Life time

Klokken var 23.58. Jeg sad med min telefon og ventede spændt på at klokken blev midnat, så jeg kunne sende min sms. Jeg havde forberedt en lang tillykke bedsked, og ventede kun på at det blev midnat og datoen ville slå over på 27. September. Min bedste vens fødselsdag. Og jeg var parat til at blive den første der skulle Skrive tilykke. 23.59. Mindre end et minut tilbage. Jeg holdte næsten vejret. 00.00. Jeg trykkede straks på send. 

Ved siden af mig, bimlede min ven Wolters mobil og han rækte ud efter den. Der nåede kun at komme et svagt smil på hans læber, før jeg kastede mig over ham. "Tillykke!" Råbte jeg glad.

"Hey hey, rolig nu" gabte han, og rejste sig op. "Det er ikke sjovt, at fylde 20 år" sagde han træt. "Er du nærvøs?" Spurte jeg med en trist stemme. Han blev 20 år, en alder som næsten alle flygter da, det er den alder man bliver voksen og ens bekymrende voksen liv begynder. 

Året er 2048. For 10 år siden mente man at jorden ville gå under, hvis ikke forskerne fandt en måde at gøre befolknigstalet mindre på. Gaderne flød i hjemløse, og fattige og der opstod gigantiske pengeproblemmer verden over. Så en gruppe forskere opfandt en ny leve og betalings måde. penge blev ganske enkelt afskaffet og brændt. Og nu  får alle en chip ind i håndledet når man bliver født og så tatoveret en stregkode,når  man bliver 20, Og så kan man istedet betale med sine egne leveår. Problemet med hjemløse er løst. Er man fattig dør man. For hvis man løber tør for leveår, går ens hjerte i stå. Man betaler altså med tid. Dette starter når man bliver 20. Så skal man til lægen og få sin stregkode. Wolter var den første af os der blev 20. For mig selv var det først om et halvt år. 

Wolter sukkede. "Jeg er lidt nærvøs ja" sagde han stille. "Den er jo allerede begyndt at tælle" sagde han, og kiggede på sit håndled.  "Ja, du har vel fået reserveret det der job?" Spurgte jeg. Han nikkede. "Jo, jeg spurgte en ekstra gang i går bare for at være sikker. Men man tjener kun omkring 24 timer om dagen. Jeg ville ikke have særlig meget til overs til lejligheden og mad" han rystede bekymret på hovedet. Jeg sukkede højlydt for også at virke trist. "Det går nok" sagde jeg trøstene. "Vi klare os sikkert" han så irriteret op på mig. "Ja du skal jo først bekymre dig om dit liv om 6 måneder!" Sagde han og rejste sig og gik ind på sit værelse. 

Jeg forstod ham godt. Han var naturligvis bange for sit liv og sin tid. Heldigvis var der 30 dage på hans chip allerede. Noget der automatisk er så man, har en hjælp til at starte. Jeg rejste mig og gik også ind på værelset, og lagde mig til at sove.

Da jeg vågede næste dag, var Wolter allerede gået. Jeg skyndte mig at tage noget rent tøj på og løb ud. Jeg havde lovet mig selv at jeg ville være der for ham, når han fyldte 20. Men jeg følte allerede at jeg havde svigtet ham, ved ikke at tage med til lægen, når han skulle få sin tatovering og få alt informationen som han skulle bruge. Jeg begyndte at løbe, lægen lå et stykke fra vores lejlighed. Jeg sparkede næsten døren ind og løb op til skranken. "Er Wolter her? Robin Wolter?" Spurgte jeg forpustet. Kvinden bag skranken kiggede undrende på mig og tastede så navnet ind på sin conputer. "Nej han er her ikke længere" sagde hun med lettere irriteret stemme. "Det er flere timer siden at han var her" sagde hun og trak på skuldrene. Jeg sukkede til svar. "For helvede" hviskede jeg til mig selv. Hvor var det nu, han sagde han skulle arbejde? Han havde snakket om flere steder men jeg havde ikke fået spurgt om hvilket det var han havde reserveret. "Tak" Sagde jeg til kvinden, og skyndte mig ud derfra og gik op af gaden. Jeg anede ikke hvor jeg skulle lede, så valgte bare at gå hjem. Hele dagen gik jeg hvileløst rundt i lejligheden. Jeg havde ikke lyst til at slappe af. Først da klokken blev 22 om aften og jeg var faldet i søvn på sofaen vågnede jeg ved at hoveddøren blev smækket i. "Wolter?" Råbte jeg og gned mig i øjnene. Wolter trådte ind i stuen. "Hey" sagde han med en træt stemme. Jeg kiggede undrende på ham. "Hvordan gik det? Hvor har du været?" Spurgte jeg nysgerrigt. Han rækte sin arm hen imod mig og vendte håndledet imod mig, og viste mig sin tattoo. En stregkode. "Jeg fik jobbet, nede i centeret, jeg skal sørge for varerne står ordenligt og hjælpe kunderne" sagde han og trak på skuldrene. "Men jeg smutter i seng nu, godnat" sagde han og løftede hilsene hånden og gik ind på værelset. 

De følgende uger så jeg ikke meget til ham. Det virkede som om han undgik mig, og jeg følte mig alene. Han kom sent hjem hver dag. Og gik direkte i seng. 

"Wolter, hvad sker der mellem os?" Spurgte jeg ham, en dag da han kom ind af døren. "Hvorfor undgår du mig?" Spurgte jeg ham, og så trist ned i gulvet. "Nej da. jeg har bare allerede fået overarbejde fordi jeg sagde jeg gerne ville have så mange timer som muligt. Så jeg skal arbejde til kl 20 hver dag og får så en dagsløn på 85 timer" sagde han stolt. Jeg kiggede undrende på ham. "Så du skal arbejde fra klokken 7 til klokken 20? Det kan du da Ikke, vi ses aldrig mere" sagde jeg trist. Wolter kiggede irriteret på mig. "Jeg har ikke tid, jeg er over 20. Jeg har ikke tid til at spilde min tid på sjov mere" sagde han irriteret, og med en stemme der lød vred. Jeg stod og var mundlam et par sekunder og tænkte det igennem. "Und.. Undskyld.." Sagde jeg lavt. "Undskyld Wolter" Wolter kiggede irriteret på mig. "Ja ja. Jeg flytter alligevel 

hanker to the death

Jeg stod på den midterste del af den høje bro og så ud over havet. Jeg klatrede forsigtigt op på gelænderet imens jeg holdt et fast greb i en af søjlerne. Mit blik så fast ned imod det strømmende hav under mig. Der var langt ned. Nok omkring 50 meter. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere og jeg mærkede min hals sno sig sammen. Om jeg ville overleve at hoppe eller falde derned vidste jeg ikke, men hvis jeg overlevede det, ville de kraftige bølger, nok trække mig ned under vandet og drukne mig. En stærk vind greb fat i mig og jeg mistede balancen, min hånd gled, og mistede fodfæstet, og faldt forover. Tusinder af tanker for rundt i hovedet på mig. Ville dette blive min død? Jeg kneb øjnene sammen og mit liv passerede forbi mig, hvordan var det jeg var havnet her? Hvordan var det gået så galt?

En måned tidligere
Min barndomsven og bofælle ved navn Robin og jeg var lige flyttet i en større lejlighed og havde boet der en måneds tid. Da vi pludselig en dag opdagede en ældre dame, det boede over for os. Hun var sær, syntes vi, vi vidste ikke helt hvorfor. vi begyndte at snakke om hende og grine af hende. Og fornærmelserne blev værre og værre. "Hey Tayler!" Råbte Robin. "Hun sidder i vinduet igen!" Jeg gik ind til Robin i værelset. Han var allerede flækket af grin inden han overhovedet havde noget at sige noget. Jeg kiggede ud af vinduet. "Hun er fandme creepy, burde hun ikke snart dø?" Sagde jeg og grinte. Robin kunne næsten ikke få et ord ud. "Så stille som hun sidder er hun sgu allerede død!" Grinte han. Jeg grinte med. "Ja ellers kunne vi skræmme hende til døde til Halloween!" Svarede jeg. Vi grinte lidt og kiggede så ud af vinduet igen. Hun drejede hovede og så stift imod os med sammenknibene øjne. Vi begge smed os ned på gulvet og gemte os imens vi flækkede af grin. "Tror du hun så os?" Spurgte Robin. Jeg rystede på hovedet. "Mon ikke hun er næsten blind allerede?" Svarede jeg med er stort smil. Og Robon grinte igen. Vi kravlede væk fra hendes synsvinkel og rejste os op igen. 

"Skal vi smutte ned og handle?" Spurgte Robin og gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. "Jeg mangler cult" sagde Robin med trist stemme. "Ja det gør jeg også!" Sagde jeg hurtigt og tog straks sko på. Vi skuppede til hinanden for sjov og prøvede og se hvem der først kom hen til døren og idet Robin åbnede døren var han ved at løbe ind i en skikkelse, og nåede lige at undvige og faldt bagover, og landede på gulvet. Jeg skulle til at grine men spærrede øjnene op da jeg så at det var den gamle dame der stod i døråbningen. Hun trådte nogle skridt ind i lejligheden og kiggede vredt på os. hun løftede sin hånd og pegede på Robin, med sin lange tynde krogede fingre. "Jeg er færdig med at høre på jer!"  Råbte hun vredt og hendes øjne stirrede på. "I skal få som i fortjener! I har chikaneret mig for sidste gang!" Sagde hun mere rolig og smilte. Jeg greb fat i Robin og hjalp ham op og stå. "Hvad mener du? vi har da ikke snakket dårligt til dig" Sagde jeg forsigtigt. "Nej vi har ej" tilføjede Robin. damen sukkede, og trak en halskæde frem, som var fyldt med fjer. Den lignede mest et indianer smykke. "I skal få som i fortjener" Gentog hun, og pillede en fjer af halskæden, og sagde en masse underlige ord, så kiggede hun hen på mig, og pustede på fjeren så den fløj hen imod mig. derefter pillede hun endnu en fjer af. "Hun er splittergal" Hviskede Robin med et hævet øjenbryn. "Måske vi burde ringe efter politiet" Sagde jeg lavt, og trak på smilebåndet. Efter hun igen havde sagt mærkelige ord, pustede hun denne anden fjer hen imod Robin. "I er forbandet! snart ville i komme tryglende til mig, hvis ikke i dør først!" Sagde hun, imens hun havde hævede begge hænder imod os. "hey det er en trussel" det er forbudt" sagde Robin og grinede. hun pegede på mig. "Du skal hige efter døden intet kan stoppe dig, før du er død!" Sagde hun. og så imod Robin. "Og du vil gøre alt for at stoppe ham, for når han er død, har du et døgn at leve i, så ville du dø" hun begyndte at grine et ondsindet grin. Mit hovede føltes pludselig varmt, og det flimrede for mine øjne. Robin kiggede chokeret på mig. "Taylor?" Sagde han nervøst. 

Jeg satte mig med et set op i sengen. "Robin!" Råbte jeg nervøst, og kiggede hen i han seng. Robin satte sig også op, og gned sine øjne. "Hvad er der?" sagde han træt. Jeg kiggede nervøst rundt. Havde det hele været en drøm? Tænkte jeg. "åh.. det lyder nok underligt men.. den gamle dame, vores genbo, hun var her ikke igår? og bankede på vel?" spurgte jeg. Robin flækkede af grin. "Nej sgu da! det ville være klamt" sagde han imens han grinte. "Godt nok.. så var det nok et mareridt" sagde jeg og prøvede at fremtvinge et smil. "Klamt mareridt!" Sagde Robin og sprang ud af sengen. "Du drømmer om gamle damer!" Grinte han og gik ud af soveværelset. Jeg rejste mig op og så hen imod den gamle dames vindue. Hun var der ikke. Jeg rystede på hovedet og skyndte mig i noget tøj. Jeg måtte være blevet skør. Det måtte da have været en drøm. Men det føltes på ingen måder som en drøm, det føltes så virkeligt, som noget der var sket igår. 

Jeg gik ud i køkkenet hvor Robin var igang med at lave sin morgenmad som var et stykke brød, med peanut butter. Jeg tog brødkniven, og skar et stykke brød, af til mig selv jeg kiggede på smørrekniven som Robin havde brugt til sin peanutbutter. "Bare tag en anden til din tunsalat" sagde han og tog en bid. "Det kan du sagtens sige, det er mig der vasker op!" Sagde jeg med et smil og åbnede skuffen med bestikket. Jeg rakte ud efter en smørrekniv men fik øje på en af de store køkkenknive. Jeg lavede en nærvøs synkebevægelse og tog den store kniv op. Den var spids, for den var næsten ny, højst brugt tre gange. Jeg følte en ubeskrivelig trang til at bruge den og teste dens styrke. "Hey, ikke fægte rundt Med den" sagde Robin og tog den ud af hånden på mig. Jeg grinte nervøst, og tog en smørrekniv og smurte mig en tunsalat mad. 

Mutants

Jeg kiggede træt op på skoleuret, imens jeg bed i min blyant. Det var klassens sidste time inden vi endelig havde juleferie. Alle var glade, og der var ikke nogle af eleverne der længere kunne holde ud at høre på læreren som ihærdigt prøvede at stå og beholde alle elevernes opmærksomhed, imens han snakkede om historie, og det gamle romerrige. Der var stadig fem minutter tilbage af timen, og det føltes somom at sekunderne sneglede sig afsted i det mest langsomme tempo jeg noglesinde havde oplevet. Jeg tørrede noget sved af min pande, med min trøje og tog en slurk af min sodavand.

Hele dagen havde jeg haft det utroligt varmt, somom at jeg havde feber, og at der var 50 grader inde i mig, men det ville være underligt, for jeg fejlede intet. Godt nok var det vinter, men jeg havde ikke været forkøllet, eller syg på nogle anden måde. Og det var heller ikke klasselokalet der var varmt, for de andre elever sad med trøjer, på og nogle så ud til ligefrem at fryse. Jeg tog min bog, penalhus og papire ned i tasken, lynte den og rejste mig op, jeg nåede kun at gå nogle skridt hen imod døren, før læreren kikkede på mig, og så på uret. "Taylor, du har først fri om fem minutter, sæt dig ned" sagde han skarpt. Jeg vendte mig træt om imod ham. "Undskyld, men jeg har det af helvedes til" sagde jeg sløjt og gik videre hen til døren og ud af den. Jeg skyndte mig ned af trappen og ud af døren, som førte udenfor. Det blæste og sneede kraftigt. Jeg trådte ligeglad ud i det, og tænkte ikke på andet end at komme hjem. Jeg gik i nogle minutter og følte kun at temperaturen stig i mig. Jeg tog min jakke af, og var fuldstændig ligeglad med den, så smed den på jorden bag mig, i håb om at det ville blive koldere, hvilket det ikke føltes til at gøre, hvorefter jeg også lynte min langærmet trøje ned og tog den af. Kulden generede mig stadig ikke. og jeg havde det stadig så varmt at sveden løb ned af min pande. Jeg faldt ned på knæ og mærkede den kolde sne køle mine hænder ned, jeg blinkede nogle gang og så sneen opkring mine hænder smelte. jeg kiggede undrene på sneen der blev til vand. "Taylor! Taylor er du okay?" Råbte en stemme bag mig. En pige luntede hen til mig, og greb fat i min arm, men udbrød et skrig og slap mig hurtigt igen og bakkede væk. "Du er jo brænd varm!" Sagde hun chokeret. Jeg kiggede hen på hende og så hendes skræmte øjne, stirre på mig. Jeg rejste mig langsomt og var ved at falde, men holdte mig på benene, og gik nogle skridt væk fra hende. "Jeg.. Jeg skal bare hjem" sukkede jeg lavt og gik så langsomt videre.

Turen hjem som normalt gik hurtigt og plejede at tage 20 minutter. føltes pludselig lang. Jeg følte at jeg havde gået i en evighed, men var endnu ikke halvvejs. Jeg boede stadig hjemme, hos mine forældre, men om et halvt år, blev 18, og kunne flytte hjemmefra, hvilket jeg glædede mig til. Jeg var enebarn, og levede meget for mig selv. i skolen snakkede jeg ikke med nogle af de andre og jeg satte mig altid langt fra dem, så jeg prøvede heller ikke at få kontakt til dem. Når jeg kom hjem gik jeg også bare ind på mit værelse, og var alene. 

Jeg satte mig træt ned på en bænk, og følte at jeg ikke kunne gå så meget som et skridt længere. Det føltes somom at jeg brændte op indvendigt, og snart var døden nær. Jeg fandt panisk min mobil frem og trykkede 112. "Det er alarmcentrallen, hvad kan vi hjælpe med?" Spurgte en kvindelig venelig stemme. Jeg tog er par dybe tunge indåndinger. Det føltes som om at der ikke var meget ilt, omkring mig. "Jeg.. Jeg tror at jeg skal.. Have en ambulance" Fremstammede jeg lavt. Der var stille i nogle sekunder. "Hvad fejler du og hvor befinder du dig?" Spurgte stemmen lidt koldt. "Jeg ved ikke hvad jeg fejler.. Men jeg befinder mig på.." En stor sort bil kom vinene hen af gaden og kørte ind på fortovet og standsede først en meter fra mig. 4 mænd i sort jakkesæt og med solbriller trådte hurtigt ud og gik nogle skridt imod mig. "Taylor?" Spurgte en af dem, og de stillede sig rundt om mig en meter fra mig. Jeg kiggede forvirret på dem, og så ned på telefonen der lå i sneen, og jeg kunne høre stemmen der talte i den. Jeg havde tabt den, af chok på grund af bilen. Jeg bøjede mig ned imod den og ville samle den om. "Lad den ligge!" Beordrede en af dem og sigtede på mig med en pistol. Jeg løftede skræmt hænderne. "Okay" sagde jeg forvirret. Jeg nåede ikke at se hvad der mere skete før to sprøjter sad i mit ene ben. Af ren refleks hev jeg dem hurtigt ud.

"Hvad.. Hvad er det?" Spurgte jeg chokeret og kiggede op på dem. Hurtigt blev alt slørret, og alt begyndte at snurre rundt.  jeg mærkede at jeg faldt om i den kolde sne. 

Et skarpt lys vækkede mig. Jeg blinkede nogle gang for at få mine øjne til at vænne sig til lyset før at jeg kunne se noget. Jeg lå på noget hårdt, og køligt. Og en klam lugt af medicin og kemikalier strejfede min næse.

Da jeg fik vænnet mine øjne til lyset opdagede jeg at jeg befandt mig i en hvidt rum.

Væggene var hvide og lavet af noget blødt materiale, som mindede om noget jeg havde set på tv. Det mindede om Isolationen på en politistation eller som på en sindsygshospital hvor de har sikret rummet, så de indsatte ikke kan skade sig selv. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at jeg også havde fået hvidt tøj på. En hvid tshirt og hvide shorts. Jeg  rejste mig fra sengen som ikke var andet end en stor plade der stak ud fra væggen. Langsomt og forsigtigt gik jeg hen imod døren. I midten af døren var der er lille vindue der gjorde at jeg kun lige kunne se ud, men der var ikke meget at se. Udover en lang smal gang fyldt med døre. "Hallo er det nogle derude?" Råbte jeg. Og begyndte at hamre vildt op døren. Men der var ingen at se, og ingen der reagerede. Lidt efter gik jeg tilbage til sengen og satte mig ned igen og gemte mit ansigt i mine hænder. "Min mor må være syg af bekymring" sagde jeg til mig selv, og tænkte på hvilken jul det mon måtte blive for dem hvis jeg var forsvundet.

Jeg rejste mig igen og løb hen til døren og hamrede løs på den. "Luk mig ud! Forhelvede så luk mig dog ud!" Råbte jeg og sparkede og slog på døren uden der skete noget. Jeg knyttede min hånd og prøvede så at slå på det lille vindue, i håb om at jeg kunne smadre det. "Det her er en misforståelse, jeg har intet gjort!" Råbte jeg og presede panden opgivere imod døren, imens jeg hev efter vejret. Mit raseri anfald havde gjordt mig forpustet. Jeg lod mig faldt sammen foran døren og kiggede på mine hænder. Mine knor blødte så det dryppede ned på mit underlige hvide tøj. Først nu lagde jeg mærke til smerten. Jeg blev igen rolig. "Taylor, træd væk fra døren" lød en stemme. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede forvirret rundt og opdagede en mand stå uden foran døren og kigge ind. "Træd væk fra døren" sagde han igen og jeg bakkede tilbage. Døren gik op og manden trådte ind. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her!?" Råbte jeg og trådte nogle skridt frem imod ham. Idet samme sad der to sprøjter i mit ben. Jeg hev dem hurtigt ud. "Nej" udbrød jeg og så op på manden. "Hvorfor gjorde du det? Jeg.." Mit syn blev slørret og jeg fik en ubehagelig prikken i min krop. "Hvorfor?" Sagde jeg og faldt om.

Jeg slog øjnene op, og satte mig med et chok op. Jeg lå igen på den kolde metalplade som stak ud af væggen. Jeg kiggede forvirret rundt. "Shit!" Hviskede jeg for mig selv, og tog en hånd op til ansigtet. Jeg så på mine hænder, og opdagede at mine knoer var blevet indbundet i bandage. Jeg rejste mig op og gik hen til døren igen. "Jeg kræver for helvede da en forklaring!" Råbte jeg og sparkede igen til døren. Jeg følte mig stadig sløj, så efter kun få spark var jeg allerede forpustet igen, og jeg fik det varmt. Jeg tænkte tilbage på skolen, og hvor varmt og syg jeg havde været. Var jeg indespærret på et sygehus fordi jeg måske var dødeligt syg og kunne smitte andre? Umuligt. Dette kunne ikke være et sygehus, sygehuse kan og må ikke behandle deres patienter sådan. Jeg pressede panden imod glasset og kiggede op og ned af den lange smalle gang. I døren overfor mig kom der pludselig et ansigt til syne, en fyr med kort blond hår stirrede overrasket på mig. "Hey, hey" råbte jeg og hamrede på døren. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?" Råbte jeg imens jeg holdt øjenkontakt med ham. Han lagde forvirret hovedet på skrå. Jeg kiggede skuffet på ham. "Kom nu svar!" Råbte jeg og hamrede fladt hånden ind i døren. Han trak på skuldrene som om han ikke vidste hvad jeg råbte. Eller måske vidste han heller ikke hvor vi var. Han så væk, og lignede en der tænkte. Så tog han sin ene hånd op til ruden og rundt om hans hånd lignede det at der var gnister af stød. Han smilede imens som om at det ikke gjorde ondt. Idet samme lød det en alarm, og han stoppede og så forskrækket op. To mænd i noget underligt tøj løb hen til hans dør og flåede den op. Få minutter efter kom de igen ud der fra og gik roligt væk. Resten af dagen stod jeg ved vinduet og ventede på at han igen kom til syne, men det gjorde han ikke. Pludselig gik alt lys ud, og alt var mørkt. Jeg fandt i mørket frem til den kolde stål plade der stak ud af væggen. Jeg lagde mig på den og lukkede mine øjne og tænkte at næste dag, umuligt kunne blive værre. 

- Mere kommer...