Dommedag

Jeg sad på huk foran alteret jeg havde lavet. Jeg havde lavet den efter billedet i en gammel bog jeg havde fundet på min bedstemors gamle loft, det var også der jeg havde besluttet at lave alteret. Jeg vidste at her kunne jeg være i fred, og ingen andre ville komme der. Billedet viste at jeg skulle have et lille bord, starinlys, et kranie fra et dyr jeg selv havde slået ihjel og en skål halv fyldt op med blod. Mit eget blod. Det havde taget lidt tid for mig at fylde den, for jeg var ikke just begejstret for at skære i mig selv. Selvom jeg havde gjort det før. Jeg vidste ikke selv om jeg troede på at denne hidkaldelse ville virke, og jeg var ikke engang sikker på om jeg egentlig vidste hvad jeg lavet. Det lignede en gammel heksebog, eller noget lignede. Og alt stod på latinsk. Jeg anede ikke hvad der stod. jeg fulgte bare billederne. Ville jeg hidkalde en heks? eller en demon? Jeg var ligeglad. Jeg ønskede bare at den ville give bøllerne fra skolen en læresteg.

Jeg gik på hg. handelsskolen. Jeg var 20 år gammel. Og blev mobbet dagligt. Jeg var ikke som de andre. Jeg var en freak. Og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg lignede de andre. var en almindelig dreng, der aldrig havde gjort nogle noget ondt. Min bror sad i fængsel, min far var alkoholiker, og min mor havde begået selvmord. Var det derfor jeg var en freak? jeg vidste det ikke. men nu skulle de bøller have sig en læresteg. Hvis det her da virkede. og hvis ikke? jeg vidste ikke hvad jeg så ville gøre. Jeg mærkede tårerne klemme sig på i mine øjne. Jeg var så træt af det hele. Jeg kiggede på alteret. "Please Hjælp mig" Råbte jeg, mens tårerne trillede ned af mine kinder. "Du er min eneste udvej, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Jeg gemte mit ansigt i mine hænder, og faldt sammen foran alteret. "Verden er et helvede" Hviskede jeg stille til mig selv. I det samme genlød et brag, og noget der lignede et sort hul, åbnede sig i den anden ende af rummet. Jeg satte mig op, alt imens jeg bakkede væk fra det. Noget der lignede et menneske trådte ud derfra. Jeg stirrede længe på det. Det lignede lidt, men det var ikke et menneske. Det havde store sorte vinger, og helt sorte øjne. Udover det, så lignede det vidst en almindelig fyr. Han havde også små, horn, og klør, istedet for negle. Hans blik kiggede lidt rundt i rummet, og stoppede ved mig. Et smil bredte sig, på hans læber. "Nå, så du er han der hidkaldte mig" Sagde han med en ret guddommelig stemme. Jeg bemærkede at jeg havde holdt vejret længe, nok siden portalen havde åbnede sig. Jeg trak hurtigt vejret en gang. "Hv.. hvem er du?" Fremstammede jeg. Han lagde hovedet på skrå og gik langsomt, men stolt, hen imod mig. "Hvem jeg er?" Sagde han med et stort smil på læberne. "Du har hidkaldt mig, men ved ikke hvem jeg er?" Spurgte han, og stoppede op, kun en meter fra  mig. Jeg sad stadig på gulvet. "Undskyld, jeg.." begyndte jeg, jeg vidste ikke hvad jeg rigtigt skulle sige til ham. Jeg kiggede hen på bogen. og han fulgte mit blik. "Ah... min bog" Sagde han. og gik hen og tog den op. "Jeg vidste at en, en dag ville hidkalde mig, hvis jeg sendte den herop" Sagde han, mens han studerede bogen lidt. Jeg rejste mig langsomt op. Lidt i håb om at han ikke ville bemærke mig. Jeg var ret forvirret. Hvem var han? Hvad var han? Jeg turde ikke engang trække vejret hele tiden. Han drejede hovedet og kiggede på mig. Han så pludselig lidt sur ud, han smilte hvert fald ikke. Hans øjne var ikke rigtig til at læse, eftersom de var helt sorte. Idet han kiggede på mig, stod jeg musestille. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg turde ikke bevæge mig. Et lille ondskabsfuldt smil bredte sig igen på hans læber "Mit navn er Lucifer" Sagde han, "Du har hidkaldt dommedag, over menneskeracen" Han løftede armene, og ud af et lille vindue, i loftet, kunne jeg se sorte skyer, det trak sig ind over os. Jorden rystede, som var et enormt jordskælv under opsejling. Jeg kunne ikke holde balancen og faldt bagover. Han slog ud, med armene i en hurtig bevægelse, og taget blev revet af huset. Jeg kiggede rundt. Verden var sort, og rød. Jeg opdagede det var en tornado der havde revet taget af. Det blæste kraftigt. Monstre fløj, ned fra de store sorte skyer. Der var ild, i næsten alle huse, så langt øjet rækkede. Mennesker løb rundt, og skreg overalt. "Det var ikke det jeg ønskede" Hviskede jeg stille for mig selv. Jeg kiggede op mod Lucifer. Han grinte, og nød  alle rædselskrigene og alt hvad det skete. Ville han virkelig, forårsage dommedag og dræbe alt og alle? Jeg vidste ikke om jeg turde spørge. Og hvad ville han mon gøre med mig? Jeg kiggede igen ud på alt rædslen. Mennesker der af små monstre blev, dræbt, spist, og revet itu. Jeg måtte kigge væk. Tårene klemte sig igen på. Jeg kravlede tættere på Lucifer. Måske han ville skåne mig? Jeg var mere bange for monstrene nede på gaderne end for ham. Det kunne jo være han havde barmhjertelighed. Det havde de hvert fald ikke de monstre. "Dette er mit paradis" Sagde han og kiggede ned på mig. "Hvad synes du? Var dette hvad du forventede der ville ske?" Sagde han, mens han smilte ondt. Jeg kiggede op på ham, og så ud på verden, og så på ham igen. Jeg sank en klump. Hvad skulle jeg svare? Jeg var bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg svarede noget han ikke kunne lide. Jeg kunne mærke min krop, begyndte at ryste af skræk. og det samme gjorde min kæbe. Jeg bed tænderne sammen, for at han ikke skulle bemærke det. Et ondskabsfuldt grin bredte sig fra ham. "Selvfølgelig var det ikke det" Sagde han koldt, mens han stadig kiggede på mig. Kuldegysninger bredte sig på min krop, trods at det nok var 40 grader varmt. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens hans onde smil igen bredte sig på hans læber. "Der er ingen skam i at være bange for mig" Sagde han. "Så det behøver du ikke skjule" Jeg kunne se på ham at han nød, at jeg var bange. Ligesom at han nød, alle rædsel og smerte skrigene der var omkring os. Folk der råbte og skreg og bad om nåde. Og han ignorerede dem alle. Stod bare og nød det hele. Han vendte sig igen ud mod det hele, og væk fra mig. Han lod blikket køre hen over de brændene landskaber. Kort efter begyndte der at være stille. Der var ikke så mange skrig mere. Nogle af monstrene var begyndt at flyve tilbage til de store sorte skyer. Jeg sad stadig helt musestille. Jeg kiggede rundt. og lyttede. Der var ikke flere skrig. Kun lyden af træ, der brændte. Var der virkelig dommedag? Var den gået så hurtigt? Var alle mennesker mon døde? Jeg kiggede op på Lucifer, og fulgte hans blik ud i horisonten, han kiggede rundt, og så lidt alvorlig ud. Som om han koncentrerede sig. Jeg havde lyst til at spørge ham om ting, som hvad han nu ville gøre, ved mig foreksempel. Kort efter vendte han sig om imod mig. "Jordens befolkningstal.." Sagde han med en lumsk smil. ".. 1" Han kiggede på mig, jeg sænkede hovedet og sank en klump. En? Det ville sige mig, var jeg virkelig det eneste menneske tilbage på planeten? Tårene klemte sig igen på. Jeg løftede hovedet og så igen på Lucifer der stolt stod foran mig, og nød min smerte, og min angst. "Hvad ville du gøre ved mig?" Spurgte jeg. Jeg prøvede at lyde som om jeg ikke var så bange, men min stemme var bævrene, og kom kun ud som en hvisken. Han nød det. Portalen han var kommet ud af åbnede sig igen. Han gik hen imod den. "Du, som hidkaldte mig, dømmes til at vandre alene rundt på jorden. Du er ikke velkommen i helvede eller himlen. selv jeg kan ikke slå dig ihjel" Han smilte, ondskabsfuldt "Du får dit eget ensomme helvede her" og så forsvandt han, ind i potalen. Jeg spærrede øjnene op og et stød gik igennem mig. Han havde ret. Jeg var det eneste menneske på hele planeten. Jeg løb hen mod portalen men den lukkede i bag ham. "Jeg vil ikke være her helt alene!" skreg jeg efter ham men han var væk, mine skrig genlød, men ingen var der til at høre dem. Jeg var dømt til at være alene til evig tid.