Mutants

Jeg kiggede træt op på skoleuret, imens jeg bed i min blyant. Det var klassens sidste time inden vi endelig havde juleferie. Alle var glade, og der var ikke nogle af eleverne der længere kunne holde ud at høre på læreren som ihærdigt prøvede at stå og beholde alle elevernes opmærksomhed, imens han snakkede om historie, og det gamle romerrige. Der var stadig fem minutter tilbage af timen, og det føltes somom at sekunderne sneglede sig afsted i det mest langsomme tempo jeg noglesinde havde oplevet. Jeg tørrede noget sved af min pande, med min trøje og tog en slurk af min sodavand.

Hele dagen havde jeg haft det utroligt varmt, somom at jeg havde feber, og at der var 50 grader inde i mig, men det ville være underligt, for jeg fejlede intet. Godt nok var det vinter, men jeg havde ikke været forkøllet, eller syg på nogle anden måde. Og det var heller ikke klasselokalet der var varmt, for de andre elever sad med trøjer, på og nogle så ud til ligefrem at fryse. Jeg tog min bog, penalhus og papire ned i tasken, lynte den og rejste mig op, jeg nåede kun at gå nogle skridt hen imod døren, før læreren kikkede på mig, og så på uret. "Taylor, du har først fri om fem minutter, sæt dig ned" sagde han skarpt. Jeg vendte mig træt om imod ham. "Undskyld, men jeg har det af helvedes til" sagde jeg sløjt og gik videre hen til døren og ud af den. Jeg skyndte mig ned af trappen og ud af døren, som førte udenfor. Det blæste og sneede kraftigt. Jeg trådte ligeglad ud i det, og tænkte ikke på andet end at komme hjem. Jeg gik i nogle minutter og følte kun at temperaturen stig i mig. Jeg tog min jakke af, og var fuldstændig ligeglad med den, så smed den på jorden bag mig, i håb om at det ville blive koldere, hvilket det ikke føltes til at gøre, hvorefter jeg også lynte min langærmet trøje ned og tog den af. Kulden generede mig stadig ikke. og jeg havde det stadig så varmt at sveden løb ned af min pande. Jeg faldt ned på knæ og mærkede den kolde sne køle mine hænder ned, jeg blinkede nogle gang og så sneen opkring mine hænder smelte. jeg kiggede undrene på sneen der blev til vand. "Taylor! Taylor er du okay?" Råbte en stemme bag mig. En pige luntede hen til mig, og greb fat i min arm, men udbrød et skrig og slap mig hurtigt igen og bakkede væk. "Du er jo brænd varm!" Sagde hun chokeret. Jeg kiggede hen på hende og så hendes skræmte øjne, stirre på mig. Jeg rejste mig langsomt og var ved at falde, men holdte mig på benene, og gik nogle skridt væk fra hende. "Jeg.. Jeg skal bare hjem" sukkede jeg lavt og gik så langsomt videre.

Turen hjem som normalt gik hurtigt og plejede at tage 20 minutter. føltes pludselig lang. Jeg følte at jeg havde gået i en evighed, men var endnu ikke halvvejs. Jeg boede stadig hjemme, hos mine forældre, men om et halvt år, blev 18, og kunne flytte hjemmefra, hvilket jeg glædede mig til. Jeg var enebarn, og levede meget for mig selv. i skolen snakkede jeg ikke med nogle af de andre og jeg satte mig altid langt fra dem, så jeg prøvede heller ikke at få kontakt til dem. Når jeg kom hjem gik jeg også bare ind på mit værelse, og var alene. 

Jeg satte mig træt ned på en bænk, og følte at jeg ikke kunne gå så meget som et skridt længere. Det føltes somom at jeg brændte op indvendigt, og snart var døden nær. Jeg fandt panisk min mobil frem og trykkede 112. "Det er alarmcentrallen, hvad kan vi hjælpe med?" Spurgte en kvindelig venelig stemme. Jeg tog er par dybe tunge indåndinger. Det føltes som om at der ikke var meget ilt, omkring mig. "Jeg.. Jeg tror at jeg skal.. Have en ambulance" Fremstammede jeg lavt. Der var stille i nogle sekunder. "Hvad fejler du og hvor befinder du dig?" Spurgte stemmen lidt koldt. "Jeg ved ikke hvad jeg fejler.. Men jeg befinder mig på.." En stor sort bil kom vinene hen af gaden og kørte ind på fortovet og standsede først en meter fra mig. 4 mænd i sort jakkesæt og med solbriller trådte hurtigt ud og gik nogle skridt imod mig. "Taylor?" Spurgte en af dem, og de stillede sig rundt om mig en meter fra mig. Jeg kiggede forvirret på dem, og så ned på telefonen der lå i sneen, og jeg kunne høre stemmen der talte i den. Jeg havde tabt den, af chok på grund af bilen. Jeg bøjede mig ned imod den og ville samle den om. "Lad den ligge!" Beordrede en af dem og sigtede på mig med en pistol. Jeg løftede skræmt hænderne. "Okay" sagde jeg forvirret. Jeg nåede ikke at se hvad der mere skete før to sprøjter sad i mit ene ben. Af ren refleks hev jeg dem hurtigt ud.

"Hvad.. Hvad er det?" Spurgte jeg chokeret og kiggede op på dem. Hurtigt blev alt slørret, og alt begyndte at snurre rundt.  jeg mærkede at jeg faldt om i den kolde sne. 

Et skarpt lys vækkede mig. Jeg blinkede nogle gang for at få mine øjne til at vænne sig til lyset før at jeg kunne se noget. Jeg lå på noget hårdt, og køligt. Og en klam lugt af medicin og kemikalier strejfede min næse.

Da jeg fik vænnet mine øjne til lyset opdagede jeg at jeg befandt mig i en hvidt rum.

Væggene var hvide og lavet af noget blødt materiale, som mindede om noget jeg havde set på tv. Det mindede om Isolationen på en politistation eller som på en sindsygshospital hvor de har sikret rummet, så de indsatte ikke kan skade sig selv. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at jeg også havde fået hvidt tøj på. En hvid tshirt og hvide shorts. Jeg  rejste mig fra sengen som ikke var andet end en stor plade der stak ud fra væggen. Langsomt og forsigtigt gik jeg hen imod døren. I midten af døren var der er lille vindue der gjorde at jeg kun lige kunne se ud, men der var ikke meget at se. Udover en lang smal gang fyldt med døre. "Hallo er det nogle derude?" Råbte jeg. Og begyndte at hamre vildt op døren. Men der var ingen at se, og ingen der reagerede. Lidt efter gik jeg tilbage til sengen og satte mig ned igen og gemte mit ansigt i mine hænder. "Min mor må være syg af bekymring" sagde jeg til mig selv, og tænkte på hvilken jul det mon måtte blive for dem hvis jeg var forsvundet.

Jeg rejste mig igen og løb hen til døren og hamrede løs på den. "Luk mig ud! Forhelvede så luk mig dog ud!" Råbte jeg og sparkede og slog på døren uden der skete noget. Jeg knyttede min hånd og prøvede så at slå på det lille vindue, i håb om at jeg kunne smadre det. "Det her er en misforståelse, jeg har intet gjort!" Råbte jeg og presede panden opgivere imod døren, imens jeg hev efter vejret. Mit raseri anfald havde gjordt mig forpustet. Jeg lod mig faldt sammen foran døren og kiggede på mine hænder. Mine knor blødte så det dryppede ned på mit underlige hvide tøj. Først nu lagde jeg mærke til smerten. Jeg blev igen rolig. "Taylor, træd væk fra døren" lød en stemme. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede forvirret rundt og opdagede en mand stå uden foran døren og kigge ind. "Træd væk fra døren" sagde han igen og jeg bakkede tilbage. Døren gik op og manden trådte ind. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her!?" Råbte jeg og trådte nogle skridt frem imod ham. Idet samme sad der to sprøjter i mit ben. Jeg hev dem hurtigt ud. "Nej" udbrød jeg og så op på manden. "Hvorfor gjorde du det? Jeg.." Mit syn blev slørret og jeg fik en ubehagelig prikken i min krop. "Hvorfor?" Sagde jeg og faldt om.

Jeg slog øjnene op, og satte mig med et chok op. Jeg lå igen på den kolde metalplade som stak ud af væggen. Jeg kiggede forvirret rundt. "Shit!" Hviskede jeg for mig selv, og tog en hånd op til ansigtet. Jeg så på mine hænder, og opdagede at mine knoer var blevet indbundet i bandage. Jeg rejste mig op og gik hen til døren igen. "Jeg kræver for helvede da en forklaring!" Råbte jeg og sparkede igen til døren. Jeg følte mig stadig sløj, så efter kun få spark var jeg allerede forpustet igen, og jeg fik det varmt. Jeg tænkte tilbage på skolen, og hvor varmt og syg jeg havde været. Var jeg indespærret på et sygehus fordi jeg måske var dødeligt syg og kunne smitte andre? Umuligt. Dette kunne ikke være et sygehus, sygehuse kan og må ikke behandle deres patienter sådan. Jeg pressede panden imod glasset og kiggede op og ned af den lange smalle gang. I døren overfor mig kom der pludselig et ansigt til syne, en fyr med kort blond hår stirrede overrasket på mig. "Hey, hey" råbte jeg og hamrede på døren. "Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?" Råbte jeg imens jeg holdt øjenkontakt med ham. Han lagde forvirret hovedet på skrå. Jeg kiggede skuffet på ham. "Kom nu svar!" Råbte jeg og hamrede fladt hånden ind i døren. Han trak på skuldrene som om han ikke vidste hvad jeg råbte. Eller måske vidste han heller ikke hvor vi var. Han så væk, og lignede en der tænkte. Så tog han sin ene hånd op til ruden og rundt om hans hånd lignede det at der var gnister af stød. Han smilede imens som om at det ikke gjorde ondt. Idet samme lød det en alarm, og han stoppede og så forskrækket op. To mænd i noget underligt tøj løb hen til hans dør og flåede den op. Få minutter efter kom de igen ud der fra og gik roligt væk. Resten af dagen stod jeg ved vinduet og ventede på at han igen kom til syne, men det gjorde han ikke. Pludselig gik alt lys ud, og alt var mørkt. Jeg fandt i mørket frem til den kolde stål plade der stak ud af væggen. Jeg lagde mig på den og lukkede mine øjne og tænkte at næste dag, umuligt kunne blive værre. 

- Mere kommer...