Bloodsuckers

Jeg var født og opvokset i en lille hytte, der lå rimelig langt fra byen og alting. Mine forældre var fattige, og havde ikke råd til særlig meget. De havde deres egen ko, høns og en lille fåreflok på fem som forsynede os med det mest nødvendige ting som tøj og mad. Derudover en lille mark med grønt. Min Bror Adam, var den der forsørgede os mest efter han havde arbejdet hårdt på at få et job inde i byen. Vejen derind var lang, men han tjente rimelig godt i forhold til hvad vi var vant til. så efter kort tid, havde vi mere mad end noglesinde. så håbet for at vi for første gang havde en god chance for endelig ikke at leve i fattigdom var endelig forude, og hele familien var glade.

Den nat sad Adam og jeg igen på vores bakketop og kiggede på fuldmånen. Det gjorde vi altid når det var fuldmåne, og havde gjort det ligeså længe jeg husker tilbage. Adam var godt og vel fem år ældre end jeg var. Jeg var 17, og han var 22.
"Adam?" Sagde jeg stille og kiggede op på ham. Han havde vores fars hår. Kulsort. men vores mors øjne. De var så rolige, og venlige. Jeg selv havde orange hår. det havde jeg efter vores mor. Han smilte altid så  venligt. han kiggede på mig med sine grønne øjne. "Ja?" sagde han med et lille venligt smil. "Tror du at.." begyndte jeg og kiggede lidt væk. Jeg vidste han ikke ville have at jeg kom ind til byen og arbejde. "Tror du ikke jeg kan få et job snart? Der hvor du arbejder?" Hans smil forsvandt og han så lidt urolig ud. "Taylor jeg.."Han lød bekymret. "Du er for ung, jeg ønsker ikke du skal komme derind, folk er modbydelige" Han lagde en hånd på min skulder. "Desuden har mor og far brug for en har, de er jo gamle" Jag kiggede ned mod huset, en smulle skuffet, men jeg havde vidst han ikke ville give mig lov. "Jeg ved det godt" sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til at sige ham imod, han havde altid været beskyttende over for mig, og han havde lovet og sige til hvis han fik brug for hjælp.

Pludselig lød et brag nede fra huset af. Adam og jeg rejste os hurtigt op. jeg kiggede på Adam og så ned på huset igen. Der kom røg ud af et af vinduerne. "Ild!" råbte Adam "Der er ild i huset!" Han begyndte at løbe ned af bakken, og vendte sig imod mig. "Bliv her Taylor!" Råbte han højt. og løb så videre. Jeg stod stille og kiggede efter ham. Mit hjerte hamrede afsted.
jeg kunne da ikke bare blive her og vente. jeg måtte da ned og hjælpe og se hvad det var der foregik. Da Adam forsvandt rundt om hushjørnet, satte jeg i løb og skyndte mig alt hvad jeg kunne ned af bakken og stoppede et par meter fra det lille stuevindue. Jeg sneg mig hen til det. jeg var bange, hvad mon der skete? Jeg hørte stemmer. men jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt. Jeg listede helt tæt på vinduet, og kiggede ind. Der var ild i den anden ende af lokalet. der hvor min mor og far plejede at have et lille bål for at holde varmen, det var nok det der havde tændt ilden, men hvordan vidste jeg ikke. Jeg kunne se Adam, og et par meter fra ham stod der to fyre, og den ene havde fat i min mor, han havde kort lysebrunt hår. han holdte hårdt fast i hendes skulde, kunne man se, for hun prøvede at komme fri og jeg kunne se at hun græd. Jeg havde lyst til at løbe ind og hjælpe, men jeg var bange. og Adam havde sagt jeg ikke måtte. Jeg kiggede rundt. Hvor var min far mon? Han måtte da hjælpe min mor. jeg kunne se Adam sagde noget, og fyren der havde fat i min mor grinte, den anden fyr, stod bare og så til, han havde lidt længere hår, og det var mørkere end den andens, han stod med et lille smil på læben, man kunne se at det hele morede han meget.

Nu kunne det være nok. Tænkte jeg. Jeg måtte ind og hjælpe min mor. Jeg løb om til døren "Adam, hvad sker der?" Råbte jeg da jeg kom ind, og jeg fik øje på den blodige krop der lå på gulvet mellem Adam, og min mor. "Far!" råbte jeg og ville løbe hen til ham, men Adam tog fat i mig. "Taylor!" sagde han hårdt.  tårerne trillede ned af mine kinder. "m-men far" fremstammede jeg, og kiggede på hans døde, blodige krop. Jeg kiggede hen på de to fyre, den korthårede stod bare og smilte, og min mor så nærmest bevidstløs, men jeg kunne se hun græd, og at hun var bange. "Taylor, du bliver nødt til at løbe din vej, jeg tror ikke de fyre der er helt normale" Hviskede Adam. Jeg kiggede op på ham, og mit hjerte hamrede afsted. Jeg kunne se på ham at han også var bange. men dog ikke nær så meget som jeg var, eller mor. "Hvad vil i os?" Råbte Adam og skuppede mig hen mod døren. Begge fyrene grinte lidt af det. "noget skal vi jo have til middag" Sagde den korthåret fyr, det havde fast i min mor. Hans øjne var røde. helt mørkerøde. Eller blodrøde. "Middag?" Spurgte Adam undrene. Den korthåret fyr rystede på hovedet. Han lod den ene hånd køre op af min mors arm, og flyttede hendes hår, så hendes hals var blottet. Min mor kiggede på ham, med en rædselsfulgt blik i øjnene. På et split sekund havde han sat tænderne i hende. "Nej!" Råbte Adam og skyndte sig hen imod dem, men uden man nåede at se noget, stod den anden i vejen og slog Adam så hårdt at han fløj hen i væggen.
Jeg stod som lammet af skræk. Jeg havde lyst til at hjælpe både Adam og min mor, men havde også lyst til at løbe min vej. Jeg prøvede at flytte mig, men mine ben var som bly. jeg kiggede hen på min mor, hendes øjne var tomme, hun var død. og fyren der havde dræbt hende smed hende ned ved siden af min fars livløse krop. Jeg følte mig svimmel. "Adam?" Fremstammede jeg men min bange stemme var ikke andet end en stille hvisken, jeg kiggede hen imod ham. "Min arm" sagde han og tog sig til armen, den var vidst brækket, han løftede hovedet og kiggede op. Foran ham stod fyren der havde slået ham. "Nej, lad ham værre!" Råbte jeg, og fandt ned på mine knæ, jeg rystede over hele kroppen. Han tog fat i Adams hals og løftede ham op, som vejede han ingenting. "Stadig sulten, Michael?" Spurgte han, og kiggede hen på fyren der lige havde suget min mor tør, for blod. Michael slikkede sig engang om munden. "Nej det er vidst nok for nu, lad os bare dræbe dem, hvis du ikke vil have ham" Jeg var rædselslagen. Hvad var de? Jeg var fuldstændig lammet af skræk, og tårene løb ned af mine kinder. Jeg ville ikke dø. Jeg kiggede op på Adam. Han kunne ikke rigtig få luft kunne jeg se, han kiggede ned på mig, og jeg kunne se han var lige så rædselslagen som jeg var. Normalt havde han altid et svar på alting, men han var lige så magtesløs som jeg var. Jeg kiggede frem og tilbage på de to fyre. hvad ville de mon gøre? Pludselig hørte jeg en lyd, og Adams døde krop faldt til jorden.
Inden jeg rigtig nåede at registrer det sad fyren på huk foran mig, tog fat i min trøje og bankede mig ind i væggen. Han studerede mig lidt. Han havde ravgule øjne. Jeg lukkede mine øjne i og holdt vejret, jeg vidste at nu var det min tur til at dø. Men et øjeblik var der stilhed, og der skete ingenting. "Will?" Sagde Michael lidt spørgene. Will ignorerede ham. "Vil du gerne dø eller leve?" Spurgte Will mig, med en blid stemme. jeg holdt stadig vejret, men åbnede det ene øje. hvad var det for et spørgsmål? Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere så jeg valgte bare ikke og sige noget men kiggede bare på ham. han havde gule øjne. "Will!?" sagde Michael denne gang ret aggressivt  Will smilte til mig, han så faktisk ret venlig ud. Hvis jeg ikke vidste han var en morder. Will vendte sig om mor Michael. "Jeg lader drengen her leve" Sagde han og slap min bluse. og Michael kiggede aggressivt på mig. "Hvorfor?" Spurgte han. Will smilte. "Jeg har mine grunde" Svarede Will og kiggede ned på mig.

Sådan gik det til, at jeg ikke døde sammen med min familie. Jeg svarede aldrig på spørgsmålet. Om jeg ville dø eller leve, han tog vel min tavshed som at jeg ville leve. Derefter fulgte jeg blot med dem uden at stille spørgsmål om hvem de var eller hvad de var. Jeg vidste det stadig ikke. I mit hoved var de blot uhyre eller monstre, som dem Adam fortalte mig om når han fortalte godnathistorier da jeg var lille. Jeg turde heller ikke spørge dem om hvad de var, måske ville det gøre dem sure, og dræbe mig, på en langsom og smertefuld måde.
De første mange måneder fulgte jeg blot tavst med dem, de rejste rundt til fods, og til tider i hestevogn, hvilket var fint for mig. Jeg blev hurtigt træt, og udmattet. Meget hurtigere end dem. De havde jo umennskelige kræfter, det havde jeg jo set da de dræbte Adam. Hurtighed og styrke som noget overnaturligt. Det lod ikke engang til at de behøvede pauser, eller søvn. De sagde aldrig noget til mig, og jeg sagde heller ikke noget til dem. Will sørgede for at jeg fik mad. Almindeligt menneskemad, for alt tydede på at de ikke spiste andet end blod. Jeg kunne aldrig få særlig meget mad ned. For hver dag måtte jeg se dem tømme kroppe for blod. Jeg kiggede aldrig direkte på det, men jeg havde fået besked på ikke at gå min vej. Første gang de dræbte nogle efter min familie, løb jeg min vej. Jeg havde ikke haft i tankerne at stikke af fra dem, for det turde jeg ganske enkelt ikke, jeg måtte bare væk, fra rædselskrigene, som mindede mig om min families dødsdag, men inden jeg nåede særlig lagt væk, havde der stået en meget sur Michael foran mig. Parat til at dræbe mig, men Will nåede at stoppe ham. Derefter turde jeg ikke gå eller løbe væk fra dem, heller ikke når de dræbte nogle. Jeg måtte bare holde det ud.

Efterhånden begyndte jeg at snakke en smule med Will, eller det var egentlig ham der snakkede mest og jeg lyttede bare og nikkede, men det var mest hvis Michael ikke var der. Jeg var stadig bange for dem begge, men jeg vidste at hvis der var en jeg skulle frygte så var det Michael. Will ville trods alt have jeg skulle leve og hvis det stod til Michael var jeg død for længst. Men jeg gjorde hvad jeg fik besked på, når jeg fik besked på det uden spørgsmål. så tænkte jeg da at jeg kunne overleve, for så kunne jeg jo ikke gøre nogle af dem sure.
Ved hver fuldmåne satte jeg mig udenfor og så mod månen som jeg forhen altid havde gjort sammen med Adam. jeg havde ingen form for tidsfornemelse mere. jeg følte at der var gået år, mange år, men når jeg så mig selv, eller dem, så havde ingen af os forandret os, jeg havde vidst forandret mig lidt, men jeg var jo en dreng i voksealderen. Jeg var jo 17 dengang, jeg lignede højst en på 18. jeg forstod det godt nok ikke, men heller ikke det turde jeg spørge om. Men jeg måtte spørge om noget snart. få svar på nogle af alle spørgsmålene der tyngede mig. "Kigger du nu på fuldmånen igen" Lød en stemme pludselig bare mig. Jeg fik et chok, og rejste mig hurtigt op. Det var Will. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg turde aldrig rigtigt at se ham i øjnene. "Ja" Sagde jeg bare stille. jeg kiggede kort op på ham og så så ned i jorden igen. Han kiggede lidt på mig, og så ud som om han spekulerede på noget. jeg løftede hovedet en anelse og så på ham. Han lagde hovedet på skrå, han så en anelse truende ud. Jeg havde lyst til at sige noget, men turde ikke, og slet ikke når han pludselig så truende ud, normalt så han altid rimelig venlig ud, selvom han ikke var det, overfor nogle andre end hans bror og mig.  Han sukkede en gang. "Har du virkelig tænkt dig at blive ved med at opføre dig sådan der"? Spurgte han så. Jeg løftede hovedet, og åbnede kort munden for at sige noget men lod værre. hvad mente han? Opføre mig hvordan? "hv..hvad mener du?" Spurgte jeg chokeret. Han himlede med øjnene. "Jeg ved godt at jeg kan være skræmmende" Startede han, og lagde en hånd på min skulder, præcis som Adam plejede at gøre når han ville berolige mig, eller trøste mig. Jeg kiggede på Will, og følte mig pludselig en anelse mere rolig. "men jeg har da aldrig gjort dig noget, hvor længe vil du blive ved med at være bange?" Jeg kiggede væk fra ham lidt, og tænkte kort over spørgsmålet. Han havde jo været venlig mod mig siden han dræbte Adam. Men selvfølgelig var jeg bange for ham, han dræbte jo mennesker hver evig eneste dag ikke? Så hvorfor skulle jeg ikke også være bange for ham, og hvorfor levede jeg overhovedet endnu? Jeg kiggede på ham igen. Hans gule øjne var venlige, og rolige. Og han lignede faktisk Adam på mange måder. Hans hår var ca. samme længde. Pandehåret gik lidt ned over hans øjne, og han havde halvlangt hår. Dog var det mørkebrunt. og Adams havde været sort. men ellers var det samme øjne og hår, udover farven. Men han var jo en monster, et uhyre, en morder. jeg havde lidt svært ved at slippe de tanker og følelser. selvom han altid havde været venlig imod mig. Jeg kiggede på ham igen. "Jeg.. jeg ved det ikke" Sagde jeg stille, lidt flov over sådan et svar, men det var jo sandt. Jeg vidste det ikke. Flere år var gået hvor jeg ikke havde været udsat for fare, eller trusler. Han sukkede let, og kiggede op mod månen, og stjernerne. "Jeg ville aldrig såre dig" Sagde han, han lød som om han  mente det. "Hvis jeg ville havde jeg dræbt dig for længst" Et gys gik igennem mig, og mit hjerte begyndte at pumpe hurtigere afsted. "Men jeg har ikke gjort det, og jeg har ganske enkelt heller ikke tænkt mig det" Han smilede lidt.  Jag sad og bed mig selv lidt i underlæben. hvad skulle jeg sige? hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg stole på ham. "Jeg forstår det bare ikke rigtigt" svarede jeg. Det var første gang jeg havde talt til ham, uden at min stemme havde været som en hvisken. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Du forstår ikke hvorfor jeg vil lade dig leve, men dræber alle andre?" Spurgte han med et lille smil på læben. "Jeg rystede let på hovedet. "Nej, hvorfor mig? og hvorfor skulle i lige dræbe min familie?" Jeg kom vidst til at råbe en anelse højt det. For i et lille sekund, kom der et ret truende udtryk i hans ansigt. men kort efter smilede han igen, ikke helt så venligt, men en anelse truene. "Vi udvælger ikke altid vores ofre. Jeres hus lå blot på vores rute" sagde han som om det var indlysene, og rejste sig op. "Du burde gå i seng nu, hvis du vil nå at sove inden vi skal videre" han rakte mig en hånd for at hjælpe mig op. jeg kiggede lidt på den, og tog så fat i den, og han trak mig op. Vi var i et forladt hus, i udkanten af en lille by. Michael havde ikke været hjemme, men hvor han havde været vidste jeg ikke. nok et sted i byen, for at finde ofre. Jeg vidste ikke maget om ham, hvilket jeg egentlig var glad for. jeg vidste bare han var ond. Den nat havde jeg som så mange andre nætter svært ved at sove. Der var altid mange ting at tænke over. men denne nat tænkte jeg mest på min og Wills samtale. Det havde været rart at snakke med ham. ikke kun fordi det var ham, men også fordi jeg i princippet ikke rigtig havde snakket med nogle i alle disse år. noglegange havde jeg snakket lidt med mig selv, bare for at være sikker på stemmebåndene stadig virkede helt. Jeg lå lidt og tænkte på Will. han havde ikke svaret på hvorfor han havde ladet mig leve, hvilket var irriterende eftersom det var det jeg helst ville havde svar på. men jeg måtte jo bare spørge igen tænkte jeg.

Næste morgen vågnede jeg ret tidligt. Jeg hørte stemmer, det var Michael og Will der diskuterede. Jeg listede hen mod køkkenet hvor stemmerne kom fra. men inden jeg nåede derhen stod Michael foran mig, som kom han ud af den blå luft. han greb fat i min bluse og skubbede mig op af væggen. "Hvorfor skal vi blive ved med at have det, menneske på slæb!" Råbte han, og hans sylespidste hjørnetænder, kom til syne i hans mund. Jeg spærrede øjnene op i rædsel. Jeg havde aldrig set, disse overmenneskelige tænder før. Måske fordi jeg aldrig rigtig havde set når han angreb nogle. Han havde løftet mig lidt op fra gulvet så jeg ikke kunne røre jorden. Med begge mine hænder greb jeg fat i hans ene hånd som løftede mig, og jeg prøvede at komme fri. men hans overnaturlige styrke gjorde det umuligt for mig. Will stod pludselig ved siden af, og greb fat i Michaels hånd. "Slip ham" Sagde han ganske roligt. Michael så på mig og så på Will. "Hvilken gavn, er det at have det menneske med os?" Spurgte han surt, og slap mig, så jeg landede hårdt på gulvet. "Det er ligegyldigt" Svarede Will koldt. Jeg sad på gulvet. Lammet af skræk, og kiggede op på dem. Et kort øjeblik havde jeg været sikker på at det denne gang ville lykkedes Michael, at dræbe mig, men endnu en gang havde Will reddet mig. Michael kiggede ned på mig, med et rasende, sindsygt udtryk. Parat til at dræbe mig på nul komma fem. Så kiggede han på Will igen. "Og hvor længe ville du fodre ham med dit blod?" Sagde han med et ondt smil. "Ved han, overhovedet at du giver ham det" grinede han let, og vente sig så om og forsvandt.
Blod? Tænkte jeg og fik det pludselig meget dårligt, og svimmel. Will hjalp mig op på mit værelse. Jeg lå og slappede lidt af i min seng. Will stod ved siden af sengen og kiggede på mig. Jeg åbnede øjnene og blinkede et par gange. Så kiggede jeg på ham. "hv..hvad mente han?" Sagde jeg forvirret. En smule overrasket over at jeg spurgte. Will kiggede kort væk. Han så ud til at være en anelse flov. "Jeg har givet dig noget af mit blod" Indrømmede han, og jeg kunne igen føle at jeg fik kvalme og blev lidt svimmel. "Sandheden er at jeg ikke er menneskelig, hvilket du jo nok har regnet ud for længe siden" Jeg kiggede bare på ham, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller om jeg skulle sige noget. han havde forhåbentlig mere og sige end det. Jeg satte mig op i sengen. "Ved du hvor længe siden det er jeg dræbte din bror?" Spurgte han pludselig. Jeg følte et stik i mit hjerte. men hvad havde det lige med sagen at gøre? tænkte jeg. Jeg tænkte mig lidt om. Jeg kiggede hen imod et spejl på væggen. Det føltes jo som mange år.. fem eller ti år. men det var jo umuligt. eftersom at jeg næsten så ud som jeg gjorde dengang. jeg kiggede op på Will igen. "nej ikke rigtigt" indrømmede jeg lidt flovt, og kløede mig i nakken. Han tænkte sig lidt om "Det er mindst 25 år siden" Svarede han. Jeg rystede forvirret på hovedet. "Hvad? det er jo umuligt?" udbrød jeg. "Så ville jeg jo være over 40 år" jeg grinte lidt over hans joke. Han måtte jo lave sjov. Will nikkede, han gik lidt frem om tilbage. han var tydeligvis ikke begejstret for denne samtale. "Det er derfor jeg giver dig mit blod, så du ikke ældes. ligesom mig og min bror" Sagde han med et lille smil. Nu så han næsten stolt ud. "Vi bliver ikke ældre, og det ville jeg have du heller ikke blev, derfor tager jeg noget af mit blot, i dene drikkevare, og mad som jeg giver dig" Jeg smed mig ned i sengen igen. Jeg indtager blod, og jeg er over 40 år gammel men ligner en på 20. det er sygt. det er et mareridt. hvordan kan der overhovedet være gået over 25 år? Alle disse tanker fløj rundt i hovedet på mig, og flere til. Pludselig slog en tanke mig, egentlig en ret ligegyldig en, men jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke mere om mig selv. "Er i brødre?" Spurgte jeg. Det havde jeg faktisk aldrig vidst. Selvom tanken da havde været der. Will så overrasket på mig, over jeg ikke sagde noget til det med blodet i min mad. Han nikkede engang. "Ja han er min storebror" Svarede han. "Og for at være ærlig. så ser jeg dig som min lillebror" sagde han uden at se på mig. Han så faktisk ret trist ud. "som en" Jeg tøvede lidt. "lillebror?" Spurgte jeg lidt lavt, jeg synes ikke det gav nogle mening. Han nikkede igen og så over på mig. "Jeg havde en lillebror, men han blev dræbt" Han Stirrede mig direkte ind i øjnene, som ventede han min reaktion. Hans øjne så meget triste, og sørgmodige ud. næsten menneskelige. "Han lignede dig meget, det var derfor jeg lod dig leve, jeg kunne ikke dræbe dig." Han rystede let på hovedet. Lidt som om han skammede sig over det. eller som om han syntes det var en smule flovt. "Hvad skete der?" Spurgte jeg. jeg var blevet ret nysgerrig, og syntes egentlig ret godt om Will efterhånden, han havde reddet mig endnu engang fra Michael. Og han havde i så mange år, været sød imod mig. givet, mig mad, vand, tøj og alle mulige ting.
Han kiggede stadig på mig. "Han blev dræbt, længere er den ikke. Men det er længe siden. meget længe" svarede han. Jeg overvejede og jeg skulle spørge om nogle flere ting. hvis de virkelig slet ikke bliver ældre hvor gamle var de så? Blev de født som disse monstre eller blev de skabt på en eller anden måde? hvorfor de ikke spiser almindeligt mad, og hvorfor de drikker blod? Men jeg kunne ikke lige nu. Så jeg valgte bare at sidde og tænke lidt over det hele.

Senere på dagen da han kom med mad til mig, som han plejede, sad jeg lidt og prikkede til det, med min gaffel. Var der mon noget af hans blod deri? Tænkte jeg og væmmes lidt ved tanken. Jeg kiggede op på ham. Han stod og kiggede på mig, ventede på at jeg skulle spise det. "Hvad?" Spurgte han til sidst, da der var gået nogle minutter uden jeg havde spist noget. "Jeg tænkte bare på.." jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle sige det. Han lagde hovedet lidt på skrå. "På hvad?" sagde han en anelse aggressivt. Han havde nok regnet den ud. "Har du.." startede jeg. "Du ved, det vi snakkede om tidligere, med dit blod?" Han løftede hovedet igen. "Selvfølgelig" svarede han, og kig et par skridt hen imod vinduet, og stod og kiggede ud. "Efter du fyldte tyve år, har der været blod i alle dine drinks og alt din mad" Jeg fik igen lidt kvalme, og ondt i maven. Det var ikke nogle rar tanke. "Jeg ved altså ikke om jeg kan spise det, nå jeg ved det" Sagde jeg og prikkede igen lidt til maden. Will som stod med ryggen til mig vente sig om og kiggede på mig. "Hvis du ikke spiser det frivilligt så tvinger jeg det ned i dig" Sagde han med en blid, men fast stemme. Jeg skælvede kort. "Du kan også få mit blod i et glas? Jo mere du indtager på en gang, jo længere kan der gå, får du behøver at få igen" Han lød pludselig helt venlig og rolig, og som om alt hvad han sagde var ganske almindelig fakta. I mine øre var det hele så mærkeligt. Jeg gøs lidt ved tanken, om at drikke rent blod. og begyndte så at spise maden. Der kunne jeg i det mindste ikke smage det.

Dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Verden omkring os forandrede sig, men det gjorde vi aldrig. Will og jeg snakkede mere og mere sammen, som venner eller som en familie. Men ikke når Michael var der. Så blev jeg tavs, og bange. Han havde ikke den mindste gnist af venlighed, eller af menneskelige følelser. Han nød at dræbe en kvinde, langsomt. og frem for alt så nød han at se sine ofre bange, og at de bad for deres liv, bad om nåde, gerne længe. Han kunne godt li at trække det ud så det tog så lang tid som muligt. Man kunne se det på ham. Hvordan han elskede at føle han var herre over deres liv. Og han viste ingen nåde. Lod aldrig nogle gå. Will dræbte også mennesker, men det gik hurtigt ved ham, så de ikke nåede af føle særlig meget smerte, og angst. Jeg undrede mig tit over hvorfor det var sådan. Det var som om at han havde menneskelige følelser som ikke var der første gang jeg havde set ham. Måske var det derfor han havde brug for mig? for at få menneskelige følelser igen? Jeg var ikke sikker, men som altid valgte jeg ikke at spørge.
Will havde lige dræbt endnu et menneske. Hurtigt og smertefrit. han havde tømt hende for blod. og hendes livløse krop lå nogle meter fra os. Vi sad ved et bord, i kvindens hus. I rummet ved siden af var Michael stadig igang med sin morskab. Man kunne høre hende skrige om hjælp, bede om nåde, fortælle at hun nok skulle lade være med at sladre til nogle, og at hun ville give ham hvad som helst, hvis bare han lod hende gå. Jeg prøvede at ignorere det, og bare tale med Will, om alt muligt. Jeg vidste jeg alligevel intet kunne gøre for at hjælpe hende. men det var svært, bare at sidde og lytte til det. Men det var dagligdag for mig. Selv efter alle disse år, kunne jeg ikke lade værre med at skælve ved Michaels brutale handlinger. Ved tanken om hvad han mon ville gøre ved mig, hvis han en dag fik chancen. Hans had til mig var så stort, at det nærmest lyste ud af ham når han så på mig. Men hans kærlighed til hans bror var heldigvis stort nok til at han lod mig leve.
Pludselig blev der stille inde ved siden af. Jeg løftede hovedet. Will smilte til mig. "Så er hun vidst død" sagde han med et smil, som var det noget godt. "Ja" svarede jeg bare lidt tavst. Et øjeblik efter kom Michael ind til os. "Lad os komme videre" sagde han og var igang med at tørre blod væk fra hans mund.  Han skulede lidt til mig, og kiggede så på Will. "Du er ved at blive alt for menneskelig Will" Sagde han koldt. Hans stemme var fuld af ondskab, og had. Will rejste sig op. "Michael" Sagde han og gik et par skridt hen imod ham. Han lagde en hånd på hans skulder. "Bare rolig, uanset hvad så ved du jeg ikke kan blive et menneske. og jeg vil altid være en dræber" Han smilte til michael. Michael blev bare ved med at se sur og ondskabsfuld ud. Jeg Frygtede lidt om der ville ske noget. om de ville komme op at slås. jeg ønskede ikke at Will skulle komme til skade. Og så vidt jeg vidste var Michael meget stærkere end Will. Michael slog Wills hånd væk. "Det håber jeg sandelig, for din egen skyld!" Han vendte ryggen til os. "Hvis du ikke snart bliver mere dig selv, så kommer du til at fortryde det" så forsvandt han.
Will sukkede og kiggede på mig. "Måske er jeg blevet lidt for menneskelig?" Han satte sig igen ned. Der var et øjebliks stilhed. Jeg overvejede lidt hvad jeg skulle sige. Jeg kunne jo godt lide at han var som han var nu. "Hvorfor synes han du er for menneskelig?" Spurgte jeg til sidst. Det var egentlig ikke noget jeg rigtig tænkte over, men jeg ville bare bryde den stille tavshed. Will sad og nikede lidt for sig selv. "Det er nok fordi vi før i tiden morede os sammen med at dræbe, sammen" Svarede han, uden at kigge på mig. Jeg brød mig ikke om den tanke. Jeg vidste jo hvordan de havde morede sig med at dræbe min familie.

Derefter gik de kommene uger ret tavse. Will virkede en anelse trist, som om han spekulerede på noget. og Michael så jeg heldigvis ikke meget til. Vi havde slået os ned  i en større by, hvor planerne var vi skulle blive længe. Et stort tomt hus havde vi ifølge Will købt, men jeg troede nu nærmere at vi bare var brudt ind i det. men jeg ville ikke stille spørgsmålstegn ved det. Jeg havde mit eget værelse hvori jeg blev når de tog ud og fandt deres måltider. Will havde besluttet at de ikke skulle tage deres ofre med hjem, da det ville være for risikabelt, hvilket Michael var ligeglad med. Huset lå i udkanten af byen, godt beliggende så folk ikke kunne følge så meget med i hvad der skete hos os. Ugerne blev igen til måneder, men tiden gik ret stærkt for mig. hvordan vidste jeg ikke rigtig. Det var som om tiden bare forsvandt fra mig. "Hvordan går det?" Will kom hen til mig. jeg lå i min seng. Jeg kiggede op på ham. "Tjah, som altid" Svarede jeg lidt ligegyldig. Will satte sig ned. "Noget galt?" Will kunne sikkert sagtens mærke det på mig. Jeg rystede på hovedet. "Der er bare så meget der køre rundt i hovedet på mig for tiden" Svarede jeg. Jeg kiggede bare op i loftet. "Som hvad, Taylor? Du ved du bare kan spørge mig" Han lød lidt trist. Han ønskede nok ikke at jeg var trist. Det var altid som om at mine følelser smittede lidt af på ham. Jeg løftede min hånd og kiggede på den, drejede den lidt. "Det er bare det med at jeg ikke ældes" Startede jeg. "Det er som om at jeg også mister fornemmelsen for tiden. dagene forsvinder bare for mig" Jeg kiggede på ham. Afventede lidt hans reaktion, og håbede på at han måske havde et godt svar. Han smilte til mig. "Er det noget dårligt?" spurgte han, med et lille smil på læben. Jeg rystede lidt på hovedet. "Jeg gad bare godt at vide hvorfor.  Jeg aner jo ikke engang hvor mange år jeg der er gået, siden.." Jeg stoppede, han vidste nok hvad jeg mente. Han nikkede. "Din tidsfornemmelse er nok ikke helt menneskelig" Sagde han, mens han stadig nikkede. "Du ved, mit blod gør mere end bare at sørge for at du ikke bliver ældre. Den ændre også andre ting, og ikke engang jeg kender til det hele" Han smilte til mig. "Den har foreksempel også ændret dine følelser" Sagde han. Jeg rystede uforstående på hovedet. "Mine følelser?" sagde jeg spørgene. Jeg forstod ikke hvad han mente. Han nikkede igen kort. "Ja, så du hurtigere kunne komme videre efter tabet af din familie. men det er ikke noget du var tvunget til" Jeg havde sat mig op. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. Han rejste sig op og tænkte sig kort om. "Jeg mener at det er noget du selv har valgt. Man kan nærmest slukke for følelserne, og det valgte du selv at gøre, og din tidsfornemmelse er også væk, dage som du ikke vil huske, eller hvor der intet er sket forsvinder bare, som om de næsten aldrig har været der" Jeg sad lidt tavst. Hvordan kan hans blod gøre alle de ting. Det var ret overnaturligt alt sammen. som en drøm. En drøm der bare blev ved og ved. i årevis. Men det var da rart alligevel. At man kunne de ting. Ellers havde det hele da været et stort mareridt. Jeg smilte lidt, og kiggede op på Will der stod og så på mig. "Tak Will" Sagde jeg lidt glad. Han smilte. "Det var da så lidt", har du andre spørgsmål?" Jeg tænkte mig lidt om. var der ikke noget jeg havde tænkt over? Jeg havde vidst fået information nok lige nu, så jeg rystede på hovedet. "Nej jeg kan ikke komme i tanker om flere spørgsmål lige nu" Svarede jeg, med et smil. "Men jeg skal nok sige til hvis jeg kommer i tanker om noget" Will nikkede, og rodede sin hånd igennem mit hår. "Det var godt, du siger bare til" Jeg nikkede. "Det skal jeg nok"

Årene gik og vi havde efterhåndet boet i huset i mange år. hvor mange vidste jeg ikke. men teknologien var godt igang med at fylde meget i verden. Der var kommet biler istedet for hestevogne, og fly på himlen. I mit hoved var der nok gået tyve år. siden jeg havde mødt Will men jeg tror egentlig der var gået mindst 100 år. Men jeg tog mig ikke rigtig af det. Vi valgte at flytte. ikke af nogle speciel grund. men fordi vi trængte ret meget til forandring. Michael valgte en større by end den sidste. men huset vi bosatte os i var mindre end det sidste. En morgen hørte jeg Will og Michael diskutere. Igen. Jeg valgte at ignorere det denne gang. sidst jeg havde blandet mig i en diskution var jeg nær blevet slået ihjel. jeg tog min hovedpude og lagde den over hovedet. Dog var det svært at overhøre helt. men det var hvert fald noget med at Michael synes Will var for menneskelig igen. "Jeg er din bror! Det er det sølle menneske ikke, han er intet andet end besvær, og et omvandrene måltid!" Råbte Michael. Den var ikke til at overhøre. Derefter blev der stille. Will kom ind til mig lidt efter. "Taylor?" Sagde han venligt. Jeg fjernede puden, og satte mig op. Afventede hvad han mon havde og sige. "Jeg tænkte på, nu hvor vi er flyttet til denne her by, kunne det være du ville begynde i skolen eller noget" Jeg lagde undrende mit hoved på skrå. I skole? tænkte jeg. Det har aldrig faldet mig ind at jeg kunne begynde i en skole. Han kunne vidst se at jeg ikke forstod det helt. "Jeg synes bare at, du laver for lidt. og du ville have godt af at komme ud blandt mennesker" Sagde han. Det var for mærkeligt at han efter flere 100 år, pludselig mente at jeg burde komme ud blandt mennesker. Jeg rystede let på hovedet. "Det ved jeg nu ikke om jeg har lyst til" Jeg kiggede op på ham. "Vi skal jo alligevel flytte før eller siden, og så ville det bare være trist at kende nogle her" Sagde jeg, og prøvede at bedømme hvad han mente om den kommentar. Et lille smil bredte sig, på han læber, og han nikkede forståene. "Okay, det har du måske ret i" sagde han, mens han smilte venligt. Han lagde en hånd på min skulder. "Men du skal vide du har muligheden, jeg holder dig ikke i kort snor mere" Jeg kiggede lidt undrene på ham. Jeg vidste godt at han stolede på mig, som jeg stolede på ham, men det føltes alligevel mærkeligt. Efter alle de år, hvor jeg ikke måtte noget som helst, og så gerne ville ud. og nu måtte jeg alt, men jeg havde ikke lyst. Jeg rystede igen på hovedet. "Jeg kan ikke Will" Jeg kiggede skuffet ned i gulvet. Jeg ville ikke gøre ham skuffet. "Taylor, du skuffer mig ikke" Sagde han roligt. Jeg kiggede overrasket på ham. Jeg vidste vel godt han ikke blev skuffet over jeg ikke savnede andre mennesker, det var han jo nok bare glad for. Han smilte venligt til mig, og et lille smil kom også på mine læber. Hans smil kunne altid berolige mig, og gøre mig glad, da det var så broderligt for mig.

De næste mange måneder eller var det år? jeg var ikke sikker, men de gik med at jeg som altid ikke lavede meget andet end, at være inde på mit værelse og snakke lidt med Will, når han havde tid. Jeg prøvede at komme mere ud, da det jo nok var bedst for mig. men det var aldrig ned i byen. Det var altid op i skoven, eller ned til floden. Jeg lavede ikke så meget. jeg fandt mig oftest bare et sted at sidde, og stirrede så ud i luften, ud i horisonten. Mange timer gik med det, noglegange fra morgen til aften. Jeg vandrede bare rundt i skoven. Det var egentlig meget hyggeligt. Det var fascinerende at se hvordan naturen forandres. Blomsterne der sprang ud, og træerne der fik blade der voksede fra dag til dag. Noglegange kunne jeg sætte mig på en sted og sidde og stirre på græsset for at se, om man kunne se det vokse. Det må have været noget i vampyrblodet der gjorde at jeg ikke rigtig fandt det kedeligt. En dag valgte jeg at gå så langt ind i skoven jeg kunne. Hvad mon der var på den anden side? Efter flere timers vandrene i skoven, kom jeg til en klippe, en meget stejl klippe, der stort set gik lodret op, den var ca. 20 meter høj. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle vende om, men valgte at prøve at klatre op at den, nu var jeg jo kommet så langt, og jeg ville vide hvad der var deroppe.

Da jeg endelig nåede toppen, var det begyndt at blive mørkt. Jeg satte mig, ved kanten og slappede lidt af, kiggede ud over skoven jeg lige havde vandret igennem, det overraskede mig at jeg havde klaret den klatretur, men som altid var det vel vampyrblodet. Jeg kiggede lidt rundt, udsigten var fantastisk, jeg kunne se byen i det fjerne, og himlen var smuk og rød. Efter at have fået vejret igen, rejste jeg mig og kiggede bagud, og sjovt nok var der endnu en skov, jeg stod lidt og kiggede frem og tilbage. Hvad skulle jeg? vende om, og gå tilbage til huset, eller udforske den nye skov? Det var ikke rigtig til at beslutte sig. Hvis jeg gik tilbage havde jeg jo kravlet op at den klippe uden grund. Jeg kiggede igen på den nye skov, og besluttede at jeg i det mindste kunne tjekke den lidt ud. Jeg gik livligt ind i den, og kiggede mig omkring. Efter et par kilometer, overvejede jeg dog at gå tilbage. jeg kunne snart ikke se det sjove i det mere, og det var blevet helt mørkt. Jeg skulle vil at vende om der jeg fik øje på et lysglimt i det fjerne. Hvad mon det var? Jeg blev nødt til at finde ud af det, Jeg var ivrig efter at se hvad det var, men gik alligevel meget forsigtigt. Da jeg kom tættere på det, kunne jeg se det var et bål, og at der var mennesker omkring det. Jeg stoppede op, cirka ti meter fra dem. Skulle jeg mon ikke bare vende om? Jeg havde jo aldrig snakket med andre end Will. Men et sted i mit hjerte, kunne jeg også godt føle at jeg savnede noget, men jeg vidste ikke rigtig hvad. Måske var det at kende andre. Jeg havde lyst til at gå hen og snakke med dem, men valgte at vende mig om. "Hvem er du?" Spurgte en fremmede stemme mig pludselig. En høj mørkhåret fyr stod en meter fra mig, jeg kunne ikke se ham tydeligt, kun i skæret fra bålet. "Åhm.." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Mit hjerte hamrede afsted. Jeg kunne mærke jeg var bange. Han kig hen og tog fat i min arm og hev mig hen mod de andre, jeg turde ikke helt at gøre modstand, da jeg jo egentlig også gerne ville lære dem at kende. Da vi kom helt hen til bålet skuppede han mig, ind i midten mellem dem alle sammen. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede rundt. De var syv. tre drenge drenge og fire piger. "Nåh hvem er du og hvorfor lurer du på os?" Spurgte fyren som havde fundet mig. "Jeg undskylder" Svarede jeg forsigtigt. "Det var ikke for at lurer på jer, jeg gik bare rundt i skoven, og så jeres bål" Jeg kiggede rundt på dem. Nogle smilte venligt, andre selvglads agtigt, og nogle kiggede bare nysgerrigt på mig. Fyren stilte sig med hænderne over kors. "Javel ja" sagde han, og lagde hovedet let på skrå, mens han studerede mig. "Men jeg skal nok gå nu" sagde jeg, mens jeg kiggede ned i jorden. jeg tog et par skridt. "Nej bliv bare" Sagde han, jeg kiggede op på ham, han smilte lumsk. "Vi mangler alligevel en, før vi er et lige tal" Jeg kiggede undrene på ham, og så ned på de andre. nogle af dem anede heller ikke hvad han snakkede om. "Spisetid!" Sagde han, og lange sylespidse hjørnetænder kunne pludselig ses i hans mund. Jeg bakkede hurtigt og mit blik så hurtigt hen over, de andre om bålet. En af pigerne, og to af drengene, havde også fået disse umenneskelige tænder. Jeg følte kort at alt gik i slowmotion. Jeg kunne høre deres skrig. Jeg vendte mig om og ville løbe, men efter et par skridt, mærkede jeg noget hårdt rammen mig, i ryggen og jeg faldt om. Jeg åbnede hurtigt øjnene, og ville rejse mig, men en fod hamrede sig ned i ryggen på mig. Jeg udbrød et kort skrig, og jeg følte mig lammet, af den sterke smerte. "Din stakkel" Sagde fyren og gik rundt om mig, og satte sig på huk foran mig, og tog fat i min skulder og hav mig om på ryggen. Han kiggede mig i øjnene. "Man kan sandelig sige, du var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt" Sagde han og tog fat i min skjorte, og hev mig op og stå. Han smilte stort, og begge hans spidse hjørnetænder kom til syne. Jeg lukkede øjnene. Jeg var rædselslagen, men jeg vidste jeg ikke kunne stikke af. så hvorfor prøve, og hvorfor gøre modstand? Måske døde jeg hurtigere og ikke med nær så mange smerter, hvis jeg bare lod det ske. Hans tænder borede sig ind i min hals, smerten var uudholdelig og skar igennem hele min krop. Aldrig før havde jeg noglesinde følt så stor smerte. Det var som om jeg blevet revet i tusind stykker. Jeg kunne mærke min krop, som langsomt blev udtømt for blod. jeg kunne mærke mit liv der langsomt ebbede ud. Pludselig faldt min krop til jorden, jeg landede på ryggen. Jeg hørte igen skrig omkring mig, de andre mennesker var åbenbart heller ikke døde endnu. Jeg lagde hovedet til siden og prøvede at åbne øjnene. Alt var sløret, men jeg kunne se omkredsen af bålet, og af nogle folk. men hvem det var kunne jeg ikke. Var det monstrene, eller menneskerne der prøvede at gøre modstand? Jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne, så jeg lukkede dem i igen. Jeg følte at verden drejede rundt. og som om jeg svævede. Jeg kunne ikke længere føle smerten fra såret i min hals. "Taylor?" Lød en stemme i det fjerne. Nogle kaldte på mig. Jeg kunne se en sløret skikkelse over mig, som kiggede ned på mig. Alt andet omkring ham var hvidt. Var det Adam der kom og hentede mig? Jeg prøvede at løfte min hånd og række ud efter ham, men den var for tung. "Taylor! Du giver ikke op nu" Råbte en stemme, og mit hovede blev slået til siden af en lille lussing. Der åbnede jeg først mine øjne, og Will sad på huk over mig. "Åben din mund!" Sagde han, og bed sig selv i håndledet. Jeg var for omtåget til at forstå hvad han havde gang i. Han tog lettere brutalt fat i mit hovede, så jeg ikke kunne rokke det, og så pressede han sit håndled ned imod min mund. En hel del blod rendte ned i min hals. Det smagte afskyeligt. men jeg kunne ikke gøre nogle form for modstand, og jeg vidste jo at det ville hjælpe mig.

Jeg vågnede ved lyden af træ der brændte. Først kunne jeg ikke huske noget af det der var sket, men det kom langsomt tilbage. Jeg satte mig langsomt op, jeg var en smule svimmel, men jeg kunne mærke det var på vej væk igen. Will sad en meter fra mig, og kiggede på mig. "Godmorgen" Sagde han. Det var morgen og solen var på vej op. Jeg kiggede lidt rundt. Vi var alene. "Hvad skete der?" Spurgte jeg undrene, mens jeg stadig kiggede rundt. Hvor var alle de andre mon blevet af? Will sukkede og kiggede op, mod de sidste stjerne der stadig var på himlen inden solen, kom og fik dem til at forsvinde. "Du var ved at dø, Taylor?" Sagde han med en trist stemme. han kiggede så hen på mig, med et lidt hårdt blik "Hvad i al verden lavede du helt herude? Hvis ikke jeg havde fundet dig var du død" Jeg kiggede ned i jorden. Jeg var ked af at jeg havde skuffet ham. Tanken om at jeg havde været tæt på døden skræmte mig egentlig ikke så meget lige nu. "Undskyld Will" Sagde jeg trist. "Jeg var bare ude og gå en tur" Jeg kiggede stadig ned i jorden, jeg var for flov til at se ham i øjnene. "Gå en tur? Så langt hjemmefra?" Sagde han hårdt. Jeg kiggede kort op og mødte hans blik, og kiggede så ned igen. Inden jeg nåede at registrere noget, sad han pludselig ved siden af mig. "Taylor?" Begyndte han. "Jeg vil jeg ikke miste dig" Sagde han blidt, og tog armene om mig og holdte mig ind til sig. Jeg sukkede let. Det føltes godt at være så tæt på ham. Vi sad sådan et lille stykke tid i stilhed. "Hvad var de for nogle?" Spurgte jeg pludselig, og satte mig op, og kiggede ham i øjnene. Han sukkede. Inden han kunne nå at svare, fortsætte jeg. "Og hvad blev der af dem?" Han kiggede kort væk, ind i skoven. "Du bemærkede vel at de var lidt sigesom mig og Michael?" sagde han mens han kiggede ind i skoven, hvorefter han kiggede hen på mig, og afventede mit svar. Jeg nikkede bare som svar. "Jeg tror det er Michael der har skabt dem, hvis vi bider nogle, så bliver de til monstre som os. Dog ikke med ligeså mange fordele" Sagde han mens han holdte øje med min reaktion. Jeg væmmes lidt ved tanken, og at der kunne findes så mange af dem. "Men hvorfor har Michael skabt dem? De kan jo bare skabe flere og flere og så overtage hele verden!" Jeg råbte nok lidt højt, men der var så mange grufulde tanker der kom op i mit hovede. "Rolig nu, Taylor" Sagde Will hurtigt, og lagde en hånd på min skulder. "De kan ikke gå i sollys, og de er slet ikke så stærke som mig i Michael. Desuden kan de ikke skabe flere, fordi de slet ikke har evnen til at lade nogle overleve, når de først er begyndt at drikke nogens blod" Jeg himlede kort med øjnene. "Ja sikke en trøst" Sagde jeg, måske en smule for hårdt. Ja det var da godt de ikke kunne forvandle andre, men det skulle jo ikke være en trøst at de ikke kan være barmhjertelige. "Hvordan kan det være de ikke kan gå i sollys?" Spurgte jeg så. Det virkede da underligt, tænkte jeg. Han nikkede og smillede lidt. "Ja det er et godt spørgsmål" Sagde han med et lille smil. "Det er faktisk kun mig, og Michael der kan det" Jeg rettede mig helt op. "Virkelig? Hvorfor?" Udbrød jeg. Han smilte stadig. Lidt somom han var stolt over det. "Det må du spørge om en anden dag" Sagde han og rystede lidt på hovedet, men stadig med et smil. Jeg kiggede væk. Lidt skuffet, overhan ikke bare fortalte mig det. Men et andet spørgsmål kom hurtigt til mig. Og jeg kiggede igen hurtigt hen på ham. "Men hvor blev de så af? De andre fire" Han kiggede op på mig, og hans smil forsvandt igen, og han sukkede. "Ja" Sagde han stille, og spakede lidt til en sten. "Jeg dræbte dem" Sagde han så, en anelse koldt. Jeg sank en klump. "Dræbte du dem? men hvordan?" Min stemme lød meget nervøs. "De var jo fire" Han kiggede op på mig igen, og grinte lidt. "De var jo kun blevet skabt for få dage siden, jeg har været sådan her, i år hundrede, jeg er mange mange gange stærkere end dem" Han lød igen stolt af det. Og jeg var da også taknemmelig for at han var som han var, ellers havde jeg været død nu. Han rejste sig op, og rækte sin hånd ned til mig. "Vi må hellere komme hjem igen" Sagde han og smilte venligt til mig. Jeg nikkede og smilte til ham, og tog fat i hans hånd, og han hev mig op. "Skav vi gå, eller skal jeg bære dig?" Spurgte han mig. Jeg smilte igen til ham. "Lad os bare gå" sagde jeg og gik et par skridt. Han grinte, og tog fat i mig og løftede mig op i armene som var jeg let som en fjer. "Pjat med dig, du har gået nok i går, luk øjnene" Grinte han og jeg lukkede dem i. Jeg mærkede vinden mod mit ansigt, og følte at jeg fløj afsted. Højst et minut efter blev jeg sat ned på jorden igen, og jeg åbnede igen øjnene. Vi stod ude i vores have. Jeg kiggede på ham. "Det var totalt fedt!" Råbte jeg glad, og vi grinte lidt.

Et Brag fra en dør det blev smækket i, lød henne fra huset. Og Michael trådte med lange hårde skridt hen imod os. Han stoppede et par meter fra os, og både Will og jeg trådte et skridt tilbage. Michael havde noget flot tøj på, som jeg kun havde set i film, Det var et fint sort jakkesæt, med, rød slips. Noget, meget dyrt, og fint tøj. Jeg sank en klump, da jeg så hans rasende ansigtsudtryk, og kiggede ned i jorden. Han kiggede først på Will og så på mig. "Lever du endnu?" Spurgte han hårdt. Og kiggede så På Will. "Har du dræbt mine nye venner?" Spurgte han ham, lidt mindre hårdt. Will nikkede. "Du burde ikke skabe nogle, du burde nøjes med at dræbe det nødvendige" Forsvarede Will sig. Michael slog ud med armene. "Nu stopper du!" Råbte han, og pegede på Will. "Du nød, ligeså meget som mig at dræbe til du skulle have den der på slæb!" Han pegede på mig. "Du burde dræbe dit lille kæledyr, og du burde nyde det" Han vendte ryggen til os. "Det er vores natur" Sagde han stille. og kiggede sig over skulderen, hen på Will "En dag vågner du op, og der har jeg dræbt den for dig" Sagde han, stille og med et smil. Man kunne se et let glimt af had i hans øjne. Jeg stod, og bemærkede slet ikke at jeg rystede af skræk, før Will trøstene lagde en hånd på min skulder. "Bare rolig Taylor, jeg lader ham ikke dræbe dig" Sagde han stille, for at Michael ikke skulle høre det. Men Michael vendte sig igen imod os. "I så fald!" Råbte han. "Er der kun en mulighed" Sagde han koldt, og med et koldt ulæseligt ansigt. Og så Forsvandt han. "Will?" Sagde jeg spørgene og kiggede op på ham. "Hvad mente han" Will Så pludselig også anelse nervøs ud. Han lagde sin håndt på mit hovede, og rodede rundt i mit hår. "Det ved jeg ikke Taylor" han tvang et smil frem, og kiggede lidt grinene ned på mig. Men jeg kunne se det var et falsk smil. Og vi stod lidt i stilhed, og kiggede efter Michael.

Derefter var jeg gået i seng, men havde kun sovet få timer. Resten af dagen var jeg alene på mit værelse. Will så jeg intet til, og heldigvis heller ikke Michael. Mon han var ude og skabe nye monstre? Jeg turde ikke rigtig tænke på det. Will havde for længe siden givet mig noget bøger, so jeg prøvede at læse i, for at gleme den dårlige oplevelse, og at jeg næsten havde været dræbt. Bøgerne var gode krimier, så det endte med at jeg læste hele dagen. ca. ved 19 tiden bankede det så på døren og Will kom ind med noget aftensmad. "Værsågod" Sagde Will glad og gav mig, noget der var pakket besynderligt ind. Jeg åbnede den, og kiggede lidt på det. "Det er kylling, din livret" Sagde Will glad. Jeg kiggede op på Will. "Den ser lidt mærkelig ud" Sagde jeg. og Will grinte. "Ja den kommer fra en grillbar nede i byen" Sagde han. "Grillbar?" Spurgte jeg undrene. og han nikkede. "Ja, det er en slags restauarent. Jeg tænkte at det nok var på tide at vi følger lidt med tiden, jeg har også lagt nyt tøj, i dit skab" Han smilte og kiggede imod mit skab. "Sådan så folk, ikke synes vi går i alt for mærkeligt og gammeldags tøj" Grinte han. Jeg smilte til ham. "Ja det er rigtig nok" Sagde jeg med et smil og kiggede ned på min kylling. "Særiøst hvad er der galt med den kylling?" Spurgte jeg og prikkede til den. "Det er en grillkylling" Grinte han. "Smag den nu!" Sagde han glad. og jeg smagte på det. Jeg blev overrasket, for det smagte faktisk godt. "Den er ret god" Sagde jeg og ville til at spise videre men han hev den væk. Han lagde noget andet foran mig. "Så smag denne her" Sagde han. Jeg kiggede lidt på den burger der lå foran mig. Jeg havde set dem i tv. men aldrig ønsket at smage det, da det ikke så særlig appetitligt ud. "Virkelig?" Spurgte jeg med lidt afsky i stemmen. Wills smil forsvandt kort, men kom hurtigt igen. "Det er en cheese burger, og du skal smage den!" han rykkede tættere på mig. "Eller jeg tvinger dig" Sagde han glad, og med et smil. Jeg vidste at han lavede sjov. og grinte lidt af ham. "Okay okay så" Sagde jeg og kiggede på den. Den lugtede faktisk godt. Så jeg skyndte mig at tage en bid, inden jeg fortrød. Jeg sad lidt i stilhed. Og kiggede så overrasket op på Will. "Det smager mega lækkert!" Udbrød jeg. og tog endnu en bid, og Will grinte. "Det tænkte jeg nok du ville syntes" Sagde han glad. Da jeg havde spist den, og resten af grillkyllingen. Kiggede jeg op på Will, jeg kunne se at han også tænkte på noget, da han bare sad og kiggede ud i luften med et tamt blik "Har du snakket med Michael?" spurgte jeg stille. Han nikkede. "Ja lidt" Sagde han. "Hvad sagde han så?" Spurgte je. Will rystede bare på hovedet. "Ikke rigtig noget" Sagde han trist. Han tog noget op af lommen. "Her" Sagde han, og rakte hånden frem imod mig, og han gav mig en lille flaske. "Hvad er det?" Spurgte jeg undrene. Et lille smil bredte sig på hans læber. "Den er fyldt op med mit blod. I tilfælde af at jeg engang forsvinder, så har du stadig blod, til et godt stykke tid" Jeg kiggede trist op på ham. "Forsvinder? Hvad mener du?" Spurgte jeg hurtigt. Han lagde beroligene en hånd, på min skulder. "Rolig, det er bare for en sikkerheds skyld" Sagde han smilene. Jeg kiggede stadig undrene og bekymrende på ham. Hvorfor gav han mig pludselig sådan en, for en sikkerheds skyld? hvad skulle få ham til at forsvinde, og hvad mente han helt præcist med det? Han bandt en snor i den, og hang den omkring min hals. "Hvis det noglesinde sker, så skal du bare tage lidt, hver tredje-fjerde dag, så burde der være nok til ca. 2 uger" Sagde han med et smil, men lød dog stadig lidt bekymrende. Jeg rystede på hovedet. "Will, hvad sker der?" Jeg kiggede ham ind i øjnene.  "Fortæl mig det nu bare Will" Han rystede bare på hovedet, og smilte. "Ikke noget.  Jeg vil bare være sikker på at du er i sikkerhed altid, også hvis vi kommer væk fra hinanden" Sagde han venligt.  Denne gang så det ud til han talte sandt. Jeg sukkede en gang og nikkede. "Okay så" Sagde jeg trist. Jeg var i tvivl om han sagde sandheden, men valgte at tro på ham, selvom jeg følte han ikke fortalte mig alt. Han hev endnu en ting op af sin lomme. En kuvert. "Jeg har en adresse her" Sagde han stille. "Hvis jeg bliver væk, så tag herhen, det er langt væk, men der er en af mine venner" Sagde Will, og smilte venligt til mig. Jeg ryste kort på hovedet. "En af dine venner?" Spurgte jeg overrasket, jeg havde aldrig hørt, noget om nogle venner. Will nikkede "Ja, bare sig at du kender mig, så lukker han dig ind" Jeg sad lidt i stilhed og tænkte. Hvorfor begyndte han på alt det nu? "Du burde gå i seng, Taylor, du har ikke sovet meget idag" Sagde Will pludselig, med et smil. Jeg kiggede op på ham, og smilte kort igen. "Det ved du da ikke" Sagde jeg stille. Jeg var egentlig ret træt. Will grinte. "Jeg kan se det på dig, klokken er jo også mange, og jeg kan se du er træt" Sagde han, og rodede kort sin hånd igennem mit hår. Jeg nikkede. "Ja du har nok ret" Will rejste sig op. "Godnat Taylor" Sagde han venligt og vendte sig og gik imod min dør. "Godnat Will" Svarede jeg og gik ud og børstede tænder, og gik så i seng.

Jeg vågnede ved et brag, og opdagede flammer i mit værelse. Jeg skyndte mit at trække i et par bukser, og tog sko, og en skjorte på. Jeg måtte hoppe ud af vinduet da flammerne kom ude fra gangen af. Mit værelse lå på 1. sal, og jeg landede uheldigt, og en smerte skød igennem min højre fod. Jeg kiggede rundt på huset, og det var det meste af huset der allerede stod i flammer. "Will?" Kaldte jeg. I det fjerne kunne man høre en brandbil der nærmede sig. "Will?" Kaldte jeg igen. Det var nat. I det fjerne hørte jeg Wills stemme. "Taylor løb!" Råbte han. Jeg kunne ikke se ham, og jeg var ikke sikker på om det egentlig var ham, der råbte eller om det bare var en stemme i mit hoved, for den lød fjern. Jeg stod kort og kiggede efter ham, og vendte mig så og løb alt hvad jeg kunne. Efter cirka ti minutter kunne jeg pludselig høre andre løbe omkring mig, som om at jeg blev forfulgt. Men jeg kunne ikke se nogle. Til sidst måtte jeg stoppe op, efter at have spurtet af sted så hurtigt jeg kunne. Jeg var kommet ret langt væk fra byen. Jeg stoppede op ved en bænk, det var et budstoppested, så der var en lygtepæl, jeg satte mig, og trak efter vejret. Jeg opdagede at jeg havde tårer i øjnene, fordi at jeg var bange. Var det virkelig Will der havde råbt at jeg skulle løbe? Jeg sad nogle minutter før, jeg havde fået vejret ordenligt igen, men mit hjerte hamrede stadig af sted. Hvor var Will? Pludselig hørte jeg fodtrin, og skyndte mig at kigge op, og en fyr stod foran mig. Det var stadig nat, men gadelyset oplyste ham. Jeg havde ikke set ham før, han stod længe og kiggede på mig. Han havde mørkt hår og et fjern udtryk i ansigtet. "Du må hellere følge med" Sagde han. Jeg lagde hovedet på skrå. "Hvad?" Spurgte jeg. Han åbnede munden og viste mig hans tænder. Han havde skarpe, hjørnetænder. Jeg sank en klump. "Du ved at du ikke kan flygte eller gøre modstand" Sagde han så. Jeg rejste mig op "Vil du slå mig ihjel?" Spurgte jeg, og mit hjerte hamrede afsted i frygt. Han rystede på hovedet. "Nej det er ikke mit job" Sagde han og tog fat i mit arm, en anden fyr stod pludselig ved min anden side. "Kom så" Sagde han og vi begyndte at gå, tilbage imod byen. Hvad vi skulle havde jeg ingen anelse om. Men modstand var ikke en mulighed, det vidste jeg. Den ene fyr holdt stadig fat i min arm. "Jeg kan godt gå selv" Sagde jeg til sidst da min arm var ved at blive følelsesløs. Han kiggede bare på mig. Da vi kom til udkanten af byen, stoppede de op ved en stor bygning. det var vidst en lade af en art. Jeg kiggede forvirret på fyrene. Hvad mon vi skulle her? Tænkte jeg. Pludselig trak fyren i mig igen og han til døren. han skuppede mig ind af døren. "Gå" Sagde han aggressivt  De lukkede døren, da de også var kommen ind. Der var mørkt. "Videre" sagde fyren igen, og skuppede til mig igen. Jeg kunne stadig ikke se noget, så jeg gik stille og forsigtigt fremad. Pludselig var der noget lys der blev tændt og lyset oplyste  kraftigt rummet, jeg var kort blændet, og kunne intet se. To hænder tog fat i mig, og pressede, mig ned på knæ. Jeg blinkede et par gange og opdagede en fyr der stod et par meter fra mig. "Michael?" råbte jeg, og prøvede at  rejse mig og rive mig fri, men de to fyre holdte mig nede. Michael gik et par skridt frem imod mig. "Taylor?" Sagde han, og kiggede aggressivt på mig. "Du har været, som en evig torn i mit øje" Sukkede han og rystede på hovedet. Han stod kun to meter fra mig nu. Han gav de to fyre besked på at slippe mig. og de bakkede væk. Jeg sad stadig på huk foran ham, og inden jeg nåede at registrere en eneste bevægelse fra ham, mærkede jeg et spark i min mave, og et slag i mit hoved, Han sparkede, og slog mig flere gange, og jeg fandt om på jorden. "Du er uduelig!" Sagde han. Blod løb ud af min mund. Og jeg kunne mærke smerte i hele min krop. Jeg vidste ikke hvorfor han gav mig tæsk, på denne menneskelige måde, og med denne menneskelige kræft for jeg vidste at hvis han havde slået til, ville jeg være død. "Hvad så Will dog i dig?" Spurgte han, og gik rundt om mig. Jeg turde ikke kigge op på ham, så jeg lå bare og kiggede ned i jorden. "Hvad han..så?" Sagde jeg men min stemme var kun en hvisken. "Han var advaret" Sagde Michael. Hans stemme var kold og følelsesløs. Han tog fat i mig, og hev mig op. Han så mig ind i øjnene. "Du skal komme til at fortryde, at du har levet indtil nu" Sagde han med et smil. "Snart ville du ønske at du var blevet dræbt, sammen med din ynkelige familie" Jeg holdt kort vejret og så ham ind i hans gule øjne. "Slår du mig ihjel?" Spurgte jeg bange. Han stremte grebet omkring min hals, så jeg næsten ikke kunne få luft. "Nej, jeg slår dig ikke ihjel, ikke endnu, først når jeg har fået dig så langt ud at du trygler, mig om at dræbe dig" grinte han og hævede den anden hånd og slog mig bevidstløs.

Hvor længe der var gået vidste jeg ikke, da jeg vågnede kunne jeg ikke bevæge mig. Jeg kiggede til siderne. Begge mine håndled var lænket fast til en mur. Det lignede en gammel fangekælder. En lille lampe var det eneste der lyste rummet en smule op, der var heller ingen vinduer, så om det var dag eller nat vidste jeg ikke. Jeg prøvede at rive mig fri fra lænkerne, men de sad alt for godt fast. Jeg overvejede om jeg skulle kalde på hjælp, men vidste at det nok ikke nyttede noget. hvor end jeg var, så var der nok ikke andet en blodsugede monstre i nærheden. Jeg sukkede. Jeg vidste at dette nok ville blive min dødsdag. Men hvorfor havde Michael ikke dræbt mig endnu? Han havde jo ville dræbe mig i århundrede. Og hvor var Will? Det lød som om han var død, kunne Michael virkelig dræbe sin egen bror? Jeg lod en tåre trille ned af min kind. Tanken om at Will var død og borte var forfærdelig. Han var jo som min bror. Jeg lod resten af tårene få frit løb. Will var død, og snart ville jeg følge trop. Hvad mon Michael havde tænkt sig at gøre med mig? Han elskede at dræbe langsomt, ved sine almindelige ofre, men dem havde han ingen had til, mig havde han haft had til i århundrede, så han ville sikkert være ekstra omhyggelig med mig. Min krop begyndte at skælve ved tanken. Jeg prøvede igen at rive mine hænder fri, eller at rive lænkerne ud af muren, men uden held, selvom lænkerne var gamle og rustne. Til sidst dryppede der bloddråber ned på jorden, fordi de ruste lænker havde skåret i mine håndled. Jeg gav op. Det var umuligt at rive mig fri. Jeg trak vejret hurtigt, jeg følte at jeg var ved at gå i panik, jeg måtte væk, men hvordan? Det hele så helt umuligt ud. Jeg stod i mine tanker et stykke tid, prøvede at udtænke en plan, men der var ingen logiske muligheder, at komme fri, og flygte var ikke en mulighed. Pludselig gik den store tunge trædør op. Michael tråtte ind, med et lumsk smil. "Nå er du allerede vågen?" Sagde han. Mit hjerte begyndte at pumpe hurtigere i rædsel. Jeg havde aldrig følt mig så bange før. Hans smil forsvandt, og han så igen alvorlig ud. "Det må være Wills blod, i din krop, der gør det" Han stod kun en meter fra mig, det så ud til han studerede mig lidt "Selv dine sår, er allerede helet" Han gik nogle skridt væk fra mig igen. "Som du nok har regnet ud, så dræber jeg dig ikke hurtigt, du skal få lov til at lide så længe som det overhovedet er menneskeligt muligt" Hans stemme var, koldt og alvorlig. Mit hjerte pumpede hurtigere og hurtigere ved tankerne om hvad han mon havde tænkt sig at gøre. Han vendte sig om og smilte. "Du er bange kan jeg høre, det er perfekt" Sagde han med et tilfreds smil. "Først og fremmest, skal du være en god menneskelig buffet, for nogle af mine håndlangere" Bag ham stod nogle unge fyre, og kvinder og smilte. De var nok ikke mennesker. Han kiggede på dem. "Dræber i ham, så dræber jeg jer langsomt, og smertefuldt" Sagde han koldt til dem, og derefter forsvandt han. De unge monstre, løb imod mig, og satte alle deres tænder i mig, jeg udbrød et skrig, og en smerte flere gange værre end sidst jeg var blevet bidt, bredte sig til hele min krop, derefter besvimede jeg, for mere husker jeg ikke. Og om det var blodmangel, eller smerten der fik mig til at gå ud som et lys ved jeg ikke.

Da jeg igen vågnede var jeg så svag at jeg næsten ikke kunne løfte hovedet og kigge rundt. Der var mørkt, lampen var slukket, så jeg kunne intet se. Der var ingen lød at høre, andet end min egen svage vejrtrækning. Pludselig hørte jeg et suk. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se nogle. "Hey?" Sagde jeg, men min stemme var svag. Lyset blev tændt, og en kvinde stod henne ved kontakten. Hun stod lidt og stirrede på mig. Hun havde langt, lyst hår. så vendt hun ryggen til mig, og gik hen imod døren. "Vent" Sagde jeg stille. hun stod stille, og vendte sig om imod mig. "Hvad?" Sagde hun, med en høj og kraftig stemme. Jeg trak vejret dybt en gang. "Er du også sådan en..." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde dem. "Ligesom Micael?" Hun så lidt fornærmet ud. og åbnede så munden og vidste sine spidse hjørnetænder. Jeg nikkede. "Kan du ikke hjælpe mig?" Spurgte jeg bedene. Hun himlede bare med øjnene, og gik ud af døren, og smækkede den hårdt i. Jeg fortrød lidt at jeg havde spurgt, men det var vel forsøget værd. Jeg kunne umuligt flygte selv. Jeg havde næsten ikke engang kræfter til at holde mig hoved oppe. Selv hvis jeg kom fri, ville jeg sikkert ikke have kræfter til at stå op. Kort efter gik døren op igen. Det var Michael. På trods af at jeg var bange, kunne mit hjerte ikke engang pumpe hurtigt af sted i rædsel. Han stod lidt og kiggede på mig. "Du har jo ikke engang, 40 % blod i den krop, godt du er på Wills blod endnu, ellers havde du været død" Han gik helt hen til mig, og fandt en kniv frem. Jeg kneb øjnene sammen, og var sikker på at nu, ville han slå mig ihjel. Jeg mærkede at han snittede bladet hen af min arm, og jeg kunne mærke, mit varme blod der, løb ned af min arm, mit hjerte pumpede af sted så hurtigt den kunne, selvom det ikke var så hurtig lige nu, og jeg kunne mærke at tårene pressede på, bag mine sammenklemte øjenlåg. Jeg åbnede langsomt øjnene, og kiggede til siden, hvor det lange sår var. Michael stod med et glas, under såret og samlede mit blod. Han stod, med et ondt, og selvtilfreds ansigtsudtryk. Da han så jeg igen kiggede, blev hans onde smil, lidt bredere. "Du skal ikke regne med at du allerede får lov til at dø" Sagde han. Jeg kiggede op på ham. "Du skal ende med at bede mig om at dræbe dig, fordi du ikke kan holde det ud" Han tog glasset op til munden og drak af blodet. Han kiggede lidt undrene på mig. "Du har næsten ikke mere af Wills blod i din krop" Et lille smil kom på hans læber. "Men nok til at du ikke dør endnu" sagde han selvtilfreds. og vendte ryggen til mig, for at gå. "Vent" Sagde jeg med svag stemme. han stoppede og vendte sig igen rundt og så alvorligt på mig. Jeg tøvede. Jeg havde endnu aldrig talt direkte til ham. "Bare dræb mig" Fremstammede jeg. "Dræb mig" gentog jeg. "Jeg vil ikke være her mere, jeg vil ikke lide mere, dræb mig" Tårene løb igen ned af mine kinder. Jeg følte jeg havde fået nok. jeg havde intet at leve for, og jeg ville ikke lide mere for alle Michaels syge idéer, for hvordan jeg skulle straffes. Michael rystede svagt på hovedet og grinte. "Taylor, din tåbe" Grinte han. Hans grin var ondt. "Du har slet ikke lidt nok, til at jeg vil lade dig dø endnu" Jeg sank en gang, og stirrede på ham, med et bange blik. Han vendte sig om og begyndte igen at gå og den store trædør blev igen smækket i.

Derefter gik der lang tid, hvor jeg ikke så nogle. Hvor længe ved jeg ikke. Det var nok kun en dag. Men tiden føltes for første gang i lang tid som en evighed. Da døren igen gik op, var det igen Michel der kom ind. Denne gang var han tavs, han kom bare direkte hen til mig, og satte tænderne i min hals. Jeg ville udbryde et skrig af smerte, men det var kun et lille svagt skrig jeg kunne udbryde, for min krop var for svag. Han gav heldigvis hurtigt slip på mig igen og kiggede tilfredst på mig. "Ikke så meget som en dråbe af Wills blod" Sagde han glad. "Så nu er du 100 procent menneskelig" Han tog fat i kæderne, og rev dem ud af muren. og jeg faldt om på gulvet, da jeg ikke engang havde kræfter til at stå op. "Hvor er du dog ynkelig" Sagde han med afsky i stemmen. "Jeg kan jo nærmest ikke engang pine, dig når du er sådan der" Sagde han sarkastisk, og vendte sig igen om, og gik. Jeg lå et øjeblik, og trak efter vejret, så fandt jeg Wills halskæde frem. Den havde Michael heldigvis ikke opdaget, og taget. Jeg tog kun en smule af det. Kort efter mærkede jeg hvordan min krop, den langsomt blev mere kraftfuld. Cirka 15 minutter efter, kunne jeg sætte mig op. Jeg kiggede ned på såret, som Michael havde skåret i mig. Det var endnu ikke begyndt at blive helet. jeg lagde hovedet tilbage, op af muren og lukkede øjnene. og smerterne i mine krop forsvandt langsomt. Jeg var døset lidt hen, imens jeg havde sat der, for jeg åbnede pludselig øjnene, hvor alle mine sår var væk. Der var nok gået mange timer. Min krop var frisk, og ingen smerte var at mærke i min krop. Jeg rejste mig. Mon jeg skulle prøve at flygte? Jeg var usikker på det. At flygte fra Michael var nok umuligt. Men hvis jeg var heldig ville jeg da dø hurtigt i forsøget. Jeg tog fat i dørhåndtaget, der var ikke låst. Jeg skuppede den langsomt op, og den gamle dør knirkkede højt, men der var ingen at se ude på gangen. Gangene var lange og mørke. Jeg listede mig op og ned af dem, jeg anede ikke hvor jeg var. Det lignede et gammelt tempel, eller slot, med de lange gange. Da jeg havde listede rundt et stykke tid, endte jeg i et rum. Det var det første rum jeg havde set hvori der havde været tændt lys. Jeg kiggede forsigtigt rundt, men der var ingen at se. Der må da være nogle her, når der er lys. Tænkte jeg. Pludselig gik en dør op, og en lyshåret fyr kom en, i armene havde han en kvinde, "Nej lad mig være!" Skreg hun og prøvede at vride sig fri. Han satte tænderne i hende, og hun skreg. Skreg om hjælp. Hendes skrig blev svagere og svagere, og til sidst var hun stille. Jeg gemte mig bag et bord. Jeg havde lyst til at hoppe frem og hjælpe hende. Men til hvilken nytte. Hun var også lige straks død. Jeg sukkede for mig selv. Der var intet jeg kunne have gjort tænkte jeg, men det føltes stadig forkert, ikke at prøve at hjælpe. Da hun var helt død, og tømt for blod, smed han hendes lig ned på gulvet. Som var det bare en sæk affald. Jeg gemte mig stadig bag bordet, og håbede på han ville gå, så jeg kunne komme videre. Jeg blev mere og mere rastløs, jeg måtte se at komme videre. Jeg vidste at jo længere tid der gik, jo større sandsynlighed var der for at en eller anden måske ville opdage, at jeg var flygtet. Jeg kiggede igen frem fra bordet. Fyren som var høj, og slank havde sat sig ved et bord, han sad med siden til mig, så mon ikke jeg kunne flygte uden han så mig? Det var ikke til at vide, men måske ville han sidde der i timevis jo. "Jeg har set dig" Lød en stemme. Jeg kiggede hen på ham igen, og han sad stadig bare ved bordet "Jeg har kunne høre dit hjertebanken siden jeg kom herind" Han drejede hovedet og kiggede hen imod mig. "Man kan ikke gemme sig for folk som os" Sagde han med et smil. Jeg rejste mig op, og sukkede. "Pis også" Sagde jeg svagt til mig selv. Hvad skulle jeg gøre nu? Han kiggede smilene på mig. Han havde også et ret ondt, og lumsk smil. "Så skuffet du ser ud" Grinte han. "Smut du bare videre, jeg har fået min middag idag" Sagde han og vente ryggen til mig Jeg stod lidt og tøvede, og så løb jeg videre. Kort efter kom jeg til et større rum. Jeg gik ind i det og kiggede rundt. Henne i den anden ende af rummet var der en dør. Måske den førte ud til friheden. Jeg løb hen til den, og tanken om frihed, gjorde at der næsten kom et smil på mine læber, jeg tog forsigtigt fat i håndtaget, og åbnede døren, og sandt nok var der på den anden side frihed, frisk luft, og træer. Det var nat, jeg tog nogle forsigtige skridt ud i det. Fordi det var nat, kunne der jo være mange monstre derude. "Det tog du længe om" Grinte en stemme, jeg vendte mig om og foran mig stod Michael. Jeg bakkede et bar skridt. Han smilte lumsk og gik nogle skridt fremad. "Troede du virkelig, at det var så nemt?"  Jeg bakkede stadig, og rystede langsom uforstående på hovedet. Det var som om han havde ventet mig herude. Men hvordan? Jeg forstod det ikke, og han grinte over mit uforstående ansigtsudtryk. Han grinte. "Jeg vidste du havde noget af Wills blod" Sagde han, og gik et hårdt skridt fremad, og jeg bakkede, og faldt over en gren der lå på jorden. Han bevægede sig umenneskeligt hurtig, hen og satte sig på huk ved siden af mig. Han greb fat,  i min hals og træk mig op, jeg slog med alt min kraft, ind i hans mave, men han virkede ikke til at mærke det, han holdt stadig fat i min hals, og jeg kunne næsten ikke få luft. "I mennesker er så ynkelige og svage!" Råbte han, og kylede mig ind i muren. Jeg faldt ned på den kolde jord og lå stille et øjeblik, og prøvede at få vejret. Michael samlede mig op igen. "Se på dig selv, du er ingenting, du er som et Lille grimt insikt, der intet ville kunne udrette i verden, andet end at være andres føde" Han slog mig igen hårdt op af muren. "Michael stop" Hviskede jeg. Jeg kunne mærke at mit blod, begyndte at dryppeF ned af mit hoved. "Stop, please, jeg ber dig" Sagde jeg svagt. Han sukkede og rystede på hovedet. "Det er stadig ikke godt nok" Sagde han stille. Han slog mig igen hårdt op af muren. og jeg nåede lige at mærke en skarp smerte da mit hovede ramte muren inden alt blev sort.

Da jeg igen vågnede var jeg ikke lænket, som jeg havde fryget at jeg ville være. Så snart jeg rejse mig, kunne jeg mærke, at mine sår var helet igen. Jeg mærkede efter på min brystkasse, at jeg stadig havde Wills halskæde. Den var der heldigvis endnu. Jeg kiggede rundt. Hvorfor var jeg ikke fanget igen? Hvor var Michael? Spørgsmålne gik igennem mit hoved. Det måtte var en fælde igen. Sidst havde Michael bare ladet mig tro at jeg kunne flygte, fordi han ville se mit skuffede ansigt, og give mig tæsk, og igen høre mig bede ham om nåde, eller bede ham dræbe mig. Jeg satte mig op, og tog mig til hovedet. Prøvede og mærke efter såret på mit baghovedet. Jeg fik hovedpine ved tanken om det stød jeg fik da han slog mig op af muren. "Forhevede hvad skal jeg gøre?"  Hviskede jeg stille til mig selv, og jeg mærkede tårene presse sig på, og opdagede at jeg sad og skælvede. Jeg var bange. Bange for hvad der ville ske. Alle de grusomheder Michael ville kunne finde på. Det uhyre. Jeg kiggede rundt. Jeg var helt klart i borgen hvor jeg havde været holdt fanget. Det kunne jeg se på væggene, og på jorden. Det var det samme. Men lokalet jeg var i var ikke et jeg havde set. Jeg satte mig igen ned på jorden,og tog armene omkring mine ben, og lagde hovedet på mine knæ. "Will, jeg har brug for dig, hvorfor er du her ikke?" Sagde jeg lavt, og kiggede op. Et lille smal vindue, sad tre-fire meter over jorden, og gjorde det muligt for mig at se månen. Det var fuldmåne. "Adam" Jeg sukkede. "Michael har taget jer begge to fra mig, hvorfor skulle i dø fra mig? hvorfor skulle i dø før mig hvorfor skal jeg være alene?" En latter bredte sig omkring mig. Jeg opdagede jeg havde råbt højere end jeg havde troet op imod månen. "Er du alene Taylor?" Sagde stemmen. Jeg kiggede forvirret rundt og prøvede at finde ud af hvor den kom fra. Der var ingen at se, i det tomme lille lokale. "Michael?" Sagde jeg stille. "Prøv at forstille dig at leve i tusindvis af år med den samme person, og at man ender med at blive tvunget til at så at dræbe ham!" Michael dukkede op foran mig, som kom han ud af ingenting, han greb fat i min trøje, og kastede mig hen imod væggen. "Michael lad nu være!" Råbte jeg. han greb igen fat i mig. og løftede mig op. Han havde et fast greb omkring min hals, og løftede mig op, så jeg næsten ikke kunne røre jorden "Jeg skal bare finde ud af hvordan jeg bedst kan få dig til at trygle mig til at slå dig ihjel" sagde han og kiggede studerede mig. "Michael jeg har aldrig ønsket at gøre dig ondt" Sagde jeg, imens jeg prøvede at fjerne hans hånd, fra min hals. "Jeg ønsker ikke at du skal leve evigheden ud alene" Hans øjne mødte tænktsomt mit blik. "Hold din kæft, din usle kakerlak" Sagde han aggresivt, og slog mig ned i jorden. "Lænk ham til væggen igen!" Råbte han og en skikkelse kom frem fra mørket. Det var en lyshåret dreng, på ca min alder. Hans øjne var gule, og han smilede så man kunne se hans tænder. Han greb fat i mig og trak mig op fra jorden. "Kan du gå selv?" spurgte han mig og jeg nikkede. Jeg løftede blikket og kiggede rundt i lokalet. Michael var ikke at se. Drengen skubbede til mig. "Af sted" beordrede han. Jeg sukkede, og begyndte at gå uden at beklage mig. Vi gik ikke længe før vi nåede det lille lokale, som jeg første gang havde været fanget i. jeg vendte mig om imod drengen, han smilte lidt venligt til mig, og gik nogle skridt hen imod mig, og jeg bakkede til jeg ramte væggen, inden jeg nåede at se mig om havde han sat en af lænkerne om min arm. "Nej, stop!" Råbte jeg og prøvede at hive i lænken. "Du kan ikke gøre det her!" Råbte jeg drengen ind i hovedet. Hans venlige smil forsvandt, og han så pludselig næsten trist ud. "Jeg har intet valg" Sagde han lavt. "Jeg må følge Michaels ordre" Jeg hev igen lidt i lænken, som var skruet fast til muren. "Intet valg!" Råbte jeg. "Du er et monster ligesom ham!" Drengen tog en finger op foran munden. "Sssh" Sagde han lavt. "For det første så lytter han med, du er hans favorit fange, han høre altid hvad der bliver sagt herinde" Jeg kiggede rundt i lokalet, kunne Michael virkelig høre hvad der blev sagt herinde? Alle de gange jeg havde snakkede med mig selv, Adam og Will, og de gange jeg har grædt, havde han kunne høre det? "For det andet, så er jeg ikke et monster, jeg er en vampyr" Sagde drengen med et smil. "Vampyr?" Spurgte jeg lavt. Drengen nikkede. "Ja vores race har fået et navn de seneste 100 år" Han gik op og spændte den anden lænke på mit arm. Selvom jeg prøvede at stritte imod var jeg hjælpeløs. "Ved du ... hvad Michael vil gøre med mig?" Spurgte jeg ham. Han så venligt på mig og rystede på hovedet. "Det ved ingen, han finder på sine morsomhedder hen af vejen" Svarede han. "Morsomheder?" Gentog jeg. "Så skal jeg altså dø her" Sagde jeg til mig selv. Jeg havde efterhånden været forberedt på det siden jeg blev fanget, men inders inde ville jeg nok ikke indse det. Drengen lagde en hånd på min skulder, og gik helt tæt på mig, og første sin mund hen imod min hals. "Hv-hvad laver du?" udbrød jeg, og gjorde mig klar til at blive bidt. "Jeg lader dig ikke dø" Hviskede han i mit øre. "Det lovede jeg Will, hvis ikke jeg kunne redde dig, så skulle jeg forvandle dig" Han bakkede nogle skridt tilbage så jeg igen kunne se ham. "Du kendte Will?" Spurgte jeg. Han nikke. "Jeg har kendt de to i århundrede efterhånden" Der var tavst imellem os noget tid. "Hvad mener du med ... forvandle?" Spurgte jeg lidt nervøst. Han så op på mig. "Så du bliver en af os, en vampyr, så kan du da idet mindste ikke dø så nemt" Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Nej, jeg vil ikke være en af jer, jeg vil ikke blive til et monster" Drengen lagde hovedet på skrå. "Hvorfor ikke, du ville måske enda kunne flygte herfra, hvis du fik vores styrke" Jeg ryste ivrigt på hovedet. "Nej, nej jeg vil hellere dø en at blive en af jer" Drengen så trist på mig. "Desværre, det var hvad Will bad mig om at gøre hvis jeg ikke kunne redde dig" Han rystede lidt på hovedet. "Robin" Sagde en stemme pludselig bag ham og Micheal stod bag ham. "Du er snart ligeså træls som Taylor her" Sagde han og så ledt på Robin. "Men jeg er i godt humør lige nu, så jeg synes du skal tage at spise lidt" En smil bredte sig på Michaels læber, og han så over på mig. "Okay, jeg smutter ud og fanger noget inden det bliver lyst" Svarede Robin lavt og gik et skridt imod døren, inden Michael lagde sin ene hånd på hans skulder. "Hvorfor den vej, når der er mad lige her?" Spurgte han. Robin åbnede munden for at svare men nåede det ikke før michael fnyse. "Det er fordi du ikke spiser fra de levende ikke sandt!?" Råbte han. "Du lærte det af Will dengang han forvandlede dig? du stjæler blodposer fra sygehuset!" Michael skuppede Robin hen i muren. "Du er svag fordi du kun æder fra de døde, jeg skal ikke have svagpissere i min flok" Robin svarede ikke men så bare fra Michael til mig. "Drik fra ham!" Beordrede Michael, og kiggede hen imod mig. Robin gik nogle skridt hen imod mig og kiggede mig ind i øjnene. "Undskyld Taylor" Sagde han lavt, og bevægede sig lynhurtigt hen til mig, og bed sig fast i min hals. Jeg kunne tydeligt mærke blodet strømme ud af mig, og følte hvordan jeg blev svagere. "Stop" udbrød jeg svagt, og Robin stoppede og bakkede nogle skridt væk fra mig. Han så forskrækket på mig, som om han ikke kunne forstå hvad der lige var sket. "Det er godt ikke sandt?" Spurgte Michael med et selvsikkert ondt smil og så på Robin. Robin tog hånden op til munden og fjernede noget blod væk fra sin mundvige, og nikkede. Michael grinte selvglad. "Så vil jeg da være med til festen" Sagde han og før jeg nåede at reagere, bed han sig fast i min hals. En ulidelig smerte skar igennem mig, og jeg udbrød et kort skrig. Man kunne tydelig mærke at Michael bed til i forhold til Robin. Jeg åbnede kort det ene øje, og så på Robin der kiggede forskrækket på mig, og så forsvandt han. Derefter blev alt sort.

Da jeg igen vågnede var jeg meget svag, jeg havde tydeligvis ikke fået noget blod jeg kunne styrke mig på. jeg klemte irriterende mine øjne sammen. Ender det her mareridt aldrig? Tænkte jeg for mig selv. Hvorfor kunne Michael ikke bare dræbe mig, jeg ville ønske han havde tømt mig for blod så jeg var død, og ikke behøvede være i det her mareridt længere, og så jeg ikke behøvede vågne op spændt fast til en væg. Jeg hev i lænkerne. De var umulige at komme ud fra. "Du er vågen?" Spurgte en stemme mig pludselig og Robin stod foran mig. "Hvad laver du her?" Spurgte jeg. Jeg ville egentlig have lydt lidt sur, men min stemme var så svag, at det kun var en stille hvisken. Han kiggede væk som om han var genert eller ked af det. "Jeg undskylder" Sagde han, og så igen på mig. Hans øjne var triste. "Jeg havde ikke noget valg" Sagde han trist og sukkede. Jeg kiggede ned i jorden. "Du er et monster.. ligesom de andre" Sagde jeg stille og kiggede stadig ned i jorden for ikke at få øjenkontakt med ham. "Taylor" Sagde han og gik nogle skridt hen imod mig. "Det var første gang jeg drak menneskeblod, i mere en 200 år" Sagde han overbevisende. Jeg løftede mit blik og så uforstående på ham. "virkelig?" spurgte jeg, og han nikkede. "Jeg troede at Will var den eneste" Sagde jeg. Robin nikkede, med et lille smil. "Det var også ham der lærte mig det" Jeg sænkede blikket, og så ned i jorden. "Så.. du kendte ham altså meget godt?" Spurgte jeg ham lavt. Robin gik nogle skridt væk fra mig. "Ja, men det er længe siden" svarede han. Han så på mig igen. "Det var for ca. 200 år siden, verden var anderledes end i dag. Pengene var få, verden var fattig, vi havde engen mad, og sygdom og vold spredte sig voldsomt i min lille bjergby. Min familie havde intet mad, og sendte mig ud for at finde mad midt om natten, hvor folk ikke ville opdage mig. Pludselig blev jeg engrebet, og drænet fra energi. Jeg så ikke hvad det var, men jeg blev efterladt i vejkanten. Jeg kunne bare vente på at dø. Will han kom så hen imod mig, med lette skridt. Han satte sig på huk foran mig og løftede mig op.. senere vågnede jeg på et værelse, og will fortalte mig om hvad jeg var blevet til, og han lærte mig at jeg ikke måtte drikke menneskeblod" Robin vendte sig imod mig og studerede mit ansigtsudtryk. Jeg så på ham med et roligt udtryk, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg var jo også stadig udmattet, og havde engen energi. Robin sænkede igen blikket og gik helt hen til mig. "Will er død, men jeg håber at jeg kan blive ligeså god en vampyr som ham, han ville blive stolt af mig" Sagde han lavt, i håb om at Michael ikke ville høre det. "Da han oplærte mig fortalte han mig om dig, uanset hvad så var han virkelig glad for dig" Sagde han med et smil, som om han prøvede at trøste mig. Jeg nikkede svagt. "Ja.. tak" Sagde jeg og prøvede at smile tilbage. Robin så bekymret på mig, og satte så sin mund helt tæt på mit øre. "Jeg får dig ud. Snart" Jeg så forskrækket på ham, og så forsvandt han med et vindpust.

Kort efter trådte Michael ind i rummet, han så vredt på mig. "Jeg håber den lus til Robin var her for at drikke af dig, din lille mide" Vrissede han og kiggede rundt i rummet. Han sukkede og så på mig. "Dine muskler og knogler er ved at dø hen fordi du ikke bevæger dig nok" Sagde han og så op og ned af mig. "Det begynder at kunne smages i dit blod" Sagde han og lagde sit hovede på skrå og så på mig. Han løftede sin arm, og skar en rift i sit håndled, med sin negl. "Jeg kunne selvfølgelig hele dig" sagde han stille og så på mig, med et skift

... Mere kommer  (Sidst opdateret d. 05-07-2015)