To biler, med tonede ruder standsede ved os, og en mand trådte ud. Han tilbød at rede Robin jeg nikkede hurtigt til svar. to store fyre, tog Robin og slæbte ham ind i en af bilerne og kørte væk. Den anden mand, fandt en stak pengesedler frem fra lommen, gav mig dem. Han sagde det var så jeg havde råd til noget vintertøj, og mad. Derefter satte han sig ind i en anden bil, og kørte væk. Jeg skyndte mig at købe en masse, varmt tøj, og noget mad. Jeg bosatte mig på hjørnet, hvor de havde taget Robin, i håb om at han ville komme tilbage dertil, når han var rask. I dagevis sad jeg og ventede på at han ville dukke op. Uger og måneder gik. Men han dukkede aldrig op.
11 år efter
Jeg var nu blevet 21 år. Jeg var stadig hjemløs, og levede på gaden. Men tiderne var blevet bedre. Mange familier havde fået flere penge. Den fattige og rige bydel var blevet mere blandet. Nok fordi de fleste hjemløse var rejst, smidt i fængsel, eller forvist fra byen af de riges vagter. Der skulle ikke meget til før de rige snobber fik deres vagter til at forvide en tigger. Det var hvis de tiggede for meget, kiggede forkert eller talte på en forkert måde. Jeg havde været heldig, at jeg havde noglelunde pænt tøj, prøvede at vaske mig noglelunde ren, i søen, og at jeg var så ung, at ingen vagter havde fjernet mig. Jeg ville ikke selv rejse. Nok fordi minderne om Robin holdt mig fast her. Jeg havde fundet en gammel guitar, og lært mig selv at spille. Så jeg sad i mange timer på gaden og spillede til jeg havde penge nok til mad.
En lun sommerdag, da jeg sad og spillede på min guitar i en af de gader, hvor mange rige kom for at handle, kom tre drenge gående op af gaden. Jeg bemærkede den med det samme, for de udstrålede utroligt selvsikkerhed, og de var alle tre utroligt flotte, og velklædte og tydeligvis utroligt rige. Den ene som gik i midten, havde kort lyst hår, han så venlig ud, og ikke så snobbet som de andre. Den anden havde sort hår med en lilla stribe i. Han så ikke nær så venlig ud. Den tredje havde halvlangt brunt hår, med lyse spidser. Han så heller ikke helt venlig ud. De alle tre havde jakkesæt på. Jeg gav mig til at spille højere på guitaren, i håb om at sådan nogle rigmandssønner kunne give en god skilling, så jeg kunne få mig noget mad. "Goddag de herrer" Sagde jeg venligt, da de kun var nogle meter fra mig. Den sorthåret skar en grimase. "Pøblen taler til os brødre" Sagde han med afsky i stemmen, og kiggede væk. Den lyshåret smilede venligt til mig, og stak en hånd i lommen og fandt en mønt frem, som han ville kaste ned i min kasket der lå på jorden, men den sorthåret greb fat i hans arm. "Vi giver ikke penge til tiggere, det er spild af penge" Sagde han strengt. "Særiøst?" protesterede den lyshåret. Kevin rystede på hovedet. "Hvis far finder ud af det får du ballade, vi må ikke have kontakt med tiggere" sagde Kevin og kiggede på den brunhåret fyr "Det har Ryan prøvede før" Den brunhåret, som åbenbart hed Ryan rystede på hovedet. "Klap i Kevin" Svarede han hårdt og hævede truende en hånd. Den lyshåret, kiggede fra sine brødre og så ned på mig. "Jeg tager chancen, i to sladre vel ikke" Sagde han med et smil og kastede en guldmønt ned i min kasket. Jeg sænkede hovedet. "Tusind tak" Sagde jeg venligt. Vi havde øjenkontakt et øjeblik, hans øjne var varme, og venlige. og virkede bekendte. "Vi må videre kom så Robin, vi har travlt" Sagde Kevin. "Robin?" gentog jeg lavt. De tre drenge var allerede på vej væk. Jeg stod lidt og kiggede efter dem. "Det kan ikke være min Robin" Sagde jeg stille til mig selv, og satte mig ned på jorden og spillede videre, men kiggede efter dem til de var ude af syne. Lidt efter lagde jeg guitaren væk, og kiggede på mønten han havde givet mig. Den var mange penge værd, nok til mad til et par dage. Jeg tog hen til bageren, som var på den anden side af gaden og satte mig tilbage på min plads, og spise det brød jeg havde købt. Jag havde penge nok til at kunne købe et helt måltid på en restaurant. men mit tøj var også hullet, og slidt. Så der var ingen restauranter, der ville lukke en tigger som mig ind.
Da mørket begyndte at sænke sig, pakkede jeg min guitar og det lille tæppe jeg sad på ned i min gamle slidte rygsæk. Jeg var blevet nogle timer mere end jeg plejede, men kun fordi jeg kiggede efter de tre rigmandssønner, som endnu ikke var kommet tilbage af denne vej. Jeg kunne ikke slå dem ud af hovedet. Var den Robin, min forsvundne ven? Jeg tænkte at det var umuligt. Men det lignede ham lidt. Samme gyldne hår, og venlige øjne og han havde det samme navn. Jeg rystede fortvivlet på mit hoved. Og begyndte at bevæge mig ned af de næsten tomme gader. Hen imod en af de forladte gader, hvor der lå en gammel bilværksted som nu var forladt. Jeg sov i en af bilerne. Ikke det bedste sted af sove, men der var da lidt blødt.
Næste morgen vågnede jeg tidligt som jeg plejede. Jeg greb min guitar, og min taske, og gik op mod byen igen, jeg kiggede i min gamle slidte pung, og var overrasket over at jeg havde så mange penge. Normalt om morgenen havde jeg sjældent råd til et brød. Jeg tænkte på om jeg mon fik denne Robin at se igen. Men jeg havde aldrig set ham før, så chancen for det var nok lille. Jeg var endnu ikke sulten. Det var jeg sjældent om morgen, jeg var jo ikke vant til at få særlig meget mad, men jeg gik hen til bageren og købt et brød, og en vand, så jeg havde til senere. Så jeg satte mig hen på samme plads som dagen før. Hele formiddagen forsvandt hurtigt med at spille på min guitar, nogle enkelte skillinger blev kastet ned i min kasket. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og kigge efter de rige drenge. Dagen før, var de kommet ved middagstid. Men de dukkede ikke op. Jeg sad dybt begravet i mine tanker da en skygge pludselig skyggede for solen. "Sidder du her igen i dag?" Spurgte en venlig stemme. Jeg kiggede op, og der stod Robin. "Hey det er dig igen" Sagde jeg glad. Jeg kiggede rundt. "Du har ikke dine brødre med idag?" Sagde jeg stille. Han rystede på hovedet. "Nej jeg ville snakke med dig uden afbrydelse fra Kevin" Svarede han. Jeg rejste mig op. "Snakke med mig?" Spurgte jeg undrende. "Du virker bare bekendt" sagde han, og stirrede lidt på mig. "Jeg har drømt om en der lignede dig" sagde han mens han pegede på mig. "Da jeg var lille" Vi stod lidt tavse og studerede hinanden. "Har du altid været rig?" Spurgte jeg for at bryde tavsheden, og for at se om jeg kunne finde ud af om det var, min gamle ven Robin. Han kiggede lidt surt på mig. "Er der da noget galt i at være rig?" spurgte han, lidt snobbet. "Undskyld" Sagde jeg hurtigt. "Det var ikke dårligt ment" Jeg kiggede genert væk for ikke at få øjenkontakt. Jeg havde vidst gjort ham sur. Rige blev altid fornærmet hvis fattige snakkede om deres penge, det havde jeg oplevet et par gange. "Jeg er adopteret, så nej jeg er ikke født ind i en rig familie" Sagde han lidt koldt, og jeg kiggede overrasket på ham. "Det er både jeg og mine to brødre" Fortsatte han. "Hvor boede du så inden du blev adopteret?" Skyndte jeg mig at sige. Jeg var næsten sikker på at det var ham. Han smilte venligt. "På et børnehjem" Svarede han. Jeg blev skuffet, hvis han ikke var fra gaden, var det jo ikke ham "Virkelig?" spurgte jeg trist, og han nikkede til svar. "Ja, jeg husker det ikke selv, men det har min far fortalt mig" Jeg kiggede undrene på ham. jeg var en del i tvivl om det mon var ham. Han burde kunne huske sit liv på gaden, det var da umuligt at glemme. Der var stilhed et øjeblik. "Jeg hedder forresten Robin" Sagde han så, med en venligt smil. Jeg smilte tilbage til ham og rakte ham min hånd. "Taylor" Han gav mig hånden. og pludselig lyste han helt op. "Vil du med hjem til min villa, Tayor?" Spurgte han glad. Jeg lagde uforstående hovedet på skrå. "Hjem til dig?" Spurgte jeg. Han nikkede til svar. "men.. Dine brødre og familie?" Sagde jeg lavt. Det var tydeligt at hans brødre ikke havde kunne li mig. Hvert fald den sorthåret. og rige voksne mennesker, de kunne aldrig li fattige tiggere. Så hvad ville de ikke sige til hvis deres søn slæbte en med hjem? Robin tænkte sig kort om. Jeg tror godt jeg kan liste dig ind på mit værelse, sagde han med et listigt smil. Jeg rystede langsomt og uforstående på mit hoved. "Jeg ved ikke..." Sagde jeg usikkert. "hvorfor vil du overhovedet have en tigger som mig med hjem?" Han smilte stadig til mig. "Det har jeg da sagt, jeg har drømt om dig" sagde han, og tog min guitar. "Kom så" sagde han og begyndte at gå. Jeg greb ud efter min taske og løb op ved siden af ham. "Det kan da ikke være den eneste grund?" sagde jeg da jeg nåede om ved siden af ham. hans smil var forsvundet, og han var stille i et øjeblik. Jeg kunne se han tænkte på noget, hvad end det var så var det tydeligvis noget sjovt for han fik igen et smil på munden. Han rystede grinene på hovedet. "nej det er det ikke" Sagde han stille. Jeg kiggede spørgene på ham. "Jeg har aldrig brudt mig om alle det rigmands halløj" Sagde han og slog ud med armene. "Det er virkelig til at få spat af noglegange" Grinte han. Jeg rystede på hovedet af ham. uforståene om hvad han mente "Virkelig? hvordan det? du er rig, du kan da gøre hvad du vil ikke?" Spurgte jeg. Han kiggede overrasket på mig som var jeg en idiot. "Nej?" Udbrød han. "Der er regler, regler, regler! Ingen albuer på bordet, der er 3 forskellige knive og 3 forskellige gafler, og man skal altid ha pænt jakkesæt på" Han kiggede ned af sig selv. "Jeg vil hellere have noget afslappet på, som dig, bare renere, og nyere" Han skar ansigt af mit tøj. "Vi skal ha dig i noget pænere tøj, og givet dig et bad" sagde han med et grin. Jeg kiggede ned af mig selv. Lidt flov. Det var underigt at gå ved siden af en som Robin. Som havde pænt jakkesæt, og var helt ren. Han greb fat i mit arm, og hev mig ind i en butik. Det var en skrædder. ikke byens bedste, havde jeg hørt. men den havde god omtale, fordi den var hurtig og præsis. Da vi gik ind af døren ringede en klokke, og skrædderen kiggede frem. "Goddag, hr. Robin" Sagde han. Han var en ældre mand. "Goddag" svarede Robin. Jeg vil gerne have du laver et jakkeset til min ven her" Sagde Robin og kiggede hen på mig. Manden kiggede overraskende på mig, og med lidt afsky i øjnene. "Til ham?" Spurgte han. "Er det ikke ham tiggeren, der altid sidder henne på hjørnet?" Spurgte han Robin, som om jeg slet ikke var der, eller kunne høre ham. Robin nikkede. "Er det et problem?" spurgte Robin, en anelse aggresivt. og manden bøjede hovedet. "Nej Robin, selvfølgelig ikke" Sagde han hurtigt. og fandt et målebånd frem, og tog mine mål. Hver gang han kiggede på mig var det med stor afsky, men hver gang han kiggede på Robin, var det som om Robin, var en gud, eller en prins. "Din ven kan låne mit badeværelse til at tage et bad, mens jeg laver hans jakkesæt" Sagde han venligt til Robin, og Robin smilte til mig. "Lad mig vise dig hvor det er, så du kan være ren, når du får dit nye tøj" Sagde han og trak mig med ud bagved. "Jamen Robin, jeg kan ikke tage imod, det tøj fra dig, jeg har ingen penge" sagde jeg flovt og modstridene. Han så på mig. "Og? Jeg gir dig det" Jeg rystede på hovedet. "Jamen det koster jo en formue" Beklagede jeg mig. og Robin skuppede mig ud på badeværelset. "Nej det er ingen penge, det er en af de billigste jakkeset der er her" Jeg skulle til at sige ham imod igen da han smækkede døren i hovedet på mig. "Gå i bad!" Råbte han. igennem døren. "Og husk og brug masser af sæbe" Jeg rystede smilene på hovedet af ham, og jeg kunne høre han også grinte af det.
Jeg var i badet længe. Hvor længe ved jeg ikke, men det var mindst en time. Da jeg kom ud lå et sort sæt tøj allerede klart, på en stol. Jeg tog det på og det passede mig perfekt. Det var en underlig følelse at have sådan noget på. Det sad tæt ind til kroppen, og det var tydeligt at mærke at det var noget dyrt stof. ikke noget billigt, tyndt stof som nemt gik i stykker som det jeg havde været vant til. Da jeg kom ud stod Robin, og snakkede med skrædderen. Robin lyste glad op da han så mig. "Det passer dig helt utroligt Taylor" Sagde han glad. Jeg kiggede ned af mig selv. "Tak" Sagde jeg lidt genert og rødmede. Jeg havde aldrig fået en kompliment før. "Så mangler du kun to ting" Sagde han så med et drilagtigt smil. Jeg kiggede forbavset, og lidt nervøst på ham. Hvad mon han nu havde fundet på? han gik hen til mig, og smed en rød slips rundt om halsen på mig og bandt den for mig. "Sådan, den passer perfekt, til dit orange hår, og dine røde sko" Jeg gikkede ned på mine gamle hullet sorte sko. "Jeg har da ikke røde sko?" Sagde jeg forvirret. og Robin tog en pakke frem. "Nu har du" Sagde jeg glad. Jeg bakkede lidt. "Helt ærligt du kan ikke blive ved med at give mig ting" Sagde jeg lidt irritabel. Robin rystede på hovedet og pegede på sig selv, med begge fingre. "Hallo! Multi milliardær, jeg løber aldrig tør for penge" Han så næsten fornærmet ud. Jeg kløede mig lidt nervøst i nakken. "Undskyld, jeg er bare ikke vant til den slags" Sagde jeg trist, og Robin smilte igen til mig. "Tag så de sko på" beordrede han. Det var røde all stars sko. Jeg bemærkede han selv havde nogle sorte på. og kiggede op på ham. "Ikke ligefrem rigmandssko?" spurgte jeg med et smil. og han fnyste. "Nej jeg skal ikke gå i de dumme laksko som dem min far går i, det er helt sikkert, de er mega grimme" grinte han. Da jeg havde fået skoene på og rejst mig op, stod Robin og kiggede lidt op og ned af mig. "Ja" Sagde han stille. "Nu mangler der kun en ting, og så ligner du en rigtig, rigmandssøn, ligesom mig" Sagde han med et smil. Jeg kiggede nervøst men dog nysgerrigt på ham. Han tog hånden frem og rodede rundt i mit hår. "Du skal klippes" Sagde han imens. "Kom" Beordrede han og begyndte at gå, og jeg fulgte efter. "Har du betalt skrædderen?" Spurgte jeg, da vi kom ud og gik op af gaden. "Ja det gjorde jeg mens du var i bad. Skoene købte jeg derinde" Sagde han og pegede på en butik vi gik forbi. Jeg kiggede på butikken. idé mindste var det ikke en mega dyr butik som den tøjet var fra. Jeg brød mig ikke om at nasse sådan på Robin. Og dog, var det rart, at have sejt tøj, og at føle sig værdig. Ikke en af alle de folk vi gik forbi skulede ondt til mig som jeg var vant til at næsten alle gjorde. Og nu var der pludselig mange der bøjede sig for os, som om vi næsten var kongelige. "Her er min frisør" Sagde Robin pludselig og stoppede foran en lille frisør salon. jeg kiggede på den. Den var ikke noget særligt. Jeg havde troet han gik til den dyreste frisør i byen, men denne var bare en lille billig en. Robin kunne nok se lidt hvad jeg tænkte. "Ja den er ikke noget særligt, men frisøren er lækker" Grinte han og skuppede mig ind af døren. "Goddag Robin er du her allerede igen?" Sagde en sød stemme. En smuk kvinde stod bag disken. "Jeg er her med min ven Taylor her" Svarede Robin og skuppede mig igen lidt fremad. "Bare giv ham en fin frisure, men ikke ligeså kort som mig" Robin rodede lidt Rundt i sit hår. Hun nikkede, og stalte sig hen til en stol. "Bare sit dig her" Sagde hun venligt til mig. Jeg kiggede nærvøst på Robin, og gik så stille hen og satte mig i stolen. Hun tog en maskine, ned over mit hoved og tastede noget ind på en computer der var sat til den. "Så skal du bare lukke øjnene, og sidde stille, så ordner maskinen her det hele" sagde hun venligt til mig, og jeg klemte mine øjne sammen, og holdt vejret. Maskinen larmede en del, men allerede få minutter efter stoppede den og jeg åbnede langsomt øjnene. Hun havde allerede fjernet makinen, og kørte sine hænder igennem mit hår. "Er det fint?" Spurgte hun mig, og Robin. Jeg kiggede bare hen på Robin som selvglad stod og nikkede. "Perfekt" sagde han. Jeg rejste mig fra stolen, og gik hen ved siden af ham. Han rakte en pengeseddel til frisøren. "Bare behold resten" Sagde han. Hun bukkede for ham. "Mange tak" Svarede hun med en genert smil. Robin kiggede derefter på mig. "Så er vi jo klar, til at tage hjem til mig" Sagde han selvtilfreds imens han studerede mit nye jeg. Jeg rødmede igen en smule. Han tog sin Iphone op af lommen og tastede hurtigt noget ind på den, og lagde den igen i sin lomme. "Limousinen er her om et øjeblik" sagde han, jeg kiggede overrasket på ham. "Limousinen? Skal jeg ud og køre i en limousine?" Spurgte jeg glad. Robin grinte. "Ja?" Sagde han lidt undrene, og lagde hovedet på skrå. Jeg grinte lidt ved tanken. Mig? En sølle tigger, der altid havde boet på gaden, skulle nu ud og køre i en limousine. Det var en vild, sjov og uforståelig tanke. Jeg havde lyst til at nive mig selv i armen, for at teste om det hele mon var en drøm, men lod være. For hvis det var en drøm måtte den ikke slutte.
Da vi kom ned til vejen, hold limousinen der allerede. "Det var hurtigt den var her" Sagde jeg overrasket. Robin smilte lidt stolt. "Ja, vi har limousiner over hele byen, så der altid er en lige rundt om hjørnet" Sagde han imens han smilte til mig. "Utroligt" Sagde jeg, og stirrede på den lange hvide limousine. Robin gav mig et klap på skuldern. "Nu kommer den svære del, du skal spille rig" Sagde han og så en smule alvorlig ud. "Rig? mig?" Sagde jeg nærvøst, og Robin himlede med øjnene. "Ja du er Taylor, fra en rig familie, min nye ven" Sagde han og rettede engang på min slips. "Det kan du sagtens, bare lad være med at sige så meget til andre, og lad være med at virke overrasket over noget, hvis der er andre i nærheden" Jeg nikkede langsomt og kunne mærke min nærvøsitet stige. Bare tanken om Robins to brødre gjorde mig nærvøs. Jeg tog en dyb indånding. "Okay" En mand stod, og holdt bildøren åben for os. Inde i limousinen så den næsten større ud en udefra. Jeg kiggede overrasket rundt, men sagde intet, i tilfælde at at chaufføren ville kunne høre mig. Bilen begyndte langsomt at køre. "Bare rolig, du kan godt tale, han kan ikke høre os" sagde Robin stille til mig. "Det her er for vildt!" Udbrød jeg. og Robin løftede hænderne. "Rolig nu, det er bare en limousine" jeg kiggede rundt. Der var så meget plads, tonede ruder, lys i loftet, alle mulige knapper, som jeg ikke anede hvad var til, men for mig, var det vildt. "Det er jo sygt, så meget plads her er, hvis den havde stået på skrotpladsen hvor jeg sover, ville jeg noget nemmere have kunne falde i søvn" Robin hævede overrasket, et øjenbryn. "Sover du på en skrotplads " Sagde han lidt overrasket. Jeg grinte lidt. "Ja. i en lille bil. Der er trods alt bløde sæder, at ligge på" sagde jeg roligt. Jeg var faldet lidt ned igen af at tænke på det. Der var lidt tavshed i mellem os. Jeg kiggede på Robin, som så ud til at være dybt begravet i nogle tanker. Jeg kunne ikke lade værre med at tænke på om det mon var ham. Nu hvor han sad, og så så tænksom ud, opdagede han ikke hvordan jeg stirrede på ham, studerede ham, og sammenlignede hans træk, med min vens. Men det var ikke rigtig til. Min ven havde været ni år. Det var vel ikke til at vide hvordan han så ud i dag. Jeg kunne mærke af jeg blev trist. De sidste ti år havde jeg prøvet at fortrænge mindet om Robin, men nu hobede det hele sig igen op inden i mig. Alle minderne. Både sorgerne og glæderne.
Inden jeg fik set mig rigtig om, kørte vi op af en gigantisk indkørsel. Et kæmpemæssigt hus kom til syne for enden af den. En grøn plæne, omringede huset, så langt øjnene rækkede. Huset var hvidt, med mørkt tag, og store flotte vinduer. tre etager højt. Græsset i haven, var den flotteste grønne farve jeg nogensinde havde set, og uden så meget som en mælkebøtte, eller et muldvarpeskud, der generede dens perfekte udseene. Chaufføren gik om og åbnede Robins dør, og jeg selv åbnede min og gik ud for at kigge en ekstra gang på huset. Jeg havde svært ved at fatte det. Robin kom hen ved siden af mig. "Kom så" Sagde han bestemt og vi gik hen imod den store hoveddør der var for enden af en lille trappe. Husk og være forsigtig, rige åbner ikke selv deres bildøre, det gør chaufføren" Hviskede han forsigtigt til mig. Jeg kiggede lidt overrasket på Robin. "Okay det vidste jeg ikke" sagde jeg lidt trist og drejede hovedet og så ned på Chaufførren, som stod og kiggede lidt mistænkeligt efter os.
Vi gik op af den store trappe, og hen til den kolosale dør. Den havde flotte udskæringer, og var tydeligvis ikke lavet af almindeligt billigt træ. Ja lagde hovedet på skrå, og havde lyst til at række min hånd frem og røre ved udskæringerne men inden jeg kunne nå at tænke mere, gik døren op. Jeg fik et chok, men kunne heldigvis gemme det. En høj mand kiggede på os. "Velkommen tilbage, sir Robin" Sagde han og bukkede for os. Jeg kiggede ud af øjenkrogen på Robin for at se hans, reaktion. Han nikkede til ham. "Tak, Lucas" Robin kiggede på mig. "Dette er Taylor, han bliver til middag" sagde han. Lucas kiggede på mig. Jeg stod stiv som et bræt. Ikke kun fordi at rige havde en god holding, men også af angst for at han ville spørge om noget eller kunne se på mig, at jeg ikke var rig. Men han bukkede bare. "Goddag sir Taylor" Robin Smilte et lille skævt smil, og begyndte så at gå, jeg fulgte hurtigt efter. og da vi var kommet nogle meter væk grinte han lavt. "Hvad er der?" Sagde jeg med et nervøst smil. "Jeg kunne se på dig, hvor nervøs du var, jeg håber ikke han også kunne" Sagde han og kiggede sig over skulderen. "Jeg aner jo ikke hvordan man taler til en tjener" sagde jeg lidt irritabel. "Lucas er ikke tjener han er butler" Sagde Robin en anelse stolt. Vi gik op af nogle trapper, og standsede op ved en dør. "Her er mit værelse" Sagde han og kiggede på døren. Han tog i håndtaget og åbnede døren. Det var et enormt værelse. Større end jeg kunne have forstillet mig i min vildeste fantasi. "Det er for vildt" Sagde jeg og kiggede rundt. Hele den ene væg, var en kæmpemæssigt akvarie, som var indbygget i væggen. På en anden væg hang der et enormt fladskærms tv, og nedenunder den stod der alverdens forskellige spille konsoller. "Det er for sygt" Sagde jeg med et smil. Robin grinte lavt. "Ja man pas nu på med at se for overrasket ud, Lucas kommer op med forfriskninger om lidt" Jeg så på Robin. "Forfriskninger?" Robin nikkede. "Ja det er nok bare nogle sandwiches og noget juice" Sagde han og trak på skuldrene som om det ikke var noget særligt. Idet samme bankede det på døren. Robin fnyste og pegede grinene på døren. "Der kan du se, det er lige til tiden" Sagde han lavt. Jeg nikkede bare til svar. "Kom bare ind" Råbte Robin og gik hen imod døren. Lucas trådte ind, og stalte et stort rundt sølvfad på bordet. Sølvfadet var fuld af forskelige sandwiches som var stablet ovenpå hinanden. Ved siden af stalte han to kander. "I får her et stort udvalg af sandwiches, med blandt andet, tun, skinke og ost, makrel, kylling, hamburryk, bacon, og flere varianter og til drikke for i udvalget mellem friskpresset appelsin eller æblejuice. Bon appétit" Lucas vente ryggen til os og skulle til ud af døren. men kiggede ind igen. "Forresten de herre, Spis ikke for meget, Kokken har forberedt et storslået måltid" Jeg kiggede overrakset på Robin. "Har i en kok?" Det røg ud af mig, uden at jeg nåede at tænke mig om. Selvfølgelig har de da en kok, det har ikke rige da. Tænkte jeg. Jeg kiggede på Robin kiggede bekymret på mig. Så kiggede jeg på Lucas som kneb øjnene sammen og skulede til mig. "Ja altså.." Sagde jeg. og tænkte mig hurtigt om. "For vi har to, men vi bruger dem sjældent fordi vi har vores egen, private restaurant" Jeg trak på skulderne og lagde armene over kors. Lucas nikkede. "Fornemt" Sagde han, og lukkede så døren bag sig. Robin gik direkte hen til mig og slog mig på skulderen. Ikke hårdt. "Godt reddet der" Grinte han. og gik hen og tog en sandwich.
.... mere kommer (sidst redigeret d. 12 marts kl. 11,56 )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar