War

Jeg løb igennem skoven, med tårer i øjnene. De døde kviste knassede under mine fødder, og der var så mørkt, at jeg næsten var bange for at støde ind i et træ. I mine hænder havde jeg et våben, som jeg ikke havde meget forstand på at bruge. Hårene i min nakke rejste sig ved tanken om, hvad jeg mon skulle gøre hvis jeg fik behov for at bruge våbnet. Det eneste jeg vidste om det var hvordan man kunne lade det, og hvordan jeg affyrede det, og så at der ikke var mere end tre skud i den. Jeg skyndte mig om bag et træ, og trak efter vejret, imens jeg knyttede våbnet hårdt ind til mig. jeg kiggede hurtigt frem fra træet, og så i den retning jeg var løbet fra. Der var to lommelygte i det fjerne som bevægede sig hurtigt imod mig. "Fuck" Hviskede jeg til mig selv, og kiggede ned på våbnet. Hvad gør jeg? Jeg kan ikke løbe mere. Tænkte jeg. Lysene kom hastigt nærmere. og jeg bakkede nogle skridt. Jeg bliver nødt til at løbe. Jeg vendte mig rundt, og i det samme ramte noget hårdt mig direkte i ansigtet, jeg nåede ikke at se hvad eller hvem det var, og jeg nåede end ikke at ramme jorden, før jeg hørte to våben blive affyret. En næsten ubeskrivelig smerte brændte i min mave, og i min side, og jeg kunne mærke blodet, der også fossede ud fra min næse. Jeg vendte mig om på siden, og lod blodet fra min næse og mund løbe ud. "For helvede!" Råbte jeg, og slog ned i jorden. To hænder greb fat i mig, og træk mig op og stå. "Du er en virkelig en skamplet for vores afdeling!" Råbte en stemme, og skuppede mig ind i træet. Jeg så op på ham. Ryan. En af de bedste i vores hær. En anden skikkelse kom til syne bag ham. "Ja Taylor, det er meningen du skulle øve dig i at stikke af, og komme i sikkerhed, det her var ikke en øvelse hvor vi skulle øve os i at jage" Sagde han. Ryan så på mig. "Selvom der ikke var meget øvelse i dig. Du er jo ynkelig!" En Tredje person med en lommelygte kom hen til os. "Taylor du bløder" Sagde han. Jeg genkendte ham som Kevin. Jeg nikkede. "Tak, det har jeg fundet ud af" svarede jeg venligt, og tog min arm op og tørte en del af blodet væk. "Av for helvede!" råbte jeg, og kneb øjnene sammen. "Ja du skal nok ikke røre ved din næse, jeg tror jeg kom til at brække den" Sagde Ryan, og trak smilene på skuldrene. Jeg sukkede bare til svar. "Kom, vi må hellere komme tilbage til lejren, og fortælle hvor elendigt det gik" Sagde Ryan, og begyndte at gå, den anden fyr, som jeg ikke vidste hvad hed, fulgte efter. Kevin stod lidt i stilhed og kiggede skiftevis på Ryan, og så på mig. Han lignede en der ikke helt vidste om han skulle følge efter eller om han skulle hjælpe mig. "Bare gå" sagde jeg stille, og satte mig ned. Der var stille i noget tid, og det eneste lyde der var kom fra nogle insekter i det fjerne. Han satte sig på huk foran mig. "Rejs dig op, så hjælper jeg dig tilbage" Sagde han venligt. Jeg kiggede ham ind i øjnene. "Hvorfor?" Spurgte jeg lavt. "Jeg er en fiasko, hvis vores afdeling skal i krig, bliver jeg den første der dør" Sagde jeg, og fik kuldegysninger bare ved tanken. Kevin nikkede. "Ja, det siger de stort set alle om dig bag din ryg, men lige nu er vi ikke i krig, og din næse er brækket" sagde han og rejste sig, og rækte en hånd ned imod mig. "Kom nu" jeg greb fat i hånden, og vi begyndte i et stille tempo at traske hjemad. "Du er født ind i en hel forkert verden" Sagde han og så på mig, imens jeg haltede. Jeg stoppede og trækkede op i min bluse. To store blå-lilla farvede mærker var begyndt at tage form, der hvor Ryan havde skudt mig. Godt det ikke var rigtige våben, så havde jeg været død. Tænkte jeg. Jeg så op på Kevin. "Hvad mener du?" spurgte jeg. Selvom jeg nok godt kendte svaret. Han trak på skuldrene. "Du ved, den har verden hvor vi er i krig, du er ikke just bygget til det her" Sagde han med et smil. "Bygget? Er det forkert at man ikke vil skyde på andre mennesker?" Spurgte jeg. Han sukkede. "Ja.. Hvis det er en af fjenden så er det forkert, de vil ikke tøve med at dræbe dig" Svarede han med en kold stemme. Jeg stod lidt i stilhed, og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg vidste at han havde ret. Hvis de også havde samme indstilling som vi havde så ville jeg være så godt som død, inden jeg overhovedet ville kunne nå at sige noget. "Kom nu Taylor du skal til læge med den der næse før, den ikke kan nå at blive reddet" Grinte han, jeg nikkede og fulgte efter.


Næste dag, kunne jeg mærke at hele afdelingen var blevet informeret om gårdagens kæmpe fiasko. Mig. Vi var omkring 30 mennesker i vores afdeling. og hver gang jeg gik forbi nogle kunne jeg mærke at de grinte og hviskede. nogle enkelte af dem råbte også efter mig en gang i mellem. måske det blandt andet også var på grund af min indbundet næse, som desværre var brækket, min mave og side var også blevet indbundet efter skudene fra de testvåbenene. "Taylor!" Råbte en fyr, og løb hen til mig. "Jeg ville bare lige hilse og sige god bedring, men jeg håber virkelig aldrig jeg skal i krig med dig ved min side, for så er jeg så godt som død" Sagde han og grinte og løb videre. To andre løb forbi mig, "Taber!" Råbte de. Den ene stødte ind i mig så jeg faldt tilbage og ramte ind i væggen. "For helvede" Sukkede jeg. og satte mig ned, på gulvet op af væggen. En eller anden? Bare skyd mig nu så jeg kan blive fri for flere ydmygelser, inden jeg alligevel bliver skudt i krigen. Tænkte jeg, og gemte mit ansigt i mine hænder. "Taylor?" Sagde en dyb stemme. Jeg kiggede op, og fik øje på obersten. Jeg skyndte mig at rejse mig. "Oberst" Sagde jeg forvirret, og vidste ikke helt om jeg skulle gøre honnør. "Taylor.. jeg synes du skal vide, at så vidt vi ved så ville krigen snart bryde for alvor løs. Din afdeling er en af de dårligste, Udover selvfølgelig min søn, Ryan. så fordi i er dårligst vil i nok blive sendt ud som nogle af de sidste, sådan så i kan nå at træne mere" Sagde han stille. "Vil krigen snart bryde løs?" Gentog jeg og kunne mærke hvert et hår på min krop rejse sig, i skræk. "Fortæl det ikke til de andre endnu, men jeg synes at su skal vide det, sådan så du måske kunne begyndte at tage din træning seriøst" Sagde han lavt.
Jeg stod som i chok, og opdagede end ikke at obersten var gået videre, før jeg kom lidt til  mig selv. Jeg skyndte mig op på mit værelse og smed mig i sengen. Jeg kan ikke tro det. Krigen vil snart bryde løs? 

De næste mange måneder blev trænings tempoet sat op. De andre fra mit hold lagde ikke mærke til det. jeg kunne dog se på Ryan at han vidste det samme som jeg. Hans øjne var forandret, og han tog træningen meget seriøst. Han begyndte at undervise og hjælpe de andre, hvorefter han blev udnævnt til løjtnant. Først nogle måneder efter fik resten af vores hold at vide hvad der var ved at ske efter at de første hold var blevet sendt ud, og ikke var vendt tilbage. Der var nogle ugers rejse ned til den grænse, som vi lå i krig over, det var mange kilometer som både vores land, og deres land mente tilhørte dem, Hvordan det hele var startet, vidste jeg ikke. det var bare mere end 15 år siden, og alle drenge skulle starte krigs træningen fra de var 13. Men nu hvor krigen var brudt løs, betød det at krigen skulle afslutte, og at begge lande, ville fortsætte til sidste mand, og vinderen ville få det hele, Så vi ville enten vinde krigen eller dø.

Der var nu gået et halvt år siden krigen var brudt ud. Der var forsvundet næsten 80% af hærens befolkning og vi alle vidste at vi snart også ville blive sendt ud. Rygterne sagde at vores modstandere var i samme situation som os, og at de også snart ikke havde flere soldater. Men om det var sandt vidste ingen. 

"Taylor!" Råbte en stemme og vækkede mig fra min dagdrøm. Jeg så op og opdagede Ryan som kom hen imod mig. Jeg forventede at få et slag eller et spark eller at han ville råbe af mig fordi jeg dagdrømte midt i træningen men han stoppede en meter fra mig og jeg rejste mig hurtigt op. "Jeg synes stadig du er en ynkelig taber men snart skal vi i krig sammen, så selvom du allerede har lært at bruge et våben så træn mere de næste par uger, snart er det seriøst!" Sagde han kun en anelse koldt, med hænderne over kors. Jeg nikkede til svar. Forundret over at han næsten virkede høflig. Han vendte sig om og gik nogle skridt i den modsatte retning hen imod nogle andre der trænede. Jeg kiggede ned på mit våben, og tænkte over hvor hårdt det ville være hvis jeg ren faktisk skulle dræbe en med det. "Taylor?" lød Ryans stemme igen. Jeg så endnu en gang forskrækket op på ham. "Løb en tur istedet for at stå der og glo! Du er alligevel typen der ender som desertør!" sagde han hårdt og så hånligt på mig, med foragt i øjnene. Jeg vendte mit blik væk og kunne mærke at det stak i mit hjerte at en af mine egne overordnet tænkte sådan om mig. Tænkte på mig som en der bare ville stikke af og lade alle de andre i stikken. "Jeg ville aldrig blive en desertør" Sagde jeg halvkvalt, og turde ikke at se på hans reaktion. Han bøjede sig imod mig. "Det må du bevise for mig om et par uger når vi bliver sendt ud" Svarede han, med høj stemme, fyldt med selvtillid. Jeg vendte blikket imod ham og stirrede på ham, og mærkede mit åndedræt blive tungt og besværret. "Skal vi allerede sendes ud?" Spurgte jeg lavt, med rystende stemme. Ryan nikkede og smilede over min reaktion. "Ja det lader det til, vi har ikke meget andet end 100 mand derude. det er cirka 3 delinger, så snart skal vi derud og hjælpe dem. Så hvis du vil være så venlig og lytte til din løjtnant og begynde at løbetræne så vil jeg blive glad" Ryan så afventende på mit svar. Jeg stod som i chok, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg følte at der gik lang tid, men der var vidst ikke andet end højst 10 sekunder, før jeg så op på ham og gjorde honnør. "Javel løjtnant" Svarede jeg og vendte mig om og begyndte at løbe.


Jeg løb imellem træerne. Jeg var efterånden begyndt at blive træt, og forpustet. Turen vi skulle løbe når vi løbetrænede var på 20 kilometer, men det var ikke så tit vi havde løbet den på det sidste på grund af skydetræning og sværdtræningen var vigtigere. Jeg stoppede op og satte på forpustet ned på et væltet træ.