Infection

Hele mit liv havde jeg været nattemenneske. Det havde ofte været træls når jeg skulle op og i skole, eller på arbejde. Men jeg havde altid haft svært ved at sove om natten. Uanset hvor træt jeg havde været om dagen så vågnede jeg altid op ved aften tid. Det føltes rart at være oppe om natten. Det var behageligt, og der var stille rundt omkring. Jeg nød stilheden. Det var noget af det bedste.

Jeg var 20 år gammel og næsten lige flyttet hjem til en ven. Han var min barndomsven og på samme alder med mig. Vi havde stort set levet hele vores liv sammen, som brødre. Vi havde de samme interesser, og oftest de samme meninger om alle ting. Vi skændes ofte men blev altid venner igen på 5 minutter. Vi begge elskede dyr, og ville det samme med vores liv, så vi gik også på samme skole. De perfekte bofæller.

Den eneste forskel på os var, at han var dags menneske. Det gjorde mig naturligvis intet. Vi havde begge tilpasset os hinandens dagsrytmer. Men desværre var det vores forskellige dagsrytmer der endte med at tvinge os fra hinanden så vi begge endte med at tro hinanden var død. Eller blevet smittet med en døds virus der på få uger hærgede hele jordens befolkning. En virus der forvandlede mennesker til morderiske psykopater. Så selv ens bedste ven, ikke ville kunne lade være med at dræbe dig.

Det hele startede en almindelig søndag aften. Klokken var 23 og min Bofælle Wolter, havde allerede lagt sig til at sove. "Sover du?" Spurgte jeg lavt nok til ikke at vække ham, hvis han nu sov. Jeg sukkede for mig selv og gik ud i køkkenet. Vi boede i en 1 værelses lejlighed. Så stuen var også vores soveværelse. Jeg ville nødigt vække ham. Jeg vidste at jeg også burde sove. For vi skulle tidligt op og i skole næste morgen. Men jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove endnu, selv hvis jeg prøvede. Jeg satte mig ved køkken bordet og læste nyhederne på min iphone. Top nyheden handlede om at mange i USA var ramt af influenza. Kedeligt. Tænke jeg. Det var jo efterår, så selvfølgelig fik folk influenza, det var normalt på denne årstid. Jeg strakte mig, og gabte et fremtvunget gab, i et forsøg på at gøre mig selv træt. En halv Time efter rejste jeg mig og gik ud og tog mine sko på. Jeg ville gå mig en lang Tur og så prøve på at sove når jeg kom hjem igen, besluttede jeg mig. Inden jeg gik ud af døren så jeg på min iphone. Den havde kun 15 procent strøm tilbage så jeg satte den i opladeren, jeg skulle jo alligevel ikke bruge den på gå turen.

Jeg listede ud i opgangen, og gik med forsigtige skridt ud på forsiden. Jeg grinte af mig selv, over at jeg listede selvom jeg vidste jeg ikke kunne vække Wolter herude. Jeg lukkede øjnene og mærkede en blid kølig vind ramme mit ansigt. Jeg overvejede hvilken rute jeg skulle gå, men besluttede mig hurtigt og drejede til højre ned imod havnen.

Da jeg nåede havnen, irriterede det mig at jeg havde ladet min iphone blive hjemme, så jeg ikke vidste hvad klokken var, jeg vidste turen herned normalt tog ca. halvanden time, og jeg havde mest gået og daset den af på turen. Jeg satte mig på en bænk, for at slappe af i fødderne, inden jeg gik videre. Jeg var næsten halvvejs på ruten, og manglede bare at gå en anden vej tilbage. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg tænkte på, men jeg var forsvundet ind i mine tanker. Jeg havde sat der længe, da et lysglimt vækkede mig fra mine tanker. Jeg rejste mig hurtigt op i chok og kiggede rundt. Først efter nogle sekunder lød der et enormt brag, som om en bombe var sprunget ikke langt derfra. Jeg opdagede at lysglimtet kom nogle husblokke væk, på den anden side af havnen.  Jeg stod i et minuts tid, og stirrede på de høje flammer, der brændte. Det var heldigvis langt fra hvor jeg var, og endnu længere væk fra vores lejlighed. Til sidst bakkede jeg nogle skidt baglæns før jeg vente mig om og begav mig hjemad. Jeg følte mig stadig lidt i chok over hvad det mon var der var sprunget i luften, og jeg havde ikke hørt nogle brandbiler. Underligt. Jeg gik langsomt hjemad, jeg havde jo ikke travlt selvom at jeg var skræmt. Mine skræmte tanker blev dog afbrudt da jeg opdagede at en anden brandalarm gik i gang i en lejlighed på 2. sal, cirka 20. meter længere fremme.

Jeg hørte en kvinde der skreg. Jeg stoppede op, og så skræmt op imod det. Idet samme blev vinduet ved siden af flammerne knust, og jeg hørte et kvindeskrig, og en krop landede på jorden, nedenfor vinduet. "Så kan du fandeme lærer det din kælling!" Råbte en mandestemme, og jeg så en skikkelse oppe i vinduet. Jeg skyndte mig hen til kroppen, hendes ansigt var næsten brændt væk, som om hendes hoved var blevet holdt inde i flammerne. Jeg kiggede forvirret rundt. I husene rundt omkring kunne jeg høre flere stemmer der råbte. Døren ved siden af mig, gik op. "Hvad laver du ved min kone!" Råbte en mand rasende og pegede på mig, med et bat. "Ikke noget!" Svarede jeg hurtigt, og gik baglæns væk fra ham. "Kan du komme væk!" Skreg han, og begyndte at løbe imod mig. Jeg drejede hurtigt rundt, og begyndte at spurte så hurtigt jeg kunne. Bag mig kunne jeg høre ham råbe og skrige om at jeg ville myrde mig. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg følte mit hjerte hamre afsted, som om jeg havde løbet ti kilometer. Da jeg havde løbet i nogle minutter, kunne jeg ikke længere høre ham råbe og skrige bag mig. Jeg tog chancen og stoppede. Han var ikke og se.

Jeg faldt ned på knæ, og hev efter vejret. Sveden fra min pande dryppede ned på fortovet under mig. "Hvad fuck.. hvad fuck skete der" Hviskede jeg til mig selv. I det fjerne kunne jeg høre mange forskellige skræmmende lyde, som var jorden ved at gå under. jeg kunne høre skud, brandbiler, politibiler, og skrig og råb, og andre lyde jeg ikke kunne bedømme hvad var. En bil nærmede sig, og jeg rejste mig langsomt op. Den køre langsomt forbi, og stoppede nogle meter fra mig. Jeg stod stille og så forvirret, og skræmmende hen imod den. Vinduet blev rullet ned, og et gevær kom til syne. Inden jeg fik set mig, om blev der trykket, på aftrækkeren. Jeg smed mig hurtigt ned i græsset, og kunne høre bildørene gå op. "Fik vi ham!" Råbte en stemme. "Det tror jeg" Svarede en anden og jeg kunne høre de kom nærmere. Hurtigt kravlede jeg væk fra dem, og ind i det høje græs. "Han er her ikke, vi må finde ham" Sagde en af stemmerne igen. "Kom lille kittykat. Mis mis mis!" Råbte en af dem. Hvad fandet var det der skete? Er alle gået fra forstanden? Tænkte jeg. Jeg må væk, i en fart. Jeg rejste mig langsot op. Og kunne se de havde lommelygter begge to. De var heldigvis ikke gået ind i græsset endnu, men var kun ude i rabatten. Jeg tog chancen og begyndte at løbe i modsatte retning hen over græsmarken. "Der er han!" Råbte en af dem med det samme, og der lød en masse skud, men jeg blev ikke ramt. Hvem end de var så var de heldigvis ikke fulgt efter mig. Da jeg kom ud på den næste vej, valgte jeg ikke at gå på fortovet med inde i skyggerne hvor jeg hurtigt kunne gemme mig. Jeg anede ikke længere hvor jeg var. eller hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem. Men jeg regnede med at jeg gik den rigtige vej. Jeg skulle bare ind imod centrum.

Efter hvad der føltes som flere timers gåtur, vidste jeg stadig ikke hvor jeg var. Jeg var kommet ind i byen, men havde ikke fundet nogle skilte der pegede imod centrum. Jeg kom til et mørkt kvarter. Alle gadelygterne var smadret, bortset fra en, som stod og blinkede regelmæssigt, der lå en bil som var total smadret, jeg gik hen imod den, og stoppede nogle meter derfra. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere da jeg opdagede den skarpe lugt af blod, da lugten stod tændt i nogle sekunder, kunne jeg også se hvordan sæderne var smurt ind i blod.  Jeg skyndte mig at bakke væk derfra og kunne se at baggage rummet stod åben. Den var fulgt med kufferter. Mon det var en familie der havde prøvet på at flygte ud af byen? Tænkte jeg, og skyndte mig videre.

Jeg nåede ikke langt før der kom en bil imod mig. Jeg kunne allerede fra lang afstand høre nogle høje sindsyge grin og skrig der kom fra den. Jeg skyndte mig at gemme mig imellem to skraldespande. Heldigvis kørte bilen videre uden af sænke farten. Så snart dens lys var væk løb jeg hurtigt videre.

Jeg nærmede mig en tankstation, og et lys kryds. Mine øjne lyste op i glæde, da jeg genkendte stedet. Nu vidste jeg endelig hvor jeg var, hvis jeg løb, kunne jeg være hjemme på en halv times tid. Jeg løb over vejen, men et lys blændede mig, og fik mig til at stoppe. Det lød et højt vin, og jeg bakkede væk fra det og snublede over en kantsten. Da jeg fik mit syn igen få sekunder efter hørte jeg flere bildøre smække, og da jeg så op opdagede jeg, at jeg var omringet. Flere pistoler, og geværer pegede ned på mig. Jeg kiggede forvirret rundt, men kunne tydeligt se at jeg umuligt ville kunne flygte. "Tal!" Beordrede en af dem. Jeg kiggede forvirret på ham. Han Ladte sin pistol. "Hvem er du? Er du smittet?" Spurgte han. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Smittet?" Gentog jeg forvirret. En anden trådte en skridt nærmere. "Lad os bare nakke ham!" Sagde han. "Hold kæft!" Sagde den første. Har du haft kontakt med nogle af de sindsyge stoddere der render rundt?" Spurgte han hårdt, imens han stadig sigtede på mig. Jeg rystede igen på hovedet. "Nej. ikke nærkontakt, men.. der har været en hel del efter mig" Sagde jeg stille, og håbede på at dette svar ikke førte noget værre med sig. De kiggede op på hinanden og udvekslet nogle blikke. "Godt så" Sagde den første, greb fat i min arm og hev mig op. "hvad laver i?" Sagde jeg skræmt, da de kastede mig ind på bagsædet, af en af deres biler. "Vi tager dig med" Svarede en af dem. "Nej vent" sagde jeg skræmt og tog fat i håndtaget og prøvede at åbne døren. Men den var låst. "Jeg Kan ikke tage med jer, jeg skal hjem til min kammerat" sagde jeg, og hev stadig i dørhåndtaget. "Stop det der!" Råbte fyren der sad på bagsædet med mig. Den samme fyr, som havde sagt de bare skulle slå mig ihjel. "Din ven er død! Næsten alle i byen er døde, Se dig omkring!" Sagde han, og jeg kiggede rundt. De havde ret, det hele lignede en slagmark. Hver tredje bygning stod i flammer, og der var lig rundt omkring i gaderne som vi kørte forbi. "Men min kammerat, måske er han i live" sagde jeg lavt. "Hvor bor din kammerat" sagde fyren der kørte bilen. Han så i bakspejlet og fik øjenkontakt med mig. Han så venligt ud, og var den samme, som der havde taget mig med ind i bilen.  "Vi bor sammen, nede ved centrum" sagde jeg lavt, og håbefuldt. Han rystede på hovedet. "Så er det desværre ikke muligt. Vi kommer lige derfra, alt derinde er dødt og kaos, vi mistede selv nogle folk derinde" Sagde han på en medfølende, og venlig måde. Jeg lagde mig tilbage, og mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. Wolter er død, det kan ikke passe at han er væk. Tænkte jeg og lukkede mine øjne.