kunne se det snadrede vindue. Nedenunder det kunne jeg se Kevins døde krop. Han havde ikke kunne rejse sig fra grenen som havde spiddet ham, så han var nok forblødt.  

"Hvorfor har du så travlt?" Spurgte jeg ham, da jeg havde svært ved at følge hans tempo imellem de mange hvisne blade, og trærødder. Idet samme kunne man høre sirener i det fjerne der kom nærmere. "Derfor!" Sagde han koldt, igen uden at kigge tilbage på mig. "Hvor fanden kom de fra!?" Sagde jeg højt og stoppede op. "Jeg tilkaldte dem! Og sagde at jeg var låst inde med to psykopater der dræbte alle" sagde han, og stoppede op. Jeg kiggede forbløffet på ham. "Hvorfor? Jeg troede at de fortjente deres frihed?" Sagde keg forundret og kunne slet ikke forstå ham. "Det gjorde de også, men jeg måtte jo sørge for at politiet skulle lede efter en dreng og en pige med deres signalement. Og ikke efter os to, tænk dig lidt om." Sagde han, med en kold stemme. "Ja selvfølgelig" svarede jeg med et grin. "Godt at du er så klog" roste jeg ham. "Ja man lærer jo med tiden, dette er ikke mit første sted" sagde han og så væk. Jeg kiggede forbløffet på ham og løftede forvirret et øjenbryn. "Virkelig?" Spurgte jeg. "Så har du dræbt alle de andre steder, helt alene?" Spurgte jeg og mærkede mit hjerte hoppe over et slag da jeg næste hans kolde blik. "Nej.. Jeg finder altid en der kan hjælpe mig" sagde han koldt. Jeg bed hårdt tænderne sammen. "Og hvad gør du så ved dem bagefter?" Spurgte jeg hårdt. Han holdt øjen kontakten med mig. "Normalt sørger jeg for at det er dem der får skylden ligesom jeg gjorde ved de to deroppe" svarede han, og jeg slappede af i skuldrene. "Hvad så med mig?" Spurgte jeg undrende. Han sukkede og lukkede øjnene. Og åbnede dem så igen efter nogle sekunder. "Jeg tror at du er den person jeg har ledt efter" sagde ham med sit ligeglade ansigtsudtryk. "Ledt efter?" Gentog jeg og fnyste. "Hvad snakker du om?" Han så stadig ligeglad ud og trak en billede op af sin lomme og så på den. "Min bror" sagde han. "Han dræbte vores mor, da han var 5 år. Og jeg er ret sikker på at det er dig" sagde han og kiggede på mig med kolde onde øjne. Jeg spærrede øjnene op, og han rækte billedet til mig. Jeg tog det ud af hans hånd og så på det. Det forstillede en dame der stod med sine to sønner. Den ene en rødhåret lille dreng, var i hendes arme og den anden som var lyshåret og et par år ældre stod ved siden af hende. "Skulle det være mig?" Spurgte jeg. "Og hvis jeg havde dræbt nogle før, så villejeg kunne huske det" sagde jeg nægtende og rækte han billede tilbage. "Så du kan altså godt huske hele din fortid?" Spurgte han koldt. Mit hjerte hamrede afsted og jeg så væk fra ham. "Nej, men jeg ville da vide hvis jeg havde.. Dræbt min egen mor" sagde jeg og bed mig i under læben. Wolter hev en mappe frem og slog op på en side. "Taylor. Indlagt i en alder af fem år, som

Følge af voldelig adfærd udøvet på sin mor som medfulgte døden for hende." Læste han højt op. Og så igen op på mig. Jeg fik kvalme og prøvede at tænke tilbage. Jeg kunne intet af det huske. Mit hjerte hamrede af sted og jeg begyndte at hyperventilere. Han gik helt hen til mig og lagde en hånd på min skulder. "Jeg har ledt så længe efter dig bror" sagde han koldt. Jeg kiggede nervøst på ham. "Så er du kommet for at hævne dig?" Spurgte jeg ham. Han smilte. "Det var ærligt talt planen" sagde han. "Men du udviste stor lydighed, og jeg har nydt dette døgn vi har haft sammen. Og du er min eneste familie" sagde han. Jeg så afventede på ham om han havde mere at sige. "Jeg formoder at du er med på at blive min fremtidige partner?" Spurgte han mig. Jeg nikkede. "Selvfølgelig" sagde jeg med et smil. sagde jeg fascineret. Han smilte og vendte så ryggen til mig og begyndte at gå. Jeg glædede mig til Fremtiden, men den gjorde mig også nærvøs. Jeg vidste at vi skulle dræbe en masse, eftersom hans metode var at lærer folk høflighed, og hans version sf høflighed var der ingen der forstod. Men jeg vidste at det også betød at vi nok skulle spærres inde igen. Jeg stolede på ham. Og at han altid ville få os ud derfra igen. Han havde prøvede det mange gange i hans søgen efter mig. Han var et geni i mine øjne, et forbillede, og jeg havde så meget at lære af ham, og jeg så frem til de hundredevis af fremtidige ofre som han ville finde til mig. Min smil blev bredere og jeg skyndte mig efter ham. Mit hjerte hamrede af sted og mine fingre sitrede ved tanken om at vi allerede snart ville være igang med nye ofre igen.