Kunstigt liv

Kolde, hjælpsomme og altid til at have  med at gøre. Disse tre ting er hvad robotterne var for blot få år siden. De kunne handle for en, lege med ens børn, gå tur med hunden, følge ens børn i skole. De kunne alt, og alle havde en, for de gjorde livet så nemt, at man næsten aldrig selv behøvede gøre noget. Selvfølgelig skulle man i skole, og på arbejde og den slags, men det er da heller ikke et stort problem når man ved at når man kommer hjem, er der fejet, vasket op, og lavet kaffe til de voksne. Hvis blot livet stadig var sådan, men det er det ikke, for selvom at de var hjælpsomme var de jo utroligt grimme at se på. Havde store lysende røde øjne, var sølvblanke, men delvist rustne. Knirkede nogen enkelte steder, og havde en stemme som var der to jernplader der gned sig op af hinanden og dannede ord. Men de var nu ikke til at undvære. Hvert fald lige indtil ChristianWolter fik ødelagt det hele. Han var robotforsker og havde længe arbejdet på at lave en mere menneskelig robot og da det lykkedes ham, blev de gamle robotter skrottet, og de nye blev nærmest en ny dille. Alle hjem havde en af de robotter. Mindst. Selv havde vi tre i mit hus. En til min mor, en til min far, og en til mig og min søster til deling. Grunden til at de var så meget mere populære end de gamle var nok deres udseende. Det var faktisk lidt uhyggeligt. De lignede mennesker så meget at man ikke kunne se forskel. Og det er nok det der er problemet i dag. Nu er problemet at vi skal slå alle robotterne ihjel, for efter de havde levet blandt os i et halvt års tid, gik det galt. Det slog simpelthen klik for dem. Og nu er vi en gruppe af unge der har mistet alt hvad vi tidligere havde, der vil prøve at skaffe de robotter af vejen, vi ved det vil komme til at koste liv, og det har allerede kostet mange menneskeliv. Året er 2388, og der er krig. Krig mellem mennesket og robotterne.

"Taylor, Taylor vågn op, det er din tur til at holde vagt Taylor!" Aiko ruskede i mig, og jeg vågnede langsomt. Hun så træt ud og havde fået helt røde øjne, hun holdt et hårdt greb om sit våben. "Hvad er klokken? Det er jo allerede ved at være lyst udenfor" sagde jeg og kiggede hen mod vinduet hvor der var plader for. Der var kun nogen små sprækker mellem pladerne hvor lyset kom ind af. "Klokken er næsten halv syv" Svarede Aiko og kiggede ned i det hårde trægulv. "Hvad? Er den så mange, jeg skulle da holde vagt klokken fire" Aiko smilte svagt. "Ja det ved jeg godt men, du var så træt i går aftes og du så ud til at sove så godt, så jeg synes du skulle have lov til at sove ud" Aiko kiggede op på mig, "Okay, men nu er det dig der har brug for søvn, Så tager jeg dobbeltvagt næste gang. Men nu smutter jeg ud efter noget mad" Sagde jeg lettere irriteret og vente mig om, og begyndte at gå en mod den godt forseglede dør. Aiko gjorde store øjne. "Du kan da ikke gå derud selv, tænk hvis der kommer en robot" Jeg kiggede hen mod hende, og så hen imod de andre der stadig sov. Jeg rystede på hovedet. "Lad de andre Sove, de har brug for det.” Sagde jeg lavt og åbnede et vindue og hoppede ud af det.

Der var ikke en skygge at se nogle steder, og ikke en lyd at høre, men der var heldigvis heller aldrig nogen af os der havde set en robot så tidligt på dagen. Jeg skulle hen af seks gader før jeg ville komme til det hus, hvor der var flere af os der før havde overlevet, et halvt år med terror fra robotterne. Det sted hvor vores mad ressourcer var. Og der var stadig meget mad, mad til et år eller to endnu. Da jeg kom derhen hilste jeg på dem alle, der var syv personer som boede der, og vogtede over maden. Men vi alle kunne jo ikke bo der, så min gruppe og jeg havde fundet et nyt og sikkert sted at bo. De havde engang været otte, der boede der, men for en månedes tid siden blev en af dem dræbt, da han sammen med nogle var ude og søge efter våben, var de stødt på nogle robotter hvor han desværre ikke var undsluppet. Det var trist men, der var ikke tid til at sørge så de vidst alle kommet over det.

Jeg fik en pose med mad i, som skulle holde sig i mindst en uge, men det kunne det også sagtens. På vej tilbage mod huset gik jeg meget i mine egne tanker, men hørte så pludselig et skridt, jeg kiggede mig omkring men kunne ikke se noget tegn på liv. Var det mon indbildning? I den ene hånd bar jeg posen, og den anden hånd havde jeg klar til at trække mit sværd op. Da jeg igen kiggede ligefrem, så jeg en ung dreng stå, midt på vejen med en robotarm af stål, i sin venstre hånd. "Hey hvem er du?" Råbte jeg og gik nogen skridt tilbage. Da jeg aldrig havde set ham før måtte han være en robot, for alle os mennesker i byen kender hinanden. Drengen kiggede op på mig, og begyndte at gå hen imod mig. Da han kom nærmere kunne jeg se han ingen højre arm havde. "Bliv hvor du er, din dumme robot!" Råbte jeg og tog sværdet op, og pegede på ham. Drengen stoppede ikke men gik et par skridt mere hen mod mig, så stoppede han. "Jeg bliver nødt til at låne noget værktøj" Sagde han og så bønfaldene på mig. "Så du kan reparere dig selv? Aldrig!" Råbte jeg tilbage til ham. Drengen bukkede sig ned og lagde armen på jorden, foran ham. "Du må ikke tro at jeg er en af de sindssyge robotter som min far har lavet, jeg er søn af Christian Wolter. Og da jeg for nogle år siden var ude for en ulykke hvor jeg mistede venstre arm og ben lavede min far denne arm til mig og opererede den ind I min krop, sådan så den fungere som en helt almindelig arm, det samme gjorde han ved mit ben" forklarede han imens han holdte mit blik fastlåst med sine blå øjne. "Jeg er altså ikke en af dem, bare på grund af en arm og et ben" sagde han og så væk og sukkede. Hans historie var mærkelig og næsten ikke til at tro på, men jeg valgte at tro at det var rigtigt hvad han sagde. Jeg så tøvende på ham. "Okay, hvad er dit navn?" Han lyste glad op. "Mit navn er Robin” sagde han glad.  Jeg nikkede. "Jeg hedder Taylor"

Da vi kom tilbage var alle i huset vågne. Jeg gav værktøjet til Robin, som gik ind i et andet rum, hvor han ville reparere sin arm. Og forklarede så de andre historien.  "Han er helt sikkert bare en robot der snart kommer ud og dræber os alle" sagde Ryan, og slog mig irriteret i hovedet. "Nej jeg er sikker på det er rigtigt hvad han har fortalt, han er et menneske, og desuden er hans robot dele af stål, robotternes er af jern og er dækket så man ikke kan se de er robotter" De andre nikkede og var enige, men Ryan var ikke så nem at overbevise men han tog det roligt, og satte sig. Og holdte vagt. Da Robin kom ud sad stålarmen igen fast på ham, han nikkede taknemeligt til os. "Tak skal i have, nu kan jeg komme videre med min mission" sagde han. Jeg kiggede undrene på ham. "Mission?" sagde jeg forvirret. Han nikkede. "Ja jeg skal op til min fars hovedkontor, der hvor min far har lavet dem, der skulle der være en knap der deaktivere, de små chips der er bag i hovedet på robotterne, og så skulle de alle gå i stå" forklarede han. Ryan, Aiko og de andre begyndte at snakke i munden på hinanden. Jeg Rejste mig og gik hen til Robin. "Hvis det er der de er skabt, må der være mange robotter der, det vil du ikke kunne klare alene" han rystede på hovedet. "Nej måske ikke, men jeg bliver nødt til at forsøge" Sagde han Lavt og sukkede. jeg vendte mig om mod de andre "Hey. Jeg ved ikke med jer, men jeg tager med Robin, Dette er en stor chance for at få dem udryddet en gang for alle" sagde jeg uden at tøve. Jeg vidste at det ville blive farligt, men en bedre chance end denne ville vi aldrig få. Ryan rejste sig. "Det er sgu i orden jeg tager med og det gør i ikke" Han pegede ned på dem der end nu ikke havde nået at sige noget. "Hvis vi bliver for mange bliver vi nemmere opdaget, så tre må være nok" Robin nikkede. "Det har han nok ret i, og jeg har ikke lyst til at bringe jer alle i fare, måske dør vi alle og når ikke at opnå noget som helst" sagde Robin trist og så på Ryan og mig. Vi kiggede kort på hinanden og nikkede så. "Vi tager med alligevel" svarede jeg med et smil. Vi sagde kort farvel til de andre. Inden vi begyndte at gå den lange vej hen imod hovede komtoret. Selv nåede jeg ikke kommer med en protest, angående om vi skulle have flere med. for selv synes jeg tre var for lidt, for jo flere jo bedre, tænkte jeg, men valgte at tie stille, det kunne jo være at det ville gå godt.

Hovedkontoret lå et stykke væk. I udkanten af byen, og det ville tage ca. fem timer til fods. Turen var lang, og hård. Man skulle være på vagt hele tiden. Men det gik okay, vi stødte ikke ind i mange robotter. Men synet der mødte os da vi kom derhen var virkelig et mareridt. Allerede en halv kilometer fra hovedkvarteret begyndte det at vrimle med robotter overalt. "Hvad fanden gør vi nu Robin?" Spurgte Ryan surt, men viskende. "Bare rolig, jeg kender stedet her omkring som mit eget hus, så jeg håber at i kan svømme?" spurgte Robin og så på os. "Ja Klart" svarede vi begge, med et smil. "Godt. Så kom!" han løb ned af en skrænt, og vi luntede efter, indtil vi kom ned til en å. "Åen her er ret dyb så vi kan sagtens svømme i den, det er den mindste chance for at vi bliver opdaget. hvis i altså ikke plasker og larmer" forklarede Robin og så afventende på os. "Vi gør vores bedre for at være stille" svarede jeg med et nik. "Godt, I kan bare dykke det meste af tiden, åen føre helt op til bagsiden af huset, og så skal vi bare løbe alt hvad vi kan rundt om huset og hen til døren. I skal bare følge mig. Okay?" Vi nikkede og listede så langsom ned i det kolde vand. At svømme og dykke den halve kilomet var rimeligt hårdt, og der svært hele tiden at golde øje med hvor de to andre var henne, og samtidig dykke og prøve at holde øje med robotter og hvor langt det var til kanten. Åen gik lige forbi huset men på den forkerte side, så vi skulle hele vejen rundt om huset, før vi kunne komme ind. "Vi venter lige et par minutter her i vandet inden vi fortsætter, så kan vi lige få vejret, inden vi skal til at løbe som bare fanden." Sagde Robin og kiggede på os. "Hvor er den dør? Jeg kan ikke se den" sagde Ryan surt. "Den er på den anden side af huset, det er derfor jeg siger vi skal løbe hurtigt" Svarede Robin stille. "Satans, de er jo over det hele" hviskede Ryan og så egentlig ret trist ud. Jeg tror han var lige så bange for at dø, som keg selv var. Men nogen skulle jo prøve at stoppe de robotter engang for alle. "Ryan" Sagde jeg stille. "Vi skal nok overleve, og få slukket for de åndssvage robotter. Det skal nok gå" sagde jeg og prøvede at trøste ham. Ryan så surt på mig. "Du skal ikke tale til mig som var jeg et barn, det er sgu dig der er yngst af os to" sagde han surt. Wolter lagde en hånd på hver af vores skuldre. "Slap af, det er dem der er fjenden, og nu er det tid til at gå, vi prøver at starte med at gå så kan det være de ikke ligger mærke til os, med det samme."

Vi gik helt stille, med ca. en meters afstand imellem os. Det eneste der gjorde at vi skilte os ud var vores tøj som der var vådt. Da vi var kommet helt om på den anden side hvor vi kunne se døren, begyndte vi at gå hurtigere. Vi var sikkert alle sammen både bange og spændte, og det fik os til så småt at begynde at løbe. Men det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort, så var det jo at vi blev opdaget. "Mennesker!" Råbte en af dem, så højt at alle robotterne kunne høre det, men de reagerede langsomt og vi var helt henne ved døren før de alle begyndte at løbe op mod os. Wolter tog en nøgle frem fra sin lomme, og fik i løbet af ingen tid døren op. Vi løb ind og fik lukket døren igen, inden vi overhovedet fik tjekket om der også var nogle indenfor. "Alt glas er af panserglas, det skulle ikke være muligt for dem at komme ind." Sagde Robin beroligende, "skønt" Svarede jeg stille og tog mig til hjertet, som galoperede afsted. "Øverst oppe, på 6. etage. Bare rolig, der er en elevator" Kort efter var vi deroppe og kunne helt henne af en lang gang se døren hvor Ed sagde Knappen skulle være. "Er det bare mig eller lugter her af røg?" Spurgte Ryan undrende. "Du har ret" Sagde Robin. "Lad os skynde os" Han begyndte at løbe, men vi fik ikke løbet mere en de par skridt før der lød et brag, og  hele bygningen rystede. "De destruere sig selv for at komme ind! vi må skynde os" Robin løb alt hvad han kunne med Ryan og mig efter sig, Han skyndte sig ind i rummet for enden af den lange gang og løb direkte hen til kontrolpanelet hvor alle knapperne var. "Satans hvad for en er det?" Robin begyndte at trykke på knapperne som skilte sig mest ud fra de andre. Oppe på en stor skærm kom der med store røde bogstaver. 'Robotter destrueres om 30 sekunder' "Yes man det lykkedes" Råbte Ryan og hoppede op og ned som et barn der glædede sig til juleaften. "Det der skal i tre få betalt!" var der pludselig en stemme bag dem der sagde. "Sam?" sagde Robin overrasket. Jeg kiggede undrende på Robin. "Sam?" Spurgte jeg og så over på robotten. "Det der var min bedste ven" Sagde han stille. Og robotten grinte hånligt. "Jeg skal nok sørge for at i mennesker ikke får noget lykkeligt liv, selvom i har ødelagt os!" sagde Sam og gik hen til en computer der var næsten ved siden af ham. "Hvad er det du gør, Sam stop!" Robin løb en mod Sam for at stoppe ham, men Sam slog ham bare væk. Med store røde bogstaver stod der nu på skærmen. 'Kimærenes bure åbnes' Robin kiggede på skærmen og så på Sam "Kimære? Sam hvad er en Kimære?" Spurgte han skræmt. Sam smilte og begyndte at grine højt. "Endnu en af din fars tåbelige påfund han satte sig ind for mytologi En kimære er et mytologisk væsen, som din far absolut ville prøve at skabe. Det er et ildsprudende uhyre, som er en blanding af slange, løbe og ged." grinte Sam som svar. "Det er da umuligt!?" Råbte Robin med skræmte øjne. Kyo kiggede på ham. "Det var det ikke med min hjælp!" Sagde han, med et hånligt smil. Chippen bag i hovedet blev deaktiveret, og Sam faldt om. Robin, Ryan og mig løb hen til vinduet hvor vi kunne se disse monstre løbe hen over marken, hen over de hundredevis af døde roboter. "Åh nej" sagde Robin bange. "Nu bliver det måske først en mareridt for menneskeheden" sagde jeg trist. Ryan greb sit våben. "Men man kan da idet mindste kende dem" sagde han, og begyndte at gå hen mod døren. "Lad os dræbe de Fucking kimærer, der er ikke så mange!" sagde han. Robin smilte. "ja der er højst.." Han kiggede ud af vinduet hvor vi kunne se der ikke kom flere ud af buret. " højst 200 af dem. helt svært kan det ikke være, i forhold til tusindvis af robotter" sagde han med et nærvøst smil. "Du har ret, så lad os hellere komme i gang" smilte jeg og greb mit våben, klar til den nye krig, imod kimærene.