Trapped

Man høre så tit om slemme ting i fjernsynet. Mord, kidnapninger, bomber og lignene. Men man regner aldrig med at slemme ting kan ske for en selv. Jeg er blot en almindelig ung studerende. Der går til fester engang i mellem og har nogle enkelte venner jeg ser i weekenderne. Mit navn et Taylor jeg er 20 år gammel. Kidnapning og mord? Det ville aldrig ske for mig. Men jeg tog fejl. Det kan ske for selv den bedste.

Jeg vågnede ved at en dråbe vand dråbede ned i mit ansigt. Hurtigt kunne jeg mærke en skarp klam lugt omkring mig. Det lugtede fælt. Lidt ligesom en kloark, eller somom der var noget et sted i nærheden der lå og var ved at gå i forrådnelse. Luften omkring mig føltes også tung og varm, og det var somom det ikke var meget ilt i rummet for jeg havde svært ved at trække været helt ned i lungerne. Måske skyldtes det bare den tunge luft og varmen. Jeg blinkede hurtigt med øjnene men mine øjenlåg føltes tunge, og jeg følte mig svimmel. Jeg satte mig hurtigt op, og min mave vendte sig i mig og jeg følte jeg var ved at kaste op. Jeg kunne intet se, alt omkring mig var mørkt. "Hallo?" Sagde jeg stille. "Er her nogle?" Mine ord var kun en hvisken, for jeg var ikke sikker på om jeg egentlig turde sige noget, jeg skulle til at rejse mig, men mærkede hurtigt noget tungt om mine ben, jeg greb ud efter det, og mærkede nogle store kæder der bandt mine føder sammen. Panikken bredte sig i mig. hvor var jeg? skulle jeg dø? var jeg blevet kidnappet? Pludselig hørte jeg noget rumsterer i rummet kun få meter væk og noget der trak været dybt. Jeg skyndte mig at føre min hånd hen over gulvet og ledte efter noget der kunne bruges til våben og fik fat på noget der føltes som en glat og slebet gren. "Er der nogen?" Lød en svag stemme. En pigestemme. Jeg trak stille været et par gange og overvejede om jeg mon skulle svare. "Hey hvad sker der?" Spurgte en anden stemme pludselig. Denne gang var det en mandestemme. "Er der nogle der kan hjælpe mig? Jeg kan ikke se noget?" Spurgte pigen. hendes stemme lød bange og knækkede over en gang. "Måske vi skulle tjekke væggene her må være noget lys" sagde fyren igen. Inden hverken mig eller pigen nåede at svare blev et skarpt lys tændt i hele rummet. "Arh" fremstammede jeg og holdte en hånd for mine øjne. Imens keg holdte hånden med grenen frem imod stemmerne. i selvforsvar. Jeg skyndte mig at blinke noglegange for at vænne mine øjne til det pludseligt skarpe lys. "Hvad fanden?" Udbrød fyren og jeg kiggede hen imod ham. Mine øjne begyndte så småt at vænne sig til lyset. Han så forbavset ud. Der gik et øjeblik før jeg så at han kiggede på min hånd. Jeg fulgte hans blik og så at grenen i min hånd var en stor glat hvid-gullig knogle. Jeg udbrød er forskrækket skrig og smed den fra mig. "Fuck!" Råbte jeg og blev endnu mere bange og nervøs da jeg opdagede den bunke menneskeknogler hvori jeg havde fundet knoglen. Bunken var fra mindst 3 personer, og de havde tydeligvis ligget der længe eftersom alle knoglerne var renne. Jeg kiggede forskrækket rundt i resten af rummet. imens jeg hev i kæderne for at få mine ben fri. i rummet lå der bunker af gamle byggematerialer som Mursten, og smadrede vinduer og breder og den slags "Hvad sker der? Hvorfor kan jeg ikke se noget! hjælp mig!!" Skreg pigestemmen pludselig, og afbrød stilheden. Jeg kiggede over på hende og opdagede hun havde et bind for øjnene. Det var lavet af metal, og havde en hængelås bagpå. Hun hev idet men det var tydeligvis umuligt at tage af uden nøglen. Jeg skyndte mig at kigge ned på kæden om mine ben hvor der også var en hængelås. Kæden var også snoet rundt om et stort rør der gik fra gulvet til loftet. Derefter så jeg over på fyren der havde sin ene arm lænket til et langt tykt jernrør. Jeg kiggede igen på pigen. "Jeg kan ikke hjælpe dig lige nu, men jeg skal nok prøve når jeg kommer fri" skyndte jeg mig at sige. Jeg prøvede at lyde beroligende selvom jeg selv var ved at gå i panik, hvilket nok også kunne høres på min stemme. "Men jeg vil fri nu!" Græd hun og blev ved med at prøve at få masken af. " hvad sker der?" Lød en stemme pludselig. En pige vaklede ud mellem bunkerne af de gamle byggematerialer der lå i rummet. Hun holdte sig til hovedet hvor det så ud til hun var kommet til skade. "Hvor er jeg?" Spurgte hun og kiggede rundt på os. Hun vaklede et par skridt og faldt ned på jorden. "Hey pige?" Råbte fyren. "Du må tage det roligt, du er nok stadig kraftigt bedøvet!" Jeg så forvirret på ham. "Bedøvet?" Spurgte jeg undrende. Han så aggressivt på mig. " ja var du måske ikke bedøvet? Husker du hvordan du er havnet her?" Jeg rystede på hovedet men valgte at tie stille. "Nej vel? Det var nok fordi du var bedøvet" fortsatte han. Pigen der lige var kommet frem satte sig op og kiggede rundt. "Hvor er jeg?" Spurgte hun hurtigt. "Hvad sker der?" Inden nogle af os nåede af svare kom der en sjov biblyd. "Min mobil!" Råbte pigen og hev sin mobil frem fra lommen. "Ingen dækning" sagde hun trist. Og hun mærkede igen på sin lomme og hev tre nøgler frem. Hun så forvirret på dem. "Hey kom med dem der!" Råbte fyren aggressivt. Pigen rejste sig forskrækket og gik langsomt hen til ham og afprøvede nøglerne i låsen. "Den passer!" Råbte hun glad. 

Kort efter var vi alle tre fri. "Godt at kunne se igen" sagde pigen der havde været bundet for øjnene. "Hvor er vi, hvad laver jeg her? Og hvordan er jeg havnet her?" Spurgte hun og kiggede på os andre tre. "Hvor fanden skulle vi måske vide det fra!" Sagde fyren aggressivt. "Stop nu, der er ingen af os der ved det, vi er jo alle havnet her imod vores vilje" sagde jeg stille. "Vi burde prøve at slippe ud inden hvem end der har bragt os her kommer tilbage!" Sagde pigen der havde haft nøglerne. Men først vil jeg gerne vide hvem i er? Mit navn er Aiko" Sagde hun og så på os. "Taylor her" sagde jeg hurtigt. " mit navn et Emma" sagde den anden pige. Vi kiggede på fyren og afventede hans navn. "For det første så slipper man ikke bare ud sådan et sted her!" Sagde han. "ved i slet ikke hvad det her er? Det er sikkert et spil, for hvem end der sidder og holder øje med os" han pegede op imod et hjørne. Jeg kiggede derop, og opdagede et lille kamera der blinkede ned imod os. Hurtigt kiggede jeg rundt i de andre hjørner hvor der også var kameraer i næsten dem alle sammen. "har i ikke fulgt nyhederne, der er omkring 30 unge mennesker på vores alder der er forsvundet på det sidste ingen af dem er fundet i live, de bliver alle taget om aftenen på vej til eller fra fest" hans stemme lød pludselig mere stille og ikke så aggressiv som tidligere "Og mit navn er Kevin" sagde han bagefter. "Åh nej vi skal dø!" Udbrød Emma og satte sig ned og gemte hovedet sine hænder. Aiko bed sig i underlæben og kiggede hurtigt væk. Hendes øjne blev våde og jeg kunne se hun gjorde alt for at holde tårerne tilbage. Og så satte hun sig ned ved siden af Emma. Skal jeg virkelig dø her? Tænkte jeg. Jeg tænkte tilbage og prøvede at huske det sidste fra før jeg blev fanget. Det havde været nat. Og jeg var ude og gå en tur, de andre på mit kollegie havde holdt fest og jeg kunne ikke holde deres larmende techno musik ud, så jeg var gået ud for at slippe lidt for deres larm. Skulle mit liv virkelige ende på grund af det? Fordi jeg ikke kunne holde deres larm ud, deres åndssvage musik var intet sammenlignet med dette her, og at skulle dø. Jeg ville hellere høre skodmusik hver dag end at dø. "I må ikke give op på forhånd" sagde Kevin. Og kiggede på os. Jeg opdagede at en tåre rendte ned af min kind og skyndte mig at tørre den væk. Kevin så på mig, og jeg synes jeg skimtede et smil på hans læbe. Han så ret upåvirket ud, i forhold til os andre. Pigerne rejste sig op. "Du har ret, her må være en udvej" sagde Aiko. Vi gik i stilhed han imod døren som utroligt nok ikke var låst. Ude foran døren var det en lan tunnel. til venstre kunne vi se tunnelen endte blindt ved en stor trædør. Aiko gik hen og tog i døren som var låst. til højre var tunnelen så lang at man ikke kunne se hvor den førte  hen. Væggene var lavet af sten, gulvet var af sand. Det mindede mest om en kælder, en fabrik eller noget underjordisk. Jeg var hvert fald ikke længere i tvivl om at det ikke var er hus vi befandt os i. "Kom" sagde Kevin og begyndte at gå ned af gangen. Jeg så hurtigt på pigerne som med det sammen gik efter. "Burde vi ikke se hvad der er bag døren?" Spurgte jeg og gik efter. "Nej det er spild af tid, vi burde hellere se hvad der er for enden af tunellen" Sagde han selvsikkert. Jeg brød mig ikke om ham, men jeg ville hellere blive hos dem end at gå alene selvom han var virkelig skummel. "Hallo" råbte en stemme pludselig i det fjerne. Stemmen gav Ecco igennem tunnelen. "Er her andre end os?" Udbrød jeg. jeg skulle til at løbe ned af gangen, men Kevin tog fat i min arm "Lad os tag den med ro, måske er det kidnapperen" sagde Kevin en anelse aggressivt igen. Jeg så på ham, og tænkte det igennem. "Er her nogle" Råbte stemmen igen. Jeg så ned af gangen, og hev min arm til mig. "men måske er det ikke" Sagde jeg og løb ned af gangen. Jeg løb forbi en dør, og stoppede hurtigt op og tog fat i håndtaget, der var også låst. "Hallo?" råbte jeg, men der var ingen  der svarede, så jeg løb videre. Kunne han ikke råbe igen så jeg kunne få en ide om hvor han var tænkte jeg. Jeg kiggede op i loftet imens jeg løb videre, jeg opdagede kameraerne der sad deroppe og holdte øje med min. stoppede op, og så op i mod dem. Det v ar en ussel følelse at vide at der var en der holdte øje med en. en der sad bag en skærm et sted og sikkert grinte af en. jeg vendte mig om og kiggede bagud. Kevin og pigerne var ikke at se. jeg fik kuldegysninger ved tanken om at jeg nu var helt alene. "Slip os så fri!" Råbte stemmen igen, det lød nu som om personen var lige i nærheden. den lange tunnel svingede længere fremme. jeg løb hurtigt derhen, og kunne se et stort bur længere ca. 20 meter væk. jeg gik langsomt hen imod det. "Hey slip os så fri" råbte stemmen en anelse aggresivt. jeg kunne se en fyr stå med hænderne rundt om tremmerne. han havde en grøn hættetrøje på og brunt hår. Jeg gik stadig lidt langsomt hen imod ham, Hans aggresive blik forsvandt da jeg kom tættere på. "Kom nu, slip os fri, han forbløder han skal på hospitalet" Sagde han bedende. "Han?" gentog jeg og opdagede en anden ung fyr der sad på gulvet. "Jeg forbløder altså ikke" Sagde han og rejste sig. han holdte sin hånd i siden og han trøje var blodig. Han havde lyst hår. "Er du det svin der har stukket mig ned?" sagde han koldt og så mig ind i øjnene. Jeg rystede på hovedet. "Nej jeg er lige vågnet for ti minutter siden, sammen mad 3 andre" Jeg kiggede bagud og kunne ikke se dem endnu. Jeg kiggede igen på de to fyre. "Vi var bedøvet" Sagde jeg og gik om til burets dør, hvor der hang et brev. jeg tog det hurtigt og læste de få ord der stod skrevet deri. 'kan man stole på folk der sidder i et fængsel? red jer selv' jeg kiggede hurtigt på de to fyre igen. "Hvem er i?" Sagde jeg lidt usikkert, og kiggede på hængelåsen, der var ingen nøgle at se nogle steder. "Mit navn er Robin" sagde fyren der var såret. "og jeg hedder Sam" sagde den anden fyr kort efter. Jeg kiggede rundt og prøvede at finde noget at åbne låsen med. "Og hvem er du selv?" Sagde Robin. Jeg kiggede hen imod ham. "Nåh ja, Taylor" Sagde jeg med et smil. "Jeg prøver at finde noget at åbne hængelåsen med, en økse eller noget" Sagde jeg og kiggede rundt. "Hvor længe har i været her?" Spurgte jeg dem. "Vi vågnede for ca. halvanden time siden" svarede Robin. Idet samme kom Kevin og de andre ind. "Hvad sker der her?" sagde han hurtigt og kiggede rundt. Jeg pegede på dem. "Det er to andre der er fanget, vi på finde noget at befri dem med, en økse eller noget, her er ingen nøgle" Han gik hen og kiggede på hængelåsen, og samlede brevet op som jeg havde smidt på jorden. Han læste det hurtigt. "Har du læst det her?" spurgte han, og jeg nikkede. "Her står jo de er farlige, lad os komme videre" sagde han og rev papiret i stykker. Emma kiggede på Kevin. "er de farlige?" og gik hen til ham. "Hey vi er ikke farlige!" råbte Robin. Jeg gik han og tog fat i Kevins skulder. "Det er morderen der har skrevet det, selvfølgelig passer det ikke" Sagde jeg og så ham ind i øjnene. "Jeg er blevet stukket ned" Sagde Robin. og løftede op i sin bluse så man kunne se såret. Kevin så kort hen på Robin. og pegede hen imod ham. "Han er stukket ned, så betyder det nok bare han er farlig hvis morderen blev nødt til det" sagde han med et alvorligt blik. "Stop nu det pjat der" afbrød Aiko. "Fyren er såret selvfølgelig skal vi hjælpe dem ud, vi kan ikke lade folk være efterladte hernede" Sagde hun og så hen imod Robin og Sam. "Men vi bliver nødt til først at finde noget at åbne buret med, for der er tydeligvis ikke noget her, så vi må efterlade dem der lidt" Kevin nikkede. "Godt så smutter vi" sagde han med et smil. Jeg kunne se han tænkte at dette var muligheden for at efterlade dem, og ikke komme tilbage. "Jeg bliver her så" Sagde jeg hurtigt. Aiko og Kevin så overrasket på mig. "Som et bevis på at vi ikke efterlader dem" sagde jeg. Aiko smilte og nikkede. "Selvfølgelig gør vi ikke det, men det er godt du bliver her, så kan du også hente os hvis der sker noget" Sagde hun, og så gik de videre og forsvandt rundt om et hjørne. Jeg gik hen og satte mig på nogle kasser ved siden af buret. "Hvorfor gjorde du det?" Spurgte sam.  "Ja måske kommer de ikke igen?" Sagde Robin. Jeg smilte lidt. "Jeg stoler på de kommer igen" sagde jeg selvsikkert. Men inden i mig var jeg meget nervøs, jeg vidste Kevin han ikke ville komme tilbage hvis det stod til ham. Måske burde jeg være taget med dem, det kan være de finder en  udgang. Og ingen ville gå tilbage til det der måske bliver deres død hvis de først er fri. Tiden gik langsomt. og ingen af os var i særlig meget snakkehumør. vi spurgte ind til hinandens job, uddannelse, kæledyr osv. men meget af tiden sad vi i stilhed. "Der er gået to timer nu" Sagde sam, og så på sit ur. "De kommer ikke tilbage Fortsatte han. "De skal nok komme" Sagde jeg usikkert. "Måske er de døde?" sagde Robin, med et løftet øjenbryn. Idet samme hørte vi nåede rumstere nede af gangen. Vi alle tre rejste os hurtigt og så hen imod tunnelen. "Så slip mig dog!" Lød en dyb stemme jeg ikke havde hørt før. Pludselig kom Kevin ind med en fyr foran sig, Kevin holdte hans arme på ryggen. "Hvad sker der?" udbrød jeg og løb om til dem. "Jeg fangede morderen!" Sagde han og smed fyren ned på jorden. Fyren havde brunt hår med lyse spidser i pandehåret. Kevin havde bundet armene på ryggen af ham, så han ikke kunne komme fri. "Jeg er ikke en morder!" Udbrød han, og så op på mig. Jeg opdagede blod på hans trøje, og også på Kevins. "Hvad er der sket?" Sagde jeg og så på dem. Aiko kom også ind. tårene løb ned af hendes kinder. "Hvad er der sket?" udbrød jeg igen. "Emma er død!" græd hun, og satte sig ned på huk. "Han dræbte hende!" råbte hun og pegede på fyren. Han rystede hurtigt på hovedet. "Nej, jeg har ikke dræbt nogle!" Råbte han. "Her Taylor!" Råbte Kevin og smed noget hen imod mig. Jeg greb det og det var en nøgle. "Han havde den omkring halsen" Sagde Kevin. Jeg skyndte mig og prøve den i burets hængelås, og den passede. Robin og Sam skyndte sig ud. "Endelig" sagde Robin lettet. "Lad os så komme helt ud af det her hul" sagde han, og kiggede på os. "Hvad gør vi med ham der?" Sagde Sam og så ned på fyren der sad på jorden. "Slip mig fri" sagde han og så frem og tilbage på os alle. "Hør her, mit navn er Ryan, jeg er næsten lige vågnet op nede i det her hul, jeg vågnede to minutter inden jeg faldt over den der døde pige" sagde han. "Så har du ingen beviser imod ham?" Spurgte Robin Kevin. Kevin sukkede. "nej, men i kan da se alt det blod på ham, tror i det kom af at han faldt over hende?" Svarede han aggressivt. Robin smilte. "Du har ligeså meget blod på dig, og at du anklager ham, er ikke anderledes end da du ville efterlade mig og Sam til døden i det bur" Råbte Robin. Kevin pegede på Robin. "Du holder bare kæft eller jeg skal personligt lukke dig inde i det bur igen!" Råbte han tilbage. Robin løb hen imod Kevin og gav ham i knytnæve i ansigtet, så han faldt, men han kom hurtigt på benene og hoppede på Robin igen. Jeg skyndte mig om til Ryan og bandt hans hænder fri. "Hjælp mig med at skille de to ad" Bad jeg ham og han nikkede til svar. Kevin og Robin trillede rundt på jorden og slog på hinanden, jeg greb hurtigt fat i Kevin, og Ryan greb fat i Robin, og vi trak dem hver til sit, idet jeg trak i Kevins bluse faldt noget ud af hans lomme. Vi alle standese og så på det der landede på Jorden. "en... en kniv?" sagde jeg og slap forskrækket Kevin, og gik et skridt tilbage, og holdt blikket på en halvstor kniv, der var smurt ind i størknet blod.


 Mere kommer...